Trykt i Weekendavisen 7. januar 2000

Eurasiens Balkan

Analyse. USA og Tyrkiet presser på for at rykke Europa tættere på Kaukasus.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Weekendavisens korrespondent

WARSZAWA - »Uundgåeligt vil grænserne for Europa rykke mod øst, mod Kaukasus, mod Aserbajdsjan, mod Asien.« Med disse perspektivrige ord forsøgte Tyrkiets premierminister Bülent Ecevit at træde ud af Europas skammekrog, da han ankom til EU’s topmøde i Helsinki, men Danmarks statsminister skubbede ham ind igen. Tyrkiet skal vende sit ansigt mod Europa, så muslimsk indflydelse kan blive imødegået, lød det fra Poul Nyrup Rasmussen.

Forskellen mellem de to udtalelser udstiller et europæisk strategisk problem. EU har hidtil fokuseret på orden i eget hus - og det har været et meget lille hus, som udelukkede størstedelen af den europæiske verdensdel. Set fra denne synsvinkel er åbningen til Tyrkiet et initiativ, som skal sikre stabile forhold på Europas sikkerhedspolitiske dørtrin, altså Balkan-halvøen. Men samtidig flyttes dørtrinet, så det fremover ligger i landene ved Det Kaspiske Hav, som, ironisk nok, af strateger kaldes en del af Eurasiens Balkan. EU må derfor kigge op fra sin egen navle og rette ansigtet langt længere mod øst, siger en tyrkisk diplomat.

Via samarbejdet i NATO har nogle europæere længe haft øjnene åbne for de nye udfordringer. Under et besøg i de kaspiske lande erklærede Alliancens daværende generalsekretær Javier Solana i februar 1997, at Europa ikke vil være et fuldkomment sikkert kontinent, så længe landene i Kaukasus står uden for Europa. Men bortset fra næsten rent symbolske bidrag har de europæiske NATO-lande ikke fulgt det indirekte løfte i hans udtalelse op. Undtagelsen er Tyrkiet, som har engageret sig dybt med militær, økonomisk og kulturel bistand. En af årsagerne til, at USA ihærdigt har bedt EU åbne døren for Tyrkiet, er netop, at landet er Vestens brohoved i en magtkamp, hvor Centralasien er skueplads, og Rusland, Kina samt Iran leverer modspillet. Et centralt spørgsmål er nu, hvorvidt Solana, EU’s første koordinator for udenrigs- og sikkerhedspolitik, vil få større succes i sit nye job og lytte bedre efter amerikanernes råd.

Rørledninger

Sikkert er det, at Tyrkiet vil gøre sit. Den tyrkiske udenrigsminister Ismail Cem kunne i en tale den 17. december berette, at flere lande i Centralasien og Mellemøsten efter Helsinki har sagt, at deres interesser for fremtiden vil blive repræsenteret i EU af Tyrkiet. Med henvisning til EU’s planlægning af et militært ekspeditionskorps fremhævede han sit lands strategisk vigtige geografiske placering og meget slagkraftige væbnede styrker.

Tyrkiets økonomiske fremtid bygger i vidt omfang på udvikling af store olie- og gasforekomster omkring Det Kaspiske Hav. Da OSCE for nylig holdt topmøde i Istanbul blev en ny samarbejdspagt, som dækker området fra Vancouver til Vladivostok, underskrevet sammen med en fornyet udgave af den europæiske våbenkontrolaftale CFE. Men, som en erfaren vestlig diplomat siger til Weekendavisen, blev de nok vigtigste dokumenter underskrevet i en pause af Tyrkiet, Georgien, Aserbajdsjan, Kasakhstan samt Turkmenistan. Ifølge dem skal et system af rørledninger bygges, så olie fra Kasakhstan og gas fra Turkmenistan kan transporteres under Det Kaspiske Hav og videre over land via Aserbajdsjan og Georgien til Tyrkiet.

Ud fra en rent økonomisk synsvinkel har eksport af olien via Rusland og Iran større fornuft, men disse ruter giver Moskva og Teheran mulighed for kontrol. USA vil knytte eksportlandene nærmere til Vesten, og derfor har Washington arbejdet hårdt for den alternative rute til Tyrkiet. De tidligere Sovjet-republikkers selvstændighed skal styrkes, og hele verdens forsyningssikkerhed vil blive fremmet, når olie kan flyde via mange forskellige kanaler, lyder forklaringen fra Washington.

Samtidig får man i det lokale sikkerhedspolitiske spil indført den mulighed, at Vesten eventuelt vil komme til undsætning, hvis forsyningerne bliver udsat for trusler. Især fra georgisk side er et behov for NATO-bistand blevet rejst, og Georgiens præsident har sagt, at han i år 2005 vil søge optagelse i Alliancen. USA giver officielt, om end med tilpas tågede udtalelser, næring til sådanne spekulationer. I forbindelse med aftalernes underskrivelse, som blev overværet af præsident Clinton, sagde den amerikanske energiminister Bill Richardson eksempelvis: Dette er ikke blot endnu en olie- og gasaftale. Det er en strategisk rammeaftale, som fremmer USA’s nationale sikkerhedsinteresser.

Ruslands opløsning

Amerikanernes interesse for de nye kaspiske lande fordømmes fra Moskva og Teheran. Straks efter den lille ceremoni i Istanbul rejste Ruslands udenrigsminister til Iran, hvor han fik en fin velkomst - trods krigen mod Tjetjeniens muslimer. I en erklæring bagefter gjorde de to lande fælles front mod USA. Der er, lød det ildevarslende, uløste problemer, når det gælder rettighederne til udnyttelse af rigdommene under Det Kaspiske Hav.

Fra militær side har angrebene på USA været mere direkte. Den russiske forsvarsminister Sergejev har i en tale til ledende officerer forklaret krigen i Tjetjenien med amerikanernes aktiviteter længere mod syd, idet USA’s mål angiveligt er, at Rusland skal skubbes ud af området. Så snart Putin havde overtaget præsidentembedet fra Jeltsin, rejste han til Tjetjenien med et lignende budskab. Det er ikke kun en genoprettelse af Ruslands ære og værdighed, som soldaterne slås for, sagde Putin. »Det gælder også, at Ruslands opløsning skal stoppes,« fortsatte han.»Det er vort fundamentale mål.«

Adskillige iagttagere mener, at Putin har opløsningen af mere end det nuværende Rusland i tankerne. Den tyrkiske udenrigsminister Cem reagerede således med en kommentar: »Jeg frygter, at fortsat krig og kaos i Tjetjenien vil og allerede har påvirket den sydlige del af Kaukasus, især Georgien.« Putin kræver, at Georgien lukker sin grænse mod nord, så oprørerne ikke kan modtage forsyninger fra den kant, og han har endog tilbudt militær bistand. Det er blevet afvist, at så ensidige russiske skridt er mulige. Netop åben konflikt mellem Rusland og Georgien, som i kraft af sin præsident Eduard Sjevardnadse har en høj stjerne i Vesten, kan inddrage NATO og USA.

Amerikanske sikkerhedseksperter uden for den amerikanske regering har længe advaret imod, at USA og Tyrkiet har skabt forventninger om sikkerhedsgarantier for området. En af dem, Martha Olcott, fra Carnegie Endowment for International Peace siger til Weekendavisen, at de kaspiske lande er blevet retorisk vigtige, fordi USA vil skabe en atmosfære af tryghed for olieselskaberne. Men hun tror ikke, at USA alene eller via NATO vil leve op til retorikken. Især europæerne anser stadig, påpeger professor Olcott, det kaspiske område for i enhver forstand at ligge meget langt væk.

En af Europas ældre statsmænd, den tidligere britiske udenrigsminister Douglas Hurd, er enig. Han fremhæver, at hvis man skal pege på en del af verden, som måske vil opleve en storkonflikt i det nye århundrede, så vil Kaukasus være det mest sandsynlige. Lige nu er Europa meget optaget i Balkan, men dér er, fortsætter han, ingen risiko for storkonflikt. Europæerne tager endnu ikke konsekvenserne af USA’s og Tyrkiets engagement i Det Kaspiske Hav seriøst, ja, vi kan vel knap nok finde området på et kort.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.