Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 2, marts 2000

Ruslands høje pris

NATO har indgået en aftale med russerne, så man kan genoptage samarbejdet. Men hvad vil NATO og USA betale for, at det ikke bryder sammen igen?

Af JØRGEN DRAGSDAHL

WARSZWA - Mens russiske soldater knuste en by på størrelse med København, blev deres leder i zarernes palads opsøgt af nogle udsendinge fra USA, Frankrig, Italien, Tyskland, Storbritannien. Nådigt tog herskeren dem i audiens. I besøgene så han bevis for, at "NATO giver forholdet til Den russiske Føderation stor vægt", og nok er det "ikke nemt" så kort tid efter "begivenhederne i Jugoslavien", men han ville da meget gerne besvare tilnærmelserne positivt.

Udenrigsministrene fra de store vestlige demokratier og generalsekretæren for demokratiernes store alliance, NATO's George Robertson, var under deres møder med præsident Putin også meget forstående. De anerkendte helt, at Rusland har ret til bekæmpelse af terrorister på eget område.

Fra briternes Robin Cook kunne russerne eksempelvis høre, at hans land "på nærmeste hånd kender til den trussel, som international terrorisme udgør".

Oprettelse af et strategisk partnerskab med Rusland er, sagde Cook, meget højt prioriteret af både Storbritannien og EU. Det russiske pressebureau RIA Novosti konstaterede, at "eksperter" i Cook’s besøg så tegn på en mere pragmatisk vestlig politik overfor Rusland.

Respekt for kaosmagt

Selvfølgelig antydede udsendingene også, at krigen mod tjetjenerne måske kunne føres med mere blid hånd. Men der er langt fra deres indvendinger til den mere usminkede beskrivelse af krigen, som NATO’s øverstkommanderende i Europa, general Wesley Clark, har leveret: Russerne gør i Tjetjenien helt præcist det, som Milosevic gjorde i Kosovo.

I stedet for solidaritet med krigens ofre er vestlig politik præget af en holdning, som Frankrigs præsident Chirac opsummerede med ordene: "Vi må ikke ydmyge russerne". Han fik svar i den franske avis Le Monde, som spurgte Vestens ledere: "Hvor meget længere vil I lade jer selv blive ydmyget af russerne?"

Dilemmaet, som vestlige ledere står i, er af klassisk format: Hvis man vil forbedre nogen, så må man først på talefod, men det opnås måske kun med blide ord. Sådanne bestræbelser kan imidlertid ligne knæfald for det onde, som skal ændres.

Under og efter den kolde krig er kritik blevet rejst mod udsendinge, som ville i dialog med sovjetiske ledere i Kreml. Man har set et knæfald for Sovjetunionens militære magt. Forskellen til i dag er, at russiske lederes svaghed giver dem en magt, som er endnu mere frygtindgydende. Den kan kaldes "kaosmagt", fordi truslen fra Øst i dag består af følgerne, hvis Rusland bryder sammen eller spreder kaos internationalt gennem samarbejde med globaliseringens tabere.

"Fred gennem styrke" ligner i den situation ikke opskriften til et effektivt vestligt modtræk. Pres kan jo fremskynde Ruslands sammenbrud. Faktisk håber man i Vest på "Fred gennem russisk styrke", fordi en stærkere centralmagt kan forhindre kaos. Men hvor langt skal man gå i sit knæfald?

Moderne stalinisme

Grænserne for det acceptable er overskredet, mener en gruppe russere, som under den kolde krigs blev kendt for systemkritisk virksomhed. Mellem dem er Elena Bonner, enken efter den store systemkritiker Andrej Sakharov. Sammen med andre tidligere systemkritikere, deriblandt Sergej Grigorjants fra Glasnost-fonden, har hun udsendt en appel: "Vesten bør genvurdere sin politik overfor Kreml".

Kritikerne hævder, at man i Vesten slet ikke har fattet situationens alvor. Rusland lider under "en moderne udgave af stalinismen". I det gamle stalinistiske system havde flere en regelmæssig indkomst end i dag. Når det gælder folks adgang til lægehjælp, ser det værre ud for 80 procent af befolkningen end under Stalin. Mere end 1 million mennesker er fængslet under rystende forhold. Omkring 20 millioner blev skudt, dræbt i arbejdslejre eller af hungersnød i løbet af 25 år med Stalin. På grund af dårlige livsvilkår svinder den russiske befolkning nu med en million hvert år.

Appellen anerkender, at Rusland i dag har både fri presse og frie valg. Men kritikerne fremhæver også, at fattigdom i sammenhæng med voksende priser begrænser adgangen til denne presse, som i øvrigt næsten helt er kontrolleret af nogle få magthavere.

Valgene kalder de "en farce". Mod den vestlige verden huserer et fjendskab, hvis lige "end ikke eksisterede i den sovjetiske tid". Organisationer, som arbejder for menneskerettigheder, anses for upatriotiske og deres eksistens er truet.

Vestens medansvar

Vesten har konsekvent støttet Jeltsin, uanset anti-demokratiske og kriminelle handlinger. Det skete af hensyn til Ruslands "stabilitet". Nu følges, hævder kritikerne, den samme politik overfor Putin: "En sådan politik opmuntrer ikke blot russiske myndigheders anti-demokratiske og inhumane aktiviteter, men, værre endnu, det russiske samfund bliver demoraliseret. Trods alt nyder Vesten stadig godt af prestige i en hel del russeres øjne og vestlige regeringers principløse samarbejde med russiske ledere svækker modstandskraften hos den demokratisk sindede del af Ruslands befolkning".

"Vi frygter, at under det nuværende regime kan vort land i den overskuelige fremtid vente rystende omvæltninger, som også vil få følger i tilstødende lande. Og vi appellerer til Vestens regeringer og offentlighed om at omvurdere deres holdning til ledelsen i Kreml, indstille medvirken i dens barbariske handlinger, dens nedbrydning af demokrati og undertrykkelse af menneskerettigheder. Vi forventer især opbakning fra den demokratiske verden, når det gælder vores bestræbelser for at stoppe krigen i Tjetjenien og genoprette pressefriheden samt aktiviteterne i organisationer, som arbejder for borgerrettigheder og nationale mindretal".

Putin’s pris

Vreden, sorgen hos en Elena Bonner og en Sergej Grigorjants er ægte. Deres evne til politisk analyse kan diskuteres. Men det vil være en stor fejl, hvis disse røster blot overhøres. De peger nemlig på den pris, som NATO og vestlige regeringer måske både skal og vil betale, så man kan opnå, hvad man kalder "partnerskab" med Rusland.

Op til det russiske præsidentvalg har utallige indsigtsfulde artikler og udtalelser fokuseret på spørgsmålet: Vil dets sandsynlige vinder, Vladimir Putin, være pro- eller anti-vestlig?

En tidligere sovjetisk diplomat, Nikolaj Sokov, mener, at dette spørgsmål ikke rammer i plet. Han arbejder i dag ved et internationalt institut i Californien og har flere gange været meget forudseende i sine analyser. Under både Gorbatjov og Jeltsin har Kreml ført en politik, som svingede mellem, at man søgte vestlig anerkendelse næsten uanset prisen eller luftede stærke anti-vestlige følelser. Men det er fortid, mener Sokov. Putin vil formentlig placere Rusland, så Vesten enten må slippe landet, "som det er", ind i deres fællesskab eller isolere det - og så betale prisen i den forbindelse.

Den store udfordring ligger i ordene: "som det er". Nogle af Putin’s initiativer vil i Vesten blive anset for positive, andre for negative. Men, skriver Sokov, Putin vil afvise ændring af det, som Vesten ikke kan lide, og så må Vesten beslutte, hvad i hans politik man vil tillægge størst vægt.

Tjetjenien illustrerer i praksis Sokov’s teori. Krigen er blevet ført næsten uden skelen til, at den bekræfter de værste anelser i Vesten angående russiske lederes sindelag.

Putin har bygget sin politiske karriere på hensynsløs gennemførelse af krigens mål. Og hvad er reaktionen? Clinton vil gerne have en samtalepartner i Kreml, så han roser Putin. I et interview med CNN den 14. februar sagde USA’s præsident, at "Putin er øjensynlig højt begavet, han er meget motiveret, han har stærke synspunkter". I en artikel til ugebladet Time skrev Clinton, at russerne i Tjetjenien fører en militær kampagne, som skal "befri" hovedstaden Grosnij.

Clintons svar på udfordringen fra Putin er altså, at Rusland, "som det er", skal med i fællesskabet. Så kan man altid sminke den russiske virkelighed lidt for vestlige vælgere og protestere uforpligtende mod resten.

Eller - måske kan man slet ikke det. Faren er, at der skal bruges så megen sminke, at alle taber kontakten med virkeligheden.

Tilsyneladende forsoning

Forsoningen med Rusland, som NATO's generalsekretær tilsyneladende opnåede, illustrerer også i praksis Sokov’s teori og sminkens begrænsninger.

Samarbejdet blev officielt afbrudt, da NATO i marts sidste år gik i en slags krig mod Jugoslavien. Den mere indviklede virkelighed er, at samarbejdet aldrig rigtigt var kommet i gang.

Rusland underskrev sammen med NATO's medlemmer den 27. maj 1997 en samarbejds- og sikkerhedspagt, som er fyldt med meget smukke hensigter og store mål. Der blev også oprettet et Permanent Fælles Råd (PJC). Gennem møder i det på mange niveauer - lige fra statslederes til embedsmænds - skulle man udveksle synspunkter og udvikle samarbejde. Mange møder er blevet afholdt, men det generelle indtryk er, at fremskridtene i dialogen har været få. Årsagerne er mange, men især en står frem: Parterne havde vidt forskellige forventninger.

Nu har generalsekretær Robertson så den 16. februar i Moskva underskrevet en kort erklæring, som skal genoprette samarbejdet. I den lover parterne, at de vil "overholde deres forpligtelser i henhold til international lov, herunder FN-pagten…".

Man vil også I PJC "stræbe efter en ihærdig dialog angående et vidt spektrum af sikkerhedsemner, så NATO og Rusland kan beskæftige sig med de udfordringer, som ligger forude, og gøre deres gensidige samarbejde til en hjørnesten i europæisk sikkerhed".

Ruslands krav

Megen omhu er sikkert lagt i disse ord og de kan dække over en gensidig forståelse, som ikke umiddelbart fremgår. Vestlige repræsentanter er meget tilbageholdende med tolkning af teksten. Russerne har derimod fremlagt deres betingelser for samarbejde klart.

I russiske udtalelser er det et gennemgående træk, at samarbejdet er genoptaget, fordi Rusland stod fast på sine krav og derfor opnåede NATO's respekt. Man skal nu være ligeværdige partnere. Rusland skal altså ikke være en tilskuer i europæisk sikkerhed.

Konkret har general Valerij Manilov, stedfortrædende chef i generalstaben, opstillet tre krav: For det første skal Rusland deltage på lige fod i vurdering af kriser og fælles udarbejdelse af konklusioner. For det andet skal Rusland på lige fod deltage i beslutningsprocessen op til svar på kriser. For det tredje skal Rusland deltage på lige fod i gennemførelsen af de beslutninger, som man er nået frem til sammen.

Kort sagt: Russerne mener, at de nu har opnået præcist det, som stærke kræfter i USA efter dannelsen af samarbejdsrådet PJC ikke ville acceptere. Dette amerikanske pres betød, at arbejdet i PJC blev begrænset stærkt. Intet tyder på, at for eksempel lederen af Senatets udenrigsudvalg, Jesse Helms, har ændret opfattelse. Så snart den næste krise opstår, kan en mulig kløft mellem Ruslands og NATO's tolkning af fælleserklæringen fra Moskva blive afsløret. Tilstandene i Kosovo giver masser af muligheder for, at den gensidige forståelse snart vil blive prøvet i praksis.

IMF’s dilemma

Dagsordenen i Vestens forhold til Rusland har en del andre meget aktuelle emner. Den første store udfordring opstår nok i forbindelse med penge fra den internationale valutafond IMF. Politiske betingelser er i de seneste år blevet knyttet til støtte fra IMF, men det er sandsynligt, at Putin vil afvise denne kobling. Det er endog meget sandsynligt, at hans metoder for genrejsning af statsmagten vil omfatte autoritære foranstaltninger, som Vesten ikke kan lide. Hvis Putin sørger for, at Rusland kvalificerer sig til støtte ud fra rent økonomiske overvejelser, stiller han dermed IMF og USA i en uhyre svær valgsituation.

Vesten kan sige nej af politiske årsager og så risikerer man, at russerne ensidigt erklærer sig frigjort af sine kolossale gældsforpligtelser. Det vil være et meget føleligt tab og der opstår risiko for en selvforstærkende proces, hvor Rusland isoleres og gengælder med initiativer, som kan genere vestlige interesser.

Inden IMF siger ja, trods afskyvækkende politiske forhold, bør man imidlertid nok lige læse appellen fra Elena Bonner. Den vil med garanti blive brugt i vestlig debat til stærk kritik af IMF’s og USA’s ja.

Rækken af eksempler kan fortsætte. USA vil gerne oprette et forsvar mod raketter, men det er forbudt ifølge en gammel traktat og derfor er russisk accept nødvendig. Hvad vil USA betale - eller måske "overse" - til gengæld? Hvilken pris skal NATO betale for udvidelse af alliancen med de baltiske lande?

Det kan unægtelig blive spændende tider med en yngre og mere opfindsom hjerne i Kreml. Før eller senere rejser nogle vel også endnu et spørgsmål: Hvordan er de vestlige lande havnet i en situation præget af så dårlige valgmuligheder.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.