Trykt i Aktuelt 29. marts 2000

USA varmer op til atomstrid

Analyse: Dystre udsigter for nedrustning er andre landes skyld, hævder Clinton-regeringen i sit forsvar mod udbredt kritik af USA's rolle.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Anskaffelsen af atomvåben har ikke øget Indien og Pakistans sikkerhed - tvært imod. Det var budskabet til værterne, da USA's præsident Clinton i sidste uge besøgte den del af verden, som han anser for verdens farligste, fordi Indien og Pakistan i 1998 med demonstrative atomeksplosioner åbnede et regionalt våbenkapløb.

Men Clintons troværdighed led af et ikke helt lille problem, som han selv beskrev. Måske vil, sagde præsidenten i et interview, USA's advarsler blive afvist med: "Åh, I er hyklere. I har selv atomvåben. I ønsker bare ikke, at vi skal have nogen". I sin tale til det indiske parlament kom Clinton imidlertid beskyldningen i forkøbet. USA spiller, argumenterede han, en ledende rolle for atomnedrustning.

"Størstedelen af verden bevæger sig hen imod udryddelsen af atomvåben", hævdede Clinton og fortsatte med tydelig adresse: "Det mål bliver ikke fremmet, hvis noget land, i noget område, bevæger sig i modsat retning".

Opvarmning

Med talerne i de to lande varmede Clinton op til en international konference, som i april og maj vil fokusere på risikoen for, at flere lande vil følge Indiens og Pakistans eksempel.

Men der er udsigt til, at USA vil få en stor del af skylden for, at denne risiko vokser. Derfor har amerikanske talsmænd i den seneste tid arbejdet for, at skylden bliver lagt på andre skuldre, for eksempel Indiens og Pakistans.

Konferencen samler deltagerne i den såkaldte NPT-traktat fra 1970 mod spredningen af atomvåben. 182 lande har med deres underskrift lovet, at de ikke vil anskaffe atomvåben. Til gengæld har de fem magter, som ved traktatens oprettelse allerede havde atomvåben, lovet, at de helt vil afskaffe deres. Tre atommagter - foruden Indien og Pakistan også Israel - deltager ikke i traktaten.

Traktaten blev forlænget "til evig tid" i 1995. Men mange eksperter frygter, at aftalen smuldrer nu. Konferencen skal vurdere, hvorvidt dens bestemmelser respekteres. Der er udsigt til et hårdt opgør, fordi atommagterne ikke tilstrækkeligt overbevisende opfylder deres pligt til nedrustning.

Atom-truslen

Siden den kolde krigs afslutning er en del atombomber blevet sendt til ophugning. Clinton fortalte inderne, at USA siden 1988 har fjernet 13.000 bomber fra sit arsenal. Præsidenten oplyste også, at USA hjælper Rusland med lignende nedrustning. Han kunne have tilføjet, at NATO efter Berlin-murens fald har beskåret sine taktiske atomvåben i Europa med 85 procent.

For kritikere viser disse tal især, at arsenalerne havde et vanvittigt omfang. Der er nemlig stadig 32.000 atombomber i verden med en samlet sprængkraft på 5000 millioner ton trotyl. Populært sagt svarer det til 416.000 bomber på størrelse med den, som udslettede Hiroshima i 1945.

Fordi det er mere end nok til udslettelse af alt liv på jorden, er udviklingen, når det gælder selve risikoen for bombernes brug, langt mere interessant end faldet i arsenalernes omfang. Og set fra denne synsvinkel bevæger verden sig ikke hen imod udryddelse af atomvåben.

Dystre udsigter

Bill Clintons centrale påstande blev lige før rejsen imødegået under et stort seminar arrangeret af Carnegie Endowment for International Peace i Washington.

Tonen blev slået an lige fra starten af præsidenten for dette fond, Jessica Matthews. Hun påpegede, at siden Den Kolde Krigs afslutning har nedrustningsbestræbelser leveret mange gode nyheder - men at tilbageslag i den seneste tid har medført, at fremtiden nu virker "meget mere dyster".

"Hvorfor", spurgte hun i sit oplæg, "ser vi nu på en tunnel for enden af lyset?". Den svenske ambassadør Rolf Ekeus, en af verdens førende nedrustningseksperter, gav et par svar. Indien og Pakistan har "eksploderet" en "stærk norm", som bød, at "du må ikke anskaffe atomvåben", sagde han. Genoplivelse af den vil blive "en svær og måske umulig opgave". Derfor er traktaten nu "det eneste, som står mellem os og atom-anarki". Og, fortsatte han, "det er ikke så fjern en mulighed, som nogle helst vil tro, at traktaten bryder sammen". Der er bitterhed og vrede i lande, som oprindelig afstod fra anskaffelse af atomvåben. Atommagternes holdning er, at ’atomvåben er gode for os’, men samtidig siger de til resten af verden: Atomvåben er ikke gode for jer".

Modsætningen kan, fremhævede Ekeus, ikke ignoreres, og derfor bør atommagterne gå i spidsen for nedrustning, så vil ikke-atommagterne følge.

Anfører svigter

Den førende atom-magt svigter sin ledende rolle, hævdede flere deltagere.

Direktøren for Carnegie fondets indsats mod spredning, Joseph Cirincione, har netop rettet et skarpt angreb imod Clintons indsats. Måske, skriver han i en artikel, er det ikke USA's skyld, at udsigterne er så dystre, men supermagtens elendige ledelse har "forværret" tilstandene. Clinton-regeringen har gennem "uopmærksomhed og ubeslutsomhed" forspildt muligheder for fastholdelse af fremskridt og nye initiativer.

Det er en kritik, som har opbakning fra for eksempel USA's tidligere præsident Jimmy Carter og adskillige amerikanske eksperter. Den fremtrædende forsker Janne Nolan har netop i bogen An Elusive Consensus analyseret, hvorfor udryddelse af atomvåben stod højt på den internationale dagsorden i 90'ernes første halvdel og derefter forsvandt.

En af hendes konklusioner er, at Clinton i modsætning til forgængeren, George Bush, har spillet en "ubetydelig" rolle i nedrustningsbestræbelser.

Under selve konferencen blødte Joseph Cirincione kritikken op med ros til Clinton personligt for hans "engagement i disse emner" og et bidende angreb på republikanerne i Kongressen, som har svækket USA's rolle. For dem er det eneste svar på nutidens store udfordringer, at militæret skal være stærkere, og at USA bør håndhæve sin magt, erklærede Cirincione.

Utroværdigt

Hvis amerikansk ledelse især skal ske gennem eksemplets magt, er det forståeligt, hvis Clinton virker utroværdig.

Et par dage efter hans tale i Indien kunne avisen Washington Post oplyse, at USA har indledt en stor modernisering af 6000 atombomber i sit arsenal. Mange andre nyheder virker også stærkt undergravende. I forhandlinger med Rusland vil USA eksempelvis kun acceptere et øvre løft i sit langtrækkende, strategiske, arsenal på 2000 til 2500 bomber. For militæret er det minimum, hvis USA skal kunne håndhæve sin magt. Russerne vil langt længere ned - til omkring 1000, fordi man ikke har råd til flere våben.

Det styrker heller ikke troværdigheden, at NATO anser atomvåben for uundværlige samt endog med et nyt direktiv har udvidet sin rolle i planlægningen. Dertil kommer udsigterne til, at USA måske vil bryde ABM-traktaten mod anti-raket systemer, og at Senatet i efteråret afviste godkendelse af traktaten mod prøveeksplosioner.

Det forpligter, når man er verdens eneste supermagt, hævder kritikerne. Og så betyder det mindre, at USA formentlig er det sidste land, som rent faktisk vil bruge atomvåben.

Militære udfordringer kan af de stærke amerikanere løses med andre midler. Det er langt mere sandsynligt, at sådanne våben bliver anvendt af svage magter: Rusland, Indien, Pakistan, Israel eller Kina - eller af de måske kommende atommagter: Iran, Irak, Nordkorea, Sydkorea eller Taiwan.

Det værste, som kan ske på den kommende konference, er, at kritik af USA bliver et dække for disse landes farlige spil med atomvåben.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.