Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 3, maj 2000

USA eller kaos

International konference sættes fokus på atomvåbens rolle – og dermed også USA's globale overherredømme.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

I strømmen af sikkerhedspolitiske artikler, som dagligt, takket være Internettet, flyder hen over mit skrivebord, gentages et par ord ofte. Det er "forvirring" og "uvished".

Eksempelvis har den britiske forsker William Walker, professor ved University of St. Andrews, under et seminar i England for nyligt fremhævet, at "forvirring" bedst opsummerer sindstilstanden hos eksperter, som fokuserer på kontrol med atomvåben.

Disse eksperter er, sagde Walker, i de seneste år blevet udsat for chok efter chok. Det største chok er, at USA "har flyttet rundt på møblementet" i den gamle, velkendte sikkerhedsorden. Den har været et fælles hjem, hvori "vi har tilbragt hele vort liv". Sædvanligvis har eksperterne, påpegede han videre, respekteret USA’s vurderinger, men nu melder tvivlen sig. Årsagen er, at USA "tilsyneladende har besluttet, at vi alle skal flytte ind i et andet hus – et hus, hvor arkitekturen er uvant og, instinktivt, virker lidet tiltrækkende".

To forskellige huse

Walker opstiller i sin analyse to modeller for, hvordan vores globale sikkerhedsorden teoretisk set kan indrettes.

Den kan være kendetegnet ved et amerikansk overherredømme, som er uselvisk. Herredømmet begrænses af amerikanerne selv og via traktater, som forpligter alle. I denne sikkerhedsorden regerer USA med eksemplets magt og gennem samarbejde, idet militær magt kun anvendes med bred international opbakning.

Alternativt kan vi få et amerikansk overherredømme, hvor USA stræber efter yderligere magt og håndhæver sin opfattelse af reglerne i den globale sikkerhedsordning ensidigt. Samarbejde for eksempel via FN bliver forkastet, fordi USA ikke får tilstrækkelig kontrol med verden på denne måde. Af samme grund er amerikanerne kun interesserede i traktater, som binder modparter og stiller USA selv relativt frit.

Det er Walkers opfattelse, at udviklingen går hen imod den sidstnævnte model. Den udgør "huset", som vi alle skal flytte ind i. Udviklingen styres af USA i denne retning på trods af advarsler fra både venner og fjender. Amerikanerne, lyder anklagen videre, skeler ikke meget til, hvordan deres politik vil påvirke traktater og samarbejdsaftaler.

NPT-konferencen

Men kan verdens eneste supermagt bare oprette et nyt hus og flytte os andre ind? I aktuel storpolitik er der mange tegn på, at en del lande vil stritte imod. Rusland og Kina pusler med en alliance, som skal sabotere USA’s påståede planer. EUs udvikling af en "europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik" tyder også på, at man fra Bruxelles vil give amerikanerne modspil.

Det mest faretruende modtræk overfor et uacceptabelt amerikansk overherredømme er, at interessen for atomvåben vokser i lande, som mener, at de kun med dette middel kan "afbalancere" USA's magt i den nye verdensorden.

I de kommende uger vil vi få indblik i, hvor stærk denne interesse er. Muligheden kommer under en konference, som fra slutningen af april og langt hen i maj vil samle deltagerne i NPT-traktaten fra 1970 mod spredning af atomvåben.

For 182 lande er traktaten ensbetydende med, at de ikke må anskaffe atomvåben. Til gengæld har alle fem magter, som ved traktatens oprettelse havde atomvåben, lovet, at de helt vil afskaffe deres. Tre atom-magter – nemlig Indien, Pakistan og Israel – deltager ikke i traktaten.

Formålet med konferencen er, at deltagerne skal vurdere, hvorvidt traktatens bestemmelser respekteres. Diplomaterne skal, når officielle taler er overstået, helst nå frem til en fælles holdning. Der vil utvivlsomt være mange forslag til, hvordan indsatsen mod spredning kan styrkes.

Man skal nok ikke vente daglig nyhedsdækning fra møderne. Under den sidste store konference i 1995 mellem traktatens deltagere blev de kun fulgt af én journalist fra dansk presse, og det var, kan jeg oplyse, slet ikke sjovt.

De rent faktisk alvorlige modsætninger og dramatiske sammenstød kunne knapt nok rapporteres. Diplomaterne krydsede klinger med formuleringer og begreber, som ikke er nemt tilgængelige for udenforstående. Derfor gav nyhedsmedierne op på forhånd, og det gør de sikkert også nu.

Men på spil var dengang og er igen intet mindre end de kommende års verdensorden – altså "huset", som vi alle skal bo i. En del lande er utilfredse, fordi atomvåben tilsyneladende stadig vil udgøre en central magtfaktor. I vidt omfang vil denne utilfredshed blive rettet imod verdens førende atom-magt, USA.

USA's offensiv

Siden begyndelsen af marts har officielle amerikanske repræsentanter selv varmet op til de ventede slagsmål.

"Vi venter ihærdig debat og meningsforskelle i forbindelse med centrale emner, herunder holdningen til atom-nedrustning", indrømmede ambassadør Norman Wulf, USA's ledende embedsmand på dette felt. Med en række argumenter ville USA komme kritik i forkøbet.

USA's politiske offensiv har for det første fremhævet, at traktaten er meget vigtig og tjener alle.

Den er, erklærer udenrigsminister Madeleine Albright, "historiens nok aller vigtigste multilaterale rustningskontrol-aftale". Traktaten er nemlig selve "fundamentet i globale bestræbelser for reduktion af farerne ved atomvåben".

For det andet, hævder USA, fungerer traktaten ganske glimrende. Den har ofte med held forhindret spredning, gjort fredelig udnyttelse af atomkraft nemmere og fremmet rustningskontrol samt nedrustning.

Ifølge ambassadør Wulf er der "en stærk international enighed om, at yderligere spredning af atomvåben vil true alle landes sikkerhed samt true global og regional stabilitet". Som bevis for traktatens positive indflydelse nævner han, at den har bidraget til stabilitet under det sidste årtis omvæltninger i Europa og Asien. Alle tidligere Sovjet-republikker gav eksempelvis "deres" atomvåben til Rusland og underskrev derefter traktaten.

Nedrustning

Tredje amerikanske argument er, at traktaten skaber et storpolitisk klima, som åbner for nedskæring af atom-arsenalerne. "Vi har" hævder Albright, "haft støt fremgang hen imod det endelige mål, som er udryddelse af atomvåben".

Hendes påstand støttes især med henvisning til statistik: USA har siden den kolde krigs afslutning udryddet 59 procent af sine bomber, altså 13.000 stykker. For Europas vedkommende har NATO nedskåret sine taktiske atomvåben med 85 procent. Der er med Rusland udarbejdet en skitse til yderligere begrænsning af de strategiske arsenaler, så de to store atom-magters arsenaler, set i forhold til den kolde krigs niveau, kan blive beskåret med 80 procent.

Dertil kommer, at USA for 3,2 milliarder dollar har hjulpet russerne med blandt andet ophugning af 500 raketter og bombefly, stærkere kontrol med radioaktive stoffer og beskæftigelse af våbeningeniører.

I forbindelse med NPT-konferencen i 1995 vedtog deltagerne, at man i løbet af det følgende år skulle indgå en traktat mod prøvesprængning af atom-bomber. Sidste år afviste det amerikanske senat traktaten, så Madeleine Albright forudser, at USA af den grund vil blive udsat for kritik. Men, påpeger hun, det er stadig Clinton-administrationens mål, at denne traktat skal godkendes. I øvrigt har USA siden 1992 slet ikke gennemført prøvesprængninger.

Farligste verdensdel

Endnu et element i den amerikanske offensiv er, at man har fået fremhævet, at den store risiko for brug af atomvåben nu ligger i opgør mellem u-lande. Præsident Clinton besøgte i marts Pakistan og Indien, som i 1998 med demonstrative atomeksplosioner åbnede et regionalt våbenkapløb og derfor, ifølge Clinton, udgør den farligste del af verden.

Især fra indisk side beskyldes USA ofte for hykleri, fordi amerikanerne holder fast ved deres eget atomarsenal og alligevel modarbejder, at andre lande anskaffer en lignende såkaldt sikkerhedsgaranti. Men Clinton lod sine værter vide, at atomvåben hverken giver international prestige eller sikkerhed. USA’s erfaringer fra den kolde krig udgjorde i Clintons udtalelser et eksempel til skræk og advarsel.

Konfrontationen mellem USA og Sovjetunionen var i mange henseender mindre farlig end den aktuelle konfrontation mellem Indien og Pakistan, fortalte han. De to supermagter lå adskilt geografisk og var aldrig i indbyrdes kamp. Man havde en dialog og kendte til hinandens våben, doktriner og hensigter. Begge parter brugte enorme beløb til systemer, som skulle overvåge modparten og holde kontrol med arsenalerne. Alligevel "kom vi alt for tæt på atomkrig", konkluderede Clinton.

USA’s mål er udryddelse af atomvåben, og USA er også lederen i arbejdet for opfyldelse af denne målsætning, lød det videre.

"Størstedelen af verden bevæger sig hen imod udryddelsen af atomvåben", hævdede Clinton og fortsatte med tydelige adresse til værterne: "Det mål bliver ikke fremmet, hvis noget land, i noget område, bevæger sig i modsat retning". Han bad både Pakistan og Indien underskrive traktaterne mod spredning og prøvesprængninger.

Anfører svigter

Ovenstående officielle amerikanske argumenter giver ikke indtryk af hverken "forvirring" eller "uvished".

Clinton og hans folk beskriver en verden, som er præget af nedrustning og stabilitet. Den anføres, hævder de, meget ansvarsbevidst af USA. Truslerne imod denne verden kommer alene fra nogle få stater, som ikke accepterer, at atomvåben er dårlige for international sikkerhed. De truer med kaos.

Langt størstedelen af argumenterne, som anvendes i USA's politiske offensiv, er en professor Walker og andre af USA's kritikere helt enige i. "Forvirring" opstår imidlertid, fordi mange af USA's handlinger undergraver de erklærede mål. En ikke helt ubetydelig kritiker erklærer eksempelvis, at verden står foran "en atomkrise", og "desværre har USA’s politik haft en del indflydelse på, at den er opstået". Denne kritiker hedder Jimmy Carter og i 70’erne var han USA's præsident.

Carter leverer en lang opremsning af Clinton-administrationens synder: Både USA og NATO holder fast ved, at atomvåben udgør "hjørnestenen i vestlig sikkerhedspolitik". Amerikanske – i øvrigt også russiske – raketter er stadig kampklare med kort varsel, selv om adskillige militære eksperter, deriblandt amerikanske generaler, har opfordret til, at beredskabet sænkes markant.

Hvis USA opretter et forsvar mod raketter, erklærer Carter videre, så kan hele netværket af rustningskontrol-aftaler bryde sammen. Hverken USA eller europæerne beder Israel begrænse sit atomarsenal, påpeger han, selv om den israelske adfærd på dette felt ansporer Iran, Syrien, Irak og Egypten til udvikling af lignende våben.

Den tidligere præsident advarer indtrængende: "Ikke-sprednings systemet overlever måske ikke, hvis de store magter ikke giver mere overbevisende tegn på, at de vil overholde tidligere indgåede forpligtelser".

Truslen består

Hvis spredningen af atomvåben skal stoppes, er den helt centrale pligt, som hviler på atom-magters og deres allieredes skuldre, at atomvåben skal fratages politisk og militær værdi. Ellers vil deres anskaffelse fortsat være en fristelse.

Clinton-administrationens statistik for nedrustningens omfang er, set fra denne synsvinkel, misvisende af især tre årsager:

For det første skyldes resultater næsten kun aftaler, som blev indgået af Clintons forgængere. Han har selv ikke givet nedrustning høj prioritet.

For det andet viser tallene kun arsenalernes helt vanvittige omfang i den kolde krigs sidste årtier. Der er nemlig stadig 32.000 bomber i verden med en samlet sprængkraft på 5.000 millioner tons trotyl, altså 416.000 gange Hiroshima-bombens styrke.

For det tredje er disse resterende bomber mere end nok til udslettelse af alt liv på jorden. Vi kan berolige hinanden med, at det store ragnarok med udveksling af atomslag mellem supermagterne virker meget lidt sandsynlig. Men til gengæld mener uhyggeligt mange eksperter, at risikoen for begrænset brug er voksende. Det særlige ved atomvåben er, at selv "begrænset brug" har uoverskuelige følger for resten af verden.

Derfor er risikoen for, at atomvåbnene måske bliver brugt, langt mere interessant end det opreklamerede fald i arsenalernes omfang.

Man bør derfor opmærksomt lytte til de lande, som under konferencen kritiserer USA, NATO og de øvrige atommagter. Mange af kritikerne, for eksempel Sverige, overvejer næppe selv anskaffelse af atomvåben. Men disse kritikere er måske mere opmærksomme, når det gælder farlige tendenser og deres reelle årsager, end man er i lande, som længe har følt sig godt hjemme i "et hus", hvor USA har magten.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.