Trykt i Aktuelt 17. maj 2000

Gensyn med atomtruslen

Der er udbredt frygt på NPT-konferencen for, at indsatsen mod spredning af atomvåben falder fra hinanden. Atom-magterne lever ikke op til deres løfter.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

"Atomkonflikt er stadig en meget virkelig og meget frygtindgydende mulighed her ved starten af det 21. århundrede". Med blandt andet disse ord åbnede FN's generalsekretær Kofi Annan 24. april en konferencen mellem deltagerne i traktaten mod spredning af atomvåben.

Få dage inden konferencens afslutning på fredag er dens udfald stadig uvist, men den har fået fremhævet, at Annans advarsel har opbakning fra langt de fleste af verdens nationer.

Konferencens præsident, ambassadør Abdallah Baali fra Algeriet, nævnte direkte på åbningsdagen de to lande, som med størst sandsynlighed kan udløse en atomkrig: Pakistan og Indien. "På grund af deres uenighed står verden nu med udsigt til atomkrig for første gang siden den kolde krigs afslutning", sagde han.

Taler efter taler har imidlertid lagt skylden for atom-truslens genkomst på flere skuldre. Atom-magterne og deres allierede har, lyder anklagen, fundet nye argumenter for atom-arsenalerne, så deres afskaffelse igen er blevet et fjernt mål. "Så længe disse våben eksisterer i nogles arsenaler, vil andre stræbe efter anskaffelse af dem", erklærede Sydafrikas repræsentant, Abdul Minty.

Argumentet er det helt grundlæggende bag den såkaldte NPT-traktat fra 1970, som i dag har 187 deltagere - kun Cuba, Indien, Israel og Pakistan står udenfor. Traktaten skulle hindre, at flere end de daværende fem atom-magter anskaffede atomvåben. Man indgik derfor en byttehandel. De fem lovede total atom-nedrustning. Til gengæld lovede alle andre deltagere, at de ville afstå fra anskaffelse. I tilgift lovede man hinanden samarbejde om den fredelige udnyttelse af atom-energien.

Nyt liv til traktat

Trods traktaten gennemførte USA og Sovjetunionen i de følgende år et rustningskapløb. Men det lignede fjern historie, da traktatens deltagere i 1995 trådte sammen til en konference, som skulle vurdere erfaringerne fra de forløbne 25 år og tage stilling til dens fremtid. Igen lovede atom-magterne, at de vil nedruste. Nogle lande så med skepsis på løftet, men optimismen efter den kolde krigs afslutning var stærkest. Traktaten fik nyt liv, idet man forlængede dens varighed til 'evig tid'.

Skeptikerne gav sig dog ikke uden indrømmelser. Konferencen vedtog en handlingsplan, som skulle sikre konkrete fremskridt hen imod det store nedrustningsmål.

For det første styrkede man konferencens mulige indflydelse via møder, som skulle forberede den næste store konference - deltagerne skal ifølge traktaten mødes hvert femte år. Tanken var, at man så løbende kunne holde øje med atom-magterne og stå bedre rustet til eventuel kritik af dem.

For det andet blev konkrete skridt på nedrustningsvejen anvist. Mellem dem var en traktat mod prøvesprængning af atomvåben og en traktat, som skal stoppe produktionen af de stoffer, som anvendes i atomvåben.

Resultaterne er imidlertid stærkt utilfredsstillende for landene, som ikke selv har atomvåben. De forberedende møder har været præget af uenighed, så den ønskede indflydelse er udeblevet.

Flere klagepunkter

Der er underskrevet en traktat mod prøvesprængninger. Den har dog fået paragraffer som meget vel kan hindre, at den nogensinde træder i kraft.

Men handlingsplanens fallit er ikke det eneste klagepunkt, som er blevet fremført under de seneste ugers konference i New York. Nok er atom-arsenalerne blevet skåret ned, men mange deltagere pegede på problemer, som undergraver traktatens bestemmelser og øger risikoen for spredning. Nogle af de klagepunkter er:

* Både NATO og Rusland lægger i deres nye strategiske koncepter fortsat stor vægt på atomvåbens rolle i det militære beredskab.

* Iran og Nordkorea, som begge deltager i NPT-traktaten, har tilsyneladende i smug forsøgt anskaffelse af de forbudte våben.

* Via deltagelse i NATO's beredskab for brug af atomvåben har nogle af alliancens medlemmer adgang til brug af atomvåben trods bestemmelser i traktaten, som tilsyneladende forbyder denne praksis.

* Nedrustningstraktaten START II, som er indgået af Rusland og USA, er ikke trådt i kraft - udsigterne for en mere vidtgående START III traktat er derfor heller ikke lyse.

* Amerikanske planer for oprettelse af et forsvar mod raketter kan dræbe den vigtige ABM-traktat, som anses for en hjørnesten i nedrustningsbestræbelser, samt udløse et nyt våbenkapløb.

Garanti mod A-våben

Den mest bidende kritik mod atom-magterne kommer fra syv lande, som har sluttet sig sammen i New Agenda Coalition (NAC). Det er Brasilien, Egypten, Irland, Mexico, New Zealand, Sydafrika og Sverige.

Deres "nye dagsorden" for atom-nedrustning indeholder adskillige konkrete forslag - for eksempel en juridisk bindende garanti mod anvendelse af atomvåben over for lande, som ikke selv har atomvåben. Det fundamentale krav til en ny handlingsplan er, at atom-magterne utvetydigt skal forpligte sig til total afskaffelse af deres atom-arsenaler.

Koalitionens forslag har i vidt omfang støtte fra de alliancefrie landes bevægelse. Men de mødes også med sympati af NATO-landet Canada, hvis udenrigsminister, Lloyd Axworthy, under konferencen har rettet slet skjult kritik mod NATO's retningslinjer for brug af atomvåben. De udelukker nemlig ikke anvendelse mod lande, som selv ikke har atomvåben.

De fem atom-magter spillede under konferencen overraskende ud med en fælles erklæring. Men den var hovedsagelig fyldt med flot retorik. De fem lovede igen atom-nedrustning, men den anvendte formulering knytter dette mål til global afrustning også på andre felter, så det kan blive et fjernt mål. De syv NAC-lande, de alliancefrie og adskillige ikke-statslige NGO-grupper rykkede straks ud med kritik.

Risiko for kollaps

Modsætningerne på konferencen kan hindre, at deltagerne i løbet af de kommende timer kan vedtage et nyt handlingsprogram, og dermed vokser risikoen for, at traktaten ikke kan hindre spredning.

"Det mest sandsynlige er, at konferencen bliver en fiasko, så den bare opløses uden konkrete resultater", siger en iagttager, Dan Plesch fra den sikkerhedspolitiske organisation British American Security Information Council, til Aktuelt.

Diplomater, som ønsker anonymitet, erkender, at en sådan fiasko er mulig, men de fremhæver også, at arbejdet på konferencen sker i en "konstruktiv stemning", og at "alle er helt opmærksomme på, at en fiasko vil skade alle parter".

Det centrale paradoks i forbindelse med ikke-spredning er nemlig, at jo mere alvorlig atom-truslen virker, desto mere har landene, som ikke selv har atomvåben, brug for traktaten, så deres naboer ikke bliver atom-magter.

NPT-Traktaten Traktaten mod spredning af atomvåben trådte i kraft i 1970. 187 lande har underskrevet den - kun Cuba, Indien, Israel og Pakistan står udenfor. Traktaten skal hindre, at flere end de nuværende fem atom-magter anskaffer atomvåben. Man indgik en byttehandel. De fem lovede total atomnedrustning. Til gengæld lovede alle andre deltagere, at de vil afstå fra anskaffelse. I tilgift lovede man hinanden samarbejde om den fredelige udnyttelse af atomenergi. Deltagerne mødes hvert 5. år til vurdering af traktatens resultater.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.