NPT-traktaten: Fælles frygt for atom-anarki - (ATOMVÅBEN)

Traktaten mod spredning af atomvåben har overlevet endnu en konfrontation mellem deltagerne.

Omkring et bord i New York sad fredag eftermiddag to herrer og en dame med et problem.

Samme morgen havde verdens fem førende atom-magter under NPT-konferencen i FN’s hovedkvarter mod spredning af atomvåben accepteret ”total udryddelse af deres atomarsenaler”. Ikke nok med det. Tilsyneladende ville sluterklæringen fra konferencen indeholder meget mere, som peger på et gennembrud for nedrustning. Ifølge teksten opfordrer næsten alle verdens nationer til et stop for prøvesprængning af atomvåben, indtil en traktat, som forbyder sådanne eksplosioner, er trådt i kraft.

Man beder FN’s nedrustningskonference i Geneve forhandle en traktat med forbud mod fremstilling af radioaktive stoffer til atomvåben. Traktaten skal være klar inden fem år. Desuden skal konferencen nedsætte et underudvalg for atom-nedrustning. Videre står, at ABM-traktaten, som forbyder et effektivt forsvar mod langtrækkende raketter, skal ”bevares og styrkes”, idet den er en ”hjørnesten” for stabilitet og nedskæring af offensive atomvåben.

Sluterklæringen lægger også op til, at atommagterne skal nedskære deres arsenaler af kortrækkende, såkaldt taktiske våben. Endvidere bør disse magter give deres atomvåben en mindre rolle i sikkerhedspolitikken, så risikoen for, at de vil blive brugt, formindskes.

Nu skulle man jo tro, at denne erklæring havde bragt glade smil på læberne omkring før omtalte bord, thi personerne omkring bordet spiller en ledende rolle i bevægelsen mod atomvåben.

Men erklæringens opfordringer og løfter ligger ret langt fra krav, som de selv støtter og som under konferencen havde fået opbakning fra det helt store flertal af verdens nationer. Mange af dens formuleringer er også mere uldne, end et første blik lader ane.

Når det gælder ABM-traktaten, må det umiddelbart vække glæde i brede kredse, at USA tilsyneladende lover, at den skal ”bevares og styrkes”. Amerikanernes planlagte forsvar mod raketter er nemlig uforeneligt med den nuværende traktats ordlyd, og USA’s projekt er blevet mødt med massiv modstand under konferencen.

Så betyder erklæringen, at USA nu vil opgive projektet? Næh, det er amerikanernes mål, at traktaten skal ”styrkes” gennem en ændring, som tillader et raket-forsvar, og hvis det ikke er muligt, vil USA stadig bryde traktaten.

På dette og flere andre punkter har konferencens deltagere puslet med ord, så man kunne finde frem til et kompromis. Der er i konferencens forløb nok til adskillige doktor-afhandlinger, hvis man vil studere sprogets muligheder for tvetydighed.

Men samtidig indeholder sluterklæringen formuleringer, som atommagterne faktisk bekæmpede og kun accepterede under hårdt pres. Det gælder blandt andet nedrustningsløftet, som de selv tidligere havde fremlagt i mere uforpligtende form.

Anti-atom-kritikerne ved det lille bord sad altså med et dilemma. Skulle de rose fremskridt eller fordømme flertallets udsalg af vigtige krav?

Op til konferencen havde adskillige eksperter varslet et sammenbrud på grund af store modsætninger mellem landene, som i NPT-traktaten afstår fra anskaffelse af atomvåben, og landene, som trods traktatens bestemmelser ikke har afskaffet deres våben endnu.

Nu brød konferencen altså ikke sammen. Så kritikernes frygt blev ikke bekræftet, og hvis de nu ligefrem roste resultatet, vil der være risiko for, at verdensopinionen stadig anser atomtruslen for væk.

Men det er ikke indtrykket, som sidder tilbage, hvis man har læst alle konferencens taler og dokumenter. Kritikken af atom-magterne og NATO har været massiv. Den kan ikke længere affærdiges med, at kritikerne blot har slugt for meget kommunistisk propaganda.

Det er også åbenbart, at atom-magterne indbyrdes er dybt uenige. Under den kolde krig havde man nogle fælles spilleregler, men de smuldrer hastigt. Der er risiko for anarki i deres indbyrdes spil, så alle blot gør, hvad de finder bedst, uden hensyntagen til de andre magters interesser. Dette anarki kan meget vel sprede sig, hvis flere lande mener, at de også bør anskaffe atomvåben.

Traktaten mod spredning af atomvåben er i denne situation et meget vigtigt bolværk, som kan blokere de faretruende tendenser. Den giver ikke-atommagterne et redskab, som kan tvinge de fem magter til i det mindste forhandling af nedrustning. Den giver atommagterne et redskab, som kan anvendes mod lande, som vil bryde ind i deres eksklusive klub. Uden NPT-traktaten ville eksempelvis USA’s trusler imod Irak, Iran og Nordkorea på grund af disse landes atom-programmer blot være rå magtpolitik.

Ved kritikernes bord nåede man frem til en ganske genial ”vinkling” af konferencen, som derefter blev udsendt i form af en pressemeddelelse fra BASIC, British American Security Information Council.

”Verdens atom-bevæbnede magter bevæger sig langsomt hen imod atom-afrustning - i vidt omfang drevet af frygten for, at de er ved at miste kontrol med bomben,” lyder de indledende ord. Man fremhæver samtidigt, at sluterklæringen bør være en handlingsplan, som, siger Dan Plesch fra BASIC til Aktuelt, ”bør tages op i ethvert parlaments udenrigsudvalg og straks bør behandles på NATO’s udenrigsministermøde i den kommende uge”.[i]

Lignende analyser og håb lyder fra andre uafhængige observatører samt diplomater, som har fulgt konferencen. Sidstnævnte siger, at hvis konferencen var endt uden en fælles sluterklæring, ville bolværket være blevet svækket alvorligt, og derfor nåede man trods al uenighed frem til enighed. Men bolværket vil ikke bestå, hvis man ikke gennem handling lever op til de afgivne løfter.

[i] NATO tog slutdokumentets handlingsprogram op i forbindelse med udarbejdelse af alliancens eget program for rustningskontrol. Handlingsprogrammet blev i sin helhed indføjet i rapporten fra embedsmændene, der arbejdede med dette projekt, og deres oplæg blev vedtaget af NATOs ministerråd i december. Men Bush-regeringen, som trådte til i januar 2001, brød med denne politik.