Trykt i CS-bladet nr. 5, juni 2000

Skrøbelig borgfred

Hvad er prisen for, at den brede sikkerheds- og forsvarspolitiske enighed er blevet genopbygget? Blænder den for kommende problemer?

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Christiansborg er, sikkerhedspolitisk, blevet et meget fredeligt sted. I 90’erne er den brede enighed bag dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik blevet genopbygget.

Men er det kun sundt?

Danmarks sikkerhedspolitik efter den kolde kan beskrives meget kort. Vi er, skriver universitetslektor Peter Viggo Jakobsen i seneste årbog fra Dansk Udenrigspolitisk Institut, blevet en "trofast allieret, som ukritisk følger det amerikanske førerskab".

Det er, helt isoleret betragtet, ikke forkert, at det lille Danmark lægger sig tæt på USA. Det er en strategi, som kan forsvares med, at vi i nogle tilfælde så kan få mere indflydelse. Rent faktisk har Danmark i forbindelse med de tre små baltiske lande, takket være amerikansk opbakning, sikret resultater for danske interesser. Dertil kommer, at Clinton-administrationen, stort set, har haft en ganske fornuftig politik.

Men et par spørgsmål må også rejses. Hvad er prisen for, at vi "ukritisk" går i amerikanske fodspor? Kan den danske kurs opretholdes på længere sigt?

Dovenskab igen

Ministre samt en del embedsmænd er sikkert glade for, at det helt overvældende flertal af Folketingets partier står bag deres politik. Kun yderfløjene stritter imod, men det gør de uden særligt talent, så de kan i praksis ignoreres.

Midt i glæden bør man dog huske på, at 70’erne, hvor bred enighed også herskede, ikke var en sund periode. Sagt ligefremt, så blev politikerne og andre tilhængere af den officielle politik så dovne, at de slet ikke kunne forsvares deres egne standpunkter effektivt, da en udfordring kom. Den kom fra cirka 1979 med afspændingspolitikkens sammenbrud, atomoprustning og Reagan-administrationen.

Der er desværre en del tegn på, at en lignende dovenskab breder sig nu. Den sikkerhedspolitiske borgfred bygger på en række, for mange, helt indlysende sandheder, som derfor er hinsides debat. Kritik ignoreres. Kritikere skubbes ud af "det gode selskab", som derefter kan hygge sig.

Forvrængning af historien

Noget af det mest usunde ved den nye, brede enighed er, at den bygger på forvrængning af historien. Årsagen er, at man vil lægge størst mulig afstand til 80’ernes sikkerhedspolitiske opgør. Datidens diskussioner præsenteres, så de fremstår helt uden fornuftigt indhold. Når vi overhovedet havde hård debat dengang, så skyldes det, proklamerer den nye rettroenhed, nogle vildledte sjæle og snu agenter for fremmede magter.

Det kunne blot være underholdning. Man går på jagt efter agenterne og når kun bitte små fisk går i nettet, så hævder man, at "nogen" beskytter de rigtigt store fisk. Det er bedre end en spionroman, thi fantasien har, løsrevet fra kendsgerninger eller forfatteres skrevne rammer, helt frit spil.

Men det overbærende smil må stivne, når forvrængningen får meget aktuelle følger.

Misvisende lære

Sidste år fik en pensioneret diplomat, Nils Jæger, udgivet et anklageskrift mod Socialdemokratiets og venstrefløjens rolle i den kolde krig. I det gode selskab var glæden stor og presseomtalen var flot.

Et af budskaberne i "Det historiske svigt" var, at Sovjetunionen brød sammen takket være de vestlige landes militære pres. Især Reagans stjernekrigsprojekt fremhæves. Interne årsager, herunder Gorbatjovs rolle, havde, forstår man, ingen væsentlig betydning.

Temmelig mange forskere og centrale aktører fra den tid har analyseret perioden. Jeg kender næsten ingen værker, som så unuanceret giver militært pres æren for sejren i den kolde krig. Undtagelserne fra denne regel kommer især fra Rusland, hvor ekstreme nationalister og ureformerede Sovjet-loyale netop fremhæver det samme tema. Så kan de ignorere det kommunistiske systems selvmorderiske fejl. Set fra deres synsvinkel er "læren", at Rusland skal modstå vestligt pres med militær magt.

Opgør med myters hjælp

Intet i Jægers bog tyder på, at han har fordybet sig grundigt i den omfattende internationale litteratur. Han har haft et propagandistisk formål, som bedst blev tjent med hyldest til Vestens militære pres. Men dermed pøser han benzin på et bål, som meget farlige kræfter i Rusland har tændt. Værre endnu bidrager han her i landet til tro på, at militært pres måske også kan knægte et genstridigt Rusland.

Hele opgøret med 80’ernes alternative sikkerhedspolitiske flertal bygger på en myte, som fint er opsummeret i den udbredte brug af betegnelsen: "fodnotepolitikken". Virkeligheden er, at Danmark kun satte et par fodnoter i sluterklæringer fra møder i NATO. Folketinget vedtog en del dagsordensforslag med sikkerhedspolitiske standpunkter. Indholdet i dem kan sagtens klare efterkritik. Flertallet i Folketinget vendte sig mod atom-oprustning i både Øst og Vest.

Lignende synspunkter blev fremført af fremtrædende politikere samt eksperter i resten af Vesteuropa og USA. Men, når Jæger og hans ligesindede, går på jagt, forsvinder de internationale sammenhænge bortset fra én: nogle "fodnoter" ligner datidens erklærede sovjetiske politik. Årsagen er imidlertid ikke, at Folketinget kopierede sovjetisk politik. Det er nærmest omvendt, fordi lederne i Kreml, ofte med forsinkelse, overtog forslag fra uafhængige vestlige eksperter, som søgte en vej ud af atom-konfrontationen.

Fagmands kritik

Et ekstremt eksempel på den nye dovenskab udkom for nyligt i form af en bog, som, ifølge undertitlen, beskriver "efterretningsvirksomhed før og nu". Det er den fra nyhedsmedierne meget kendte oberst Lars R. Møller, som på knapt 500 sider angriber den danske venstrefløj, præsenterer sin udgave af teorier bag efterretningsvirksomhed, leverer underholdende historiske anekdoter, skitserer KGB og CIAs virksomhed, beskriver den nye trussel fra terrorister osv.

Igen var modtagelsen overvældende positiv. Ingen af anmelderne eller journalisterne, som holdt mikrofonen frem, er kendt for indsigt i efterretningsvirksomhed. Så CS-bladet bad en fagmand se på bogen. Han hedder Lars Reiermark og har gennem en lang karriere i Norges forsvar, med hyppig udstationering til internationale opgaver, et ubestrideligt kendskab til emnet. I dag er han redaktør af det norske hjemmeværns blad, Heimevernsbladet.

"Bogen er hverken analytisk, empirisk, dybtgående eller tankevækkende", svarer Lars Reiermark, som også erklærer sig "dybt skuffet".

Uefterretteligt

"Dette er en bog, som er skrevet af en person, der helt klart ikke har særligt meget fat i det, som han hævder, at han kan", fortsætter Reiermark. "De historiske afsnit om stormagternes efterretningstjenester er i vidt omfang afskrift fra andre bøger, og det sker ikke altid, at en argumentation føres til ende".

Man kan, påpeger Reiermark, behandle emnet på to måder. Enten grundigt og analytisk eller også overfladisk og populistisk: "Det er her, at forfatteren svigter, både sig selv og læserne. Han blandet næsten alt sammen – uden den sans for præcision og vederheftighed, som emnet kræver. Der er kommet meget ’jeg mener altså’ med. Faktisk for meget til, at bogen kan tages alvorligt".

"Mindst synes jeg om hans mange spark og antydninger uden hverken begrundelse eller relevans. Det er ikke efterretning. Det er uefterretteligt. Mistænkeliggørelse, antagelser og vurderinger er en del af forspillet til al efterretning. Men de første tanker kræver afklaring i form af be- eller afkræftelse".

Officerer udstilles

Et af bogens højdepunkter, når det gælder denne teknik, kommer i starten, hvor oberst Møller angriber unavngivne danske officerer, som efter hans mening var for enige med fredsbevægelsen. De solgte deres sjæl, hævder obersten. "Men han skriver ikke, hvem det var", påpeger Reiermark. "Eller hvem, de solgte sig til, eller hvad de solgte sig for. Måske solgte de sig slet ikke? Måske var det kun realistiske, søgende mennesker, som havde en lidt anden holdning end the establishment. Den slags er sladder. Ikke efterretning".

Så hvordan kunne dette makværk glide gennem mediernes, i egne øjne, åh så kritiske proces uden væsentlige anmærkninger? Måske fordi den var overhældt med en sovs af angreb på folk, som er blevet angrebet før og derfor gled den nemt ned i det gode selskab. Sikkert er det, at bøger af denne art virker afskrækkende på f.eks. officerer, politikere og journalister, som gerne ud fra selvstændig tankevirksomhed vil ytre kritik af aktuelle forhold.

Helveg misforstår USA

Der er desværre talrige andre eksempler, som kan hentes fra den nye dovenskabs overdrev.

Danmark var i krig for et år siden, men Folketinget har aldrig haft en debat med efterkritik.

Udenrigsministeren har i Folketinget givet opbakning til en brug af atomvåben, som er mere vidtgående end USA’s egne retningslinjer. Men det skyldes nok en misforståelse, fordi ministeren så åbenbart troede, at hans forsvarede amerikansk politik. Samme minister udeblev iøvrigt fra en stor international konference mellem deltagerne i traktaten mod spredning af atomvåben. Både Norges og Sveriges udenrigsministre deltog. Gennem sit fravær undgik Niels Helveg Petersen at være med i koret, som kritiserede USA, NATO og atommagterne. Iøvrigt deltager Danmark heller ikke i et samarbejde mellem fem NATO-lande – deriblandt Norge, Canada og Tyskland – vendt imod alliancens aktuelle atompolitik.

Så vi betaler en høj pris for 80’ernes udskejelser. Intet skal i dag sløre, at Danmark vil være "en trofast allieret, som ukritisk følger det amerikanske førerskab".

Der er nuancer, som bør med i indtrykket af det gode selskabs dovenskab. Folketingets forsvarsudvalg har haft en høring med kritisk fokus på NATOs strategiske koncept. Omkring Dansk Udenrigspolitisk Institut er der udviklet et interessant forskningsmiljø.

Modspil mangler

Men generelt svigter både politikerne og nyhedsmedierne den rolle, som de bør spille i et demokrati: vagthundens. Folketingets venstrefløj har i dag ikke en Lasse Budtz, en Pelle Voigt eller en Gert Petersen. Med Uffe Ellemann Jensens lave profil og Hans Engells farvel til Folketinget er næsten alle røster, som kunne lufte kvalificeret kritik væk.

Det er bekymrende. Ikke fordi Hans, Helveg og Nyrup kører danske interesser i sænk med en elendig forsvars- og udenrigspolitik. Det gør de vist ikke. Men det er altid bekymrende, når selv udmærkede ledere, ikke får et modspil, og et lands debatkultur begrænses, delvist af frygt. Fejl kan blive begået og opdaget for sent. Når brændbare emner, som ikke kan undertrykkes, pludselig melder sig, kan ilden brænde ukontrolleret, fordi debatkulturen ikke er forberedt.

Sådanne emner er dukket op, og de varsler, at USAs trofaste allierede kan få problemer. Som den sikkerhedspolitiske forsker Bjørn Møller netop har påpeget i tidsskriftet Politica, er Danmarks nuværende kurs næppe holdbar på længere sigt. For det første vokser kløften mellem EU og et NATO under amerikansk ledelse. Den vil stille Danmark foran svære valg. For det andet rejser USA’s planlagte brug af Thule i et anti-raket forsvar meget alvorlige spørgsmål. Skal vi påtage os medansvar for et amerikansk initiativ, som kan starte et nyt våbenkapløb?

Hvis det gode selskabs spilleregler, som byder undertrykkelse af kritik og bagvaskelse af kritikere, bliver opretholdt, får vi en smertefuld omstilling, thi de nye problemer kan ikke undertrykkes i længden.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.