Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 4, juni 2000

Atomvåben skal helt væk

International konference mod spredning af atomvåben vedtog handlingsplan for total atom-afrustning.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Næsten alle aviser i hele verden proklamerede søndag den 21. maj med store overskifter på forsiden: "Atomvåben skal helt væk" og "Enighed om total atom-afrustning". I Danmark fejrede Tivoli begivenheden med et usædvanligt flot festfyrværkeri. Lige siden har politikere, ledende officerer og kommentatorer diskuteret de helt nye perspektiver, som er blevet åbnet.

Årsagen var naturligvis, at konferencen mellem de 187 deltagere i NPT-traktaten mod spredning af atomvåben trods mange eksperters forventning dagen før var nået frem til en sluterklæring. I den lover de fem førende atommagter "utvetydigt" total atom-nedrustning. Som konferencens præsident, Abdallah Baali fra Algeriet, sagde, så var det en "stor dag for indsatsen mod spredning af atomvåben og atom-nedrustning".

I ovenstående linjer er alt sandt, bortset fra den indledende beskrivelse af reaktionen på nyheden fra konferencen i New York. Den fremherskende holdning i den del af verdensopinionen, som overhovedet bemærkede konferencens resultater, blev præcist opsummeret af en lederskribent. Atom-magternes løfte er "desværre en af den slags aftaler, som giver diplomati et dårligt ry", skrev den britiske avis The Independent. Herhjemme konstaterede en journalist i Weekendavisen, at "som så ofte, når det drejer sig om FN-initiativer, er der et stærkt præg af uvirkelighed over forehavendet".

Smuthuller blev lukket

Reaktionen er forståelig. Allerede på FN’s allerførste generalforsamling blev total atom-nedrustning gjort til en målsætning, og løftet er blevet gentaget temmelig ofte siden. Derfor blev atom-magterne under konferencen da også presset til en formulering, som rent faktisk er utvetydig. Selv foretrak de sætninger med smuthuller.

Atom-afrustning er, oplyste de fem i en erklæring midt under selve konferencen, deres "endelige mål" – altså et fjernt sidste skridt i en langvarig proces. De knyttede også løftet til endnu en målsætning, nemlig total afrustning for alle verdens lande. Det skete gennem en henvisning til NPT-traktatens artikel VI, som placerer begge målsætninger, atom-afrustning og generel afrustning, i samme sætning.

Men de fem atom-magters fælles erklæring blev mødt med en skarp modreaktion. Mere end hundrede u-lande, som deltager i de alliancefrie landes bevægelse, protesterede. Større vægt havde det, at syv lande, som har oprettet et samarbejde mod atomvåben (New Agenda Coalition), udtalte, at erklæringen "ikke lever op til vores forventninger angående atom-afrustning".

"Vi fremhæver", fortsatte udtalelsen, at "den totale udryddelse af atomvåben er en pligt, står øverst på dagsorden og ikke er et endeligt mål". De syv lande er Mexico, Sydafrika, Sverige, Irland, New Zealand, Egypten og Brasilien. Nok kan ingen af dem kaldes stormagter, men hver har kvaliteter, som, når de lægges sammen, gør dem til en politisk magtfaktor.

Protesterne kunne også udnytte, at den internationale domstol i Haag for fire år siden i en såkaldt vejledende kendelse fastslog, at atom-magterne er juridisk forpligtede til afrustning, og at denne pligt ikke kan gøres betinget med henvisning til generel afrustning. Atom-magterne har hidtil ikke accepteret kendelsen, men deres endelige accept af et løfte, som utvetydigt og uden betingelser gør fjernelse af atom-arsenalerne til en målsætning, viser, at de ikke kan afvise den.

Så der er ikke mere "uvirkelighed" omkring de fem atom-magters løfte i sluterklæringen end den, som løfter afgivet til 182 lande har, og graden af respekt, selv store lande bør udvise i forbindelse med traktater og international lov. Både løfte- og lovbrud kan få følger.

Frygt for spredning

Af konferencens taler og forhandlinger fremgik klart, at hvis samarbejdet mod spredning af atomvåben skal bestå, så må atom-magterne meget overbevisende nedruste. Alternativet er, at traktaten vil smuldre, og at en meget vigtig hindring for flere landes anskaffelse af atomvåben falder bort. NPT-traktaten bygger nemlig på en slags byttehandel. Alle, som ikke har atomvåben, forpligter sig til ikke at anskaffe dem. Til gengæld lover atom-magterne, at de vil afskaffe deres.

Den grundlæggende antagelse bag dette gensidigt forpligtende løfte beskrev Sydafrikas repræsentant Abdul Minty: "Så længe disse våben eksisterer i nogles arsenaler, vil andre stræbe efter anskaffelse af dem".

Når atom-magterne altså afgav en mere utvetydig erklæring end tidligere, er årsagen, at de meget nødigt ser deres egen klub udvidet med nye atom-magter. En ikke-statslig organisation, British American Security Information Council, fangede præcist denne pointe i en kommentar til konferencens resultat: "Verdens atom-bevæbnede magter bevæger sig langsomt hen imod atom-afrustning – i vidt omfang drevet af frygten for, at de er ved at miste kontrol med bomben".

Skarp kritik

Kritikken mod atom-magterne blev sat ind på flere punkter. Som et udgangspunkt havde kritikerne en handlingsplan fra den forrige NPT-konference i 1995. Siden dens vedtagelse, påpegede Sveriges udenrigsminister Anna Lindh, "har vi oplevet mere tilbagegang end fremskridt for atom-nedrustning".

Ifølge handlingsplanen skal prøvesprængning af atomvåben forbydes. En traktat med det formål er faktisk underskrevet, men den er udformet, så chancerne for, at den nogensinde træder i kraft, er meget små. Rusland høstede på konferencen stor anerkendelse, fordi præsident Putin netop havde fået traktaten ratificeret af parlamentet. USA blev kritiseret, fordi Senatet sidste efterår afviste ratifikation.

Handlingsplanen lagde også op til et forbud mod produktion af radioaktive stoffer til våben. Men FNs nedrustningskonference i Geneve, som skal forhandle en traktat på dette felt, er ikke kommet i gang med emnet. En årsag er, at de alliancefrie lande samtidigt kræver forhandling af atom-nedrustning. Fordi atom-magterne, bortset fra Kina, var imod en sådan sammenkædning, kunne nedrustningskonferencen ikke vedtage et arbejdsprogram.

NPT-konferencen nåede efter hård debat frem til noget, som ligner et kompromis. Det er, ifølge sluterklæringen, nødvendigt, at man i Geneve nedsætter et underudvalg med mandat til at beskæftige sig med atom-nedrustning. Så også på dette punkt måtte atom-magterne give efter for presset.

Nye opgaver

Mellem tilbageskridtene siden 1995 er, at atom-magterne – og nogle af deres allierede – har fundet nye argumenter for brug af atomvåben. Det gælder Rusland, som i sin nye militære doktrin fremhæver svar med atomvåben på rent konventionelle angreb. Og det gælder USA samt NATO, som i nye retningslinjer til de militære planlæggere lægger op til brug mod trusler fra lande, som kun har kemiske og biologiske våben. Herhjemme er udenrigsminister Niels Helveg Petersen i Folketingets spørgetid endog gået ind for en brug, som er mere vidtgående end officiel amerikansk politik på feltet.

Adskillige talere beklagede denne udvikling. FN’s generalsekretær tog emnet op i en tale, som indledte konferencen. Sveriges Anna Lindh sagde, at "I nogle lande er der tendens til, at man giver atomvåben en voksende betydning i militære doktriner (…) det er uacceptabelt". Udenrigsminister Lloydd Axworthy fra NATO-landet Canada sluttede sig til koret, som også havde mange deltagere fra de alliancefrie landes kreds.

I sluterklæringen fik kritikerne derfor indføjet en opfordring til, at atomvåbens rolle i sikkerhedspolitik skal "mindskes", så man kan "formindske risikoen for, at disse våben nogensinde anvendes og lette processen for deres totale fjernelse".

Opfordring til NATO

Canadas Lloydd Axworthy førte kampagnen videre på NATOs udenrigsministermøde den 24. maj. Han fremhævede, at fordi NATO er verdens førende militære alliance, bør den også spille en ledende rolle, så "løftet fra New York" kan blive gennemført. "Vi bør især", fortsatte han, "imødekomme udfordringen om reduktion af den politiske værdi, som vor egen alliance tillægger besiddelse af atomvåben, hvis vi skal overbevise andre om, at de ikke skal anskaffe deres eget atomarsenal".

Et international forbud mod brug af atomvåben mod lande, som ikke selv har dem – selv til gengældelse af angreb med kemiske og biologiske våben – skal, ifølge sluterklæringen, indgå i forberedelsen af det næste store møde mellem NPT-traktatens deltagere i 2005. Men allerede til december vil debatten komme op i NATO, fordi alliancens embedsmænd til den tid skal aflægge rapport om, hvordan man kan styrke rustningskontrol og indsatsen mod spredning.

Konferencens nye handlingsprogram indeholder en række andre opfordringer, som skal bane vej for total atom-afrustning. Mellem dem er, at atom-magterne bør beskære deres arsenaler ensidigt og at nedskæringer også bør ramme taktiske atomvåben til brug på en slagmark. Især Rusland har bevaret enorme mængder.

Vigtigt mål

Så – var der reelt et skær af "uvirkelighed" over konferencen og bekræftede den med rette et dårligt ry for diplomati? Meget afhænger, som bekendt af øjnene der ser, og det er måske nedrustningens største problem.

For det første støder bestræbelserne for atom-nedrustning hele tiden mod en stor blokering. Atom-magterne går i deres planlægning og nedrustningsdiplomati ud fra, at atomvåben i den overskuelige fremtid fortsat vil spille en stor rolle. Det er således typisk, at USA ikke kan acceptere en nedskæring af de strategiske arsenaler til mellem 1.000 og 1.500 bomber. Rusland har under de igangværende nedrustningsforhandlinger foreslået dette loft. Men de amerikanske værnschefer har i deres krigsplaner brug for mellem 2.000 og 2.500.

Hvis målsætningen virkelig var, at alle atomvåben skal væk, så ville man også have en langsigtet planlægning, der tog højde for deres totale afskaffelse. Og dermed ville mulighederne for aftaler mellem Rusland og USA blive fremmet. Hvis målsætningen kunne tages alvorligt, ville mulighederne for at lægge pres på blandt andet Indien, Kina og Pakistan, som udvider og moderniserer deres arsenaler, blive forbedrede.

Denne blokering bygger på en udbredt antagelse: total atom-afrustning er et uvirkeligt mål. Eller sagt på godt dansk: Hvad skal det nytte?

En lignende holdning huserer på mange andre forsvars- og sikkerhedspolitiske felter: Hvad skal det nytte, at små lande opretholder et forsvar? Hvad skal det nytte, at folk, som ikke dagligt toptrænes i krigskunst, forsynes med våben, så de kan forsvare deres hjemland mod professionelle angribere?

Det er spørgsmål, som både herhjemme og i mange andre lande af en bred opinion besvares med: Jo, det nytter noget, selv om opgaven kan virke uoverkommelig. Der kan stables forsvars- og sikkerhedspolitiske argumenter op for dette "ja", men i sidste ende bygger det på psykologi, en livsholdning. Værdige mennesker giver ikke op på forhånd.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at mange eksperter før NPT-konferencen og mange talere under selve konferencen dybt beklagede, at offentligheden ikke længere interesserer sig for atom-afrustning. Det er, lød det fra flere sider, en af årsagerne til, at atom-truslen vokser igen og at politikerne ikke arbejder ihærdigt for nedrustning.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.