Trykt i CS-bladet nr. 6, august 2000

Farvel til fælles sikkerhed?

Amerikansk enegang i international politik bliver langt mere sandsynlig, hvis Bush vinder USA’s præsidentvalg.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

USA er verdens stærkeste magt. Så hvorfor organiserer andre stater ikke et modspil, som kan beskytte dem imod amerikanernes globale overherredømme?

Spørgsmålet stilles især af forskere, som fokuserer på statens rolle i international politik. For dem er det noget nær en naturlov, at store magter opstår og derefter forgår, når mindre magter rotter sig sammen imod dem i selvforsvar.

Så disse forskere har undret sig meget i 90’erne, fordi USA næsten ubestridt har indtaget og bevaret sin førerplads. Nogle lande – især Frankrig, Rusland og Kina – har godt nok sagt, at fremtidens verden bliver "multipolær", dvs. får flere magtcentre. Men det er stort set blevet ved snakken, fordi ingen andre lande har givet Paris, Moskva og Beijing opbakning.

Godartet magt

En forklaring på den tilsyneladende accept af USA’s overherredømme blev givet af den tyske kommentator Josef Joffe for tre år siden: Sammenlignet med verdens tidligere eneherskere udgør amerikanernes overherredømme en usædvanligt godartet form.

Hans analyse er i dag bredt accepteret, og USA’s egne repræsentanter spiller selv med på melodien. Amerika er, siger udenrigsminister Madeleine Albright, verdens "uundværlige" magt.

Der strømmer ikke diktater fra Washington til undersåtterne. Amerikanske legionærer slår ikke enhver opsætsighed ned med hård hånd. Næh, man konsulterer, forhandler og arbejder skam "for det fælles bedste". Vi er, lyder budskabet fra præsident Clinton og hans folk, i en ny verdensorden. I den betyder gevinst for USA ikke tab for andre. I den er traditionel magtpolitik forældet.

I praksis er denne holdning blevet demonstreret under udvidelsen af NATO. Alliancen er, sagde man, ikke vendt mod nogen: Den er nu et samarbejde, som stræber efter fælles sikkerhed – og det ikke blot for medlemmerne.

Skønmaleriet skal naturligvis tages med et stort gran salt. Washington har i flere tilfælde vendt ryggen til internationalt samarbejde og forfulgt snævre nationale interesser.

Men hovedindtrykket af USA’s adfærd i 90’erne er, at magtudøvelsen har været underlagt begrænsninger. Man har lyttet til allierede og søgt kompromis med mulige fjender.

Internationalister

Præsidentvalget har imidlertid rejst de grundlæggende spørgsmål igen: Vil USA med nye ledere i højere grad gå enegang i storpolitikken? Kan det fremprovokere et fælles modspil fra mindre magter?

Ingen af de to førende kandidater, demokraten Al Gore og republikaneren George Bush, repræsenterer den tredje mulighed, som har været rejst i 90’ernes debat. De er ikke isolationister, som vil begrænse USA’s internationale engagement meget i forhold til det, som vi har set fra 90’ernes to andre amerikanske præsidenter.

Begge kandidater er internationalister. De mener, at USA har globale interesser, som skal forsvares. De lægger begge vægt på, at USA skal samarbejde med allierede.

De har rimeligt god opbakning i opinionen til den holdning. Gennem mange år har vælgerne i opinionsundersøgelser fået stillet følgende spørgsmål: Bør USA passe sig selv internationalt og lade andre lande klare sig så godt de kan på egen hånd? Procenterne har været rimeligt stabile siden 70’erne. I den seneste undersøgelse siger 35 procent, at de er enige i spørgsmålets isolationistiske indhold. 57 procent er uenige.

70 procent af vælgerne har en positiv opfattelse af FN. 67 procent ser positivt på NATO.

Brud med samarbejde

Men der er betydelige forskelle mellem kandidaterne, som endog kan få skelsættende betydning for USA’s globale rolle og forholdet til allierede samt andre samarbejdspartnere.

Sagt meget unuanceret er det sandsynligt, at en præsident Gore stort set vil videreføre Clintons kurs, mens en præsident Bush vil gå enegang, når han ikke får de allierede med.

Taler under en valgkampagne er ikke det bedste bevis, når man vil vide, hvad en kandidat rent faktisk vil gøre, hvis han får plads bag skrivebordet i Det hvide Hus. Men der er mulige varsler i de angreb, som Bush retter mod Clintons udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ifølge kandidat Bush har Clinton-Gore regeringen spildt de muligheder, som USA stod foran i 90’ernes start. "Vi har set Amerikas magt smuldre støt og amerikansk indflydelse blive håndhævet ustabilt", sagde han eksempelvis i begyndelsen af august på republikanernes partikonvent.

Hvad nogle kan kalde en nødvendig tilbageholdenhed i eneherskerens magtudøvelse, anses altså af Bush for amerikansk svaghed. Det ville unægtelig være overraskende, hvis han ligefrem roste Clintons magtudøvelse. Alligevel kan man godt lægge noget i ordene, fordi Republikanske politikere konsekvent gennem de forløbne otte år har klaget over, at Clinton har optrådt forsigtigt.

Igen en leder

Hvad vil Bush selv? Igen giver retorikken ikke entydige beviser. "Vi har partnere, ikke lydstater", sagde han i et interview. "Vort mål er et fællesskab af stærke, ikke svage, nationer. Og forudsætningen er både flere amerikanske konsultationer og mere amerikansk ledelse. USA har brug for sine europæiske allierede, samt sine venner i andre områder, til at bistå os i forbindelse med udfordringer mod sikkerheden, når de opstår".

De citerede ord besvarer ikke spørgsmålet om, hvad Bush vil gøre, når allierede og venner ikke vil følge USA’s ledelse. Hans rådgivere antyder blot, at man mere ihærdigt vil anvende overtalelsens kunst.

Kandidaterne udsender lidt forskellige signaler, når det gælder indsats med militær magt af humanitære årsager.

Gore siger eksempelvis: "Vi bør i den globale tidsalder være beredt til indgreb i regionale konflikter selektivt, når stabiliteten i et område er vigtig for vor nationale sikkerhed; når vi er overbevist om, at kun militært indgreb kan beskytte vore nationale interesser; når vi er sikre på, at brugen af militær magt kan opnå resultater, når vi har allierede, som er villige til at tage deres del af byrden og det kan svare sig. Amerika kan ikke være verdens politimand".

Verdens politimand

Bush har lagt mindre vægt på behovet for allieret deltagelse. Men han har også mere konkret begrænset områderne, hvor USA vil gribe ind til Mellemøsten, Det fjerne Østen, Europa og Sydamerika. I disse områder "kan præsidenten indsætte tropper, så længe der er en klar mission, en klar målsætning og en strategi for, hvordan vi kommer ud igen".

Det er klart hans rådgiveres opfattelse, at Clintons USA har optrådt, som var man verdens politimand, der blandede sig i stort og småt.

Når det gælder NATOs udvidelse, erklærer de begge sig for, men de har hidtil undladt at sige, hvem de vil have med. For begge kandidater gælder formentlig, at de tre baltiske lande har lav prioritet, fordi USA ikke vil forværre forholdet til Rusland. I første række står Slovakiet, Rumænien og Slovenien.

Alt i alt er det mest bemærkelsesværdige, når man ser på kandidaternes erklærede udenrigs- og sikkerhedspolitiske standpunkter, at der er meget få udtalelser og de er både vage samt temmeligt ens.

Raketskjoldet

Der er dog et emne, som kan blive håndteret meget forskelligt af de to herrer: Oprettelsen af et landsdækkende forsvar mod langtrækkende raketter.

Det er mere sandsynligt, at Gore vil stræbe efter en løsning, som både NATO og Rusland accepterer, end at Bush vil søge kompromis.

Det er muligt, at USA under en præsident Bush vil anskaffe et anti-raket system trods europæiske protester, og at han med det initiativ udløser en skilsmisse i det transatlantiske forhold.

Clinton-Gore regeringen har foreslået et raketskjold, som er begrænset – og derfor også med rette kan kaldes ineffektivt. Projektet er beskedent af både økonomiske og storpolitiske årsager. Man vil også gerne bevare den såkaldte ABM-traktat, som egentlig forbyder et landsdækkende anti-raket forsvar. ABM-traktaten kan, med stor russisk velvilje, ændres, så den tillader Clinton-Gore raketskjoldet.

Demokraterne har i deres partiprogram for valgkampen valgt formuleringer, som gør et stop for projektet muligt, hvis Rusland og NATO er imod.

Oprustning

Bush foreslår et anti-raket system, som kan blive mere effektivt end det foreliggende projekt og som samtidigt kan udgøre en mindre trussel mod Rusland. Forslaget er dog endnu så vagt formuleret, at den endelige udgave kan blive en meget kostbar affære og set med russiske øjne vil udgøre en større trussel end Clinton-Gore projektet.

For republikanerne indgår raketskjoldet i en meget omfattende ændring af USA’s atomstrategi. Man kritiserer, at atomarsenalets omfang stadig afspejler den kolde krigs konfrontation med Sovjetunionen, så det skal skæres ned. Den bebudede nedrustning skal ske ensidigt.

Men samtidigt tager republikanerne afstand fra traktaten med forbud mod prøvestop for atom-eksplosioner.

Der kan være en sammenhæng. Nedskæring af arsenalets omfang hindrer ikke, at man gør de tilbageværende våben mere effektive, og hvis det er målsætningen, så kan en genoptagelse af prøve-eksplosioner blive nødvendig.

Bush kan derfor blive præsidenten, som opskræmmer store dele af verden med oprustningsinitiativer. Det er ikke sandsynligt, at denne reaktion vil stoppe hans planer.

Politiske ledere i mange hovedstæder vil da komme på overarbejde, hvis man skal forhindre alvorlige modsætninger. Det bør ikke undre, hvis mange andre emner kommer med i konfrontationen – alt lige fra dødsstraf til EU’s forsvarssamarbejde.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.