Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 7, november 2000

Vores nye hersker

Valgkampen har vist det groteske misforhold mellem USA’s faktiske magt i verden og amerikanernes ligeglade holdning til USA’s forpligtelser.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Amerikanernes valgkamp er ikke netop blevet fulgt med næsegrus beundring. Valgets vigtigste resultat ude i verden kan ikke gøres op i stemmetal. Resultatet er nemlig, at supermagten har mistet mere af den respekt, som giver en moderne leder indflydelse.

"Læren fra Amerika er, at Europa er vort eneste håb", lød en overskrift i det liberale britiske dagblad, The Guardian. Avisens kommentator, Polly Toynbee, havde fået alvorlige brækfornemmelser efter tv-reportagerne fra partikonventerne, som nominerede de to førende præsidentkandidater.

"Uærlige politiske fantasier har gjort Amerika til et løbsk, selvcentreret, infantilt uhyre", lød en af hendes bandbuller. Amerikansk politik beskæftiger sig ikke seriøst med vor tids store udfordringer, og det bør styrke europæernes beslutsomhed, når det gælder europæisk enhed, fortsatte Toynbee.

"Liv, synspunkter, værdier, ideer og politik i enhver by eller landsby overalt i Europa virker langt mere hjemlige end i almindelige amerikanske småbyer. Jo mere vi ser på det fremmedartede Amerika, desto mere europæiske føler vi os, og desto stærkere bør vi blive", lød hendes konklusion.

Lignende udtalelser kan citeres fra stort set alle demokratiske lande, og de kan hentes fra hele det politiske spektrum. "Anti-amerikanisme" er ikke noget, som kun trives på venstrefløjen. Den fremherskende opfattelse er, at USA’s næste præsident er resultatet af en korrumperet proces, som mere er en slags skønhedskonkurrence end et demokratisk valg.

Afmægtige tilskuere

Nyt er det dog ikke, at den demokratiske verdens ledende nation bliver skydeskive for beske bemærkninger i forbindelse med valg.

Siden præsidentvalget i 1968, hvor salget af Richard Nixon til vælgerne med metoder, som var hentet fra reklame-industrien, tog overhånd, har andre demokratier fnyst med forargelse. Der er, lyder det hvert fjerde år under præsidentvalgene, ikke meget tilbage af demokratiets idealer.

Bortset fra de helt konkrete indvendinger, så er det vel også meget forståeligt, at man ude i den store verden irriteres af et misforhold:

Amerikanske topledere har enorm indflydelse på vores liv og sikkerhed, men vi kan selv ikke deltage aktivt i USA’s valg. Vi er magtesløse tilskuere og undersåtter.

Når både vælgere og kandidater i USA tilmed behandler de globale emner ekstremt overfladisk eller ud fra snævre amerikanske synsvinkler, får frustrationerne en ekstra tand.

Under den kolde krig havde vi imidlertid ikke noget alternativ. USA’s valg måtte accepteres på godt og ondt, fordi vores sikkerhed byggede på amerikanske garantier, og ingen sandsynlige præsidenter ville vende det fællesskab ryggen. Men efter murens fald har skilsmisse i det gamle transatlantiske fornuftsægteskab lignet en mere realistisk mulighed.

Det har dog i starten ikke været en mulighed, som tiltrak meget andet end EU-nationalister. Udsigterne til skilsmisse var foruroligende for mange europæere i 1992, da Bill Clinton ikke virkede ret interesseret i udenrigspolitik. Men han blev alligevel en ganske god præsident også for Europa. Clintons ideologi og indenrigspolitik faldt endog i mange europæiske lederes smag, da disse ledere i løbet af 90`erne blev udskiftet med socialdemokrater. Især briternes Blair og tyskernes Schröder fandt sammen med Clinton i et fælles forsøg på modernisering af den venstreorienterede holdning til statens rolle og velfærdssamfundet.

Bush ryster tilliden

Denne gang har valget stået mellem en lidet inspirerende vicepræsident og en - udenrigs- og sikkerhedspolitisk - totalt ukendt guvernør fra Texas. Onde tunger hævder, at George W. Bush ikke har besøgt Europa under valgkampen, som traditionen ellers byder, fordi hans vejledere ville undgå, at han gjorde sig selv til grin med ukendskab til området.

Valgkampen har afsløret, at det nok var en meget klog beslutning. Bush viste, at han har levet hele sit liv med ryggen til verden (måske dog med en fod i nabolandet Mexico). Hvor var hans forældre dog, spurgte en europæisk kommentator, da den dreng voksede op? Faderens kyndige arbejde i CIA, Kina og Det hvide Hus har så åbenbart ikke smittet af.

Få har troet på, at George junior kan overraske, som Clinton har gjort. Bare udsigten til, at han kunne vinde, har rystet europæernes tillid, når det gælder amerikansk politik.

Sammenstød

Mens disse linjer skrives, er navnet på præsidentvalgets glade vinder ukendt. Mindst lige så slemt for vurdering af valgets følger er, at også magtbalancen mellem demokrater og republikanere i både Senatet og Repræsentanternes Hus er ukendt. Årsagen er, at amerikanske vælgere ikke har engageret sig så stærkt i valgets udfald, at opinionsundersøgelser tidligt kunne forudsige det.

Uvisheden vil imidlertid bestå en tid endnu. Præsidentens valg af "ministre" kan få stor betydning for den politik, som føres, fordi personlige holdninger har betydning på de poster. Kongressens rolle kan heller ikke vurderes ud fra det parti, som har flertallet. I praksis finder politikerne ofte frem til standpunkter på tværs af partiskel.

Så når valgresultatets udenrigs- og sikkerhedspolitiske følger alligevel skal vurderes straks efter den 7. november, vil "eksperterne" støtte sig til udviklingstendenser, som er mere varige og omfattende end øjeblikkets stemmetal.

Valgets vinder vil jo også kun stå med et folkeligt mandat fra omkring en fjerdedel af vælgerne, fordi stemmedeltagelsen traditionelt er på omkring 50 procent. Vinderen kan, vil og skal udforme en politik, som vækker gehør hos flere end det lille mindretal bag valgsejren.

I nogle tolkninger af valgresultatet ude i USA’s omverden er det sikkert, at temaet bliver: Glider USA og Europa nu mere fra hinanden, eller vil de eksisterende broer over Atlanterhavet blive styrket?

Sådanne tolkninger bygger på en misforståelse. Den tilsyneladende kløft mellem Europa og USA, som kan måles med mængden af beske minus hengivne bemærkninger, afspejler ikke en afstand. Virkeligheden er, som den amerikanske viceudenrigsminister Hamilton har sagt, at Europa og USA er kommet hinanden så nær, at vi er stødt sammen.

Det er netop af den grund, at vi i Europa kan opleve udbredt frustration på niveau med Polly Toynbee’s over amerikansk politik.

Når det gælder den politiske, kulturelle, økonomiske og militære udvikling i Europa er vore muligheder uafvendeligt knyttet til udviklingen i USA. Når det gælder udviklingen i resten af verden er tæt samarbejde mellem USA og Europa afgørende for resultater.

Anklageskrift

Lige siden den første begejstring efter anden verdenskrig over USA’s krigsindsats samt tyggegummi og nylonstrømper lagde sig, har europæerne bebrejdet amerikanerne for noget. Nu, hvor berøringsfladen er enorm og den gensidige afhængighed overvældende, udgør klagerne over USA et endeløst anklageskrift:

Dødsstraf. Intet land kan blive medlem af europæernes fællesskaber, hvis det henretter mennesker. Men begge amerikanske præsidentkandidater går ind for dødsstraffen, og Texas har endog med Bush i guvernørens stol sat amerikansk rekord.

Anti-raket forsvar. Europæerne har rimeligt enstemmigt, offentligt dog lavmælt, fastholdt, at ABM-traktaten mod anti-raket forsvar har grundlæggende betydning for verdens sikkerhed. Begge kandidater vil bryde denne traktat.

Global opvarmning. Begge poler smelter og et stort ekspertpanel under FN påpeger, at det er menneskets skyld. Men Kyoto-aftalen, som skulle begrænse den skadelige forurening, smuldrer på grund af USA’s modstand.

Fattigdom. Det amerikanske frihedsbegreb er i strid med det europæiske, som lægger vægt på social lighed. Forskellen skaber modsætninger i forbindelse med opfattelsen af det amerikanske samfund, økonomisk politik og bistand til u-landene.

Forsvar. Europæerne fremhæver en forebyggende indsats i potentielle urocentre med både civile og militære redskaber. Især republikanerne i USA afviser amerikansk deltagelse i fredsbevarende operationer, og via deres magt over Kongressen har de nedskåret USA’s økonomiske bistand til et katastrofalt lavt niveau.

Forenede Nationer. Den amerikanske supermagt ser med skepsis, til tider ligefrem fjendtligt, på forpligtende internationalt samarbejde og internationale regler, som kan begrænse dens handlefrihed. Det rammer FN, en international domstol mod krigsforbrydere, traktaten mod landminer, traktaten mod prøvesprængning af atomvåben osv. Europæerne ser i de samme institutioner intet mindre end kimen til en acceptabel verdensorden.

Apatisk internationalisme

Anklageskriftet kan gøres meget, meget længere. Det kan også gøres urimeligt hårdt. Sammenlignet med andre af verdenshistoriens store magter, udøver USA sit globale herredømme blidt. Det er rimeligt sandt, når den amerikanske finansminister Lawrence Summers kalder USA for "den første ikke-imperialistiske supermagt".

Men det er også en kendsgerning, som begge præsidentkandidater erkendte under valgkampen, at USA ude i verden anses for utåleligt arrogant. Bush og Gore har også begge sagt, at det indtryk bør USA modarbejde gennem "ydmyghed".

Løftet er da ganske sødt. Desværre er en mere central årsag bag et arrogant indtryk af USA, at amerikanernes faktiske magt ikke står mål med deres interesse for resten af verden. Forskeren James Lindsay fra Brookings Institution i Washington DC kalder fænomenet "apatisk internationalisme".

Opinionsanalyser viser, at de amerikanske vælgeres store flertal går ind for, at USA skal være internationalt engageret og samarbejde med andre lande. De ønsker hverken, at USA skal isolere sig eller ensidigt håndhæve sin magt. Men meget få, kun to til tre procent, anser udenrigspolitik for det vigtigste emne. Under den kolde krig var det næsten altid øverst på den amerikanske dagsorden.

Den ligeglade, "apatiske", holdning til USA’s internationale engagement har alvorlige følger, påpeger James Lindsay. Politikere er nemlig mindre optaget af, hvad befolkningen mener, end af styrken i engagementet bag folks meninger. Derfor forsømmer amerikanske politikere udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Når de endelig fokuserer på emnerne i den forbindelse, er det de mest højtråbende grupper, som vinder deres opmærksomhed. Derfor kan temmelig besynderlige særstandpunkter dominere. Så nok viste opinionsanalyser, at det store flertal af vælgerne gik ind for traktaten mod prøvesprængning af atomvåben, men de ihærdige modstandere påvirkede senatorerne, og derfor blev traktaten afvist.

Amerikanerne kan generelt godt lide FN, men nogle grupper hader verdensorganisationen og stiller derfor ekstreme krav i forbindelse med for eksempel betaling af USA’s gæld til FN. Global opvarmning og forurening er bestemt ikke noget, som amerikanerne elsker, men dele af industrien og nogle ekstremister fører krig mod aftaler, som kan give USA forpligtelser. Osv.

Lindsay påpeger, at "apatisk internationalisme" rejser store problemer for en præsident, når han skal mobilisere konkret opbakning til USA’s internationale engagement. Men han påpeger også, at det netop er præsidenten, som kan sætte et emne på den nationale dagsorden og dermed ophæve den generelle apati. Derfor har både præsidentens evne til at holde overbevisende taler og hans internationale engagement stor betydning.

Der er en lære i valgkampens forløb og analysen af "apatisk internationalisme". Den er ikke, at europæerne gennem en styrkelse af EU kan klare sig uden USA. Men europæerne kan også råbe så højt, at de bemærkes af amerikanske politikere. Løsningen er ikke, at man finder et alternativ til USA’s ledelse. Løsningen er, at europæerne finder de rette allierede i den amerikanske opinion.

Vi er, som viceudenrigsminister Hamilton påpeger, "stødt sammen" og må derfor handle, som var vi et stort transatlantisk land med et fælles politisk miljø. Europæerne kan ikke stemme i amerikanske valg, men de kan deltage i amerikanske processer, som sætter emner på dagsordenen og behandler dem. I den forbindelse vil et Europa, som taler med fælles og stærk stemme via EU hjælpe en del.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.