Trykt i Aktuelt 14. november 2000

Et ynkeligt kræ

Fra 2003 skal EU’s ekspeditionskorps stå klar, men dansk generalmajor mener, at selv efter ti år vil styrken ikke komme på niveau med et NATO-korps.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Økonomisk en supermagt, politisk en dværg og militært en larve - sådan er EU ofte blevet beskrevet.

Men larven er gået i puppe, og debatten raser: Hvad kommer ud af puppen?

Synspunkterne spænder vidt.

Set fra den ene yderfløj består puppen af højspændt retorik. Ud af den vil komme et ynkeligt kræ, som aldrig vil kunne klare andet end humanitær nødhjælp og meget små militære udfordringer.

Den anden yderfløj afventer fødslen af noget, som med tiden kan vokse sig så stærkt, at EU også bliver en militær supermagt.

Under en konference i Bruxelles fra 20. til 21. november vil unionens medlemmer officielt meddele deres bidrag til det nye militære samarbejde.

Danmark er - på grund af vores forbehold - det eneste EU-medlem, som ikke vil yde noget.

Målsætningen er oprettelse af et ekspeditionskorps med 60.000 soldater, som med 60 dages varsel kan sendes 4000 kilometer væk i op til et år.

Man har dog et problem. "Styrkerne, som er nødvendige for dets oprettelse, eksisterer i dag ikke i Europa," påpeger den tyske general Klaus Naumann, som indtil foråret 1999 var formand i NATO’s militærkomite og dermed den officer i alliancen med højeste rang.

Den danske generalmajor Claus Ahnfeldt-Mollerup, som indtil 1998 repræsenterede NATO’s øverstkommanderende for Europa i militærkomiteen, er enig.

"En korpsstor styrke, som er opstillet og støttet af de enheder, som EU kan levere, vil militært set ikke være meget bevendt," siger han til Aktuelt.

Europæerne har det nødvendige antal soldater. Det er "kun" alt det, som skal sikre, at de kan slås effektivt, man mangler. Dertil kommer utallige problemer, når enheder fra 14 eller flere lande skal samles i en fælles styrke.

Langt fra kampklar

De militære planlæggere i EU ved naturligvis selv, at deres projekt ikke springer kampklart ud af puppen.

Man har udviklet et katalog på 50 sider, hvori ekspeditionskorpsets behov beskrives. Det indeholder 500 forskellige anbefalinger til afhjælping af behov og mangler: amfibiefartøjer, strategisk rekognosering, infanteri-bataljoner, felt hospitaler, førerløse fly og så videre.

"Hvert land vil blive inviteret til at forholde sig til hver enkelt af disse anbefalinger og specificere hvad slags enheder man vil forpligte sig til at levere, herunder antallet af soldater og i hvor mange dage, man kan regne med, at de står til rådighed", forklarer den franske forsvarsminister Alain Richard.

Adskillige lande har allerede oplyst, hvor mange soldater de vil bidrage med. Tyskland har lovet 18.000. Holland og Belgien stiller med 3000 hver.

Østrig tilbyder 2000. Sverige 1500. Intet tyder på, at man ikke kan opfylde målsætningen om de 60.000 soldater.

Men ifølge Richard vil konferencen formentlig afsløre kløfter mellem behov og tilgængelige evner på især tre områder: effektiv ledelse af indsatte styrker med moderne kommunikation og kontrol, transport og forsyning af styrkerne, samt efterretningsvirksomhed.

I skyggen af USA

Hvis EU vil være en militær supermagt på lige fod med USA, er der meget, meget langt igen.

Amerikanerne har længe haft styrker, som er trænet samt udrustet til hurtig indsats over store afstande. En af dem er marinekorpset, som med 171.000 i uniform alene stiller EU’s ekspeditionskorps helt i skyggen.

Dertil kommer adskillige divisioner fra USA’s hær, som kan indsættes overalt med kort varsel, samt luftvåben og flåde med global rækkevidde.

Indsamling af efterretninger foretager USA bredt med spioner, satellitter og så videre. Gennem aflytning af radio- og de fleste telefonforbindelser i hele verden, følger man med i fremmede lederes overvejelser. Under kamp er det afgørende, at hovedkvarterer og indsatte styrker ved præcist, hvor vigtige mål befinder sig.

Mange af verdens sandsynlige urocentre ligger i og nær kystområde. Derfor har opbakning fra flådestyrker stor betydning.

Når det gælder transport over havet til "ekspeditionskrige" og angreb fra krigsskibe mod mål i land ligger EU’s maritime evner på under en tiendedel af USA’s, vurderer Joanna Kidd, fra det internationale forskningsinstitut IISS i London.

Marinekorpset har, fremhæver generalmajor Ahnfeldt-Mollerup, fælles uddannelse, fælles kommandosprog, ensartet udrustning, et prøvet system for fremføring af forsyninger og højt beredskab.

Alt dette, og mere til, vil europæerne mangle fra starten. Det er endog slet ikke deres målsætning, at disse forskelle skal udlignes.

Beskedne mål

"EU-landene går ikke i gang med opstilling og uddannelse af nye, slagkraftige, mobile og fælles enheder, som under et EU-kommandosystem med kort varsel kan rykke ud til alverdens brændpunkter", siger generalmajor Ahnfeldt-Mollerup.

"Landene vil udpege eksisterende enheder til under visse omstændigheder at kunne indgå i en EU ledet operation. For NATO-landenes vedkommende (minus Frankrig, red.) vil det blive enheder, som allerede er øremærkede til brug i NATO, og de kan altså kun anvendes af EU, hvis de ikke allerede er på opgave for NATO".

Det er mange af enhederne faktisk i dag på grund af NATO’s Balkan-engagement. EU kan altså ikke sætte væsentlige dele af korpset ind i for eksempel Afrika eller ved Det Kaspiske Hav, så længe NATO har store styrker i Kosovo og Bosnien.

Derfor, siger han, "vil EU-landene med den planlagte udrykningsstyrke ikke på nogen måde blive en ligeværdig partner for USA på den internationale scene".

EU vil, mener han, kunne løse opgaver i den lette ende af mulige opgaver, som indgår i målsætningen - de såkaldte Petersberg-opgaver - altså beskyttelse af nødhjælp eller evakuering af EU-borgere. Lidt større udfordringer kan klares af ensartede styrker, som i virkeligheden er fra nogle få af de største EU-lande og er under national kommando.

Usandsynligt

Men når det gælder "fredsskabende operationer i større målestok vil EU kun komme på banen med omfattende støtte fra NATO og i mange tilfælde tillige fra USA", siger Ahnfeldt-Mollerup. "Det synes meget usandsynligt, at EU alene fra 2003 og ganske mange år derefter skulle blive i stand til at iværksætte, lede og i et år vedligeholde opgaver fra den tunge del af Petersberg-spektret".

Den tyske general Naumann har foreslået en tre-sporet indsats, som over ti år skal forbedre EU-styrken. Han fokuserer for det første på moderne kommunikations- og efterretningsmidler. For det andet må evnen til transport med fly styrkes. Endelig bør de nationale bidrag til korpset moderniseres.

Hans målsætning er et korps, som kan give EU større ansvar og sikre, at man kan samarbejde med USA, når fælles interesser er på spil.

Generalmajor Ahnfeldt-Mollerup "tvivler på", at EU "inden for rammerne af de sandsynlige bevillinger" kan opstille et korps, som vil være på lige fod med et NATO-korps, der har aktiv amerikansk støtte.

"Man kan komme noget af vejen, men ti år er ikke ret lang tid", siger han.

 

Fakta: EU’s militære opgaver Med Amsterdam-traktaten fra 1997 (artikel 17) har EU’s forsvars-dimension fået tre opgaver. Humanitære opgaver og redningsopgaver. Fredsbevarende opgaver. Kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse. Disse formål blev først formuleret under et møde i det vesteuropæiske forsvarssamarbejde WEU i juni 1992. Det blev holdt på Petersberg nær Bonn i Tyskland. Heraf kommer betegnelsen "Petersberg-opgaverne", som bruges, når EU-ekspeditionskorpsets formål beskrives. Under et møde i EU"s ministerråd i december 1999 i Helsinki blev overordnede styrkemål for den militære kapacitet vedtaget. Man afviste, at oprettelse af en EU-hær er målsætningen. Under arbejdet med projektet er opstilling af en styrkepulje med 80-90.000 gjort til et mål. Herfra kan man så plukke styrker alt efter behov, maksimalt sammensætte et korps på 60.000.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.