Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 8, december 2000

Klar til kamp

Forsvaret er truet af det danske nej til euroen. Det danske forbehold i EU hindrer deltagelse i Unionens militære samarbejde. Derfor har forsvarsminister Hans Hækkerup opfordret til en debat, som skal bane vej for ophævelse af forbeholdet.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

En ny enhedsfront er opstået i dansk politik. Forsvarsministeren, Forsvarskommandoen, personelorganisationerne og en række forsvarspositive grupper ønsker alle EU-forbehold mod dansk deltagelse i unionens militære samarbejde afskaffet hurtigst muligt.

Vælgernes nej i september til euroen har ellers indirekte udsat ophævelse af Danmarks forbehold til en fjern og uvis fremtid. Mange politikere er blevet så skræmte, at de ikke tør sende det forbehold til afstemning. Forsvarsminister Hans Hækkerup har dog opfordret til debat nu, så man kan få banet vej for en folkeafstemning.

Først når en bred og oprørt opinion kræver det, vil disse politikere tage endnu en konfrontation med EU-modstanderne. Tidspunktet, som nævnes, ligger efter 2003 eller 2004. Tilsyneladende nævnes 2003, fordi EU da skal stå klar med en hurtig udryknings-styrke, og vælgerne så kan forholde sig til noget konkret. Senere tidspunkter nævnes af politikere, som tror på borgerlig regerings-dannelse i løbet af det kommende år, og man vil ikke have dens muligheder på andre felter skadet af en farlig folkeafstemning.

Skadelig ventetid

Men en del folk, som er nært knyttet til forsvaret og dansk sikkerhedspolitik, vil nødigt vente.

For det første, mener de, skades danske interesser allerede nu. Ifølge eksempelvis kontreadmiral Jørn Olesen fra Forsvarskommandoen er Danmarks indflydelse i NATO allerede skadet, idet man med mindre interesse lytter til danske repræsentanter. Det bekræftes af andre embedsmænd, som oplyser, at når de under møder i alliancen har udtalt sig i forbindelse med EU-styrkens forhold, så er de blevet imødegået med: »I vil jo ikke være med, så hvorfor skal vi høre på jer«.

Deltagelse i en fælles-nordisk styrke er også ramt, fordi vi ikke kan være med, hvis den skal i aktion under EU’s ledelse. Derfor har de andre nordiske lande bedt briterne være afløser for Danmark.

Danmarks noget underlige stilling blev udstillet, da EU i slutningen af november holdt en konference, hvor interesserede lande oplyste, hvad de vil bidrage med til den nye EU-styrke. Forbeholdet blokerede for et dansk bidrag. Resten af EU’s medlemmer tilmeldte enheder. Det gjorde alle europæiske NATO-lande, som ikke er med i EU, også. Men ikke nok med det. Bidrag kom desuden fra en række andre europæiske lande, som gerne vil optages i EU, for eksempel Letland. Selv Rusland og Ukraine er interesserede i deltagelse. Danmarks isolation kunne næsten ikke være mere total.

For det andet peger eksperter på, at forbeholdet på længere sigt kan få endnu værre følger. Allerede inden korpset vil stå klart i 2003, er det muligt, at EU overtager ledelsen af den fredsbevarende mission i Bosnien. Den franske forsvarschef Jean-Pierre Kelche mener, at EU »allerede i morgen« kan afløse de 20.000 soldater fra 30 lande under ledelse af NATO i SFOR.

Under den amerikanske valgkamp signalerede George W. Bush, at han gerne ser USA’s styrker i hele Balkan-området trukket ud. Det er et muligt kompromis, at USA bliver i Kosovo sammen med KFOR-styrken, men at man snarest muligt overlader Bosnien til EU. Hvis det sker, skal de danske soldater i Bosnien hjem.

På sidelinjen

Nogle tilhængere af EU-forbeholdet, deriblandt Villy Søvndal fra SF og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, fremhæver, at Danmark stadig kan deltage i FN’s militære aktioner. Det er naturligvis korrekt, generelt. Men hvilke FN-aktioner? Det centrale problem er, at FN fremover formentlig vil overlade de mest krævende opgaver til regionale organisationer.

Et ekspertpanel har for FN udarbejdet en tyk rapport med forslag til reform af FN’s fredsbevarende og fredsskabende missioner. Budskabet er, at man ønsker styrker, som er bedre trænede og udrustede samt under bedre kommando, end hidtil har været tilfældet. EU's udrykningsstyrke passer til disse krav.

Danmark vil dermed være tilskuer, når vore nærmeste allierede rykker ud efter anmodning fra FN. Vi kommer over i en pulje sammen med diverse u-lande, som vil få overladt de mindst krævende opgaver.

Deltagelsen i NATO kan også blive ramt.

Den gamle alliance vil sandsynligvis undergå betydelig forandring i de kommende år. Nogle forskere og politikere forventer, at NATO stadigt mere vil blive en ramme for koordinering af EU’s og USA’s militære samt sikkerhedspolitiske indsats. Set fra begge parters synsvinkel vil Danmark da være en uinteressant lilleput. Mellem de mildeste følger bliver, at danske officerer og diplomater så ikke skal regne med topposter i NATO.

Meget alvorlige trusler mod Vestens interesser vil fortsat blive håndteret af NATO. Selv hvis EU-landene udvikler deres samarbejde hastigt, vil de ikke i overskuelig fremtid have slagkraft nok til andet end krisestyring. Regulær krig er i overskuelig fremtid en opgave for NATO, fordi amerikanerne har det højteknologiske udstyr, som kan begrænse egne tab betydeligt.

Diskutable krige

Som medlem af NATO kan Danmark godt deltage. Måske. Det er nemlig ikke særligt sandsynligt, at disse alvorlige konflikter opstår, fordi NATO-området bliver angrebet og pligten til solidarisk forsvar, som ligger i alliancens artikel V, træder i kraft. Det er mere sandsynligt, at relevante konflikter vil opstå længere væk. USA er meget interesseret i opbakning fra NATO til krævende opgaver overalt i verden. Både amerikanske og europæiske eksperter forventer, at kun nogle af USA’s allierede vil gå med i disse krige. Det bliver, hvad man kalder, »koalitioner af villige«.

Hvorvidt man vil se Danmark med i sådanne koalitioner vil hver gang blive besluttet nationalt - formentlig efter hård debat. Både SF og Dansk Folkeparti ser med stor skepsis på militære opgaver, som ligger fjernt fra den danske andedam. Begge partier var imod bombardementerne af Serbien sidste år. Hård debat kan også opstå, fordi en endnu bredere opinion vil være imod af mere konkrete årsager. Det er langt fra oplagt, at Danmark bør deltage i alle krige, som tjener USA’s og nogle få »villige« europæiske landes interesser. Men danske regeringer kan se et behov for deltagelse, fordi vi ellers »normalt« står på sidelinjen.

Problemet med en lav dansk profil i fremtidens militære aktioner er jo ikke, at danskerne elsker konflikter, og at vi derfor ikke vil holdes uden for, når andre slås. Problemet er heller ikke, at en del danskere vil skamme sig, når andre lande slås for interesser, som også er vores.

Det centrale problem er, at det uundgåeligt vil påvirke Danmarks anseelse og indflydelse, når unge mænd og kvinder fra andre lande udsættes for fare og måske bliver dræbt, mens vi, som Jeppe Åkjær skrev i 1916, hygger os i smug. Vi opnår anseelse og indflydelse, når vi deler faren med andre. Hvis vi blot nyder godt af de andres indsats, udsætter vi os selv for foragt.

Hvis vi vil modvirke dette indtryk, kan vi føle os tvunget til deltagelse i konflikter, som vi ellers helst ville holde os fra.

Irrelevant forsvar

Der er faktisk allerede en del røster, som peger på, at hvis forsvaret ikke bliver brugt, så vil det virke irrelevant.

Under en høring på Christiansborg den 8. november sagde kontreadmiral Jørn Olesen fra Forsvarskommandoen også i en tale, som forinden var blevet godkendt af ministeriet, at Danmark ikke »sikkerhedsmæssigt kan få fuldt udbytte af det forsvar, som vi dygtigt har omlagt i de seneste ti år til deltagelse i internationale operationer«.

Finn Busse Jensen, formanden i Centralforeningen for Stampersonel, har mere direkte sagt, at det danske forsvar er »truet af irrelevans«.

»Vore internationale opgaver kan blive begrænset til at bidrage med observatører eller fredsbevarende indsats i lavkonfliktområder under ledelse af FN«, fortsatte Finn Busse Jensen. »Vi vil stå uden for, når EU-landene i fællesskab moderniserer med henblik på løsning af konkrete opgaver. Hvis forsvaret virker irrelevant, så vil det også få lav prioritet i de kommende års finanslove. Det vil være et nærliggende argument, at de sparsomme ressourcer bør anvendes til ikke-militær indsats i krise og konfliktområder, fordi Danmark reelt ikke vil bidrage til andet«.

Den nu pensionerede generalløjtnant Kjeld Hillingsø mener, at forsvarsviljen samt rekrutteringen til forsvaret kan lide skade. Forsvarsviljen er vokset i 90erne, siger Hillingsø, fordi befolkningen har oplevet, at forsvaret »kan levere varen, hvis vi får lov til det og får de nødvendige bevillinger«.

»Forudsætningen, når det gælder befolkningens accept af forsvarsbudgettet, er, at soldaterne bruges til noget, og at de duer til noget«, fortsætter Hillingsø. »Det værste ved forbeholdet er, at vi ikke kan deltage med enheder i løsningen af opgaver, og det er netop enhedernes indsats, som har givet os international anseelse og befolkningens opbakning«.

Generalløjtnanten frygter ligefrem, at forsvaret ad åre vil »blive anset for lige så irrelevant, som det blev i 20erne og 30erne«.

Ingen grund til alarm

Men, det behøver vel ikke gå så galt, som de advarende røster lægger op til. Måske vil en voksende opinion i de kommende år kræve, at forbeholdet bliver ophævet, hvorefter vi om fire - fem år går helhjertet ind i EU's forsvarssamarbejde.

Til den tid, siger forbeholdets modstandere, vil det stå mere klart, at EU kun danner et beskedent ekspeditionskorps, og at der ikke er udsigt til oprettelse af en »Europa-hær«. Sidstnævnte fænomen er for mange ensbetydende med udvikling af en europæisk militær supermagt, hvor store ressourcer går til militære formål og magten centraliseres yderligere. Det vil til den tid også være bekræftet, fortsætter optimisterne, at NATO ikke undergraves af det europæiske initiativ.

Disse forventninger bygger på, hvad der er helt klart nu i forbindelse med de aktuelle planer. Alle lande, som deltager i EU's militære samarbejde, beslutter på egen hånd, hvorvidt de vil deltage i aktioner. I flere tilfælde er det ensbetydende med, at parlamenterne først skal give lov. Der oprettes ikke, har den britiske forsvarsminister Geoff Hoon fremhævet, en europæisk hær. Styrkerne får ikke et fælles emblem og de skal ikke indsættes under EU's flag.

Det står også helt klart lige nu, at EU og NATO begge gerne vil indgå aftaler, som sikrer nært og frugtbart samarbejde. USA, som har set med skepsis på det europæiske initiativ, har i de seneste måneder givet EU's bestræbelser, hvad den amerikanske forsvarsminister Cohen kaldte »helhjertet« opbakning.

Ud fra dette øjebliksbillede argumenterede kontreadmiral Olesen: »Det, som vi i dag er afskåret fra deltagelse i, er noget andet end det, vi sagde nej til i 1992«. Det danske nej byggede nemlig på frygt for, at EU skulle blive en centralistisk, militær supermagt.

Farlig ventetid

Men det er langt fra oplagt, at ventetiden op til en folkeafstemning vil gavne chancerne for et dansk ja.

Det er ikke utænkeligt, at den ventede oprørte opinion, som kræver forbeholdet ophævet, udebliver. Det er jo muligt, at danskerne bliv vænnet til, at vi står uden for. Meget afhænger også af, hvorvidt politikerne aktivt går ind i en forsvarsdebat. Nyhedsmedierne vil næppe give stor plads til et problem, som først kommer på den politiske dagsorden omkring 2004-05.

EU's forsvarssamarbejde vil formentlig udvikle sig videre, end vi lige nu forestiller os, i de kommende år. Den udvikling får vi ikke indflydelse på, og det er muligt, at danskernes forståelse, når det gælder projektets nye former, af den grund vil være ringe. Man kan også forvente, at EU-projektet vil blive genstand for indbyrdes strid mellem deltagerne og konflikter med USA, som til tider vil give det »dårlig presse«. Ballade er uundgåelig, når noget helt nyt skal skabes.

Penge til forsvaret kan blive det helt store stridsemne. Der er udsigt til, at forsvarsbudgetterne vil vokse i flere EU-lande. Nogle eksperter forudser, at man vil nå frem til et fælles niveau, som skal ligge på to procent af bruttonationalproduktet. For Danmarks vedkommende er niveauet i år 2000 på 1,36 procent. Hvis vi helt og fuldt skal med i det europæiske samarbejde, må det danske forsvarsbudget altså hæves meget stærkt. På dette punkt vil EU-forbeholdets tilhængere utvivlsomt kunne skaffe sig stærke argumenter for et fortsat dansk nej til EU-forsvaret.

Udsigterne til, at forsvaret skal have markant større bevillinger, kan naturligvis også anvendes, hvis en folkeafstemning afholdes i løbet af de kommende måneder. Men det vil da kun være en mulighed, som kan diskuteres. Hvis udgifter på to procent af nationalproduktet i år 2005 er et krav fra EU, som skal opfyldes, inden vi optages, vil en del flere vælgere nok føle sig afskrækket.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.