Trykt i Aktuelt 19. januar 2001

Amerikanske spejlbilleder

Undertrykkelsen af 'nydanskerne' er et spejlbillede af den racisme, som sorte amerikanere udsættes for, argumenterer fotografen Jacob Holdt i en ny udgave af sit berømte billedshow.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

For 25 år siden kom en vagabond hjem til mig. Han lignede Jesus. Men det virkeligt bemærkelsesværdige var fotografierne, som han medbragte.

"Tror du", spurgte Jacob Holdt, "at jeg kan holde nogle foredrag på højskoler med de billeder?".

Teknisk set var fotografierne af dårlig kvalitet, men de åbnede vinduet til en verden, som kun den mest dumdristige udenforstående ser. Holdt havde ikke kun overlevet flere års samliv med de allerfattigste i USA's sorte slumkvarterer. Han havde også taget billeder - når de elskede, slog hinanden ihjel, begik røverier og bare var sig selv.

Så vores møde blev til en artikel og fem sider med billeder i Information. Derefter fulgte bogen Amerikanske Billeder.

Og foredragene? Joh, Jacob Holdt har vist sit "billedshow" mere end 4000 gange.

Dengang, i 70'erne, var han enhver venstreorienterets drøm. Billederne dokumenterede racismen og den grusomme sociale nød i Guds eget land. Den amerikanske ambassade hadede ham og har sjovt nok aldrig siden rakt hånden ud til forsoning.

Men den unge præstesøn fra Vestjylland ville hele tiden noget mere end blot pege fingre ad alt det onde i USA. Holdts mission kom først rigtigt til sin ret, da han tog på turné i USA. Det blev, hvad han kalder "et terapeutisk show", som "henvender sig til den indre racist". 1200 gange er hans billeder blevet fremvist for amerikanerne med "racisme workshop" bagefter.

Måske er vi værre

I en periode på ti år optrådte Holdt sjældent i Danmark. Men siden 1994 har han opdaget, at der også er en mission i Danmark.

"Danskerne har automatisk sympati for sorte i USA, men de har ikke en lignende sympati for muslimer i Danmark", siger han. Derfor er forestillingens lydspor blevet ændret. I starten beskriver Holdt stadig racismen, som noget "de" har i USA, men halvt inde bliver "de" til "vi".

"Psykologisk er der ikke den store forskel på racismen i USA og Danmark", erklærer han. Og dog. Måske er den værre i Danmark, tilføjer han.

Utallige bøger har analyseret racismens væsen, og Holdt har kigget i nogle af dem, men hans meninger bygger mest på egne erfaringer - fra for eksempel samtalerne efter showet, hvor deltagerne dybt rystede åbner for hidtil lukkede kamre i deres sind.

Skyld og frygt

Racismen består, mener Holdt, af skyldfølelse og frygt, som er vævet sammen og udløser vrede mod "de andre".

Danskerne har, fortsætter han, "masser af frygt - men næsten ingen skyldfølelse". Hvide amerikanere er opmærksomme på, at der er noget i vejen med dem selv. Men "almindelige danskere" mener, at det er flygtningene og indvandrerne, som udgør hele problemet.

Påstanden er ikke et oplæg til, at han i dag vil pege fingre ad det onde i nogle danskere. Få indrømmer mere beredvilligt end Holdt, at han selv har racisme i sit sind.

Den dukkede eksempelvis op efter et besøg hos "stolte indianere" i Bolvia, hvor overgangen til sort slum i Miami skete for hurtigt:

"Pludselig var jeg ved en 7-eleven, hvor fede sorte vraltede ind efter deres cola'er og snacks. Jeg så smerten i deres ansigter, men jeg tænkte: Hvad er det dog for nogle svin."

"Alle ved hvor megen sympati jeg har med den befolkningsgruppe. Når jeg er sammen med sorte, så tænker jeg aldrig sådan. Det er andre værdinormer, som omgiver mig, og jeg kan se gennem overfladen. Men når jeg lever sammen med hvide, så er det anderledes."

Erkendelse af "racismens virus" i sig selv er, fremhæver han, nødvendig, hvis man vil gøre op med sine fordomme og ændre adfærd.

Når det gælder hvide amerikanere, kan Holdt tale til skyldfølelsen og dermed bane vej for selvransagelse. Men det er svært i Danmark.

"Når jeg taler med folk på min hjemegn i Vestjylland, så hører jeg ofte: Jeg er fa'me racist, men det skal ikke skille os ad Jacob".

"Så hjertevarmen kan godt gå hånd i hånd med racismen. Jeg hører aldrig noget lignende i USA. Selv på det hvide amerikanske samfunds laveste niveau er skyldfølelsen udtalt".

Den indre smerte

Holdt har imidlertid opdaget, at når han gør forholdene i Danmark til et spejlbillede af racismen i USA, så bliver frugtbar dialog mulig. Et fælles træk bag racismen begge steder er den "indre smerte", som mennesker har efter personlige nederlag.

"Mens jeg i 70'erne var mest populær på venstrefløjen, så er det i dag Pia Kjærsgaards tilhængere, som bare elsker det show. Jeg får fem minutters stående bifald af nedslidte arbejderkoner, fordi jeg henvender mig til deres dybe, indre smerte. Pia henvender sig til det samme, men hun misbruger det".

Det er ikke kun på kurser for voksen-uddannelse, at Holdts "terapeutiske show" virker stærkt. Han har flere breve fra meget glade skolelærere.

Trine Jegbjærg fra Aalestrup Realskole kan eksempelvis berette, at når det gælder de nye etniske mindretal i Danmark, så er 9. klasses elever normalt svære at engagere og få videre end: De kan sgu' bare tage sig sammen, lære dansk og få et job.

Men Holdt havde forklaret, hvordan selv pæne borgere deltager i undertrykkelse og isolation, "ghettoisering", af bestemte grupper i samfundet. De udstødte reagerer med adfærd, som giver undertrykkerne yderligere motiv til isolation af dem. Og det inspirerede eleverne.

"Det, der overraskede og glædede mig mest, var nok deres fremadskuen, hvor de normalt fikserer på den nuværende situation og derved ofte ender op med de medieaktuelle problematikker og ignorante udsagn", skriver Trine Jegbjærg. "Mange af selv de mindst tolerante deltog i debatten med synspunkter, der pegede fremad. Selvfølgelig kom der også efter et stykke tid de gængse fordomsfulde udsagn, men konfronteret hermed kunne de godt se, at de på mange måder argumenterede, som vi lige havde konstateret, at mange hvide amerikanere gør".

Eleverne har eksempelvis snakket om en sort kvinde på nogle af billeder og fundet ud af, at hun er fanget i et komplekst system af undertrykkelse, som hun ikke kan bryde ud af. Hvordan, spørger læreren, kan det være, at I nu fordømmer 2. generationsindvandreren for at være fanget ind i det selvsamme?

Derefter svarer eleverne tilbage, at "det er nemmere at se undertrykkelsen i et andet land, og at vi ikke har lyst til at se den hos os selv. Andre meldinger lød på, at det ikke var den fysiske men den psykiske ghetto, der var det største problem. Det er flot indsigt at give udtryk for, når man går i 9. klasse".

"Så jo - Amerikanske Billeder har helt klart været en skelsættende oplevelse for vores elever og for os som lærere", konkluderer Trine Jegbjærg.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.