Trykt i Aktuelt 19. januar 2001

USA-EUROPA: Det gælder om at holde magten og balancen

Bush-regeringen vil lægge større vægt på rå magtanvendelse. Europa fremhæver behovet for en civil indsats mod årsagerne til verdens konflikter.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

USA's militære beredskab skal afskrække den ensomme supermagts mulige konkurrenter, så de ikke stræber efter "en større regional eller global rolle".

Målsætningen optræder i et hemmeligt oplæg til Bush-regeringens politik. Dokumentet har vakt opsigt i europæiske regeringskredse, fordi den erklærede målsætning tilsyneladende er rettet imod EU's voksende sikkerheds- og forsvars-samarbejde.

Dokumentet fastslår, at "det er af fundamental betydning, at NATO fortsat er det primære redskab for Vestens forsvar og sikkerhed samt en kanal for USA's indflydelse og deltagelse i europæiske sikkerhedsanliggender".

Afsløringen af dette dokument skete i den amerikanske avis The New York Times, søndag den 8. marts 1992. Det var et oplæg til retningslinjer for den daværende Bush-regering, som havde faren til George W. Bush i spidsen.

Reaktionerne fra USA's allierede i Europa og den amerikanske opinion medførte, at formuleringerne blev udvandet i de endelige retningslinjer. Den vigtigste målsætning blev udvidelse af "samarbejdet mellem større demokratiske magter".

Men helt uden aktuel betydning er det næsten ti år gamle udkast ikke. Det blev udarbejdet af USA's forsvarsministerium, som dengang havde Richard Cheney i spidsen. Han er ny vicepræsident. Afdelingen, som stod for udarbejdelsen af dokumentet, var ledet af Paul Wolfowitz. Han er den nye nummer to i forsvarsministeriet.

Europæiske diplomater har ikke glemt, at Bush-regeringen i 1991-92 adskillige gange, meget skarpt, protesterede imod EU's planer, der dengang kun var en svag udgave af det, som europæerne i dag har sat på dagsordenen. I februar 1991 udtrykte viceudenrigsminister Reginald Bartholomew i et memorandum til de allierede frygt for, at USA kunne blive skubbet ud på sidelinjen i Europa af et europæisk samarbejde. I foråret 1992 advarede USA kraftigt Frankrig og Tyskland mod oprettelsen af et fælles militært korps.

Stadig skepsis

Siden har USA og de europæiske allierede med stort besvær arbejdet sig frem til fælles - og dog skrøbelige - retningslinjer for EU-forsvaret. Men det resultat er opnået med folk i Washington, som i flere henseender har en fundamentalt anden holdning til international sikkerhedspolitik end den, som republikanerne hylder. Derfor er europæerne gået i arkiverne med spørgsmålet: Hvad ved vi om det hold, som den nye Bush bringer til magten?

"Bush-regeringens holdning i begyndelsen af 90'erne til europæisk forsvar lagde vægt på en skepsis, som stadig er tilstede i amerikansk tænkning om fremtiden", siger den amerikanske sikkerhedsekspert Stan Sloan til Aktuelt. "Den fremherskende holdning i forsvarskredse er i dag mere positiv, men den nye Bush-regering kan hurtigt skifte holdning til en mere negativ, hvis europæerne ikke holder, hvad de har lovet".

Uløst dilemma

Europæerne har især lovet, at EU-forsvaret ikke skal komme i konflikt med samarbejdet i NATO, og at de vil modernisere deres væbnede styrker. Men det centrale dilemma, som Pentagon så på i 1992, er uløst: Hvordan kan USA både være den ledende magt i verden og indgå i et ligeværdigt samarbejde med potentielle konkurrenter?

Dilemmaet udpensles i en rapport, som den britiske forsker Julian Lindley-French har skrevet for den vesteuropæiske forsvarsunion WEU. Han har, blandt andet efter samtaler med fremtrædende medlemmer af USA's sikkerhedselite, analyseret dagsordenen for det transatlantiske samarbejde efter præsidentvalget. Konklusionen står i rapportens titel: Leading Alone or Acting Together.

Der er altså udsigt til, at enten må USA være anfører alene eller også må amerikanerne "handle sammen med europæiske allierede, som er blevet for mægtige til, at de kan ledes ved hjælp af dekreter fra Washington".

George W. Bush har under valgkampen igen og igen fremhævet, at USA skal være en virkelig leder - og det har USA angiveligt ikke været under Clinton. Betingelserne for samarbejde behandles i republikanske overvejelser meget sjældent. Den fremherskende holdning, også i saglige analyser, er, at man bare skal overtale europæerne, så vil de optræde i overensstemmelse med USA's ønsker.

Den stærkeste vinder

I mange europæiske analyser af det transatlantiske forhold fremhæves imidlertid, at Europa og USA har stadigt mere forskellige syn på international politik og brug af militær magt. Årsagen er forskellige politiske kulturer, traditioner og konkrete interesser.

En lignende kløft eksisterer i den amerikanske debat, hvor man skelner mellem 'realister' og 'liberale'. Mere populært er skellet beskrevet med forskellen mellem "kødædende dinosaurer" og "plantespisere". For realisterne er det rå magt, som er afgørende i international politik: Verden er et farligt sted, hvor den stærkeste vinder. Plantespiserne er mere optaget af verdens mangfoldighed og parat til at leve med den. Mens realisterne lægger vægt på fordelagtige magtbalancer mellem staterne, fremhæver de liberale, at der er opstået et verdenssamfund, hvor alle dybest set har fælles interesser.

I sin analyse fremhæver Lindley-French parallelt hermed, at EU helt overvejende vil være en civil magt, mens USA er en stadigt mere militariseret magt. Han peger på det hastigt voksende amerikanske forsvarsbudget og spørger: Imod hvem er denne oprustning af verdens allerede suverænt stærkeste magt rettet?

Europæere og amerikanere har i dag meget afvigende analyser af trusler mod sikkerhed og nødvendige svar. Især på tre konkrete felter vil man se forskelle:

• Våbenindustrien er en vigtig politisk magtfaktor i USA, som set med europæiske øjne forvansker vurderingen af USA's behov. USA er i et rustningskapløb med sig selv.
  
• Militæret i USA er inde i en eksplosivt hastig teknologisk udvikling, som europæerne hverken kan eller vil holde trit med. Derfor vil fælles indsats i konflikter blive umulig - hvis man ikke indfører en arbejdsdeling, som giver europæerne en underordnet stilling.
  
• Planerne angående et amerikansk forsvar mod raketter viser, at USA og Europa har forskellige opfattelser af trusler og svar. Europæerne kan leve med en raket-trussel, som amerikanerne anser for uacceptabel. Derfor er europæerne mest optaget af, at de amerikanske planer kan fremprovokere en modreaktion, som vil skade dem.

Set med europæiske øjne giver Bush-regeringens politik kun fornuft, hvis den egentlige målsætning er, at USA's uindskrænkede verdensherredømme skal befæstes.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.