Trykt i CS-bladet marts 2001

Ulige byttehandel

Europæiske regeringer lægger op til accept af USA’s raketskjold, hvis Bush vil støtte EU’s forsvarsprojekt.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Overhængende fare er ikke noget nyt for den nu 57-årige Timothy Garden. Som leder af en eskadrille i Royal Air Force sov han ved sit Vulcan-bombefly, så det i løbet af 15 minutter kunne være i luften på vej mod grænsen til Østtyskland med atombomber.

"Altså, det var virkelig farligt", siger han. "Og vi kom gennem det".

Det er en erfaring fra sit liv, som Garden trækker frem, når han skal forklare amerikanere, hvorfor Europa ikke er voldsomt bekymret over den nye trussel fra raketter i u-lande. Selv mener han, at der er en del sikkerhedsproblemer, som bør bekymre europæerne mere, end de gør i dag. Men, og det er hans budskab, Europa har gennem århundreder levet med meget nærværende trusler – derfor bliver de ikke voldsomt opskræmte ved udsigten til, at Saddam Hussein måske anskaffer både raketter og atombomber.

Jeg ved ikke, hvordan hans amerikanske tilhørere reagerer på budskabet. Men forskellen mellem europæeres og amerikaneres storpolitiske erfaringer er selve kernen i den transatlantiske debat, som er udløst, fordi USA vil oprette et forsvar mod langtrækkende raketter. Det er en forskel, som kan betyde, at debattens parter går grueligt galt af hinanden.

Magtskiftet

Nogle amerikanere har i 90’erne været meget optaget af, hvordan USA skal fastholde og udbygge sit globale overherredømme.

Clintons valgsejr i 1992 gav magt til strateger, som fremhævede "bløde" sikkerhedspolitiske redskaber. Kort fortalt mente de, at USA med især økonomiske, politiske, diplomatiske og kulturelle midler kunne udvide landekredsen, som hylder demokrati og fri markedsøkonomi.

Republikanernes magtovertagelse i 2001 har givet magt til strateger, som fremhæver "hårde" sikkerhedspolitiske redskaber. Fra forskningsinstitutterne og bestyrelsesposterne, hvor de overvintrede, er i 8 år udgået en stribe af bandbuller mod deres angiveligt naive modparter i Clinton-regeringen. Deres hovedpåstand har været, at militære magtredskaber blev forsømt, og at USA’s magtposition derfor blev svækket.

Den storpolitiske kurs, som Clinton-regeringen fulgte, passede europæerne godt. Man var, bevares, ofte uenige med amerikanerne, men det var sjældent meget andet end en slags familiestrid. Der var efter den kolde krigs ophør plads i alliancen til, at europæerne kunne gå deres egne veje. Og det gjorde de så. Undervejs voksede især fem sikkerhedspolitiske forskelle mellem USA og Europa.

Fem forskelle

For det første nød europæerne freden. Militæret blev skåret ned i både USA og Europa. Derved opstod på statsbudgetterne en "fredsdividende". Tyskerne investerede deres i genopbygning af Østtyskland. I mange andre lande er det uklart, hvad man helt præcist har brugt pengene til. Men generelt er de midler, som blev sparet på forsvarsbudgetterne, gået til civile formål.

Forskellen på USA og Europa er på dette punkt i 2001, at europæerne stadig via statskassen vil bruge penge på civile opgaver, mens amerikanerne vil have skatten ned, så de individuelt kan bruge deres penge. Endnu en forskel er, at set med europæiske øjne er udfordringerne, som skal løses i den civile sektor, langt større end de sikkerhedspolitiske udfordringer, som kan imødegås via forsvarsbudgetterne. Hvis amerikanerne skal acceptere, at staten bruger deres penge, så er militære udgifter en rimelig begrundelse. Siden cirka 1995 er faldet i USA’s forsvarsudgifter blevet vendt til vækst, mens Europas forsvarsudgifter indtil for ganske nyligt fortsat faldt.

For det andet har europæerne i 90’erne fokuseret på udvidelse af EU. Det har været regeringernes storpolitiske projekt, og det har også været det internationale emne, som optog befolkningerne. Herhjemme er udenrigsministeriet reelt blevet til "Ministeriet for Europa". Europæernes engagement på Balkan og udvidelsen af NATO var ikke meget andet end et led i EU-projektet. Da man endelig så behov for en større militær indsats, blev hele energien sat ind på udvikling af et lille ekspeditionskorps for EU.

Amerikanerne blev i løbet af 90’erne stadigt mere opmærksomme på den trussel, som spredningen af masseødelæggelsesvåben udgør. Europæerne lyttede høfligt til dem, men generelt blev USA’s opfordringer til en fælles indsats puttet i syltekrukker. Man fik, hvad nogle har kaldt en dialog mellem døve. Amerikanerne ville snakke om anti-raket våbensystemer. Europæerne ville snakke om EU-forsvar.

Bekymring over USA

For det tredje har Europa været bekymret over udviklingen i amerikansk udenrigspolitik. Det ene øjeblik har man skældt ud over USA’s globale overherredømme og storpolitiske enegang. I det næste har man luftet frygt for amerikansk isolationisme. Helt grundlæggende har man vagt anet, at "noget nyt" ville ske i det transatlantiske forhold efter den kolde krigs ophør. Europæiske regeringer har dog ikke haft en fælles opfattelse af, hvad det nye kunne være – eller hvad man selv ønsker.

For det fjerde afveg europæere og amerikanere stærkt fra hinanden i synet på Asien. Set fra Europa er eksempelvis Kina helt overvejende et spændende nyt marked. Set fra USA er Kina den asiatiske magt, som måske vil true USA’s regionale sikkerhedspolitiske interesser.

For det femte er det en udbredt europæisk opfattelse, at vi har en mere bred og moden opfattelse af sikkerhed end USA. Efter de to store europæiske krige i det 20. århundrede er "nationale interesser" blevet noget nær fy-ord. Det bærende princip i mellem-statslige forbindelser er blevet "integration". Europæerne går ud fra, at de helt grundlæggende har fælles interesser, og midt i de konstante indbyrdes slagsmål kan man forsikre hinanden, at verbale salver blot er et sundhedstegn, fordi skænderierne er et stort fremskridt sammenlignet med fortidens kanonsalver. Man skal snakke sammen, udvikle samhandel – så går det godt alt sammen.

Derfor var Clinton-regeringens fremhævelse af sikkerhedspolitikkens "bløde" redskaber i god overensstemmelse med europæiske holdninger. Klagepunkterne var blot, at de gav USA alt for megen indflydelse, og at Clinton-regeringen kun levede halvt op til sine erklærede idealer, fordi amerikanerne ikke helt kunne opgive deres tro på "hårde" redskaber.

Europas interesser

De fem ovennævnte forskelle har præget europæernes syn på USA’s raketskjold.

Lyt for eksempel til Timothy Garden, som ikke blot er tidligere bombe-pilot. Han er også et fremtrædende medlem af den britiske elite. Han forlod RAF i 1996 med rang af Air Marshall og blev kort efter direktør for landet fineste udenrigspolitiske forening, Royal Institute of International Affairs. Da Labour-regeringen nedsatte en forsvarskommission, som gennemførte en vidtgående ændring af de væbnede styrker, blev han medlem. Lige nu er Garden professor ved den førende sikkerhedspolitiske læreanstalt, Centre for Defense Studies på Kings College i London.

Den europæiske opfattelse af raketskjoldet er, siger han, at det "ikke kan levere usårlighed over for angreb – næppe for USA og slet ikke for Europa. Det vil blive meget dyrt og afstabiliserende".

Hvilken ret har Europa til at blande sig i, hvordan USA vil forsvare sig? Gardens svar er, at "vi er bange for, at NMD (raketskjoldet) vil gøre verden til et mere farligt sted, vil mindske Europas sikkerhed og for Storbritanniens vedkommende give os både indre og ydre problemer".

Europæerne har også klaget over, at USA ikke tidligt tog dem med på råd, at projektet skyldes våbenindustriens profithunger, at det er et teknologisk svar på politiske og diplomatiske udfordringer og at det repræsenterer stræben efter uopnåelig total sikkerhed.

Europæisk accept

Trods disse og mange flere ganske fornuftige indvendinger, som er blevet brugt gennem et par år, er europæiske regeringer i dag på vej til formel accept af raketskjoldet.

De sikkerhedspolitiske forskelle mellem USA og Europa har inspireret europæerne til kritik af raketskjoldet. Men de er paradoksalt nok også en del af årsagen til, at europæerne tror, at de nu blot skal acceptere USA's planer, så man derefter kan påvirke dem.

Det er således afslørende, at man fra begge sider af Atlanterhavet lægger op til en byttehandel: Bush-regeringen skal støtte EU’s militære ekspeditionskorps, så vil europæerne til gengæld støtte raketskjoldet – og samtidigt garantere, at EU-initiativet helt er underlagt NATO. En europæisk tillægsgevinst, som nogle vil lægge vægt på, er, at Europa kan komme med i anti-raket forsvaret.

Det er, mildt sagt, en ulige byttehandel.

Raket-skjoldet er led i en meget vidtfavnende omlægning af USA's strategi. Atomarsenalet bliver formentlig skåret ned, så der er færre bomber. Men arsenalet skal også gøres mere brugbart, så atomvåben igen bliver den store kølle bag USA's magt. Samtidig vil USA gøre sig fri af de snærende bånd i internationale traktater, som begrænser supermagtens ret til at gøre, hvad den selv finder nødvendigt – for eksempel udvide bombernes antal, hvis det behov opstår, eller prøvesprænge våben, så man kan udvikle nye. Opgøret med ABM-traktaten, som forbyder et nationalt raketskjold, afspejler et mere omfattende nej til rustningskontrol.

Det er i det mindste, hvad et stort antal konservative amerikanske strateger anbefaler. Præcist hvad Bush-regeringen vil, bliver først afklaret senere i år, når resultaterne af en stor analyse af de militære behov bliver fremlagt. Og selv da kan man forvente, at meget bliver sløret på grund af hemmeligholdelse og øjeblikkets propaganda-behov.

Både Clintons og den slagne demokratiske præsidentkandidats sikkerhedspolitiske rådgivere advarer kraftigt imod denne omlægning. Men det er tvivlsomt, at europæerne helt forstår, hvad der kan være under opsejling. De har ganske enkelt ikke beskæftiget sig med atomstrategi i 90’erne, og derfor kan de ikke overskue, hvad Bush-regeringen forbereder.

Brat opvågning

Men fordi europæerne har pillet så længe i egen navle, er de lige nu glade, hvis de blot kan få USA's ja til det lille ekspeditionskorps. Virkeligheden er da også, at europæerne har brug for USA's opbakning, hvis ekspeditionskorpset skal fungere. Lige nu kan man eksempelvis ikke få gennemført det nødvendige samarbejde med NATO, fordi Tyrkiet blokerer samarbejde og USA ikke lægger pres på Tyrkiet.

Europæernes bekymring over udviklingen i amerikanske sikkerhedspolitik har også motiveret dem til accept af raketskjoldet. Man tror, at amerikansk enegang kan afværges, hvis man opretholder det gode forhold til Washington. Hvis russerne tilmed også vil samarbejde med USA, forsvinder endnu et problem, som europæerne anser for nærværende. Og endelig føler europæerne jo, at de har en overlegen opfattelse af selve begrebet sikkerhed: Det vil være de "bløde" redskaber, som bestemmer verdens udvikling.

Desværre kan Europa blive udsat for en brat opvågning.

For det første er det sandsynligt, at projektet bliver rasende dyrt, også for europæerne. Som den nu afgåede britiske forsvarschef har påpeget, så vil de penge blive hentet på en konto, som ellers ville komme andre dele af det militære forsvar til gode. For denne investering opnår man et anti-raket forsvar af yderst diskutabel effektivitet.

For det andet ligger Asien faktisk så nær, at vi vil blive påvirket af et våbenkapløb i det område. Det kinesiske svar på raketskjoldet kan blive en raket-oprustning, som kaster os tilbage i den kolde krigs atomterror. Den kinesiske reaktion vil starte længe inden skjoldet er klar. I løbet af ti år gik Sovjetunionen fra fire interkontinentale raketter til over tusinde, og den præstation vil ikke være hinsides Kinas formåen.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.