Trykt, forkortet, i Berlingske Tidendes kronik 3. august 2001

Syg debat

Den sikkerhedspolitiske debat i 70’erne og 80’erne var syg, fordi deltagerne tit ikke levede op til idealerne for debat i et demokratisk samfund. Jørgen Dragsdahl beklager selv nogle ord, som han har sagt i kampens hede. Men der er ingen undskyldning for, at anti-kommunister mere end ti år efter Murens fald genopliver datidens debatform.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Kommunismens modsætning er ikke anti-kommunismen. Den ægte modsætning findes i en række værdier, som lægger vægt på tolerance, ærlig dialog og respekt for retssamfundet.

Alt for ofte har kommunismens fjender overtaget dens metoder. Kommunistisk agitation sværter med bred pensel, som udsletter vigtige nuancer. Bevidst løgn retfærdiggøres med, at målet helliger midlerne.

Gennem nogle år har Berlingske Tidende på kronik-plads via et tilbageblik på 70’erne og 80’erne gennemført et opgør med kommunisterne og deres medløbere. Desværre har deltagere også i denne kampagne efterabet kommunisternes debatform.

Selve opgøret burde jeg egentlig have sympati for. Som journalist og lederskribent ved dagbladet Information bekæmpede jeg selv under den kolde krig danske kommunister og deres medløbere. De svarede igen med beskidte kneb.

Konflikt med kommunister

Efter den sovjetiske invasion i Afghanistan skrev jeg (2-7-80), at ”så længe kommunisterne forsvarer den sovjetiske aggression bør de fryses ud af fredsbevægelsen”. I en senere leder (23-12-81) konstaterede jeg, at mange ”med rimelighed” mistænker kommunisterne for at ville ofre danske interesser på ”Kremls alter”. Jeg opfordrede ofte til, at fredsbevægelsen gik i spidsen med fordømmelse af  undertrykkelsen i Polen og aktivt gik ind i et forsvar af uafhængige fredsaktivister samt systemkritikere i Warszawapagtens lande.

De kommunistiske hovedsæder blev heller ikke skånet. Kina kaldte jeg eksempelvis (2-4-81) ”et afskyeligt diktatur” og angående Sovjetunionen skrev jeg (6-11-81), at landet har ”stærke militaristiske træk, og de skal bekæmpes ihærdigt”. Vietnams mulige brug af kemiske våben mod den oprørske Hmong-stamme i Laos blev undersøgt i en artikelserie, hvor jeg, formentlig med urette, efter et besøg hos Hmong-flygtninge i Thailand bekræftede anklagerne.

Til gengæld blev jeg af læsere svinet til i Informations spalter. Nogle gik så vidt, at de anmeldte mig til den østtyske sikkerhedstjeneste Stasi, idet jeg angiveligt var CIA-agent. Det kan virke morsomt ved tilbageblik, men dokumenter fra Stasi viser, at anklagen blev taget alvorligt. Arrestation under ophold i DDR var derfor en mulighed, og hvis kommunisterne her i landet fik magt, som de havde agt, ville jeg nok have fået problemer.

Nogle af ovennævnte artikler er nemt tilgængelige i bogen ”Gensyn med Den kolde Krig” (forlaget Eirene, 19992). Kritikken blev fremført, da det havde praktisk politisk betydning og faktisk også kostede noget. Nogle af vor tids anti-kommunister var tavse dengang, og dem, som ikke var det, leverede færre udfald end jeg gjorde, og det skete i aviser, hvor læserne forventede sådanne udfald.

Syg debatform genoptages

Når jeg trods min egen indsats ikke ser med sympati på det senere opgør, er der flere årsager. Fundamentalt er det min opfattelse, at den sikkerhedspolitiske debat i 70’erne og 80’erne var syg, fordi deltagerne tit ikke levede op til idealerne for debat i et demokratisk samfund. Jeg beklager selv nogle ord, som blev anvendt i kampens hede. Men der er ingen undskyldning for, at anti-kommunister mere end ti år efter Murens fald og opløsning af de kommunistiske partier genopliver datidens syge debatform med svindel og bred tilsværtning af alle, som man var og er uenige med.

Under kampagnen her i avisen er jeg selv gentagne gange i de seneste måneder blevet skydeskive. Desværre har jeg ikke fået tilbudt mulighed for øjeblikkeligt genmæle, idet kronik-redaktionen ikke har sendt angrebene videre til mig. Det burde dog være led i anstændig adfærd, at man indhenter kommentarer fra folk, som angribes direkte, og det er et helt nødvendigt krav, hvis man ønsker en frugtbar dialog. Jeg har kun tilfældigt og længe efter opdaget kritikken. Den har karakter af systematisk nedrakning og bygger på citatfusk samt eventuelle læseres ukendskab til, hvad jeg rent faktisk skrev for omkring 20 år siden. Fusket består i, at man fra en sammenhæng, som forties, plukker nogle få ord, som indsættes i en helt ny sammenhæng, som kan sværte mig grueligt til. Gendrivelse bliver dermed en opgave, som kræver plads og aldrig kan måle sig angribernes ligefremme stil. Slaget er nærmest tabt på forhånd.

Jakob Andersens dømmekraft

Kronik-redaktionen har ikke været sart, når den gav plads til kampagnens førende drabanter. Man har således den 9. og 10. juni givet Jakob Andersen en dobbeltkronik. Her er, må man på forhånd forstå, noget af det ypperligste fra dansk journalistik, idet manden præsenteres med betegnelsen: Cavling-prismodtager. Andersen beskriver en tid, hvor journalister ”forgiftede den offentlige mening ved at skrive med rødt blæk i pennen”. De bedrev angiveligt også meningsterror, så mange journalister ikke turde sige dem imod, og de var set i lyset af kommunisters samt KGB-agenters virksomhed ”nogle af de værste medløbende sympatisører”. Mellem journalisterne, som han nævner konkret, er jeg selv.

Andersen har været ude i samme ærinde før, da han var ansat på Ekstrabladet. Har han en blot rimelig dømmekraft? En artikel den 13. april 1992 bringer nazisternes film mod den jødiske smittefare i erindring. Han beskrev en ”fæl farsot”, hvis oprindelige smittekilde tilsyneladende er KGBs professionelle spioner: ”De arbejdede som forklædte skadedyr i vort samfund, og de havde mange villige danskere som hjælpere”.

Berlingske har, oplyser han, ”taget KGBs sag på sig” og chefredaktør Peter Wivel ”minder mest af alt om en trojansk hest”. For sin indsats må Wivel have fået ”mindst 12 kasser vodka fra den russiske ambassade”. På Det Fri Aktuelt er chefredaktør Jørgen Flindt Petersen samt journalist Peter Kramer også blevet inficeret, idet de ”masturberer sammen, dog ikke helt i takt”. Jyllandsposten spreder også smitten, og det rapporteres, at Sundhedsstyrelsen vil have en advarsel trykt på forsiden: ”Yderst farlig for helbredet”. Desuden rammes Politiken, Ritzaus Bureau samt Danmarks Radio af Andersens pen.

Med en række artikler ville Jakob Andersen dengang dokumentere, at jeg var KGB-spion. Jeg anlagde selvfølgelig sag for bagvaskelse og efter et par år tiltrådte han sammen med chefredaktørerne på Ekstrabladet en beklagelse og utvetydig tilbagekaldelse af alle beskyldninger. Østre Landsret tilkendte mig en meget stor erstatning.

Citatfusk

Andersen har nu i kronikkerne genbrugt et citat fra sin gamle kampagne. Han anfører, at jeg har skrevet: »Men spørgsmålet må nu hedde: Hvor er Danmarks sikkerhed mest truet? I eller uden for NATO?«.

Den citerede leder blev bragt i Information den 2-6-78. Helt aktuelt var anledningen, at franske faldskærmssoldater havde slået et oprør mod Mobutos terrorregime i Zaire ned og at NATO på amerikansk foranledning overvejede udvidelse af sit interesseområde, så der ville opstå en direkte sammenhæng mellem magtbalancen i Europa og en militær indsats mod anti-vestlige regimer samt bevægelser i den tredje verden. Jeg stod, mildt sagt, ikke alene med min bekymring. Den meget NATO-trofaste udenrigsekspert Erik Reske-Nielsen påpegede, at hvis USA fik sin vilje, så ville grundlaget for NATO blive ændret ”fundamentalt”. Det amerikanske pres blev opretholdt i flere år, men de europæiske lande afviste det, fordi en militær sammenkædning via NATO af u-landes sikkerhedsproblemer med vor egen sikkerhed kunne udvikle sig til en direkte krigsfare.

Mine spørgsmål, som var et oplæg til debat, var således vidt udbredte i alliancen. Andersen fortier, at jeg i samme periode skarpt kritiserede venstrefløjen, fordi den holdt fast ved sine gamle ”Ud af NATO” paroler.

Bent Jensen fordrejer

Lignende citatfusk anvendes af professor Bent Jensen. I en kronik den 3. februar angriber han en række folk, som angiveligt forsvarede undertrykkelsen af den sovjetiske fysiker og menneskeretsforkæmper Andrej Sakharov. Jeg er i vidt omfang enig med Bent Jensen, så derfor er det smerteligt, når jeg selv bliver inddraget i bandbullen. Professoren hævder, at jeg, ”Informations skingre fredsapostel”,  har karakteriseret Sakharovs ”analyser af den internationale situation” med, at de ”ikke har det niveau, som man kan kræve af en intelligent forsker”.

Bent Jensen henviser formentlig til en leder, som jeg skrev i Information den 11. juli 1983. Vi havde over to dage bragt et ganske omfattende åbent brev fra Sakharov.  Han forsvarede blandt andet USA's anskaffelse af en ny, meget kraftig atomraket (MX). Projektet blev udsat for heftig kritik af uafhængige amerikanske eksperter, for eksempel tidligere vicedirektør i CIA Herbert Scoville. Lederen var en detaljeret og konkret kommentar til Sakharovs syn på MX og terrorbalancen, som bar præg af, at han efter forvisning til provinsen var ekstra isoleret fra den internationale debat.

Det fremgik klart, at jeg kun tøvende påviste nogle problemer i hans argumentation. ”Kritik af den sovjetiske videnskabsmand Andrej Sakharov er ikke nem”, stod der. ”Angrebene på ham i sovjetiske medier er så groft misvisende, at eventuelle kritikere i Vest må frygte, at de kan blive taget til indtægt for en kampagne, som de intet fællesskab har med. Og på grund af de sovjetiske myndigheders overgreb imod ham, kan han fra sit indenlandske eksil ikke besvare kritik”.

Ville det ikke have været mangel på respekt for Sakharov, hvis hans synspunkter var blevet forbigået i tavshed? Læserne havde krav på, at avisen tog stilling på lederplads, og mit kritiske debatoplæg må da være i overensstemmelse med den demokrati-opfattelse, som Sakharov kæmpede for.

Information forsvarede ofte Sakharov, så set med mine øjne bidrog jeg ikke til en kampagne mod ham. Jeg har da også selv, hvad Bent Jensen længe har været bekendt med, støttet Sakharov. I den norske ugeavis Ny Tid kritiserede jeg 14-6-84 skarpt fredsbevægelsen, fordi den ”svigtede” Sakharov og dermed undergravede sin moralske autoritet. ”Man ignorerede, at han blev forfulgt, fordi han var imod Sovjets bidrag til oprustningen og undertrykkelsen, som militariseringen af det sovjetiske samfund havde medført”, lød en sætning. Hvorfor citerer Bent Jensen ikke den?

Niels Jægers numre

Mit tredje eksempel på uvederhæftige debatindslag kan læserne selv bedømme, når Danmarks Radio søndag den 29. juli genudsender det sidste afsnit i serien ”Danmark under Den kolde Krig”, som ser nærmere på debatten i 80erne om terrorbalancen og Folketingets såkaldte fodnotepolitik. Nils Jæger har i en kronik den 30. december angrebet mine indlæg i udsendelsen.

Jæger anfører, at jeg i udsendelsen hævdede, at den borgerlige danske regering ”overhovedet ikke havde forstået, hvad det drejede sig om”, og jeg kaldes i øvrigt den ”noget fanatiske”. Min kritik af regeringen gælder den påståede nye atomtrussel fra Sovjetunionen (SS-20 raketterne) og NATOs strategiske overvejelser i den forbindelse. Jæger mener, at mine påstande gendrives af den ”tyngde”,  som blandt andet tidligere forsvarsminister Hans Engell har i sine argumenter.

Men Engell bekræfter i udsendelsen faktisk min kritik, om end indirekte. Han oplyser, at han intet kendte til atomstrategi, da han blev minister, men i løbet af kun et halvt år blev han, efter eget udsagn, ekspert på feltet. Det er godt klaret. Jeg har kendt en del amerikanere, som størstedelen af deres liv har beskæftiget sig med atom-våben og har haft ledende ansvar for USA's arsenal – alligevel ville de aldrig kalde sig selv for eksperter. Feltet er så fyldt med usikre antagelser og uløste problemer, at ekspertise er et yderst luftigt begreb.

Engell får da også undergravet troen på sin egen ekspertise, når han beretter, at ”truslen” fra SS-20 skyldes, at den havde tre sprænglegemer i hver raket, som uafhængigt af hinanden kunne ramme tre hovedstæder. Men var det virkelig en ny trussel, som gjorde vestlige modtræk nødvendige? Sovjet havde dengang allerede gennem årtier haft adskillige hundrede mellemdistanceraketter, som mageligt kunne udslette København, Oslo og Stockholm.

Truslen fra SS-20

Tyve år er gået, men Engell klynger sig stadig til datidens propagandistiske pointer. Det nye i truslen fra SS-20 var imidlertid, at de enkelte bomber var så præcise, at de kunne sættes ind mod rent militære mål. Betydningen af denne udvikling rejste alvorlige spørgsmål angående kontrolleret kamp med atomvåben, som NATO med sit modtræk gav yderligere næring til. Men Engell kunne dengang ikke forklare det nye i truslen, selv da han gennem et interview fik en hel side i Information. Derfor hævder jeg, at han ikke forstod, hvad det drejede sig om. Samme opfattelse havde en ledende borgerlig politiker, som til Informations Leif Blædel under en jagt samme dag sagde, at Engell burde fyres, hvis han virkelig havde sagt det, som stod i interviewet.

Jæger ser imidlertid ”tyngde” i Engells argument. Som fuldmægtig i udenrigsministeriet var Nils Jæger sagsbehandler, da NATO i 1979 behandlede truslen fra SS-20 og alliancens modtræk. Han har endvidere studeret emnet senere, inden han skrev en bog. Kan Jæger mon henvise til nogen trusselsvurdering fra NATO, som bygger på den argumentation, som Engell anvender? Kan Jæger henvise til forskere, som siden har fokuseret på en ny trussel fra SS-20 mod storbyer? Næppe, men jeg lader mig da gerne overraske. Jeg kender kun dokumenter og analyser, som lægger vægt på andre forhold.

Atomvåben repræsenterer totalitær magt

Jeg ved selvfølgelig godt, at angrebene på mig skyldes, at jeg dengang skrev en del artikler med kritik af NATOs og USAs bidrag til atomkapløbet. Men jeg fatter stadig ikke, hvorfor det var fanatisk, skingert eller pro-sovjetisk. Artiklerne var normalt så saglige og fyldt med fakta, at jeg selv knapt kan holde opmærksomheden fanget under genlæsning.

Desuden. Hvorfor er kritik af atomvåben tegn på noget nær kommunisme? Atomvåben repræsenterer en totalitær magt og ekstremt spild af ressourcer. Kritik kan udmærket komme fra et borgerligt, demokratisk sindelag. Det er da også grunden til, at en del tidligere amerikanske embedsmænd og officerer var og er førende i kritikken. Når den herhjemme kun fandt og finder ringe genklang i ”borgerlige” kredse, viser det, hvor syg debatten var dengang og stadig er, hvis man er tilhænger af fri meningsdannelse.

(Artiklen, som her bringes, er det uforkortede manuskript)

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.