Trykt i CS-bladet nr. 6, august 2001

Europas raketskjold

Hvis europæerne vil beskyttes mod langtrækkende raketter, må de først oprette en fælles superstat, påpeger britisk rapport.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Sådan et skal vi da også have! Det var reaktionen fra nogle danske politikere, da Bush-regeringen tidligere i år klart sagde, at USA vil udvikle et forsvar mod langtrækkende raketter, og at man også vil tilbyde de allierede et lignende forsvar.

Men hvordan skal et anti-raket system, som beskytter Europa se ud? Hvad vil det koste – både økonomisk og politisk?

Svar på de spørgsmål er nødvendige, inden europæerne tager stilling til, hvorvidt de vil støtte Bush-regeringens planer. Særligt vigtige er svar for Danmark, som formentlig, sammen med Storbritannien, skal spille en direkte rolle i USA's helt eget projekt.

Men hverken spørgsmålene eller svarene er trængt ind i den danske, ja end ikke den europæiske, debat

Et britisk forskningsinstitut, Mountbatten Centre for International Studies, har nu leveret et meget detaljeret debatoplæg. I rapporten analyses instituttet truslerne, som kan begrunde et europæisk raketskjold. Desuden ser man nærmere på forsvarets "arkitektur" – altså dets mulige indretning med varslingssystemer, våben og kommandocentre. Endelig belyses mange af de sikkerhedspolitiske følger. Interesserede kan selv finde værket på www.mcis.soton.ac.uk/

Jordskælv

Instituttets rapport, Prospects for a European Ballistic Missiles Defence System, besvarer indirekte et ekstra spørgsmål: Hvorfor har de interesserede politikere ikke selv fulgt deres erklærede interesse op med lidt mere konkrete forslag?

Svaret er formentlig, at vi, hvis interessen skal have praktiske følger, står foran noget nær et "jordskælv" i europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Ingen vil bevidst udløse det; derfor tavsheden. Alternativt kan forklaringen på politikernes tilbageholdenhed være, at de selv endnu ikke har undersøgt emnet, og altså blot lod munden løbe i første omgang.

Oprettelse af et europæiske raketskjold er, viser rapporten, et emne, som i de kommende år vil overskygge alle andre. For det første er der udsigt til, at selve debatten vil skabe alvorlige modsætninger mellem de europæiske lande. For det andet vil et rimeligt effektivt anti-raket forsvar sluge så store ressourcer fra andre poster på de militære budgetter, at en fundamental omlægning af de væbnede styrker bliver nødvendig. For det tredje kan et fælles anti-raket forsvar kun oprettes efter en vidtgående centralisering af politisk magt i Europa.

Mange af problemerne opstår, påpeger rapporten, fordi raketskjoldet, som Bush-regeringen vil oprette, ikke bare kan udbrede sin skærmende paraply til Europa. Amerikanerne arbejder godt nok med våben, som både kan beskytte USA og Europa, men de bygger på teknologi, som mest præcist kan kaldes "spekulativ", og i bedste fald ligger 10-20 år ude i fremtiden. De våbenprojekter, som er længst fremme, kan ikke beskytte Europa samtidigt med, at de også beskytter USA.

Uomgængeligt

Europæiske stater har endnu ikke sat et raketskjold, som kan beskytte Europa, på den sikkerhedspolitiske dagsorden, og "de ønsker heller ikke, at det skal være" på denne dagsorden, skriver rapportens forfattere. Europæerne har en anden vurdering end Bush-regeringen af truslerne, som kan begrunde et nyt forsvarsinitiativ. I Paris, London og Berlin lægger man vægt på potentielt fjendtlige staters hensigter – ikke deres eventuelle raketarsenal. Blot fordi et land måske vil anskaffe langtrækkende raketter, er det ikke ensbetydende med, at de har aggressive hensigter. Desuden vurderer man i Europa, at god gammeldags afskrækkelse, modtruslen om gengældelse, kan afbalancere disse landes raketarsenal.

Men hvis USA anskaffer sit eget raketskjold, er der udsigt til, at europæerne må ændre holdning. En amerikanske beslutning vil faktisk, hævder rapporten, være mere afgørende for Europa end for eksempel Irans mulige anskaffelse af mellemdistanceraketter.

Det mest tungtvejende argument imod USA’s raketskjold er nemlig, at det vil fremprovokere modreaktioner i blandt andet Rusland og Mellemøsten. Heraf følger logisk, at hvis USA alligevel anskaffer anti-raket våbensystemer, så kan "truslen" mod Europa vokse, hvorved det europæiske behov for beskyttelse vokser. Hvis USA’s modstandere ikke med sikkerhed kan ramme amerikansk territorium, kan de nemlig gøre et stadig ubeskyttet Europa til et gidsel.

Forsvaret

Når nogle europæiske lande principielt har besluttet, at Europa skal have et raketskjold, må en række praktiske spørgsmål besvares.

Hvilke europæiske lande vil og bør være med? Et enkelt svar er, at alle NATO-lande deltager. Dermed udelukkes nogle østeuropæiske stater. Men det er ikke oplagt, at alle NATO-lande vil være interesserede i et forsvar, som dækker alle lige effektivt samt giver en central organisation kommando og kontrol. Stater, som ikke deltager, vil næppe heller give lov til, at deres territorium anvendes til forsvarets varslings-, sporings- og våbenanlæg.

Hvad skal man beskytte? Hvis forsvaret kun skal gælde for hovedstæder og centrale militære anlæg bliver opgaven mere overkommelig, end hvis man stiler efter beskyttelse af hele nationer. Man kan eksempelvis godt beskytte København med nogle få anti-raket batterier, men politikere, som er valgt i Fåborg og Fredericia, vil så få et forklaringsproblem. Svaret på dette spørgsmål har altafgørende betydning for kravene til forsvaret, tidsplaner for dets oprettelse og prisen.

Hvem skal forsvaret rettes imod? Det er en populær opfattelse, at "truslen" kun kommer fra nogle såkaldte slyngelstater. Men skal raketter, som uautoriseret affyres fra Rusland eller Kina, også anses for en mulig trussel? Jo mere omfattende et forsvar bliver, desto større er risikoen for, at Rusland vil anse det for rettet imod sit arsenal – og dermed vokser risikoen for russiske modreaktioner.

Skjoldet

Rapporten analyserer især behovene, hvis alle NATO-lande skal beskyttes. Hvis denne opgave skal løses, får man brug for mange forskellige våbensystemer, fordi de konkrete trusler er forskellige.

Nordregionen vil næppe i overskuelig fremtid komme inden for rækkevidde af raketter, som kan affyres fra Mellemøsten. Sydregionen, især Tyrkiet, kan allerede rammes af raketter med kortere rækkevidde, og dette område vil blive sårbart hurtige end for eksempel Danmark, hvis de såkaldte slyngelstater udvikler deres nuværende arsenaler. Denne forskel i sårbarhed rejser spørgsmålet om, hvor meget vi i Norden vil betale nu til et forsvar, som ikke har aktuel betydning for os selv.

Sydregionens forsvar skal bekæmpe en trussel, som geografisk er tæt på og har en varslingstid på meget få minutter. Med landbaserede forsvarssystemer kan fjendtlige bomber (måske) rammes i den afsluttende fase – lige før og under deres nedtur gennem atmosfæren. Anti-raket batterier kan kun forsvare et meget begrænset areal. Et af de mest lovende systemer, THAAD, skal eksempelvis beskytte et område med 100 kilometer i diameter. Tyrkiet og Italien kan få brug for temmelig mange THAAD-systemer.

Teoretisk set kan THAAD, som skal være klar i 2007, også forsvare nogle punkter i Danmark. Men systemets evner mod angribende raketter, som har en rækkevidde på mere end 3.500 kilometer er ukendt – årsagen er, at bomberne så bevæger sig med større hast, end man under udviklingen af THAAD har afprøvet. Sikkert er det, at et THAAD-batteri kun kan give beskyttelse til et område i Danmark, som er betydeligt mindre end 100 kilometer i diameter. Man kan beskytte Christiansborg, men selv politikeren fra Ringsted vil nok få problemer med sine vælgere. Desuden kan Amager bliver ramt af bombens rester.

Nordregionen kan beskyttes af våbensystemer, som angriber bomber, mens de i mellemfasen bevæger sig gennem rummet. Det bedst kendte våbensystem i den forbindelse er projektet, som stod centralt i Clinton-regeringens planer. Man får brug for fremskudte radaranlæg – helst i den Sydregion, som ikke selv kan beskyttes af dette system, eller i den del af Østeuropa, som endnu ikke er optaget i NATO. Dertil kommer så satellitter, som kan deltage i overvågning samt sporing, og naturligvis affyringsramper for anti-raketterne.

Låget

De ovenfor beskrevne systemer skulle gerne lægge et skjold hen over Europa. Man kan også lægge låg på potentielt fjendtlige stater.

Denne type forsvar angriber raketter i deres affyringsfase. Der er flere muligheder på tegnebrættet i USA. Den førende teknologi anvender en laserkanon på et 747 jumbofly. Rækkevidden er 300 kilometer, så man skal helst have luftherredømmet sikret, fordi flyet må operere over fjendtligt område. I perioder med spænding skal disse fly være i luften konstant.

Der er også teoretisk mulighed for brug af hurtige raketter mod angriberen. Det er en rimelig tommelfingerregel, at forsvarets våbenplatforme ikke må være mere end 600 til 1000 kilometer fra fjendens affyringsramper. I planerne indgå skibsbaserede systemer. Når det gælder landbaserede systemer får NATO brug for samarbejde med lande, som ikke står umiddelbart foran optagelse i NATO.

Problemet med dette "låg" er, at forsvarerne tidligt signalerer, hvem det er vendt imod. Det er også en fordel, idet Rusland og Kina næppe vil føle sig sårbare. Men det kan rejse politiske problemer, hvis man lægger et låg over for eksempel Iran, som nogle europæiske lande gerne vil have et godt forhold til. Endnu et problem er, at Iran formentlig især udvikler raketter af rent regionale årsager, så man kan beskytte sig imod Irak eller Pakistan. Det vil vel være undskyldeligt, hvis iranerne ikke anser dette låg for en kun defensiv foranstaltning fra NATO’s side. Der kan også opstå operationelle problemer, fordi denne type forsvar kun har et par minutter til rådighed, så raketter, der skal afprøves, og raketter, som sender civile satellitter af sted, kan blive skudt ned.

Lagdelt forsvar

Hvis NATO-landene ønsker et rimeligt effektivt og fælles forsvar, skal man altså investere i og anskaffe et integreret system, som kan angribe forskellige typer raketter i hele deres bane. Det kaldes "lagdelt". Eventuelt kan våbenplatforme i rummet også anvendes.

Teoretisk set kan europæere købe alt fra USA, men i virkelighedens verden vil europæiske politikere og industriledere kræve medproduktion. Det er "usandsynligt", konstaterer rapporten, at den europæiske industri uden amerikansk bistand kan udvikle et forsvar af Europa på mindre end 20 år. Traditionelt har USA kun tøvende givet Europa adgang til amerikansk, militær højteknologi, så der kan opstå alvorlige praktiske hindringer.

Men hvem skal beslutte, hvad "Europa" eller NATO skal anskaffe? Og hvem skal give det centrale kommando-center de nødvendige retningslinjer for en indsats?

Rapporten vurderer, at beslutninger på begge felter har en forudsætning, som ikke er til stede i dag. USA har en central myndigheder, som kan indføre et forsvar af amerikansk territorium. Men det har Europa og de europæiske medlemmer af NATO ikke. EU er den organisation, som kommer nærmest – men al erfaring med beslutningsprocesser i EU viser, at det vil blive en meget vanskelig proces. EU har desuden medlemmer, som har et syn på verden, der afviger noget fra det fremherskende i NATO. Som nævnt får et europæisk raketskjold også brug for støtte fra lande, som endnu ikke er med i hverken EU eller NATO.

Hvis man beslutter, at Europa skal beskyttes imod raket-angreb, venter derfor en hård debat, som vil få følger for selve den måde europæiske stater i dag er organiseret. Eller sagt direkte: Kun hvis Europa bliver en stærkt centraliseret supermagt, kan vi få et rimelig effektivt anti-raket system.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.