Trykt i weekend-nu 21. september 2001

Og der er en ny front

Selvfølgelig vil forfatteren bag hovedværket i dansk julehygge, ”Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard”, se det helt foreneligt med familiens danske og kristne traditioner, at han nu er tipoldefar til en muslim

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Min søn ringede til mig i morges. I begyndelsen genkendte jeg ham slet ikke.

Måske fordi klokken kun var seks. Tidsforskellen fra Californien havde snydt ham, og jeg var stadigt halvt sovende.

Måske fordi han talte dansk. Paul gik for snart 10 år siden i skole nær Hillerød i et års tid. Sproget har han åbenbart både bevaret og udviklet siden. Det overrasker mig hver gang.

Og gør mig lidt trist. Det er måske ikke så godt, at han taler dansk. Hvad hvis han vil besøge os nu?

Med en amerikansk accent i sit engelske ville han nok blive anset for turist, og dem kan danskerne vist stadig lide. Men med en fremmed accent i sit danske vil han vel blive anset for udlænding, flygtning, indvandrer. Hans hudfarve, som er en del mere mørkebrun end ægte danskeres lød, vil nok fremme misforståelsen.

Nåh, Paul havde ikke aktuelle rejseplaner. Han ville bare fortælle, at det går fint.

Moskéen kalder

På sit college får han topkarakterer i alt andet end matematik, og det problem er sikkert arvet fra mig, antydede han.

En særlig god nyhed var, at Paul har fået et job ved siden af studierne. Han hjælper mentalt handicappede på en skole, så de kan følge med i undervisningen.

Indtægten har han utvivlsomt brug for. For to år siden fik han sin første søn, og den næste kom meget hurtigt. Hvordan han kan forene studier, arbejde, familieliv og en meget ihærdig indsats i menighedsarbejdet er et stort mysterium for mig. Men jeg bør være glad. En overgang virkede det, som ville moskéen lægge beslag på al hans tid. Islam er jo en meget krævende religion, og han går virkelig op i den med hele sin sjæl.

Pauls mor var noget bekymret, da hun for seks år siden fortalte mig, at nu ville han være muslim. Selv er hun nærmest ateist. Nogle af hans bedste venner er fra Pakistan, og til det store USA havde de, eller rettere forældrene, medbragt en trosretning inden for islam, som adskiller sig noget fra de mest udbredte opfattelser.

Verdensborger

Præcist hvordan ved jeg ikke. Selv har jeg aldrig rigtigt diskuteret religion med ham. Fra den danske folkekirke har jeg lært, at det religiøse er noget privat, og jeg har aldrig tilbragt så meget tid med ham, at der var tid til opdragelse på det felt. Værdierne, som jeg ville indpode, fokuserede mere på det politiske og multikulturelle.

”Du er en ægte verdensborger”, sagde jeg til ham, så han kunne forene sine amerikanske og danske rødder.

Pauls mor, som nogle nok ville kalde sort, er selv en blanding af mange kulturer. Hendes mor havde jødiske forældre. Hendes far var en fremtrædende sort arbejderleder, og han var barn af en tidligere ”negerslave” og en indiansk kvinde.

Men Paul havde altså sagt til sin mor: ”Jeg vil tro på noget”. Islam blev vejen. Som forældre havde vi begge foretrukket en mindre ekstrem livsholdning hos vores søn, men vi kunne ikke så godt protestere overbevisende. Dertil er vor egen ungdoms engagement i Black Panther Party, en væbnet sort modstandsbevægelse i USA’s ghettoer, for … ekstrem.

”Nu forstår jeg helt de kvaler, som vores forældre led”, sagde hans mor.

Tomater til søguden

Min far, ordineret præst i folkekirken, var sjovt nok slet ikke chokeret over Pauls såkaldte omvendelse. Måske var der mere højskolemand og teolog end præst i ham.

Men jeg er helt sikker på, at hvis mine bedsteforældre på fædrene side mødte Paul, så ville de være lige så åbne og interesserede. Min farfar var sognepræst. Min farmor var datter af en professor i teologi. De hvilede begge roligt i deres tro.

År efter år har jeg set dem på min fars højskole sammen med hinduer, muslimer, katolikker og buddhister. Toppen var vel ham, som havde boet nogle år i en afrikansk landsby og nu dansede med besynderlige masker på og ofrede tomater til guden i Gyrstinge sø. Men farmor og farfar reagerede aldrig fjendtligt. De bidrog selv med højtlæsning af ”Niels Ebbesen”, så vi alle blev grebet af dramaet.

Fejdeliv

Set med farmors øjne lå møderne på højskolen i smuk forlængelse af hendes egen fars, Henrik Scharlings, lange uddannelses-rejser til blandt andet Ægypten. Der skrev han på Nilen ”Ved Nytårstid i Nøddebo Præstegaard”, som senere blev til det klassiske skuespil på Folketeatret.

Hjemve førte hans pen, så det er ikke underligt, at vi oplever ægte dansk julestemning i hans værk. Scharling – docent og professor på Københavns Universitet gennem et halvt århundrede – er en af det danske samfunds store fædre. Han førte, kan jeg se fra hans utallige efterladte skrifter, trods det berømte bidrag til dansk julehygge, et ”Fejdeliv”.

Det er, skriver han, ”bedre at være uenige om Sandheden end at være enige om Usandheden”.

I sit værk ”Livsminder” forklarer han nærmere: ”Disse mange theologiske og kirkelige Fejder, hvori jeg i hine Aar blev indviklet, var mig i det Hele ikke imod, om de end ganske vist i enkelte Øjeblikke kunne fylde mig med Mismod eller Vrede. Men jeg fandt Friskhed og Liv i dem, de kunne forjage tunge Tanker og Grublerier, til hvilke jeg stundom kunde henfalde; og virkede på mig som en frisk Nordenvind på en hed Sommerdag”.

Med pennen førte han troens gode kamp, men det var langt fra kun teologi. Efter sejren i 1848 og nederlaget i 1864 tog han i historiske romaner fat på selve begrebet ”danskhed”, om end han ikke brugte ordet. I ”Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter” angreb han sine landsmænds romantiske stemningsliv, hvor nationen blev dyrket uden hold i virkelighedens verden.

Nationalist var Henrik Scharling jo ikke trods sin dybt følte kærlighed til Fædrelandet. Han var sig sin danske æt meget bevidst. Også farmor fortalte altid, at vi nedstammede fra Skjalm Hvide og Absalon.

Kernen i Scharlings liv er, som sønnen Carl Immanuel formulerede det, at ”intet menneskeligt var ham fremmed”. Han fokuserede på det fælles åndelige. Derfor kunne han både beskrive dansk jul og komme nær på mennesker i fjerne lande.

En god muslim

Hvis han mødte Paul, ville de nok blive mere enige, end jeg er med teologen Henrik Scharling.

For Pauls tipoldefar var netop religionen folkeslagenes inderste livscentrum. Sandheden, styrken og inderligheden i deres religiøse livsopfattelse bestemmer, mente han, hvor højt de når i kulturel udvikling.

Som sønnen Carl Immanuel, også biskop i Ribe, opsummerede sin fars budskab:

”Jo mere derfor den politiske Udvikling fjerner sig fra det religiøse Livscentrum i Folket, des mere udbreder den almindelige Opløsning og Slaphed sig i de politiske Forhold, fordi disse ikke længere har en fast Grundvold at bygge paa i Folkets moralske Overbevisning, som atter bæres af den religiøse Tro”.

Det kunne en god muslim have skrevet.

Kirkens Front

Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at min far så væsentlige forskelle mellem højskolemanden, teologen og præsten i sig selv. Foran mig har jeg hovedet til et illegalt blad, som han udgav under besættelsen, ”Kirkens Front”. Den forklarende undertekst lyder: ”Hvor der er krig, er der fronter. Den ene er Kristus. Den anden er Tyskland”.

Vi har tit diskuteret den tekst. Fars tolkning var, at den gengav konflikten mellem det gode og det onde. Kristus var for ham et meget rummeligt begreb. Det kristne budskab er kærlighed til det store brogede menneskeliv. ”Tyskland” betød derimod udelukkelse og udryddelse af menneskehedens mangfoldighed. Hans brug af citatet var ikke vendt mod tyskerne.

Efter krigen dannede min far et kontaktcenter, hvor mennesker mødtes på tværs af ellers voksende politiske og kulturelle skel. For ham var højskolen en korsvej, hvortil mennesker kom fra forskellige retninger og derefter gik videre beriget af mødet.

Det var hans inderligste ønske, at den danske folkekirke kunne blive et lignende mødested. Ja, han mente vel, at netop det mål er eneste chance for, at den kan overleve.

Og derfor er det helt foreneligt med familiens danske og kristne traditioner, at vi nu også har muslimer i familien.

Flugten

Men det var vist telefonsamtalen med Paul, vi kom fra. Jo, min søn holder liv i sit danske. For nogle dage siden havde han mødt en ung mand fra Danmark, og denne var sandelig blevet overrasket, da han i det allersydligste Californien, få kilometer fra Mexico og med udsigt til Stillehavet, havde mødt en anden troende, som tiltalte ham på dansk. Så de havde udvekslet minder.

Det har utvivlsomt været en interessant samtale. Pauls nye ven vil nemlig ikke til Danmark igen, hvis han kan undgå det. Selvfølgelig var han glad, da han for tre år siden kom til Danmark fra Somalias helvede og endda fik asyl. Men Danmark var blevet til et nyt mareridt. Han skal godt nok ikke dukke sig for dræbende kugler, men trusler og generelt fjendtligt klima kan også såre dybt.

”Er det virkelig blevet så meget værre?”, spurgte Paul.

Vores samtale gik lidt i stå på det punkt. Jeg ser jo gerne, at Paul elsker sit andet fædreland, men hvad skulle jeg dog sige? Efter syv år i Polen vendte jeg sidste år hjem med mine liljehvide døtre, og den mindste på tre år kunne ikke tale dansk. Hun var meget ked af sin nye børnehave, fordi drengene tævede hende.

”Det er nok, fordi vi kommer fra et andet land”, sagde Andrea, den mellemste på fem.

Frivilligt slør

Mon jeg nogensinde ser min søn igen i Danmark? Næppe, og da slet ikke med kone og børn.

Paul har giftet sig i Indien med en ung pige. Det var hans imam, som fandt pigen og arrangerede ægteskabet. Det chokerede både hans mor og mig, men, som hun sagde:

”Vi har selv valgt, og se hvordan det er gået”.

Pigen er, siger Paul, højt uddannet og taler syv sprog. Men hun går også med slør. Det er ikke et tørklæde. Det er et totalt dække, som knapt lader hendes øjne titte frem, og den eneste mand, som må se hende uden, er Paul. Han hævder, at det er hendes valg, og jeg tror ham.

Hendes egen mor, som fortsat bor i Indien, er imod sløret, men pigen mener, at det er Koranens bud, og hun er virkelig meget troende.

Helt ærligt: Jeg vil slet ikke invitere dem. For det første er chancerne for, at Paul og jeg havner i arresten alt for store. Intet i hans eller min familiebaggrund byder, at vi passivt skal acceptere de forudseelige overgreb, som især hans kone vil opleve under en tur i København.

For det andet vil Paul med sit danske sprog forstå de meget hvide danskeres tilråb. Og fra sorte amerikaneres kamp ved han, at undertrykkelsen for alvor begynder, når man vender den anden kind til.

Familiens ære

Selv er jeg sikker på, at hverken Skjalm Hvide, Henrik Scharling eller min far vil acceptere, at jeg på gaden griber mæglende ind med: ”Jamen Paul, de mener det ikke så slemt”.

Familiens ære er et begreb, som vi også har kendt til i Danmark, og der er en ny front.

For det andet vil jeg ikke invitere dem, fordi jeg hellere vil have, at Pauls danske rødder lever videre via minderne. Fra det gamle Danmark, som han aldrig har mødt, kan de stadig få næring.

Men det nye Danmark, hvor nogle har taget monopol på ”danskheden”, vil slå dem ihjel. Det har allerede dræbt en vigtig livsnerve i den kultur, som engang blev anset for ægte dansk.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.