Trykt i CS-bladet nr. 7 i 2001

”Overraskelsen”

Store ændringer bliver nødvendige inden en effektiv indsats mod terrorismen. Det gælder også  i forbindelse med den danske holdning til kritik

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Meget af sommeren har jeg brugt til forberedelse af en tv-udsendelse, som ser på det danske beredskab i forbindelse med biologisk, kemisk terror.

Ret hurtigt blev det klart, at der stort set ikke eksisterer et civilt beredskab på dette felt. Derfor ringede jeg til officerer, som kender til forsvarets muligheder for bistand. De fortalte lidt, men de var også meget nervøse: ”Du skal”, lød beskeden, ”ringe til forsvarskommandoens pressetjeneste”.

Og det gjorde jeg så. Oplevelsen var bizar.

Allerede mine første spørgsmål blev modtaget fjendtligt. Hele tv-projektet var, fik jeg oplyst i ganske klare vendinger, fuldstændig tåbeligt. Terror mod Danmark med C og B våben er nemlig totalt usandsynlig, og derfor ville enhver undersøgelse af forsvarets rolle i den forbindelse naturligvis være rent tidsspilde for alle parter. Derfor ville han ikke formidle kontakt til de relevante enheder.

Da jeg insisterede, lovede officeren til sidst, at han ville ringe tilbage. Det venter jeg endnu på – tre måneder senere.

Kritik ikke velkommen

Måske blev denne herre lidt overrasket, da kongerigets statsminister mandag den 17. september indkaldte til et pressemøde, hvor han sammen med indenrigs- og sundhedsministrene fremlagde et endog meget omfattende projekt, som hurtigt skal forbedre beredskabet imod netop C og B våben.

Presseofficeren er næppe den eneste, som er blevet overrasket af den seneste tids begivenheder. Venstre-politikeren Jens Vibjerg, som længe har interesseret sig for emnet, indrømmede efter angrebet på USA blankt, at ”jeg har måske heller ikke selv taget truslen alvorligt nok i forhold til, hvad den er”. Årsagen er, at ”vi i Danmark har anset truslen for mere teoretisk end reel”.

Når presseofficeren nu hænges ud, er årsagen altså ikke kun, at jeg stadig er sur over hans frække, uprofessionelle optræden. Årsagen er heller ikke kun, at Danmark har stukket hovedet i busken, og at det, som vi nu ved, kan være farligt. Det værste er, at en del af det danske statsapparat aktivt modsætter sig, at nogen rejser kritiske spørgsmål.

Under forarbejdet med tv-produktionen oplevede jeg gentagne gange, at folk, som så alvorlige problemer i beredskabet, ikke ville udtale sig til et tv-kamera. Mange samtaler måtte gennemføres under dække af højtidelige løfter angående anonymitet, kildebeskyttelse osv.

Der er skabt en kultur, som udgør en direkte trussel imod landets sikkerhed. ”Man” tør ikke fremsætte kritik, og derfor kan mangler forblive ubemærkede – i det mindste af den store offentlighed, som har krav på beskyttelse og endda betaler for opfyldelse af dette krav. Det er specielt farligt i en tid med stor omstilling, fordi nye krav opstår.

Gammel trussel

Virkeligheden er, at alle, som beskæftiger sig seriøst med terror, i årevis har vidst, at en ny trussel voksede frem.

Alarmklokken ringede allerede i februar 1993, da World Trade Center i New York blev udsat for det første attentat. Terrorister kørte eksplosive stoffer ind i parkeringskælderen, og eksplosionen dræbte seks, sårede mere end 1.000.

Det bemærkelsesværdige var hensigten, ikke de faktiske tab. Terroristerne ville begå massedrab, og kun deres egen ukyndighed forhindrede massakren. Da fire af morderne blev dømt den 24. marts 1994 sagde dommeren, Kevin Duffy, at de havde anbragt natrium cyanid i bomben i den hensigt, at eksplosionen skulle udvikle cyanid gas og dræbe alle i skyskraberen.

Lige siden har utallige rapporter og bøger peget på, at terrorismen har ændret karakter. Intet mindre end massedrab er dens nye målsætning.

Forskerne har ikke kun rettet den anklagende finger mod muslimske ekstremister. Konklusionen i mange værker er, at ekstremister fra mange forskellige religiøse, etniske og ideologiske retninger i voksende omfang interesserer sig for masseødelæggelsesvåben. I 1995 blev påstanden bekræftet, da en sekt i Japan med nervegassen sarin forsøgte massemord i undergrundsbanen. Der er flere andre tilfælde.

Allierede truet

Eksperter har ivrigt diskuteret sandsynligheden, og uenigheden har været stor på mange konkrete punkter. Men meget få har bestridt, at der er opstået en ny tendens i terrorismen og at faren ville være voksende. Officielle amerikanske redegørelser har også fremhævet, at truslen ikke kun er rettet mod amerikanske styrker i udlandet og det amerikanske hjemland. Også USA’s allierede kunne blive ofre.

I nyhedsmedierne har den påståede trussel fra slyngelstaters raketter og USA’s svar, et skjold mod raketter, fået en del opmærksomhed. Men amerikanske efterretningstjenester har hele tiden fremhævet, at ”USA’s territorium vil formentlig med større sandsynlighed” i de kommende år blive angrebet med masseødelæggelsesvåben, som fremføres på anden vis end med raketter, og det vil ikke være stater, som står bag. Årsagen er primært, sagde den ledende efterretningsofficer Robert Walpole den 9. februar sidste år i Kongressen, at disse andre metoder koster mindre, er mere pålidelige og præcise. De kan, tilføjede han, desuden afleveres uden den afsenderadresse, som raketter har.

I februar i år  sagde direktøren for det amerikanske forsvars efterretningstjeneste, Thomas Wilson, under en høring i Kongressen, at han frygtede ”et større terror angreb imod De Forenede Staters interesser, enten her eller i udlandet, måske med våben udviklet med henblik på at skabe massive tab” i løbet af de kommende 12 eller 24 måneder.

Da angrebet endelig kom, anvendte terroristerne flybrændstof og ikke de mere traditionelle B og C masseødelæggelsesvåben. Det var en overraskelse. Men det er trods alt ikke mange år siden, at terrorister fra Algier kaprede et passagerfly, som de ville anvende imod Paris. Forsøget blev stoppet, da flyet blev stormet under en mellemlanding i Marseilles.

Massedrab

Det nye angreb bekræfter, fremhæver flere storpolitiske ledere, risikoen for, at B og C våben vil blive brugt af terrorister.

NATO’s generalsekretær, George Robertson, sagde således 16. september, at ”hele verden er blevet forandret, og det betyder, at vi nu må tillægge terror-problemet langt større betydning”. Robertson fortsatte: ”Denne gang oplevede vi passagerfly, der blev brugt, som var de flyvende bomber, og som udrettede skader, der ellers ville fordre adskillige krydsmissiler. Næsten gang kan det være biologiske eller kemiske våben, som afleveres med en ballistisk raket eller en kuffert”.

Præcist hvordan verden er blevet forandret af angrebet den 11. september, ved vi endnu ikke. Men hvis man tænker tilbage på den kolde krig, kan vi ane noget af forandringen.

Dengang var kampen mod kommunismen det styrende princip bag USA’s og de allieredes sikkerhedspolitik. Kampen bestemte med hvem man indgik alliancer og andet samarbejde. Demokratiets principper blev ofte tilsidesat i den forbindelse. Mange af verdens konflikter blev set med en optik, hvor anti-kommunisme forvrængede og forenklede. Der er en vis portion ironi og advarsel i den kendsgerning, at militæret i Chile gennemførte et kup og angreb landets præsidentpalads, med USA’s opbakning, netop den 11. september 1973. Det kup blev undskyldt med henvisning til kampen mod kommunismen.

Kampen mod kommunismen bestemte også indretningen af USA’s væbnede styrker og efterretningstjenesternes aktiviteter. De var sjældent effektive imod de fjender, som rent faktisk beskød amerikanske interesser. Vietnam-krigen er et oplagt eksempel. Men det altafgørende fokus var på store stående hære og tunge våben, som kunne besvare en eventuel sovjetisk invasion af Vesteuropa.

Arven skal væk

Arven fra den kolde krig hviler nu tungt på USA’s politiske og militære muligheder. Man har fra den tid allierede, som i kraft af korruption og diktatur giver inspiration til terrorister. Man har et militær, som er velegnet til krig mod stater – og alt andet end udrustet til kamp mod terrorister.

Det er sandsynligt, at både USA’s valg af allierede, storpolitikkens spilleregler og de militære organisationer vil undergå betydelige forandringer i de kommende år, hvor det nye fokus i USA’s sikkerhedspolitik, det styrende princip, bliver kampen mod terrorismen.

Mange iagttagere mener allerede, at Bush-regeringen fundamentalt vil ændre kurs, når det gælder supermagtens internationale engagement. Bush var oprindelig så meget imod en stribe internationale traktater, at adskillige eksperter i hans sikkerhedspolitik så et nej til internationalt samarbejde, som bygger på kompromissernes kunst. Nu har han, lyder øjeblikkets visdom, set  behov for en stor international koalition vendt imod terror.

Prisen for en koalition

Men det er endnu uvist, hvorvidt USA i den forbindelse også vil betale for allieret opbakning gennem imødekommelse af deres interesser. Kina har allerede mere end antydet, at man gerne vil støtte USA’s kamp mod terrorisme, hvis USA til gengæld vil dæmpe opbakningen til Taiwan og stoppe den moralske opbakning til Tibet. Ruslands præsident Putin  ser formentlig også frem til, at kritikken af  hans krig mod ”terrorister” i Tjetjenien hører op.

Og det er meget uvist, hvorvidt USA vil indse, at en ”krig” imod de sociale og økonomiske problemer, som udgør en grobund for terrorisme og ekstremistiske etniske samt religiøse bevægelser, bliver nødvendig.

Statsminister Nyrup Rasmussen har fremhævet, at et vigtigt spor i den fremtidige strategi bliver en indsats mod den voksende globale ulighed og miljøtruslerne. Det er en indsats, som også amerikanske efterretningstjenester har efterlyst i deres analyser af kræfterne, som truer verden med kaos. Derfor skal man ikke blive overrasket, hvis USA også på dette punkt ændrer kurs. Massiv bistand til Indonesien, verdens største muslimske land, vil være et tegn på, at dette budskab er forstået.

Omvendt bør man heller ikke blive overrasket, hvis terrorismen ikke kan udryddes, hvis den fortsat har en grobund, som henter næring i voksende ulighed og demonstration af den vestlige verdens arrogance, når det gælder andre menneskeliv end ”vore egne”.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.