Trykt i Weekend-nu 12. oktober 2001

Terroren smitter

Terrorismen har forandret sig og er i 90’erne blevet et centralt element i krige. Derfor er der også behov for at ændre måden at bekæmpe den på.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Anti-terror beredskabet er forældet. Ja, selve begrebet "terrorisme" må nu nytænkes.

Det er budskabet, som eksperter i bekæmpelse af terror har udsendt efter angrebet på USA den 11. september.

Terror har været anset for en politisag, hvor de skyldige skulle straffes. Men det er, siger flere eksperter, en krigsform, som kun kan bekæmpes gennem en indsats mod dens årsager.

Der er behov for "intet mindre end nytænkning, når det gælder terrorister og terrorisme, vor opfattelse af sikkerhed samt endog (…) arkitekturen bag vor nationale sikkerhed", erklærer en af USA’s førende eksperter på feltet, Bruce Hoffmann.

Der er, fortsætter han, skrevet et nyt kapitel i terrorismens historie, fordi angrebets omfang og terroristernes "professionalisme" er uden fortilfælde.

Alligevel erklærer Hoffmann, der er vicepræsident ved det store amerikanske forskningscenter RAND, sig "ikke særligt overrasket". Sammen med andre eksperter har han nemlig længe påvist, at terrorismen var under forandring.

Forbrydelse

Men få har lyttet til dem. Meget af årsagen er, at "terrorisme" er blevet anset for en forbrydelse – og ikke en krigshandling. Derfor kunne politikere, nyhedsmedier og myndigheder ikke seriøst forestille sig terror-aktioner, som kunne dræbe tusinder og true hele nationer.

Konflikterne i Bosnien og Kosovo blev kaldt krige. De fleste overså, at det var kristne fanatikere, som begik terrorisme.

RAND har selv bidraget til, at advarslerne ikke blev hørt. Efter to blodige terror-aktioner i 1972 gik forskningscentret i gang med systematisk analyse af terrorismen og bekæmpelsen af den. I årenes løb har man præsteret forskning, som er blevet vejledende på globalt plan.

Men man havde et lille problem lige fra starten, beretter RAND’s Brian Jenkins, som er the grand old man på feltet. Hvad skulle man anse for terrorisme?

Forskerne ville ikke ud i "opslidende diskussioner" om, hvem der er terrorister, og hvorvidt målet kan retfærdiggøre midlerne. Derfor fokuserede man på konkrete handlinger – ikke udøvernes identitet eller deres sag.

"Vi nåede frem til, at en terror-handling først og fremmest er en forbrydelse i den klassiske forstand – såsom mord eller kidnapning, om end med politisk motiv", beretter Jenkins.

Det karakteristiske ved terrorismen var, konkluderede man videre, at den indeholder et psykologisk element. Den er rettet mod tilskuerne. Selve offeret har underordnet betydning. Målsætningen er, at angrebet skal sprede frygt eller skaffe indrømmelser.

Ingen definition

Internationalt anvendte man en lignende fremgangsmåde.

FN’s generalforsamling nedsatte i 1972 en komité, som skulle finde en definition på terrorisme. Hvis alle verdens nationer skulle vedtage juridisk bindende indgreb, måtte man naturligvis også have en fælles opfattelse af det forbudte.

Men da komiteen efter syv års arbejde aflagde rapport, var den ikke nået frem til en definition. Det hindrede dog ikke, at man forbød konkrete handlinger, blandet andet kapring af fly, gidselstagning og angreb på diplomater.

Uenigheden består. FN’s generalforsamling har efter 11. september igen indgreb mod terrorisme på dagsordenen, og i sidste uge krævede flere lande en definition.

"Rene terror-handlinger, der omfatter angreb på uskyldige civile, og som ikke kan retfærdiggøres under nogen omstændigheder, bør udskilles fra folkenes retfærdige kamp under koloniale forhold eller mod fremmed herredømme samt udenlandsk besættelse (…)", sagde Malaysias ambassadør.

Også nationalt er der problemer med definitionen, som skal indgå i love. Ifølge en opgørelse har forskere anvendt 109 forskellige definitioner.

Baggrund overset

Det er imidlertid ikke kun et juridisk problem, der står uløst efter 30 års forskning. Og anti-terror bestræbelser.

Alvorligere er det, påpeger Brian Jenkins, at fokus på handlinger er utilstrækkelige. Hvis man effektivt skal bekæmpe en fjende, så må man også forstå ham – altså kende årsagerne til terrorismen og gøre en indsats mod dem.

"Vi har brug for bedre forståelse af de grundlæggende konflikter, som giver anledning til terrorisme, og vi bør systematisk udnytte erfaringerne, som USA har skaffet sig gennem styring og løsning af konflikter, der har medført terrorisme i Mellemøsten, Nordirland, Bosnien og Kosovo", siger Jenkins.

Sidste år pegede professor Paul Wilkinson, direktør ved terrorisme-instituttet på St. Andrews Universitetet i Skotland, på et opsving i 90’erne for terrorisme rettet mod store befolkningsgrpper.

"Vi ser spredning af en ny verdensuorden, hvor bitre etniske og etno-religiøse konflikter er blevet den karakteristiske krigsform fra Balkan og Kaukasus til Sydasien og Centralafrika", skrev han.

"Det karakteristiske for disse krige er, at de præges af masse-terror, etnisk udrensning og en total tilsidesættelse af de internationale humanitære love for krig".

Nye krige

Han er ikke den eneste, som har påvist, at terrorisme er blevet et fremtrædende element i det, der sædvanligvis kaldes krig.

Den britiske forsker Mary Kaldor fra London School of Economics har i bogen New & Old Wars analyseret en række af 90’ernes krige – blandt andet Bosnien, folkemordet i Rwanda samt krigen mellem Azerbajdsjan og oprørerne i Nagorno-Karabakh. Hun når frem til, at disse konflikter i mange henseender adskiller sig fra "gamle krige", og derfor kalder hun dem "nye krige".

Vi oplever, skriver hun, en ny slags organiseret vold. Den opstår i forbindelse med, at statsmagten svækkes og til tider bryder helt sammen. Man skelner ikke mellem krigere og civile. Finansiering sker ofte gennem kriminelle aktiviteter, for eksempel salg af narkotika, kvinder og diamanter. Fundamentalistiske, religiøse motiver spiller en stor rolle. Men først og fremmest kendetegnes krigene ved massiv terror.

I dag peger hun på, at tragedien i USA især viser, at intet område i verden kan holde sig ude af de nye krige.

"USA har levet komfortabelt med den antagelse, at krige er noget, som sker andre steder", siger hun.

Men nu er den myte knust.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.