Trykt i CS-bladet nr. 8, 2001

Ubegrænset krig

USA og NATO er ikke kun oppe imod et globalt netværk af terrorister. Den mest sandsynlige kampform mod ellers overlegne fjender er nemlig terrorisme, viser bl.a. opsigtsvækkende bog af to kinesiske oberster.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Kampagnen mod terrorismen vil vare i mange år og ligne den kolde krig, forklarede USA’s udenrigsminister Donald Rumsfeld den 8. oktober.

Den vil nemlig blive udkæmpet på ”mange fronter, gennem længere tid og den vil kræve konstant pres fra en række lande overalt på kloden”, fortsatte han. ”Vi vil åbent og skjult anvende militære midler samt enhver diplomatisk, økonomisk, finansiel og lov-håndhævende ressource, som står til vores rådighed”.

Præsident Bush selv har præsenteret det styrende princip bag denne kamp: ”Enten er I med os eller også er I med terroristerne”. Det er kernen i, hvad hans rådgivere nu kalder Bush-doktrinen. En af dem har, anonymt, til avisen Washington Post den 16. oktober beskrevet doktrinen lidt nærmere: ”Vi skal udrydde den internationale terrorismes svøbe. Så vi kan gøre det, skal vi ikke kun udrydde terroristerne og deres netværk men også de, der huser dem”.

Det kan blive en stor mundfuld. Meget større end vi lige nu kan ane, fordi fokus er på Afghanistan, Bin Laden og hans netværk.

Flere fjender

Vi kan ude i den nære horisont skimte angreb på en række andre lande. USA’s FN-ambassadør har i en henvendelse til verdensorganisationen ligefrem varslet sådanne angreb.

Det er kendt, at viceforsvarsminister Paul Wolfowitz sammen med ultra-konservative forsvarseksperter har opfordret til et angreb på Irak. Men vi har også udenrigsminister Powells ord for, at præsident Bush allerede i midten af september, kort efter terror-angrebet, besluttede, at USA’s næste mål ikke ville blive Irak. Alligevel dukker Irak hele tiden op i rapporter fra USA, når kampagnens næste opgaver beskrives. Det er da også en kendsgerning, at Irak støtter adskillige terror-grupper.

Der er flere lande i sigtekornet. En meget fremtrædende rådgiver for Rumsfeld, tidligere viceforsvarsminister Richard Perle, har også nævnt Syrien, Libanon og Sudan. Regimerne i disse lande skal, siger han, indse, at de er i fare, og ”den bedste måde, at man kan give (denne trussel) nødvendig realisme er ved at gennemføre den for nogle tilfældes vedkommende”.

Men hidtil har især det politiske behov for en stor koalition rettet imod Bin Laden netværket forhindret, at USA har angrebet flere lande. Mange ledere, fra Storbritanniens Blair til Pakistans Musharraf, har sagt rimeligt klart, at koalitionen vil bryde sammen, hvis USA udvider krigen.

Det er en pris, som Perle vil betale, hvis det er nødvendigt. ”Vi skal forsvare det amerikanske folk, og hvis ingen andre er med os, så vil vi forsvare os selv”, siger han. ”Ingen amerikansk præsident kan overgive det ansvar til en koalition eller nogen andre”.

Dommeren

Hvis Bush-doktrinens indhold skal tages for pålydende, så bliver lande, som forlader koalitionen, til terroristernes allierede. USA er helt ensidigt dommeren, som bestemmer, hvorvidt et land støtter terrorismen, og samtidigt er det også USA, som afgør, hvad der er de rette midler, herunder militære magtanvendelse, når en ændring i det pågældende lands adfærd skal gennemtvinges.

Måske har doktrinens budskab ikke kun betydning for lande. Under den kolde krig, som forsvarsminister Rumsfeld henviste til, bekæmpede USA også partier, bevægelser og enkeltpersoner. Indsatsen var i vidt omfang rettet imod kommunister, men i mange tilfælde omfattede fjendelisten også politiske grupper og personer, som ikke havde erklæret sig ”med” USA.

Det er naturligvis ikke sikkert, at doktrinen skal tages for pålydende. Under den kolde krig brugte amerikanske ledere også store ord, som i praksis ikke blev fulgt helt op med handling. Der er unægtelig også stort behov for, at nogen slår skingert på alarmklokken. Mens terror-truslen voksede i 90’erne overhørte selv USA’s nære allierede, nyhedsmedier og opinionsledere advarslerne. Og det er heller ikke oplagt, at uenighed med USA eller neutralitet i kampen vil blive besvaret med bomber eller beskidte kneb fra CIA-agenter. Der er, som Rumsfeld sagde, mange andre redskaber i USA’s arsenal. Lande, som ikke er samarbejdsvillige, kan blive straffet med økonomiske sanktioner. På grund af USA’s enorme indflydelse kan selv en kold skulder være ubehagelig straf.

Doktrinen er heller ikke det eneste budskab, som er kommet fra USA. Mere end nogen anden leder i verden, måske med undtagelse af Tony Blair, har Bush fremhævet, at kampen ikke er rettet imod en religion, islam. Han har talt i en moske og han har fremhævet, at hvide amerikanske kvinder eskorterer kvinder, som tydeligt er muslimer, når de skal på indkøb og dermed beskytter dem mod tosser, som anser ”fremmede” for fjenden. Der er også flere tegn på, at USA’s ledere endelig har indset, at USA bør tage et større medansvar for bistand til de dele af verden, som hænger fast i fattigdom. Det er sandsynligt, at USA sammen med EU vil lægge øget pres på Israel, så palæstinenserne får deres egen stat. Uden en løsning på det problem, vil mulighederne for opretholdelse af en koalition med arabiske og andre muslimske lande være små.

Krudttønden

Men. Lige nu, hvor indtrykket af den rædselsfulde tragedie er nærværende, lægger mange lande en dæmper på deres egne interesser og uenighed med USA. Det er sagt, at alt er ændret efter den 11. september. Men det er også sagt, at intet er ændret. Det tilsyneladende paradoks beretter, at nok er amerikansk politik blevet ændret, men store dele af verden fortsætter på deres egen katastrofekurs.

Den globale opvarmning fortsætter og USA er ikke en del af løsningen på problemet. Helt ubemærket af verden fortsætter slagteriet i Congo, som i løbet af et par år har krævet over to millioner menneskeliv. Indien og Pakistan virker uopretteligt låst fast i en konflikt, som kan udløse atomkrig. Regimerne i både Saudi-Arabien og Pakistan kan bliver væltet af ekstremistiske kræfter. Fattigdom, ulighed, etniske modsætninger og religiøs strid er fortsat emner, som anstifter små og store væbnede opgør.

Hvad vil Bush-doktrinen betyde i disse sammenhænge? Formentlig, at USA i løbet af kort tid ikke kan dominere verden med sin dagsorden, og at der så opstår risiko for, at flere kommer på USA’s fjendeliste.

Eurasiens Balkan

Selve engagementet i Afghanistan har betydet, at USA sammen med Storbritannien er rykket massivt  ind i det område, som af gode grunde er blevet kaldt Eurasiens Balkan. I 90’erne har mange klode hoveder overvejet, hvorvidt USA og NATO-landene burde engagere sig mere i Centralasien og Kaukasus-området. Overvejelserne er især sket med henvisning til store olie- og gas-forekomster. Men konklusionen har stort set været, at Eurasiens Balkan er så fyldt med brutale diktaturer, etniske samt religiøse modsætninger i de enkelte lande samt risiko for krig mellem diverse stater, at udsigterne til gevinst ikke kunne opveje farerne ved et engagement. Men nu er Vesten rykket ind i krudttønden. Kan vi støtte Georgiens statsmagt mod oprørere i Abkhasien, stoppe krigen i Tjetjenien, bilægge striden mellem Indien og Pakistan, indføre tolerante demokratier i Usbekistan, Turkmenistan, Tadjikistan og Afghanistan?

Og der er mange flere spørgsmål i kampen mod terrorisme. Verdens største muslimske land, Indonesien, vakler fortsat på randen af kaos og sammenbrud. Her er endnu en mark, hvor terrorist-spirer dukker op. Hvad skal ”vi” gøre ved det? Philippinerne er plaget af en guerilla-bevægelse, som har gode forbindelser til Bin Ladens netværk. Skal vestlige styrker aktivt hjælpe i bekæmpelsen af denne guerilla?

Fremtidens kampform

Den beklagelige virkelighed er, at når man ser på dagens og morgendagens verden, så er netop terrorisme blevet den helt fremherskende kampform.

Vi har i 90’erne, påpeger blandt andet den britiske forsker Mary Kaldor, fået en ny slags organiseret vold. Den er opstået i forbindelse med, at statsmagten svækkes og til tider helt bryder sammen. Den er i vid udstrækning et produkt af globaliseringen – netværkerne bag volden, for eksempel dens finansielle kilder, rækker langt ud over lokale grænser. Volden er først og fremmest kendetegnet ved, at den har karakter af massiv terror, fordi de krigsførende ikke skelner mellem krigere og civile. Der vil altid være risiko for, at en af parterne vil slå til mod mål, som ligger langt fra den lokale skueplads.

Men terror-problemet er endnu større. Den mest uhyggelige bog, som kan anbefales lige nu, er et værk fra 1999, som er skrevet af to oberster i Kinas folkearmé, Qiao Liang og Wang Xiangsui.  Titlen er: ”Ubegrænset krig”.

Obersterne gør i deres analyse ”terrorisme” til den centrale kampform, som fremover vil blive anvendt både mellem stater og af  ikke-statslige grupper. Det er, ifølge dem, selve fænomenet ”krig”, som er forandret fundamentalt i de seneste år. Årsagerne er mange – der peges igen på globaliseringen samt på moderne teknologi. Verdens militært stærkeste lande er også blevet de mest sårbare. De kan ikke besejres på en gammeldags slagmark, men deres overlegne hæres civile bagland kan rammes.

Gnavernes styrke

Traditionel krig er, påpeger obersterne, kendetegnet ved, at man ”udkæmper de krige, som passer til ens våben”. Men i krigshistorien sker udviklingen, når nogen ”anvender de våben, som passer til kampen”. Det sidste er, hvad terrorister gør.

”Sammenlignet med (terrorister) ligner professionelle hære gigantiske dinosaurer, som i den nye tid ikke har styrke i overensstemmelse med deres størrelse”, skriver Qiao Liang og Wang Xiangsui. ”Deres modstandere er nemlig gnavere, som kan anvende skarpe tænder til at pine størstedelen af verden”.

Deres værk er ikke blot et tilbagelænet studie af en ny fase i krigshistorien. De indrømmer selv, at inspirationen kom i 1996, da USA sendte hangarskibe til strædet mellem Taiwan og Kina – samtidigt med en stor kinesisk øvelse, som skulle skræmme Taiwan. Terror-truslen er også deres svar på USA’s overmagt. Det virkeligt skræmmende er, at sådanne bøger ikke kan udgives i Kina uden grønt lys fra de højeste myndigheder.

Så når man ser videre end terror-truslen fra Bin Laden og nye fjender i den nære horisont får man øje på et terror-våben, som kan bliver anvendt af selv verdens største stat, Kina.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.