Trykt i CS-bladet nr. 3 i 2002

Terrorbalance

Det farligste ved USA’s nye atompolitik er, at den kan fremme terrorisme.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

USA er en atomslyngel! En ikke helt uvæsentlig avis fremførte nyligt denne beskyldning på lederplads:”Hvis noget andet land planlagde udvikling af nye kernevåben samt overvejede forebyggende angreb mod en række ikke-atommagter, så ville Washington med rette kalde denne nation en farlig slyngelstat”, lød lederskribentens indledning, og den fortsatte: ”Men det er netop denne kurs, som anbefales præsident Bush i et nyt planlægningsdokument fra Pentagon…”.

Den ledende artikel stod i The New York Times, flagskibet mellem USA’s seriøse aviser. Som bekendt forbereder Bush-regeringen krig mod slyngelstater, så det er rimeligt bemærkelsesværdigt, at denne avis fandt behov for sammenligning.

Der er næppe nogen lederskribent på avisen, som ikke kan se forskelle mellem USA og Irak. For dem afviger atompolitikken fra deres opfattelse af USA. Men det er lige så sikkert, at der er en del folk ude i verden, som i USA’s nye atompolitik ser et ekstra bevis for, at Bush-regeringen er satanisk. Vil de blive skræmt til passivitet af denne politik? Eller vil de se endnu en grund til kamp mod amerikansk overherredømme?

Ikke retorik

Det er de helt centrale spørgsmål, som bør melde sig i forbindelse med planlægningsdokumentet, der i marts, trods høj klassificering, kom journalister i hænde. Danmarks statsminister ville under sit besøg i USA ikke kommentere dokumentet. Han kaldte det for ”retorik”. Men en meget lang række erfarne amerikanske eksperter ser i det samme dokument intet mindre end et brud med flere årtiers atompolitik. Faktisk oplever USA den mest hidsige debat, siden præsident Reagan i begyndelsen af 80’erne raslede med atomsablen.

Årsagen er en nyvurdering af den rolle, som atomvåben skal spille i USA’s forsvar. Dokumentet anviser retningslinjer for atomstyrkens fremtidige struktur, påpeger mulige opgaver samt opfordrer til fremstilling af atombomber, som skal være mere brugbare end den kolde krigs kraftige dommedagsbomber.

Kritikerne har ikke ret i alle deres anklagepunkter. Adskillige højtstående embedsmænd fra Clinton-regeringens tid overser således bekvemt, at Pentagon i 90’erne har forberedt det nye syn på atomvåbens brugbarhed, så der er ikke sket et ”brud” med den faktiske planlægning. Dokumentet er samtidig mere tvetydigt, end en del kritik lader ane.

Løftebrud

Men det sender unægtelig et utvetydigt signal i forbindelse med rustningskontrol. Hvis planerne skal gennemføre, kommer USA i konflikt med en lang række traktater. Det er den selvfølgelig allerede, fordi Bush-regeringen ikke vil være bundet af traktater, der er indgået med Sovjet under den kolde krig. ABM-traktaten, som forbyder et effektivt forsvar mod langtrækkende raketter, har man allerede opsagt. Traktaten mod stop for prøvesprængning af atomvåben underskrev præsident Clinton, men Bush-regeringen er så stærkt imod, at USA sidste år udeblev fra en konference mellem traktatens deltagere, som skulle fremme, at den kan træde i kraft.

Med det nye planlægningsdokument er USA også på kant med hovedhjørnestenen i indsatsen mod spredning af atomvåben, Ikke-spredningstraktaten fra 1968. Det er en multilateral aftale med 187 deltagere, dens målsætning er mere aktuel end nogensinde og den blev forlænget ”til evig tid” i 1995. For to år siden vedtog deltagerne, også USA, en række initiativer, som skal styrke traktaten, og i december samme år gav NATO dem sin fulde opbakning.

Byttehandel

Den grundlæggende logik i traktaten er en byttehandel: Stater, som ikke har atomvåben afstår fra anskaffelse, hvis atommagterne til gengæld ikke vil true dem med atomvåben. Desuden skal atommagterne helt afskaffe deres kernevåben.

Det har længe været aftalt, at traktatens deltagere skal mødes fra den 8. til den 19. april i New York. På dagsordenen står blandt andet en vurdering af fremskridtene siden konferencen i 2000 vedtog de nye initiativer. Jayantha Dhanapala, FN’s vicegeneralsekretær for nedrustning og præsident for konferencen, kalder den anbefalede ændring af amerikansk atompolitik ”en meget alvorlig forhindring”. USA truer nu klart traktatens ikke-atommagter med atomvåben. Truslen gælder, hvis disse lande har kemiske eller biologiske våben, men det er ikke en undtagelse fra forbudet, man kan finde i traktaten eller de dermed forbundne løfter. Pentagons handlingsprogram viser desuden, at USA aldeles ikke vil afskaffe sine kernevåben. Der er flere andre uoverensstemmelse mellem planlægningsdokumentet og de løfter, som USA har afgivet.

Reaktionen fra ikke-spredningstraktatens deltagere har hidtil, med enkelte undtagelser, været afdæmpede. Konferencen i april vil vise, hvor tilbageholdende disse lande fortsat vil være, men det er muligt, at de under indtryk af krigen mod terrorisme vil undgå konfrontation med USA – dem, som ikke er for USA’s indsats, er jo imod, har præsident Bush forklaret.

Hård valuta

Men hvis den grundlæggende tankegang gennem årtier i indsatsen mod spredningen af masseødelæggelsesvåben ikke er helt forkert, så er der udsigt til, at opbakningen til traktaten vil smuldre i stilhed. Mange lande kan og vil måske anskaffe sig kernevåben, fordi de igen er blevet den hårde valuta i storpolitikken. Som led i en sådan udvikling er det forventeligt, at ”den fattige mands atomvåben” – kemiske samt biologiske våben – også vil få et come-back.

Siden anden verdenskrig har USA været førende i bestræbelser for oprettelse af et internationalt retssamfund. Amerikanske eksperter har siden 50’erne stræbt efter udvikling af juridiske redskaber, som kunne bane vej for nedrustning. Bush-regeringen har brudt med denne tradition. Pentagons planlægningsdokument signalerer meget markant, at ensidig håndhævelse ved hjælp af den militære supermagts redskaber er svaret på vor tids sikkerhedspolitiske udfordringer. Der er udsigt til anarki på et felt, hvor internationalt samarbejde, som bygger på folkeret, skulle råde.

Kan amerikansk magtanvendelse inden for rammerne af en Pax Americana sikre international fred og stabilitet? Atomvåben og konventionel overlegenhed kan være effektive redskaber imod stater, så et nej til spørgsmålet er ikke oplagt. Det er muligt, at stater vil afstå fra anskaffelse af masseødelæggelsesvåben, fordi deres arsenaler og infrastrukturen bag vil være for sårbar.

Terrorvåbnet

Men mere frygtindgydende perspektiver åbnes, hvis man i sine overvejelser tager udgangspunkt i det meget diskuterede emne: ”krigens fremtid”. Flere forskere har peget på, at krigens væsen er under forandring, så traditionel væbnet konflikt mellem staters væbnede styrker erstattes af det, som ofte kaldes terrorisme.

”I fremtiden vil krig ikke blive udkæmpet af hære men af grupper, som vi i dag kalder terrorister, guerillaer, banditter og røvere…”, skrev forskeren Martin van Creveld profetisk i 1991. ”Det bliver krig med aflytningsanordninger og bilbomber, hvor mænd dræber hinanden i nærkamp og kvinder anvender deres tasker til at bære sprængstoffer og narkotikaen, som betaler for dem. Det vil blive langstrakt, blodigt og frygtindgydende”. Hans analyse er nu blevet højeste mode mellem sikkerhedspolitiske skribenter.

Hvordan vil stater beskytte sig imod USA’s overvældende magt? Hvad bliver deres asymmetriske træk, som skal ”afskrække” amerikansk brug af atomvåben? I nogle år har statslig støtte til terror-grupper været aftagende. Men terrorisme er et redskab, som formentlig effektivt kan afskrække brug af atomvåben. En Saddam Hussein skal blot placere en lille beholder med biologiske kampstoffer i New York, lade den blive opdaget – og derefter meddele, at endnu flere er gemt, klar til brug. Dermed kan en ny terror-balance blive oprettet.

Det vil være en stor fejl, hvis man tror, at kun slyngelstater vil beskytte sig mod USA ved hjælp af terror-netværk. Kinesiske strateger har allerede, offentligt, påpeget, at terrorisme er det mest effektive svar på USA’s overlegenhed.

Det er en af årsagerne til, at Martin van Cleveld i en kommentar til CS-bladet kaldte USA’s nye atompolitik for ”bullshit”. Fremhævelse af atomberedskabet signalerer, mener han, i lyset af vor tids udfordringer afmagt.

Afskrækkelse

Men udviklingen hen imod nye krigsformer peger også på, at stater ikke er de eneste, som kan deltage i den nye afskrækkelse. Fordi staten ikke længere kan beskytte sine borgere mod amerikansk magtanvendelse, er det sandsynligt, at private også på dette felt vil overtage ansvaret. Selvstændige terror-grupper kan føre krigen mod Pax Americana – og gengælde eventuelle atomangreb.

Det bliver ikke en særligt stabil terrorbalance, hvis den skal bygge på netværker, der er udbredt globalt og klar til kamp. Selv ”sovende” terrorister vil blive opdaget, og det vil medføre kriser.

Formentlig vil netværkerne ikke mangle rekrutter, og de kan meget vel nyde godt af større sympati, end Osama bin Ladens netværk har. Terroristerne kan føle sig vel motiverede, fordi deres ”afskrækkende” aktivitet skal afværge national katastrofe – massemord begået af USA ved hjælp af atomvåben. Når USA er en ”atomslyngel”, som bryder den udbredte internationale norm mod brug af atomvåben, vil afskrækkelses-terroristerne møde forståelse også hos folk, som fandt angrebet på World Trade Center afskyeligt.

I kampen mod terrorisme er det af største betydning, at terrorister isoleres. De skal anses for lovløse, der handler i strid med moral, religion, fornuft og international lov. Det farligste ved USA’s atompolitik kan meget vel være, at den, stik imod hensigten, vil fremme terrorisme, fordi skellet mellem terrorisme og amerikansk magtpolitik sløres.

Jørgen Dragsdahl har netop af Dansk Udenrigspolitisk Institut fået udgivet en længere beskrivelse og analyse af Bush-regeringen nye atompolitik, ”USA en atomslyngel?”.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.