Trykt, forkortet, i Berlingske Tidende kronik 10. juni 2002

Danmark uden forsvar

Uden en opposition til højre er der fare for, at forsvaret bliver forsømt. Faren er særlig stor i dag, fordi de kommende års trussel fra terrorister kræver nytænkning, der udfordrer alle partiers forsvarspolitik

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Interesserer regeringen sig for danskernes sikkerhed? Måske, men den interesserer sig meget mere for andet – eksempelvis koalitionen med Dansk Folkeparti, besparelser og udryddelse af ”smagsdommere”. Derfor smuldrer både nationens indflydelse og befolkningens sikkerhed.

Traditionelt er det højrefløjen i dansk politik, som agiterer for et stærkt dansk forsvar og peger på trusler. Uden en opposition til højre for regeringen, er der fare for, at forsvaret bliver forsømt. Faren er særligt stor i dag, fordi de kommende års trusler kræver nytænkning, der udfordrer alle partiers forsvarspolitik. Vi har brug for et helhedssyn på den nationale sikkerhed, så et bredere spektrum af emner, der hidtil har haft lav forsvars- og sikkerhedspolitisk prioritering, kommer højt op på dagsordenen.

Det gælder for blandt andet ”nydanskerne”, forskeres internationale profil, redningsberedskabet  og danske soldaters rolle i civilsamfund. Ud fra et helhedssyn har disse, ellers meget forskellige emner, central betydning - især på grund af truslen fra terrorister.

Udlændingepakken

Ville en regering, som tog terror-truslen alvorligt, have gennemført sin ”udlændingepakke” på den vis, som vi lige har set? Det er i Europa et voksende problem, at nogle mennesker føler sig så fremmedgjorte, at de er klar til krig mod flertallet. Politiet skal håndtere dem, men den større udfordring kendes fra klassiske anti-guerilla operationer: Vi skal isolere de overbeviste krigere (fiskene), så de ikke kan nyde godt af aktiv opbakning og forståelse fra deres nærmeste miljø (havet).

Den udfordring forstod præsident Bush. Derfor gik han i moskeer efter terror-angrebet den 11. september, og derfor har han hyldet islam. Danske politikere fulgte ikke præsidentens forbillede. Men det er af største betydning for den nationale sikkerhed, at had til det danske samfund får ringe grobund. Inden regeringen strammede love, som især rammer såkaldte nydanskere, burde den have sikret sig størst mulig opbakning fra netop nydanskerne.

Efter amerikansk forbillede kunne man have nedsat en blandet kommission med repræsentanter for de etniske mindretal, så man sammen kunne se på problemerne og foreslå modtræk. Det vigtigste er ikke, at forslagene derefter blev fulgt slavisk, men at man først gennemførte en dialog. I stedet valgte man den værst tænkelige metode: Nært samarbejde med et parti, som af nydanskere utvivlsomt anses for dem meget fjendtligt stemt. Respekten for demokratiets værdier er næppe vokset efter den oplevelse. Landets sikkerhed har lidt skade.

Krig med ideer

Danmark er en aktiv, militær, deltager i ”krigen mod terrorisme”. Men krigens navn er noget vrøvl, fordi man ikke kan føre krig mod en taktik. Terrorisme er kun et middel, som gennem tiderne har tjent mange forskellige formål og fremover er det nok eneste svar på Vestens højteknologiske overlegenhed. Når det gælder svaret på terrorismen, kan vi igen med fordel skele til USA.

Den amerikanske forsvarsminister har gentagne gange fremhævet, at den militære indsats kun er en lille del af krigen. Han har åbenbart lyttet til råd, som Bush-regeringen fik fra sine militære rådgivere straks efter 11. september. Nogle af dem er senere blevet udgivet af US Army War College i værket ”Defeating Terrorism”. Heri fremhæves, at redskaberne diplomati, økonomi og information kun skal have ”opbakning” fra det militære redskab, thi det er de andre redskaber, som skal bekæmpe terrorismens rødder.

I et af bidragene fremhæver forskeren Stephen Biddle, at fjenden er Al Qaeda’s ekstreme ideologi – ikke terrorismen. Terrorister skal udryddes med militære midler, men der skal også føres ”en krig med ideer”, så man kan forhindre, at aktive terrorister erstattes fra puljen af politisk uforpligtede muslimer. Denne ideernes krig skal fremme en tredje vej, der hverken er Al Qaedas ekstreme separatisme eller en ”påtvunget” vestlig kultur. Der er brug, skriver han, for et alternativ, som giver almindelige muslimer mulighed for, at deres legitime religiøse stræben kan finde et politisk udtryk.

Modtræk svækket af regeringen

Har Danmark givet noget positivt bidrag til denne del af krigen? Har vi mere generelt lagt op til en fornyelse af vestlig udenrigs- og sikkerhedspolitik? Næh, og det vil vi nok heller ikke gøre fremover. Med beskæringen og sammenlægningen af en række forskningscentre har regeringen i sin kampagne mod ”smagsdommere” svækket vores muligheder for modtræk, som kan svække terrorismens grobund. Det nye center skal klare sig for 30 procent mindre og vil formentlig i årevis lide af fødselsbesvær. Regeringen har så åbenbart ikke interesseret sig for, at deltagelse i internationale konferencer samt udgivelse af rapporter og forslag i dag er metoden, hvis man vil have tidlig indflydelse på beslutningsprocesser.

Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI, har ellers vist, at man gerne vil give sig i kast med den nye tids udfordringer. Officerer, embedsmænd og nogle få journalister har i foråret modtaget efteruddannelse i form af  foredrag fra verdens førende eksperter i fremtidens krige. De har temmelig entydigt peget på, at en ændring af selve krigens væsen er undervejs.

Mellem de indbudte var den israelske forsker Martin van Creveld, som for ti år siden meget forudseende varslede, at ”i fremtiden vil krig ikke blive udkæmpet af hære men af grupper, som vi i dag kalder terrorister, guerillaer, banditter og røvere (…) Det bliver krig med aflytningsanordninger og bilbomber, hvor mænd dræber hinanden i nærkamp og kvinder anvender deres tasker til at bære sprængstoffer og narkotikaen, som betaler for dem. Det bliver langstrakt, blodigt og frygtindgydende”.

Baglandet rammes

Det er et gennemgående træk i vurderinger af krigens fremtid, at Vestens modstandere vil besvare vores højteknologiske overlegenhed med asymmetriske metoder. De kan ikke besejre os på en slagmark, og derfor må de slå til imod kampviljen i de vestlige soldaters hjemlande – altså det civile samfund.

Tro ikke, at dette modspil vil være forbeholdt Al Qaeda og lignende terrorister. Begrebet ”statsstøttet terrorisme” får nyt indhold, fordi evnen til gennemførelse af terror-aktioner kan blive mange staters vigtigste forsvar. Eksempelvis vil en traditionel afbalancering af USA's atomslagkraft næppe være mulig i fremtiden, når amerikanernes arsenal  består af mere præcise raketter, et forsvar mod fjendtlige raketter og rumvåben. Intet land kan gennem atomoprustning sikre sig imod et overraskende, afvæbnende angreb fra USA. Men der kan oprettes en ny terrorbalance, hvor de underlegne stater med et netværk af terrorister genopretter en mulighed for gengældelse, og dermed afskrækker amerikansk brug af atomvåben.

Mellem mange tegn på denne udvikling er et bemærkelsesværdigt værk, som to kinesiske oberster, Qiao Liang og Wang Xiangsui, fik udgivet for tre år siden på folkearmeens officielle forlag. Det blev skrevet under indtryk af  USA's indgreb med hangarskibe, da Kina i 1996 med en stor øvelse lagde pres på Taiwan. Den amerikanske demonstration af overlegen magt inspirerede obersterne til en nyvurdering af krigens væsen, som de opsummerede i værkets titel, ”Ubegrænset Krig”.

Den bærende tanke er, at krig ikke længere blot er brug af væbnede styrker, så fjenden tvinges til underkastelse. Fremover vil et langt bredere spektrum af voldelige og ikke-voldelige redskaber bliver anvendt. Traditionelle grænser for magtanvendelse ophæves. Skellet mellem civile og militære mål ophæves. Krigens love, som bygger på soldaters etik samt egeninteresse, er forældede i denne type konfrontation. ”Slagmarken” er ikke et afgrænset geografisk område – modstanderes civile bagland er en helt afgørende kampplads. Igen og igen henviser de til brug af metoder, som ofte kaldes for terrorisme. Obersterne var da også ganske imponerede af terror-angrebet den 11. september, som set fra deres synsvinkel bekræftede, at en ny æra er kommet.

Redningsberedskabet

Regeringen har fattet, at det danske redningsberedskab måske trænger til opdatering i lyset af terror-truslen. I januar nedsatte den en embedsmandsgruppe, som den 16. maj afleverede en knapt 200 siders analyse plus bilag.

Vore svenske og norske naboer havde længe før 11. september opdaget den nye trussel, og de har med en række digre rapporter lagt op til et forstærket beredskab. Fra amerikansk side foreligger noget nær et lille bibliotek med analyser samt forslag, der skal forbedre hjemlandets forsvar. Set i lyset af dette forarbejde er den danske rapport ynkelig.

Det mest positive, som kan siges, er, at rapporten peger på en mulig fare: Nok er der ikke gennemført terroraktioner i Danmark ”for nylig”, men fraværet bør ”ikke fjerne fokus fra risikoen for, at terroraktioner kan finde sted i fremtiden”. Rapporten vurderer videre, at den øgede sikkerhed og opmærksomhed i USA efter 11. september ”kan i sig selv betinge udpegningen af andre og sandsynligvis dårligere sikrede mål”.

Det danske samfunds sårbarhed er i den forbindelse ”stor”, de mulige følger af et angreb ”vidtstrakte”. Selve sandsynligheden er ”derimod begrænset, men voksende”. Risikoen for brug af biologiske, kemiske, atomare/nukleare våben i terrorøjemed vurderes ”lav”. Et mere sandsynligt terrorscenarium er ”konventionelle terroranslag” med sprængstoffer og skud.

Rapporten begrunder slet ikke sine vurderinger, som virker meget optimistiske, hvis man lytter til aktuelle amerikanske advarsler og er opmærksom på de ovennævnte fremtidsudsigter for krig. Danmark har erklæret terrorister krig, og danske soldater har vel også dræbt nogle. Er der mon nogen sammenhæng mellem vores faktiske indsats i det fremmede og risikoen for angreb på dansk område? Rapporten er tavs på det punkt, men fra NATOs trusselsvurderingen ved vi, at den mest sandsynlige trussel mod medlemmernes territorium opstår i forbindelse med sådanne militære aktioner.

Men, OK, embedsmændene anerkender, at der er et problem, og selv når sandsynligheden er ”lav”, så bliver problemet meget alvorligt, hvis følgerne er ”vidtstrakte”. Hvis det lidet sandsynlige sker, kan et meget stort antal danskere dø og genrejsning af vores levevis bliver vanskelig. Derfor må vi vel forsikre os godt?

Nedskæring planlagt

Det mest mystiske i rapporten er, at rapportens erkendelse af en trussel, næsten ingen følger får. Man konstatere, at det værnepligtige mandskab i beredskabet nok har brug for 160 timers ekstra undervisning. Det ”må” vurderes, hvorvidt man med fordel kan oprette specialiserede indsatshold med deltagelse fra bl.a. redningsberedskabet og forsvaret. Der lægges op til en sårbarhedsanalyse af det danske samfund lig de analyser, som Sverige og Norge for længst har gennemført. Endelig skal der forskes, idet man har ”behov for analyse og viden om, hvorledes et hurtigt og effektivt terrorberedskab kan videreudvikles” – i sig selv en bemærkelsesværdig indrømmelse af  egne mangler. Og det er vist alt.

Bortset fra, at man også har fået øje på mulige besparelser, nemlig 63 millioner årligt på det almindelige kommunale beredskab og yderligere 44 millioner på det kommunale krigsberedskab. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler i en pressemeddelelse sammen med rapporten, at der er behov for ”økonomisk råderum til at styrke udvalgte områder”, eksempelvis ”videnindsamling med henblik på at udvikle og forbedre beredskabet”. Så det er muligt, at nogle af de sparede midler vil blive genbrugt, men rapporten giver ikke yderligere indsigt i, hvad man vil gøre.

Sparedirektiv til embedsmænd

Hvis denne rapport var kommet for 5-6 år siden, havde det været acceptabelt. Men nu er det skandaløst, at embedsmændene ikke kan være mere konkrete. Vi er i krig; truslen er aktuel. Norge har siden 11. september brugt 395,3 millioner til forbedring af sit beredskab, som allerede var meget bedre finansieret end det danske. Danmark har brugt 62,3 millioner.

Der er tegn på, at embedsmændene ikke måtte anbefale projekter, som medfører store ekstra udgifter. Den bærende vejledning fremgår af beredskabskontorets præsentation af sig selv på internettet: Beredskabet skal anvende ”færrest mulige ressourcer”. Virkeligheden er, at beredskabet i Danmark er relativt underfinansieret. Til beredskabet generelt bruger Norge pr. indbygger 420 kroner, Sverige 529 kroner og Danmark ligger helt i bund med 296 kroner.

Analysen af beredskabets fremtid kunne passende have taget udgangspunkt i fremtidige mulige trusler og behov, hvorefter man fra bunden kunne have beskrevet et passende beredskab. Med den fundamentale ændring af trusselsbilledet, som analyser af krigens fremtid peger på, er det et rimeligt krav. Man har i stedet set på det eksisterende beredskab og foreslået, at en skrue strammes her, en møtrik udskiftes der.

Hvis man ikke ville gå grundigt til værks, kunne der i det mindste være indhentet konkrete ideer fra amerikanske rapporter. Den danske rapport beskæftiger sig udførligt med forebyggelse af ulykker, hvor børn leger med tændstikker eller fyrværkeri. Men forebyggelse af terror diskuteres ikke. Er der behov for bevogtning af punkter, hvor særligt mange mennesker kommer? Bør underjordiske stationer udrustes med kraftige ventilationsanlæg og filtre, som kan begrænse et angreb med biologiske våben? Bør store bygningers ventilationsanlæg have sådanne filtre? Er amerikanerne blevet gale, siden de overvejer slige modtræk?

Værst er det, at denne rapport skal danne oplæg til et nyt fire-årigt beredskabsforlig, som, ifølge nogle tunger, skal indgås i løbet af forsommeren. Rapporten er udsendt til høring i en række institutioner, som har fået 14 dage til udarbejdelse af svar. Vi må bare håbe, at terrorister venter til vi i  2007 kan få et nyt forlig, som bygger på den lovede forskning.

Soldaterne svigtes

Danmark er i krig, og vil gå sammen med USA hele vejen, siger regeringen. Men der tegner sig et andet mønster: Vi håber på, at vi kan hygge os i smug, mens udsendte soldater, uden tidssvarende udrustning, forsvarer landets ære.

Bush-regeringen opfordrer europæerne til højere forsvarsbudgetter, nemlig 2 procent af BNP. Danmark lå i 2001 på 1,3 procent, så hvis vi vil være virkeligt solidariske med USA, skal vi ekstra bruge omkring 8 milliarder årligt. Men ingen partier i Folketinget vil følge USA's opfordring. Alternativt foreslår Pentagon en specialisering af de enkelte europæiske landes styrker, så de tilgængelige ressourcer bliver fokuseret. Men også det vil, siger udenrigsminister Per Stig Møller til Politiken, støde på modstand i Danmark. ”De konservatives indstilling er, at det danske forsvar skal være bredt. Vi skal kunne det hele”, sagde han. F. eks. forsvare os imod Sverige?

På spil er intet mindre end NATOs fremtid. Derfor overvejer regeringen 800 mand ekstra til Den Internationale Brigade, så vi kan sige til amerikanerne, at vi da gør noget. Man kunne i stedet lytte til de ledende officerer, der har været udsendt, og som peger på et mere påtrængende behov. Vore soldater egner sig bedst til de fredsbevarende missioner. Men de har stort behov for opbakning fra civile, som kan løse de ikke-militære opgaver i aktionsområderne – f.eks. politi-indsats, genopbygning af infrastruktur og offentlig administration, bistand til flygtninge, mægling mellem lokale beboere. Det danske forsvar har et veludviklet koncept for det civilt-militære samarbejde, man har bare ikke en effektiv samarbejdspartner. Danmark kunne være nyskabende med oprettelse af et civilt  korps af folk, som er uddannet til formålet og indsættes samtidigt med soldaterne.

Hvem ved. Måske vil den fremtidige danske militære indsats i udlandet så blive mindre provokerende. Da vil det gøre mindre, at vi har et sårbart samfund, som man ikke vil forsvare effektivt.

(Artiklen er her gengivet med det uforkortede manuskript)

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.