Trykt i CS-bladet nr. 6 i 2002

Magtens arrogance

Amerikanerne er fra Mars og europæerne fra Venus, når det gælder opfattelsen af magtanvendelse

Af JØRGEN DRAGSDAHL

”Vi er alle amerikanere”, lød det fra europæerne, da de efter 11. september erklærede deres solidaritet med USA.

Et år efter lyder det enstemmigt: ”Vi frygter alle USA”.

OK, denne indledning trækker problemet for hårdt op. Men i det forløbne år er fokus blevet flyttet i den sikkerhedspolitiske debat. For et år siden var det rettet imod udfordringen fra den nye terrorisme. Nu er det rettet imod USA’s svar på terrorismen, som vækker dyb bekymring. Intet, som er sket siden 11. september, er mere bemærkelsesværdigt.

Selv den britiske regering, som har været USA’s nærmeste allierede, er bange for, at præsident Bush med sin retorik skræmmer den europæiske opinion. Premierminister Blair, som var klar til krig mod Irak sammen med Bush, må nu erkende, at hans eget valgdistrikt med 64,6 procents flertal mener, at Storbritannien ikke skal støtte USA’s krigsplaner.

Dyb kløft

Hvad foregår? Hvorfor har en appel, som skal mobilisere amerikanerne, den stik modsatte virkning i Europa?

Det er længe siden, at amerikanske præsidenter talte uden bistand fra eksperter, som har grundigt kendskab til dem, som skal modtage hans budskab. Så man kan udelukke, at Bush ikke har fattet, hvad amerikanerne gerne vil høre.

Selvfølgelig klinger hans ord ikke lige vel i alle amerikanske ører. Nogle opinionsledere i USA siger fra. Mellem de mere interessante afhoppere er professor William Galston, en tidligere rådgiver for præsident Clinton. For et år siden tog han initiativ til en meget omtalt erklæring fra amerikanske intellektuelle, hvori de erklærede Bush deres fulde opbakning i krigen mod terrorisme.  Men Galston frygter den  såkaldte Bush-doktrin, som gør forebyggende krig til grundlaget for USA’s nationale strategi. Den vil medføre ”enden for det system med internationale institutioner, love og normer, som USA har arbejdet for i mere end et halvt århundrede”, spår professor Galston.

Bush har dog stadig massiv opbakning i den amerikanske opinion. De forskellige reaktioner på præsidentens udtalelser viser, at kløften mellem USA og Europa (og faktisk resten af verden med) i dag er afgrundsdyb.

Forskellige værdier

En grundlæggende læresætning i det transatlantiske samarbejde er, at vi har et værdifællesskab. Vi tror på demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomi. Men denne læresætning har overset noget. Vi er også forskellige – og forskellene bliver stadigt tydeligere.

Hvis vi ser bort fra kommunisternes agitation mod USA under den kolde krig, har europæiske politikere og opinionsledere aldrig før anvendt så hårde ord mod vor store allierede. Og kærligheden er gengældt. Amerikanske massemedier buldrer med fordømmelse af europæisk anti-semitisme, anti-amerikanisme. umoral og eftergivenhed, når farlige trusler opstår.

Set med amerikanske øjne er det ikke blot den europæiske venstrefløjs traditionelle had til kapitalismens store bannerfører, som er blusset op. I det, stærkt konservative, amerikanske blad National Review beretter en skribent efter en rejse til Europa, at han er stødt på alle de traditionelle højre-ekstremistiske klager over USA’s kultur. Europæerne holder fast i en kultur, hvor en gammel elite sætter tonen, men i USA har middelklassen fået økonomisk magt og styrer det kulturelle liv i overensstemmelse med sine behov. Den kultur er både plat og farlig, set med europæiske øjne.

Nogle amerikanske strateger tror, at amerikansk kultur i bredeste forstand udgør en meget vigtig magtfaktor, fordi mange i udlandet, trods elitær modstand, elsker USA’s kultureksport, og den har jo også finkultur til de udenlandske eliter. Foruden sit hårdtslående militær har USA dermed ”blød magt”, fremhæver en af Bush-administrationens kritikere, professor Joseph Nye i en ny bog. Men i en anmeldelse af værket sætter journalisten Tony Judt et stort spørgsmålstegn ved påstanden. Den kolde krig har i et halvt århundrede sløret, at selve opfattelsen af et ”samfund” er fundamentalt forskellig i USA og Europa, mener han. Opfattelsen kan dokumenteres grundigt, hvis man ser på folks arbejdsliv, sociale goder og rig-fattig kløften.

Magtpolitik

Amerikansk udenrigspolitik ligger i forlængelse af en samfundsopfattelse og indenrigspolitik, hvor den enkelte overlades til sig selv og regler, udstedt af staten, holdes på et minimum. Europæisk udenrigspolitik afspejler en samfundsopfattelse, hvor det fælles bedste sættes i højsædet med opbakning fra utallige regler samt en statsmagt, som konfiskerer størstedelen af folks indtægt.

Mange af de indbyrdes beskyldninger er ikke nye – engagementet bag dem er. Under den kolde krig blev de holdt i skak af et skæbnefællesskab i kampen mod den onde fjende, og i 90’erne pakkede Clinton-administrationens venstreliberale politik de værste kanter ind. Bush-administrationen står derimod stolt for meget af det, som europæerne inderligt afskyr ved USA.

Meget nyt er det imidlertid, at selve begrebet ”magtanvendelse i internationale forhold” opfattes fundamentalt forskelligt på statsniveau i Washington og europæiske hovedstæder. Bag de afvigende holdning til dette begreb ligger værdier – og de må også være forskellige samt hidtil oversete i den udbredte hyldest til et transatlantisk værdifællesskab.

Trussel for EU

Overfladisk set afspejler denne modsætning parternes vidt forskellige adgang til militære redskaber. USA er en supermagt, som i forhold til andre stater har en overlegenhed, der aldrig før er set i verdenshistorien. Det amerikanske militærbudget er større end de ni næste på ranglisten, sammenlagt. Hvis aktuelle tendenser ikke brydes, så har USA i 2007 et budget, som er to-en-halv gange større end EU’s. Den reelle, militær-teknologiske, overlegenhed er langt større, fordi EU-landene bruger deres ressourcer individuelt, mens USA kan fokusere sin indsats og undgå overlapning.

Flere store analyser har i den seneste tid kulegravet forskellene i opfattelsen af magt. Den fremtrædende skribent Robert Kagan, som ideologisk er tæt på Bush-administrationen, slår fast, at når det gælder vor tids store strategiske og internationale emner, så kommer europæere og amerikanere ikke til dem fra samme planet. ”Amerikanere er fra Mars og europæere fra Venus”, konstaterer Kagan. Europæiske sikkerhedseksperter argumenterer, at den amerikanske magtopfattelse er intet mindre end en trussel mod selve EU-projektet – og kan kaste verden ud i et blodigt kaos.

Europæerne har, belært af nogle århundreders erfaring, forladt magtpolitik. Det skete efter anden verdenskrig gennem konstruktion af først konkret tysk-fransk samarbejde, så EF og siden Den europæiske Union.

Tre principper er blevet styrende for EU-landenes sikkerhedspolitik: 1) Det politiske skal prioriteres højere end det militære; 2) Forhandling og kompromis er selve grundlaget i staternes samspil; 3) Ingen stat må sætte sig udenfor eller over international lov.

USA’s bidrag

Amerikanerne har ikke deltaget i den europæiske proces, som i løbet af få årtier har gjort magtpolitik til et fy-ord. De har hjulpet den på vej – og samtidig beklaget den.

Under den kolde krig dannede amerikansk militær magt et skjold, som gjorde europæernes eksperiment muligt. Clinton-administrationen støttede i 90’erne ihærdigt, at eksperimentet skulle udvides, så resten af Europa blev inddraget. Selveste NATO, et for USA hovedsagelig militært redskab, fik politik og forsoning med gamle fjender sat øverst på sin dagsorden. Europæerne skar ned på deres forsvarsbudgetter, men samtidig postede de store midler i Østeuropa og ”fredsprojektet”, EU. Hele tiden klagede USA over lave europæiske forsvarsbudgetter.

USA tog sig af den globale sikkerhed; europæerne bidrog kun til deres egen  regionale. Resultatet er, at USA opfatter verden gennem militær-strategiske briller. Der er masser af fjender – og trods al USA’s militær magt kunne de sidste år dræbe amerikanere på amerikansk jord i tusindevis. Fjender er for USA noget, som man udrydder, hvis man kan. EU har i første række øje for sig selv, og når man ser ud i resten af verden, er det i første række økonomiske muligheder, som fanger blikket. Fjender er for Europa noget, som man påvirker med gulerødder, til de kommer på andre tanker.

Skilsmisse

Kagan mener, at Europas militære svaghed styrer europæernes opfattelse af mulige trusler. Vi ignorerer og bortforklarer dem, fordi vi ikke kan klare dem militært. Vi ønsker en verden, hvor det er vores principper, som styrer, og derfor bliver USA’s verdensbillede en trussel imod EU’s indflydelse. ”Europæerne vil blive mere skingre i deres angreb på USA”, skriver han. ”USA vil blive mere uvillig til at lytte, eller måske endog tage hensyn” til europæiske synspunkter. Når europæerne kritiserer USA, så kræver vi reelt en indskrænkning af USA’s handlefrihed.

Hans analyse bringer os videre end snakken efter Kosovo, hvor der blev sat fokus på europæernes utilstrækkelighed, når det gælder militær højteknologi. Den diskussion vandt fodfæste i europæiske militære kredse, fordi USA’s militær er forbilledet for professionelle soldater. Men Kagan får fremhævet, at der er grundlæggende årsager til, at vi i Europa ikke har fulgt forbilledet.

Den store forskel mellem opfattelserne af magt ses nu i Afghanistan. USA har knust sin fjende, og så vil man videre til næste opgave. Europæerne – og faktisk også nogle amerikanere – vil stabilisere og genopbygge Afghanistan. Det er typisk, at europæerne er meget optaget af, hvad der vil ske i Irak, når Saddam er dræbt. Bush-administrationen lægger mindre vægt på det problem.

USA’s svaghed

Modstykket til Kagans analyse leveres af en forsker, Julian Lindley-French, fra EU’s sikkerhedsinstitut, Institute for Security Studies. I en lang rapport, Terms of Engagement,  leverer han en bidende kritik af USA’s magtopfattelse. Det paradoksale er, hævder Lindley-French, at det er selve USA’s enorme magt, som giver amerikanerne fjender, og dermed øger deres usikkerhed.

Han går videre. Amerikanske soldater er slet ikke gode til kamp, når fjenden skjuler sig i bjerge – eller mellem sympatisk indstillede landsbybeboere. Europæerne har påtaget sig den både sværeste og farligste opgave. Nemlig genoprettelse af betingelserne for varig fred. Denne opgave kan kun løses gennem langvarig militær tilstedeværelse i usikre områder samt sej genopbygning af en stærk statsmagt.

Kan en arbejdsdeling løse modsætningerne mellem USA og Europa? Svaret i begge analyser er: Næppe. Europæerne vil ikke være USA’s skraldemænd, mener Lindley-French. Det er uacceptabelt, at USA beslutter, hvornår der skal være krig, og så må europæerne bagefter rydde op.

Analyserne af USA’s og EU’s forskellige holdninger til magt lægger op til intet mindre end både FN’s og NATO’s sammenbrud. Accept af de to institutioners betydning udgør for USA en fælde, som vil begrænse amerikanernes handlefrihed.

Kagans analyse kan findes på www.policyreview.org/JUN02/kagan.html

Rapporten fra EU’s sikkerhedsinstitut af Julian Lightley-French, Chaillot Paper 52, kan findes på www.iss-eu.org/

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.