Trykt i Politiken 7. september 2002

Pressens forsvar i en krigstid

Med en national strategi, som lægger vægt på forebyggende krig, gør USA klar til kamp mod en ny tids trusler – og ryster samtidig den internationale orden.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Krigen mod terrorisme har bragt en journalist fra Jyllands-Posten i en svær klemme. Han bliver ikke den sidste.

Chefredaktører fra en række dagblade har protesteret, fordi politiet vil have adgang til journalistens kilder. Det er, skriver de, et "i fredstid" uhørt indgreb i pressens rettigheder.

Men er det virkelig fredstid nu? En tidligere journalist, Uffe Ellemann-Jensen, mener åbenbart: Nej. Han erklærer, at terrorangrebet den 11. september har "flyttet nogle grænser mellem sikkerhed og frihed", og det er det nye i den gamle diskussion om pressefrihed. Han efterlyser derfor diskussion af pressens spilleregler.

Ellemann-Jensen har, indtil et meget vigtigt punkt, ret. Vi er på vej ind i en ny krigstid, som vil lægge pressens rettigheder under hårdt pres.

Fjendens allierede

Udviklingen ses klart i USA, hvor forsvarsminister Rumsfeld har indledt en meget omfattende klapjagt på pressens kilder i Pentagon og Senatet. Han henviser til en rapport fra CIA, som påstår, at Al Qaeda "har lært meget" om det amerikanske anti-terror beredskab fra både amerikanske og udenlandske medier. Samtidig har Bush-administrationen indført hemmeligholdelse uden fortilfælde.

Adskillige amerikanske eksperter har længe inden 11. september hævdet, at pressen bliver vore fjenders allierede – om end det sker utilsigtet. En kommentator, obert Charles Dunlap, skrev helt tilbage i 1997, at vestlige nyhedsmedier bliver "de fattiges" efterretningstjeneste. Journalisten Robert Kaplan hævder i bogen Warrior Politics, at pressen er blevet en "farlig" verdensmagt, som handler i strid med Vestens interesser. En embedsmand i USA’s udenrigsministerium har nyligt anklaget medierne for "forræderi", idet de gennem beskrivelse af samfundets svagheder giver terrorister gode ideer.

Op til Golf-krigen sagde en ledende amerikansk officer: "Nogle folk siger, at nyhedsmedierne er fjenden, men rent faktisk er de en slagmark, og man skal vinde på den". Nu siger presse-eksperter med militær baggrund, at nyhedsmedierne er slagmarken, hvor de afgørende slag står.

Vi kan ikke kun se frem til stram styring af pressen. Ethvert kneb gælder i en kamp mod det onde, hvor alle, ifølge Bush-doktrinen, opdeles i to kategorier: Enten er man for eller imod.

Hvordan vil pressen forsvare sin uafhængighed? Kan nyhedsmedier være neutrale, når de selv og deres brugere er potentielle mål for terrorister med masseødelæggelsesvåben? Næppe, men hvor meget vil vi selv være krigsførende? Hvordan opretholdes troværdigheden trods presset?

Der er ingen klare retningslinjer. Men vi har brug for dem.

Vejledning efterlyses

Der er retningslinjer fra den gamle kamp mod terrorister. En central målsætning for terrorister er, at de vil skræmme, og derfor har mange nyhedsmedier tidligere besluttet sig for agtpågivenhed, så de ikke tjener terroristernes sag.

Har Jyllands-Posten i den aktuelle sag gået terroristers ærinde? Ja. Man har offentliggjort rygter, som utvivlsomt har skræmt mange. I den første artikel fik de troværdighed, fordi avisen oplyste, at politiet er "bekendt med" rygterne. Nu viser det sig, ifølge Politikens gennemgang den 30. august, at det var journalisten, som gjorde politiet bekendt med rygterne, og at han altså udløste alarmen.

Imod denne anklage taler, at mange danskere tror, at vi ligger i et smørhul, som ikke vil blive berørt af terrorismen. Den opfattelse har avisen gendrevet – og dermed gjort samfundet en tjeneste. Hvis "forlydenderne" altså havde mere solidt fundament, end det umiddelbart fremgik.

Det ville være rart, hvis danske redaktører mere detaljeret end hidtil vil redegøre for, hvordan de skelner mellem disse to modstående hensyn. Pressen er stadig mere blevet en industri, som producerer varer til et marked, og derfor har forbrugerne voksende behov for varedeklarationer.

Særstatus

Pressens traditionelle rettigheder bygger på, at den er meget mere end en industri. Den har været en uafhængig samfundsinstitution, som leverede et gode for offentligheden, og derfor kunne gøre krav på særstatus.

Behovet for, at pressen forsvarer sine rettigheder, vokser, hvis vi virkelig er i en krigssituation. Fra mere end 25 års arbejde med sikkerhedspolitik ved jeg, at adgang til de vigtigste kilder ofte skyldes, at de ved, at jeg hellere vil gå i fængsel end afsløre dem. Vi overlader alt for megen magt til staten, hvis den med dommeres bistand kan få kilder udleveret, og den første, som følger en domstols påbud, vil ødelægge arbejdsvilkårene for hele standen.

Det gælder også for adgang til kilder i terroristers nærhed. Det er sandsynligt, at hemmelige tjenester allerede arbejder under dække af vores fag – hvordan skal hvide mænd ellers begrunde, at de snager i disse kredse? Derfor bygger journalisters adgang til oplysninger, som kan være vitale for samfundets sikkerhed, mere end nogensinde på, at vore kilder kender os og har fuld tillid.

Men der er unægtelig behov for, at dette standpunkt forklares og uddybes af ledende pressefolk, så vi kan opnå det civile samfunds opbakning også i krigstid.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.