Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 5, september 2002

Forsvar via angreb

Med en national strategi, som lægger vægt på forebyggende krig, gør USA klar til kamp mod en ny tids trusler – og ryster samtidig den internationale orden.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Angrebet var et af vor tids mest dristige – måske også det mest fremsynede:

Fra en israelsk ørkenbase lettede F-16 jagere, og satte straks kurs mod fjendtligt luftrum. I lav højde fløj de over Jordan, Saudi-Arabien og Irak. Efter en time fik israelerne den skinnende kuppel over Osirak atomreaktoren ved Baghdad i sigte. Piloterne kastede deres bomber, og Saddam Husseins stolthed var en rygende ruin.

Aktionen blev gennemført 7. juni 1981, og den internationale fordømmelse var massiv. Storbritanniens konservative premierminister Margaret Thatcher tordnede: ”Væbnet angreb kan under disse omstændigheder ikke retfærdiggøres. Det udgør et alvorligt brud på international lov”. Den benhårde høg Jeanne Kirkpatrick, præsident Reagans FN-ambassadør, kaldte angrebet ”chokerende” og sammenlignede med Sovjets invasion i Afghanistan. Amerikanske nyhedsmedier fulgte op på lederplads – ”en uundskyldelig og kortsigtet aggression”, skrev The New York Times, og The Los Angeles Times anvendte betegnelsen ”terrorisme”.

Israel forsvarede sig i FN’s sikkerhedsråd med, at Saddam Hussein ville udvikle atomvåben, og derfor havde man handlet i selvforsvar. Sikkerhedsrådet afviste argumentet og vedtog enstemmigt en fordømmelse. Reagan-administrationen, som ganske mod sædvane stemte for kritik af Israel, stoppede desuden leverance af nye F-16 jagere til sin nære allierede.

Men tiderne skifter. I et nyligt interview har USA’s udenrigsminister Colin Powell fremhævet israelernes ”forebyggende angreb” i 1981. Alle er nu, sagde han, ”ret så tilfredse” over aktionen.

Epokegørende

Det er muligt, at Irak havde haft atomvåben under Golf-krigen i 1991, hvis israelerne ikke ti år før havde udslettet reaktoren. Men Powells ærinde var mere end hvidvaskning af Israels ry. USA vil selv gøre forebyggende angreb til en del af sin nationale sikkerheds-strategi.

”Vi bliver nødt til at føre kampen over i fjendens lejr, undergrave hans planer og imødegå de værste trusler, inden de dukker op”, sagde præsident Bush i en tale den 1. juni. Militæret skal gøres klar til ”forebyggende” slag med et øjebliks varsel ”i ethvert af verdens mørke hjørner”.

Bush har selv kaldt disse ord for en ny doktrin, og ifølge flere kilder skal de være grundlæggende for en ny national strategi, som ventes fremlagt tidligt på efteråret.

I sommerens løb har Bush-administrationens talsmænd forberedt opinionen yderligere. For den amerikanske forsvarsminister Rumsfeld er valget enkelt: Skal man vente til et angreb har dræbt adskillige tusinde mennesker? Eller er det ”frie folks pligt”, at de holder øje med truslen fra masseødelæggelsesvåben og derefter handler ”i selvforsvar”, så brug af disse våben forhindres? Rumsfeld har også beskrevet USA’s planer i NATO samt opfordret til, at den traditionelt defensive alliance følger USA’s offensive eksempel. Under et besøg i København forsvarede en af hans nærmeste medarbejdere forebyggende krig med henvisning til alternativet. Hvis USA skal forsvare sig mere passivt, så må man udvikle en politistat, sagde han.

Uvarslede angreb

Præsidentens doktrin er allerede blevet indarbejdet i et vigtigt dokument, Defense Planning Guidance,  med retningslinjer for forsvarets planlægning i årene 2004-2009. Det 50 sider store direktiv, som blev underskrevet af forsvarsminister Rumsfeld den 3. maj, er klassificeret, men alligevel er dets indhold kommet frem til amerikanske aviser.

Den amerikanske forsvarsekspert William Arkin, som først fik fat i dokumentet, oplyser, at man nu lægger vægt på en udfarende strategi, hvori de væbnede styrker skal kunne ”slå til militært overalt i verden når og hvor man mener, at ens sikkerhed kan blive truet”. Det nye strategiske nøgleord er ”fremskudt afskrækkelse” og det taktiske redskab kaldes ”uvarslede angreb”.

Planen fokuserer på nogle få områder: Evnen til offensiv krig mod computere, cyber-krig, skal stå centralt i morgendagens arsenal. I det ydre rum skal man sørge for, at det ikke kan anvendes af en modstander. Special-styrkers evne til skjult indsats fremhæves. Endvidere skal evnen til indsamling af efterretninger styrkes, så man tidligt kan varsle kriser og identificere vigtige mål. Planen lægger også op til udvikling af adskillige nye våbensystemer – blandt andet ekstremt hurtigere raketter

Under høringer i Kongressen har eksperter beskrevet, hvordan man med konstant overvågning kan ”lægge låg” over lande, som har raketter og masseødelæggelsesvåben. Ved det mindste tegn på uønsket aktivitet kan USA slå til straks. Flere kilder har beskrevet planer for oprettelse af enheder med kommando-soldater, som er udrustet med den seneste højteknologi -  blandt andet våben, som anvender energi-stråler. Avisen New York Times har oplyst, at Rumsfeld overvejer, hvorvidt specialstyrkerne skal have lov til hemmelig jagt på terrorister overalt i verden, også uden lokale regeringers godkendelse.

Tilfældet Caroline

Bush-administrationens planer er imidlertid også blevet mødt med kraftig kritik. En årsag skal findes helt tilbage i 1837.

Dengang kæmpede britiske soldater mod oprørere i Canada. Et lille amerikansk dampskib blev brugt til transport af våben og frivillige over Niagara floden. Briterne svarede med en aktion ved nattetide. Skibet blev erobret, mens det lå i en havn på amerikansk område. Det blev stukket i brand og sendt af sted mod Niagara vandfaldets kværn.

Episoden vakte en del utilfredshed i Washington. Krisen blev klaret med diplomati. Man aftalte, at lignende angreb kun er tilladt, når selvforsvar er nødvendigt – og dette behov skal være ”øjeblikkeligt, overvældende uden mulighed for valg mellem midler, og uden tid til overvejelse”. Samtidig måtte angriberen ikke foretage sig noget ”urimeligt eller overdrevent”.

Aftalens fremhævelse af krav til et acceptabelt selvforsvar blev en del af international sædvaneret. Mere formelle bestræbelser kom i første halvdel af det tyvende århundrede. Selv Hitler måtte opfinde et angreb fra Polen, da han ville starte krig.  I 1945 kom FN-pagten så med de hidtil mest udførlige retningslinjer.

FN-pagten

”Alle medlemmer skal”, proklamerer FN-pagten stadig, ”afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt” – for eksempel mod nogen stats ”politiske uafhængighed”. Det er Sikkerhedsrådet, som skal ”afgøre, om der foreligger nogen trussel mod freden, noget fredsbrud eller nogen angrebshandling”.

Man har dog erkendt, at Sikkerhedsrådet måske ikke straks kan reagere på enhver angrebshandling, så der blev i artikel 51 indføjet en undtagelse i forbindelse med selvforsvar: ”Intet i nærværende pagt skal indskrænke den naturlige ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar i tilfælde af et væbnet angreb”. Foruden sædvanerettens krav angående nødvendigheden af selvforsvar og proportionalitet i besvarelsen af et angreb indførte denne artikel tre begrænsninger: 1) En stat kan kun forsvare sig ”i tilfælde af et væbnet angreb”; 2) Selvforsvaret skal rapporteres til Sikkerhedsrådet; 3) Retten til selvforsvar ophører efter Rådets indgreb.

Kritikerne mener, at både forudsætningerne fra sagen Caroline og FN-pagtens bestemmelser er i strid med Bush-administrationens nye strategi og konkrete planer om forebyggende krig mod Irak. Man vil slå til imod mulige fremtidige trusler – længe inden et væbnet angreb finder sted og tilsyneladende uden, at FN først har vurderet, hvorvidt en trussel foreligger. Præsident har desuden  sagt, at Saddam Husseins regime skal udskiftes, og det er et klart brud på forbudet angående trusler mod staters politiske uafhængighed.

FN-systemets død

Adskillige amerikanske jurister har protesteret. Mellem dem er professor William Galston, som blev meget kendt efter terrorangrebet den 11. september. Han tog initiativ til en offentlig erklæring fra intellektuelle amerikanere med støtte til Bush-administrationens krig mod Afghanistan. Men nu er præsidenten gået for langt, mener Galston. ”En global strategi, som bygger på den nye Bush-doktrin, betyder enden for det system med internationale institutioner, lov og normer, som USA har arbejdet for i mere end et halvt århundrede”.

Bush lægger, fortsætter Galston, op til intet mindre end en fundamental ændring af USA’s rolle i verden. Man vil ikke længere være den første blandt ligemænd i det internationale system. Man vil nu være den, som selv bestemmer, hvad der er international lov – uden forudgående aftale med andre nationer.

Og hvordan vil det gå, når andre stater så heller ikke føler sig bundet af international lov? Folkeretseksperten Michael Byers ser risiko for, at vi får ”en anarkistisk verden, som er domineret af rå magt, omskiftelige alliancer og desperate bestræbelser fra sårbare stater for at anskaffe evnen til afskrækkelse”.

Nytænkning

Men international lov er ikke fastlagt for evigt. Selv den amerikanske folkeretsekspert Richard Falk, som gennem årtier har kritiseret USA’s militære engagementer, mener, at i lyset af udfordringen fra den nye terrorisme, bør man genoverveje regler, som bygger på en verden, hvor konflikt mellem stater var den store fare. Hvis man skal besvare truslen fra terrorist-grupper, så er det nødvendigt, at international lov bliver ”strakt noget ud”, så suveræne staters rimelige sikkerhedsbehov kan opfyldes, skriver han.

Udenrigsminister Powell har antydet, at USA ikke vil få total handlefrihed. Hvis man anvender forebyggende angreb, siger han, så påtager man sig en byrde: Verden skal have en begrundelse, angrebet skal give mening, uskyldige skal beskyttes og der skal være overensstemmelse mellem truslen og angrebets metoder.

Men der er en del fleksibilitet indbygget i disse retningslinjer, så hvis USA ikke lægger op til yderligere begrænsning af sin handlefrihed, vil protesterne næppe forstumme.

Indvendinger, som henviser til folkeretten, er desuden langt fra de eneste.

Ubrugelig strategi

Mellem de kritiske røster i USA er en af landets førende militære eksperter – Frank Hoffman, som er strategisk planlægger ved Marinekorpsets ”Warfighting Laboratory”. I en lille bog, Homeland Security, påpeger han, at forebyggende angreb er helt i strid med USA’s politiske og militære kultur.

I en krig er det god taktik, at man kommer fjenden i forkøbet, men Hoffman afviser, at forebyggende krig kan være grundlaget for en effektiv strategi. Han analyserer forskellige strategier i forbindelse med tre trusler – 1) angreb fra raketter samt krydsmissiler, 2) terrorismen, 3) angreb på computere, såkaldt cyberkrig.

Fire alternative strategier indgår i analysen. For det første ”afskrækkelse”, som imødegår truslen om angreb ved at give en modstander udsigt til gengældelse. For det andet er ”ikke-spredning” en strategi, som begrænser modstanderes adgang til farlige kampstoffer og teknologi. For det tredje kan man mere aktivt ”forsvare sig mod angreb”, hvis modstandere allerede har anskaffet farlige våben. Eksempelvis indgår raketskjold og et stærkt civilforsvar i denne strategi. Den fjerde mulige strategi er, at man kommer fjenden i forkøbet, så hans våben ikke kan anvendes.

Hoffman finder problemer i forbindelse med alle fire strategier, når han vurderer modstanderes planer og modtræk. Alt efter truslens karakter foretrækker han dog en kombination af de tre førstnævnte – strategien med forkøbsslag forkastes helt.

Der er, ifølge Hoffman og andre, en række praktiske problemer og omkostninger, som medfører, at forebyggende krig ikke kan stå centralt i en pålidelig strategi. Forberedelse og retfærdiggørelse stiller ekstreme krav til efterretningstjenesterne. Der er risiko for, at en modstander, som ser risiko for et amerikansk angreb, selv slår til først, så man får hurtig optrapning af spirende konflikter.  Og hvordan vil USA lægge pres på lande, som selv vil ”løse” deres sikkerhedsproblemer med forebyggende krig? Tanken er ikke fjern for blandt andet Israel, Indien, Pakistan og Kina. Og hvordan sikrer man, at der er et rimeligt forhold mellem arten af en trussel og det forebyggende angrebs omfang?

Fred Hoffmans bog kan findes på www.cdi.org/terrorism/homeland.cfm

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.