Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 6, oktober 2002

Kyllingehøge

Er civil kontrol med militæret altid et gode? Bag en krig mod Irak står civile, som ikke har krigserfaring. Amerikanske generaler protesterer.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Amatørerne er for krig mod Irak, og generalerne er imod.

Sådan kan debatten, som raser i USA, opsummeres. Nogle nuancer forsvinder nok, men til gengæld spiddes en gammel fordom: Officerer er krigsliderlige – og derfor skal de underkastes streng civil kontrol.

Hvad nu hvis virkeligheden er, at det er civile ledere, som er de mest krigeriske? Og at de allermest krigeriske er dem, som aldrig har oplevet krig eller blot været i uniform?

Spørgsmålene er før blevet rejst i militære kredse, sædvanligvis med lav stemme i gode venners lag.

Men nu er de blevet rejst ganske offentligt af en amerikansk general, som endog er mellem de mest respekterede soldater. Anthony Zinni kommer fra det barske Marinekorps, og hans sidste toppost var kommandoen over U.S. Central Command, som dækker bl.a. Mellemøsten og dermed også Irak. Den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, har desuden gjort ham til sin særlige udsending i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Generalens provokation

For et par måneder siden holdt Zinni en bemærkelsesværdig, dog i begyndelsen ret overset tale, i Florida.

En krig mod Irak vil, sagde han, få en række uønskede følger, og derfor bør den stå lavt på listen over USA’s vigtigste opgaver. Nærmest på en 6. eller 7. plads efter en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne, udryddelse af Al-Qaeda terroristerne, stabilisering af Afghanistan, fremme af reformer i Iran m.m.

Derefter overskred Zinni grænsen, som mange andre har respekteret. Han nævnte en stribe fremtrædende generaler, der også ser med skepsis på en krig. Især Colin Powell, udenrigsministeren, Brent Scowcroft, Bush den Ældres sikkerhedsrådgiver, og Norman Schwarzkopf, den yderst populære øverstkommanderende under Golfkrigen i 1990-91.

”Er det ikke ret interessant”, spurgte Zinni retorisk, ”at alle generalerne har en fælles opfattelse, og alle dem, som aldrig har affyret et skud og er så opsatte på at gå i krig, har en modsat opfattelse”.

Kyllingehøge

Det var, viste det sig hurtigt, ikke en opfattelse, som han var ene med. I et interview tog senator Chuck Hagel, som er republikaner og dekoreret Vietnam-veteran, tråden op.

”Det er, set med mine øjne, interessant”, sagde Hagel, ”at mange af dem, der i al hast vil kaste landet ud i krig og mener, at det vil gå så hurtigt og nemt, intet kender til krig”.

Når det gælder krig, så har amatørerne ”en intellektuel tilgang i modsætning til dem, som sad i junglen og skyttegravene og så deres venner få skudt hovedet af”.

Begge krigsveteraner beskrev et nyt fænomen på den storpolitiske scene: kyllingehøgene. Høge og duer er kendte begreber, som alle anvender. Men ”kyllingehøge” (chickenhawks) er en udsøgt fornærmelse, fordi ”kylling” er et ofte anvendt synonym for en kujon.

Bag det nye ord står en Vietnam-veteran, Steve Fowle. Han udgiver et lille blad, New Hampshire Gazette. I foråret udvidede han sin side på internettet med en liste over folk, som offentligt optræder krigerisk, men på forunderlig vis undgik krigstjeneste i Vietnam, da mange af deres jævnaldrende ikke kunne sige nej. Mange tusinde klikker sig nu hver dag ind på siden med listen, og den er da også skrap kost.

Svigtede nationen

Under størstedelen af Vietnam-krigen havde USA almindelig værnepligt. Men, som general Powell bittert påpeger i sin selvbiografi, så kunne nogle, takket være gode kontakter, undgå krigstjeneste.

Mellem dem er George W. Bush, USA’s nuværende præsident. Han skaffede sig en tjans i Texas Air National Guard, en slags hjemmeværn. Vicepræsidenten, Dick Cheney, gik fri, fordi han først var student og så blev gift.

Faktisk er den eneste med krigserfaring i Bush-administrationens top dens ”due”, general Powell. Forsvarsminister Rumsfeld var i trøjen, men det var i den fredelig del af 50’erne. Alle hans nærmeste medarbejdere ville ikke risikere livet i kampen mod den onde fjende i Vietnam. Det gælder for blandt andet viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og toprådgiveren Richard Perle. Begge har mere end nogen andre ivret for krig mod Irak. Mindre kendte navne omkring Rumsfeld står også på listen. Indtrykket ændres ikke, hvis man ser på de førende republikanere i Kongressen eller de mest fremtrædende høge i massemedierne.

Der skal ikke meget til før den foragt, som krigsveteranerne har for kyllingehøgene, bryder ud offentligt. Richard Armitage, viceudenrigsminister og Vietnam-veteran, har kaldt  Frank Gaffney, lederen af en meget krigerisk såkaldt tænke-tank, for en ”pissemyre”, og senator Hagel luftede offentligt den tanke, at Richard Perle måske gerne vil være i første angrebsbølge, når Bagdad skal indtages.

Løftet fra Vietnam

Konflikten har naturligvis delvist rod i Vietnam-krigen. Det er mænd i 50’erne, som i dag styrer USA, og for dem var Vietnam livets skelsættende begivenhed.

Soldaterne følte sig dengang svigtet af de civile ledere. Under en nylig høring i Senatet henviste senator Max Cleland, som mistede flere lemmer i Vietnam,  til et vigtigt afsnit i general Powells selvbiografi. ”Mange i min generation”, skriver Powell, ”kaptajner, majorer og oberstløjtnanter, som blev garvet i den krig, svor, at når det blev vores tur til at bestemme, så ville vi ikke tavst acceptere halvhjertet krigsførelse med uigennemtænkte begrundelser, som det amerikanske folk hverken kan forstå eller støtte”.

Men den grundlæggende konflikt stikker dybere – og er mere udbredt.

Politikerne svigter

Den kan endog skimtes i Danmark. Under den kolde krig skulle officerer ikke beskæftige sig synderligt med politik. Rammerne var givne, og man skulle højst gentage de vedtagne paroler. Men i 90’erne kom nye opgaver til, som krævede, at officerer skulle tænke politisk og fleksibelt. Vi har nu et officerskorps, som er uddannet til håndtering af politiske emner. Samtidig har vi et civilt samfund, hvor politikere og nyhedsmedier beskæftiger sig meget lidt med sikkerhedspolitik – og da slet ikke med indviklede sager.

Politikerne svigter den ”professionelle soldat i en stor forandringens tid”, skriver den danske journalist Tage Baumann i sit fremragende værk: ”Kriger i åbent landskab”. Samfundet er ikke længere præget af folk, som har militære erfaringer. Politikerne giver ikke militæret fokus, perspektiv og retning. Dermed overlades soldaterne til selv at finde sig til rette under nye og stadigt ændrede betingelser.

Herhjemme sker det sjældent, at officerer, selv de pensionerede, træder offentligt frem med kritik af regeringens eller den store allieredes sikkerhedspolitik. ”Vi er stadig ydmyge tjenestemænd, som gør, hvad vi får ordre til”, lyder det fra en officer. Privat kan, selv ledende officerer, godt give udtryk for stor frustration over politikernes svigt, og man kan endog, fra ganske overraskende hold, høre kritik af USA’s krigsplaner. Og der er hos nogle stor ulyst, når det gælder inddragelse i en krig mod Irak.

Udviklingen i Storbritannien er kommet nærmere den amerikanske. Mens USA’s såkaldte skjold mod raketter endnu var et hedt emne, lækkede utilfredsheden over de amerikanske planer støt fra det britiske forsvars gemakker, og lækager sker nu igen, fordi britiske officerer ikke er begejstrede over USA’s aktuelle krigsplaner. Nogle træder også offentligt frem. Generalmajor Patrick Cordingley, som var kommandant for de berømte ”ørkenrotter” under Golf-krigen, sagde nyligt til en avis, at ”politikerne har endnu ikke begrundet, hvorfor krig er nødvendig”. Han fortsatte:  ”Jeg er totalt imod en krig. Jeg føler meget stærkt, at det er forkert. Udsendelse af britiske soldater til Irak kan ikke retfærdiggøres”.

Kløften

Baumann peger på en voksende kløft mellem den militære og den civile kultur. Denne kløft er i USA blevet videnskabeligt påvist og undersøgt  af forskerne Peter Feaver og Richard Kohn. Kløften udgør ikke en krise, men når det gælder værdier og meninger, så vokser afstanden mellem det militære og det civile samfund.

Officerskorpset er ikke længere politisk neutralt. Det støtter helt overvejende republikanerne. Officerer giver udtryk for stor pessimisme i forbindelse med det civile samfunds moralske sundhed. I undersøgelsen kalder 66 procent af officererne den politiske ledelse for ”uvidende”, når det gælder militære forhold.

Engang var militær baggrund et plus for politikere i valgkamp, men siden midten af 90’erne er veteraner blevet forholdsmæssigt underrepræsenterede i Kongressen. Forskerne peger på et historisk mønster, som viser, at desto flere veteraner, som deltager i den politiske elite, jo mindre tilbøjelig har USA været til brug af militær magt. Veteraners rolle er en stærkere faktor end mange andre, konkluderer undersøgelsen, og peger på betydningen: ”Den faldende tendens, når det gælder veteraners deltagelse i den nationale politiske elite, medfører måske, at militæret i kommende år fortsat vil spille en stor rolle i konflikter”.

Civil kontrol udfordres

Forskerne venter derfor flere gnidninger mellem militære og civile ledere. Årsagen er især, at officerer, til trods for traditionen med civil kontrol, vil mere end rådgive civile myndigheder – de vil aktivt arbejde for, ja kræve, indflydelse, når det gælder beslutninger om magtanvendelse. Modsætningen er så stor, at forskerne varsler, at officererne fremover måske vil optræde ”uprofessionelt” i forhold til de civile myndigheder.

Clinton-administrationen stod meget svagt i denne konflikt med militæret. Clinton lavede også numre, så han undslap krigstjeneste, og hans liberale synspunkter var ikke populære. Fordi republikanerne traditionelt står officerskorpsets synspunkter nærmere, står Bush-administrationen stærkere. Men det har ikke hindret, at folk i den militære ledelse løbende har forsynet pressen med indsigt i de konkrete, hemmelige krigsplaner mod Irak og anonyme, kritiske citater.

Det var et klart signal til militæret, da præsident Bush først på sommeren lod offentligheden vide, at han med behag læser en bog af professor Eliot Cohen, ”Supreme Command: Soldiers, Statesmen and Leadership in Wartime”. Hovedargumentet i den er, at stærk politisk styring af de væbnede styrker er nødvendig i både krigs- og fredstid. Militærfolk er ganske enkelt ikke, mener Cohen, professionelt udrustet til at tage de store beslutninger. Generaler har ekspertise, når det gælder, hvordan krige skal udkæmpes – ikke hvorvidt de skal udkæmpes.

Modangreb

Cohen har også kastet sig ud i et forsvar af ”kyllingehøgene”. Han mener ikke, at nogle få generalers udtalelser kan tages til indtægt for, at alle generaler er imod krigen. Cohen, som var officer af reserven i 80’erne, anerkender, at der er en moralsk forskel på dem, som gjorde krigstjeneste, og dem som svigtede. Men, spørger han, er det ensbetydende med, at veteraner også har større indsigt i strategiske spørgsmål?

Måske ikke, lyder svaret tilbage. Men hvis man vil holde fast ved det gamle demokratiske princip, at soldater er underlagt civile, så må man vel også fastholde, at soldater er borgere i uniform, og at man bør lytte til dem inden en krig? Bush-administrationen har gladelig draget det patriotiske sindelag hos krigsmodstandere i tvivl, men det trick kan ikke benyttes mod veteraner, så deres konkrete indsigelser bør tillægges vægt.

Kongressen har da også interesseret sig stærkt for generalerne, som efter pensionering kan udtale sig frit. I en af efterårets mest spændende høringer optrådte general John Shalikashvili, som var chef for generalstaben i Clinton-årene, general Joseph Hoar, tidligere chef for Centralkommandoen, og general Wesley Clark, tidligere SACEUR i NATO. Og de havde mange og meget konkrete indvendinger mod Bush-administrationens politik.

Prøvestenen

Hvis man skal tro ”kyllingehøgene”, så bliver fjernelse af Saddam Hussein en let sag – en ren skovtur, har en af dem sagt. Men de tre krigsveteraner pegede på, at krig er en uforudsigelig sag, hvor det uventede, værst tænkelige, kan ske.

Det er sandsynligt, at Irak vil anvende kemiske og bakteriologiske våben mod angriberne, og det kan koste tab i tusindevis. Især general Hoar fremhævede risikoen for, at irakiske elitesoldater vil henlægge kampen til de store byer. Også det kan koste store amerikanske tab – foruden de civile tab, der kan påvirker verdens holdning en del. De fremhævede mere end nogen andre behovet for konkret planlægning nu af et besat – eller befriet – Iraks fremtid. Alle tre lagde stor vægt på, at USA meget gerne skal have FN’s opbakning og bistand fra allierede. General Clark så gerne, at NATO står for krigen.

Det videre forløb vil naturligvis blive en prøvesten for, hvorvidt de har ret i deres indvendinger. Hvis kyllingehøgene får ret, vil generalerne utvivlsomt være glade, fordi deres værste anelser blev gjort til skamme, og måske har de med advarsler bidraget til en bedre planlægning. Men krigens forløb vil også afgøre den rolle, som skeptiske officerer fremover kan spille i forhold til de civile myndigheder, og begrebet ”kyllingehøge” vil forsvinde fra sproget, hvis de civile får ret. Og de vil derefter stå mere frit, når det gælder brug af det militære redskab.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.