Trykt i CS-bladet nr. 8 i 2002

Frygten for Saddam

Beviserne mod Irak udgør en yderst broget samling

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Irak udgør en aktuel trussel mod USA, sagde præsident Bush den ene dag. Næh, lyder det fra CIA den næste dag, sandsynligheden for, at Irak vil angribe er i overskuelig fremtid lav, men den kan blive høj, hvis USA angriber Irak.

Nok lyder krigstrommerne stadigt højere, men koret synger ikke enstemmigt.

Siden Bush-administrationen i begyndelsen af september indledte den afsluttende fase i en kampagne, som skal mobilisere til krig mod Irak, er ”truslen” fra Saddam Hussein blevet både beskrevet og kritiseret i taler, rapporter, Kongres-høringer og utallige artikler.

Beviserne udgår en yderst broget samling. Der er ofte modstridende oplysninger. Meget har været kendt i årevis. Bush-administrationens topfolk er kommet med overdrevne påstande. Men helhedsindtrykket er, at Irak har kemiske samt biologiske våben. Saddam arbejder med udvikling af atomvåben. Der er projekter, som skal styrke evnen til fremføring af masseødelæggelsesvåben.

Når betydningen af det store materiale skal opsummeres, kan folk, som oprigtigt søger sandheden, nå til meget forskellige konklusioner.

Behov for kontrol

Kun to klare konklusioner står rimeligt ubestridte.

For det første er der gode grunde til, at inspektører fra FN får fri adgang, så alle mistænkelige aktiviteter kan undersøges grundigt. Det irakiske regime har til overflod demonstreret, at det er meget interesseret i masseødelæggelsesvåben, og det er ikke betryggende, at regimet i fire år har undgået opsyn.

For det andet er truslen, som Irak udgør, næppe vokset markant, siden inspektørerne forlod landet i 1998. Det er USA, som har ændret sin opfattelse af truslen, og terror-angrebet den 11. september 2001 er årsagen. Som præsident Bush selv sagde i sin tale den 7. oktober, da han imødegik kritikernes centrale argument:

”Nogle borgere undrer sig: Hvorfor skal vi konfrontere dette problem nu, når vi har levet med det i 11 år? Der er en grund. Vi har oplevet rædslen den 11. september. Vi har set, at de, der hader Amerika, er villige til at smadre fly ind i bygninger fyldt med uskyldige mennesker. Vore fjender vil ikke være mindre villige til – faktisk vil de være ivrige efter – at bruge et biologisk eller et kemisk  eller et nukleart våben”.

Saddam var et farligt uhyre i 80’erne, da USA accepterede hans brug af krigsgas og støttede ham i krigen mod Iran. Han var et svækket uhyre i 1991 efter Golf-krigen, men nu kunne USA få øje på et problem. Og han er stadig en morderisk diktator i 2002, men takket været sanktioner og tvangsnedrustning gennemført af FN er Saddam endnu mere svækket. Det nye er, at USA nu ser på hans muligheder, endog de rent teoretiske, med frygt. Som Bush også sagde: ”Efter den 11. september 2001 føler Amerika sin sårbarhed - selv i forhold til trusler, som vokser frem på jordens anden side”.

Krigsårsagen

Sammen med de to konklusioner står derfor et klart spørgsmål: Er frygt en tilstrækkelig årsag til krig?

Nej, siger en liberal amerikansk kommentator, Harold Meyerson. Det er ikke Irak, som har ændret sig og nu er blevet en større trussel. Det er USA, som har ændret sig. De to tårnes kollaps i New York gentages automatisk i amerikanernes nationale psyke, når de tænker på den nationale sikkerhed. Det er, mener han, et varigt mareridt, som vejleder, ja nok fordrejer, dømmekraften.

Ja, svarede et flertal i begge Kongressens kamre, med opbakning fra et flertal i opinionen, da politikerne gav præsidenten det ønskede mandat til en krig. Med i flertallet var politikere, som har kritiseret beviserne for, at Irak udgør en aktuel trussel. Thi nok kan svagheder, endog bedrag, i præsidentens anklageskrifter påvises, men tilbage står stadig tvivl: Ingen kan helt afvise, at Saddam vil angribe engang ude i fremtiden, og at han lige nu forbereder sig. Det er nok til, at frygten kan få næring.

Indtil 12. oktober 2002 var det sandsynligt, at en del europæere, deriblandt danskere, ikke kunne dele denne frygt, som de anså for overdreven. Ganske mange mente, at terrorismen kun var rettet mod USA, som endog selv havde medskyld. Men drabet på et par hundrede turister, på jordens anden side, vil formentlig give frygten bedre grobund også i Europa – opbakningen til krigen mod terrorisme kan vokse.

Dilemmaet

Det ændrer dog ikke meget ved det centrale problem, som Bush-administrationens krigsplaner rejser: En invasion af Irak kan både svække og styrke kampen mod den terrorisme, som bragte tvillinge-tårnene til fald og udslettede unge i et diskotek på Bali.

Kampen mod terrorisme kan blive svækket, hvis krigen mod Irak sluger ressourcer, som ellers ville gå til optrevling af Al Qaeda. Den kan blive svækket, hvis samarbejdet i anti-terror koalitionen brydes op, fordi man ser forskelligt på den nye krig. Og den kan blive svækket, hvis krigen, som NATOs tidligere SACEUR Wesley Clark har varslet, giver terrorister masser af nye rekrutter.

Kampen mod terrorisme kan imidlertid også blive styrket, hvis Irak får et nyt pro-vestligt styre. Så mindskes risikoen for, at terrorister får masseødelæggelsesvåben af regimet i Bagdad. Og et demokratisk, verdsligt orienteret Irak, kan måske bidrage til en regional udvikling væk fra diktatur og ekstremistisk islamisme.

Truslen

Set fra den amerikanske præsidents synsvinkel er det et falsk dilemma. I talen den 7. oktober hævdede han, at Saddam  ”hoverende” havde fejret terror-angrebet på USA. ”Irak kan”, fortsatte Bush, ”på en hvilken som helst dag beslutte sig til at give et biologisk eller kemisk våben til en terror-gruppe eller individuelle terrorister. Alliancer med terrorister kan tillade det irakiske regime at angribe Amerika uden at efterlade fingeraftryk”. Derfor udgør, mener høgene i Washington, indsatsen mod terrorisme og en krig mod Irak den samme kamp.

Bush peger med de citerede ord, hvis de kan bevises, på den egentlige trussel. Terrorister kan udgøre et fremføringsmiddel, som giver Saddam global rækkevidde. Ingen af Iraks raketter kan nå USA eller Europa, og det er diskutabelt, hvorvidt han stadig har raketter, som kan nå f.eks. Israel. Mens officielle amerikansk og britiske kilder antyder denne mulighed, så afvises den af chefen for Israels militære efterretningstjeneste, generalmajor Aharon Farkash.

Mystisk fly

Bush hævdede dog i sin tale, at Irak har en voksende flåde af bemandede og ubemandede luftfartøjer, som kan anvendes til spredning af kemiske samt biologiske kampstoffer.  ”Irak undersøger”, tilføjede han, ”mulighederne for at anvende UAV’ere (ubemandede fly) til opgaver, hvor målet er USA”. Det er formentlig gamle tjekkiske jetdrevne træningsfly af typen L-29, som præsidenten henviste til.

I et 50 sider langt anklageskrift, som britiske efterretningstjenester har samlet og offentliggjort, omtales L-29 projektet noget mere afdæmpet. Irakerne har, ifølge denne kilde, ”forsøgt” at udvikle flyet, så det kan flyve uden mandskab.

Men det er et langsomt fly, som bestemt ikke kan nå USA, og selv brugt regionalt kan spores af AWACS radarfly, som så kan få det skudt ned.

Terrorister

Hvad er så beviserne for, at Saddam uden varsel vil overgive masseødelæggelsesvåben til terrorister, som derefter bruger dem mod USA? Det er en mulighed, som mange forskere har anset for usandsynlig.

For det første har de påpeget, at Saddam er en hersker, som lever i evig frygt for bedrag. Hvis han giver våben til terrorister, er det i Mellemøstens noget ustabile alliance-forhold muligt, at de vil blive brugt imod Irak selv. Terrorister udgør et redskab, som vanskeligt kan kontrolleres centralt. Hvis det blev opdaget, at Saddam havde givet dem våben, ville det udgøre en uomgængelig krigsårsag.

For det andet er der ingen oplagte kandidater til rollen. Irak har kontakt med de palæstinensiske organisationer Hezbollah og Hamas, men de har ikke vist lyst til krig med USA. Når det gælder Al Qaeda er der flere tegn på, at Saddam og Osama er fjender. Efter den irakiske invasion af Kuwait tilbød Osama bin Laden sin regering, Saudi-Arabien, en styrke af frivillige, som skulle bekæmpe Saddam. Set med Bin Ladens øjne er Saddam næppe heller en særligt god muslim. Hans religiøse overbevisning har ikke gjort Irak til et land, der respekterer fundamentalisternes leveregler, nærmest tværtimod.

Latterlig påstand

Straks efter terror-angrebet den 11. september mente nogle amerikanske høge, at Irak nok stod bag. Efterretningskilder oplyste, at hovedmanden bag angrebet, Mohamed Atta, havde mødt en irakisk agent i Prag. Men det er flere gange blevet dementeret fra tjekkisk side, senest af chefen for Tjekkiets udenrigs-spionage, Frantisek Bublan.

Adskillige efterretningskilder og uafhængige eksperter har afvist, at der er et samarbejde mellem Saddam og Osama. I det officielle britiske anklageskrift omtales emnet slet ikke. Alex Standish, redaktør af det højt ansete britiske blad Jane’s Intelligence Digest, kalder påstanden ”latterlig”. Hvis amerikanske efterretningstjenester virkelig mener, at Saddam støtter Bin Ladens mænd, så har de ”ikke forstået den fundamentale forskel mellem Irak og Al Qaeda”, siger Standish.

Adskillige amerikanske kilder med adgang til efterretningstjenesternes materiale har offentligt sagt, at der ikke er beviser. Kredsen omfatter general Scowcroft, Bush den Ældres sikkerhedsrådgiver, flere senatorer, som sidder i relevante udvalg, og nyligt pensionerede generaler med nært kendskab til Mellemøsten.

Politisk pres

Alligevel hævdede præsidentens sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice og forsvarsminister Rumsfeld i september flere gange, at man nu har ”troværdige informationer” om kontakter mellem Al Qaeda og Saddams regime. De blev fulgt op af chefen for CIA, George Tenet. Han oplyste, at kilderne er af ”vekslende troværdighed”, og at de omfatter højtstående ledere i Al Qaeda, som er i USA’s varetægt.

Men de er blevet modsagt af anonyme efterretningsfolk, samt flere navngivne tidligere. Den nu forhenværende CIA-agent Bob Baer, som fulgte Al Qaedas opvækst, bekræfter, at der har været kontakter, men at der intet samarbejde kom ud af det. ”Jeg er ikke bekendt med nogen beviser for, at Saddam lægger op til terrorisme mod USA”, siger han.

CIA’s tidligere chef for kontra-spionage, Vincent Cannistraro, hævder, at politisk pres forvansker informationer, som leveres til USA’s ledere, og at der af den grund er stor utilfredshed i CIA. Han hævder samtidig, at høgene i forsvarsministeriet forkaster analyser fra CIA, som de ikke er enige i, og i stedet bruger informationer fra eksil-irakere.

Saddams hævn

Men det er ikke alle CIA-folk, som lader sig kue. Under en lukket høring i Senatet den 2. oktober blev en ledende efterretningsofficer spurgt om, hvorvidt Saddam, hvis han ikke følte sig truet, ville angribe med masseødelæggelsesvåben. Officeren svarede, at når det gælder ”den overskuelige fremtid” så vil ”sandsynligheden være lav”. Men hvad hvis USA angriber først? Så vil, lød svaret, sandsynligheden være ”temmelig høj”.

Efter pres fra senatorerne blev disse citater frigivet af CIA lige efter præsidentens 7. oktober tale. Samtidig frigav man citater fra en mere omfattende vurdering, som dækker CIA’s fælles opfattelse. Heri står, at Saddam i dag har udelukket angreb på USA. Men hvis han mener, at et amerikansk angreb ikke kan undgås, så vil han være mindre tilbageholdende: ”Det er muligt, at Saddam vil beslutte, at det ekstreme skridt med bistand til islamiske terrorister, så de kan gennemføre et angreb med masseødelæggelsesvåben på USA, er hans sidste chance for at opnå hævn ved at tage et stort antal ofre med sig”.

De ord udgør formentlig den vigtigste trussels-analyse, som hidtil er fremlagt.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.