Trykt i CS-bladet nr. 10 i 2002

Retfærdig krig

Fra mindst 1600 års overvejelser har vi arvet principper for vurdering af krig

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Vi siger: ”I krig og kærlighed gælder alle kneb”. Men mener vi det?

Sætningen indeholder et budskab. Både krig og kærlighed er aktiviteter, som ophæver normale moralske spilleregler. Ethvert bedrag er tilladt, når man slås for den elskedes gunst. Enhver form for vold er acceptabel i krig.

I begge tilfælde er selve livet på spil. Adfærd, beretter visdomsordene videre,  styres kun af egeninteresse og nødvendighed.

Men samtidig har vi i sproget en masse ord, som formidler det modsatte budskab. I forbindelse med kærlighed har vi trofasthed, skam, ærbarhed, utroskab. I forbindelse med krig anvendes aggression, selvforsvar, eftergivenhed, brutalitet, udåd, massakre, barmhjertighed. Alle ordene indeholder en vurdering, som henviser til moral.

Sproget afspejler ofte århundreders debat mellem mennesker – både de lærde og de såkaldt almindelige. For nogle mennesker, som gerne vil kalde sig realister, er krig et så ekstremt fænomen, at vores normale syn på rigtigt og forkert slet ikke kan anvendes. Krig er hinsides alle love.

Men sproget viser, at langt flere overfører hverdagens moral til krigssituationer. Man må gerne slå ihjel, fordi situationen er ekstrem, men det er ikke ensbetydende med, at ethvert kneb gælder. Der er stadig moralske spilleregler, som sætter grænser.

Ret og uret

Når en kommende krig diskuteres, så dukker ”sikkerheds-eksperter” op med politiske argumenter. Der henvises til folkeretten samt paragraffer i diverse pagter og konventioner.

Men bag denne debat ligger nogle opfattelser af  ”ret” og ”uret”, ”rigtigt” og ”forkert”. Disse begreber er ikke forbeholdt eksperter. Filosoffer kan selvfølgelig kværne løs derom i timevis. Men vi anvender dem alle, uanset uddannelse. De er nemlig rodfæstet i selve menneskehedens værdigrundlag og udviklet gennem århundreder. Eksperter argumenterer ofte for deres sag med skjult henvisning til denne moralske arv.

Statsledere kan ikke sende soldater i kamp blot med henvisning til, at folk, som er i uniform, skal gøre, hvad de får ordre til. De skal argumentere politisk for krigens nødvendighed. Men de skal især levere en moralsk argumentation for, at krigen er retfærdig.

Den store udfordring for alle deres tilhørere er: Skal man acceptere eller afvise statsledernes argumenter? Har statslederne leveret en tilstrækkeligt gennemtænkt, omfattende og ærlig argumentation? Eller har de, bevidst eller ubevidst, overset væsentlige forhold?

Kirkens rolle

Det er ikke nogen ny udfordring. Formentlig er den blevet erkendt i al den tid, hvor mennesker har kæmpet mod hinanden. Fra de gamle grækeres tid har vi udførlige overvejelser.

Siden det 4. århundrede har  kristne teologer og andre kloge hoveder diskuteret, hvornår det er retfærdigt, at mennesker går i krig, og hvordan en krig kan udkæmpes på retfærdig vis. De har skabt en teori om retfærdig krig. Teorien udgør et logisk system, som kan organisere spørgsmål i forbindelse med væbnede konflikter, så vi når frem til væsentlige svar. Det er spørgsmål , som kan give overblik og føre til afklaring.

Mellem de første kristne var pacifisme udbredt. For nogle af deres ledere var det åbenbart et problem. Så de ledte efter argumenter, som kunne begrunde undtagelser fra hovedreglen om, at man ikke må slå ihjel.

Ny livskraft

Menneskets natur er så syndefuld, at krig kan være nødvendig, påpegede den store kirkefader Sankt Augustin (354-430). Det er imidlertid ikke, fortsatte han, ensbetydende med, at kristne kan forlade dydens vej i krig. Den italienske filosof og teolog, Thomas af Aquino (1225-74), udviklede tanken mere systematisk. Martin Luther (1483-1546) sørgede for, at også protestanter siden har overvejet, hvornår en krig kan være retfærdig.

Fra verdsligt hold hober bidragene sig også op, siden Hugo Grotius (1583-1645) overførte teologernes arbejde til folkeretten. I det tyvende århundrede fik teorien ny livskraft, da Vietnam-krigen og atomoprustningen kom til debat. Spørgsmålene fra den retfærdige krigs tradition giver dermed et fælles grundlag, som repræsenterer 1600 års visdom.

For alle

Det er en stor misforståelse, hvis man i begrebet ”retfærdig krig” blot ser et trick, som skal gøre kirkens velsignelse af massedrab mulig. Teorien opretter rent faktisk et forhindringsløb med moralske prøvesten, som skal blokere krig.

Den giver vor verdslige tid et redskab, der forener etiske og politiske overvejelser. Den kan bruges af mennesker, som ikke er religiøse, fordi så mange forskellige mennesker i tidens håb har bidraget til teoriens udvikling, at den i dag udgør noget af fundamentet for vores civilisation. Ja, lignende tanker eksisterer endog i andre religioner.

I sikkerhedspolitiske diskussioner taler man ofte forbi hinanden, fordi argumenterne udspringer af forskellige skoler i den akademiske disciplin international politik, indbyrdes uforenelige ideologier og magtpolitiske interesser. Hvis man vurderer disse diskussioner ud fra kravene til retfærdig krig, har man et grundlag for vurdering, som afslører både huller i argumentationen og fælles opfattelser.

Teorien er et redskab, som desuden kan afværge, at vi bliver hængende i juridiske paragraffer. Moderne folkeret bygger på tankegodset fra retfærdig krig, men det er ikke ensbetydende med, at traktater og konventioner nu udgør de endelige svar. Som vores forfædres diskussion af modstridende hensyn blev en stor inspirationskilde til folkerettens paragraffer og sædvaneret, kan en ny tids overvejelser, i overensstemmelse med den retfærdige krigs tradition, også give anledning til fornyelse af juraen.

Dertil kommer, at den skrevne folkeret i vidt omfang udgør en papirverden. Dens ”love” brydes regelmæssigt, og lovhåndhævelsen er tilfældig eller sker ud fra hensyn, som ikke har juridisk karakter. Det kan være magtpolitiske hensyn. Men det kan også ske ud fra moralske overvejelser. Så lovens bogstav står i anden række.

Før Irak

Vi tvinges af teorien endvidere til konkret vurdering af hver enkelt sag, som kommer på bordet. En grundlæggende tanke bag retfærdig krig er nemlig, at der ofte opstår en konflikt mellem smukke hensigter og uvisheden, som er knyttet til de mulige følger af kommende handlinger.

Teorien skelner mellem to grupper af krav, som selvfølgelig har overskrifter på latin. Jus ad bellum beskæftiger sig med de vurderinger, som bør gennemføres inden en krig. Jus in bello leverer retningslinjerne for, hvordan en krig skal udkæmpes, hvis den er retfærdig. Før en krig mod Irak indledes, kan en del inspiration til spørgsmål altså hentes fra følgende overvejelser:

Sagen

Retfærdig sag. Krigen skal være svar på en ubestridelig trussel. Selvforsvar vil være et klassisk tilfælde. Men hvad er en trussel, og hvad er selvforsvar?

Folkeretten har bestemmelser, som giver svar. Det er eksempelvis FN’s sikkerhedsråd, som skal beslutte, hvorvidt en trussel mod freden er opstået, og FN-pagtens artikel 51 giver ret til selvforsvar, efter et væbnet angreb er sket. En udbredt tolkning af artikel 51 er, at man også må komme et angreb i forkøbet, hvis angrebet er umiddelbart forestående.

Bush-regeringen har imidlertid lagt op til ny fortolkning af retten til selvforsvar. Hvis en slyngelstat, som ikke følger det internationale samfunds spilleregler, har raketter og masseødelægelsesvåben, så udgør den en trussel. Sådanne stater vil måske gå til angreb uden varsel, og når skaden først er sket, så kommer selvforsvaret for sent. Terrorister udgør en lignende trussel. Derfor, argumenterer USA, er et forebyggende angreb retfærdigt.

Kritikere har mange indvendinger. De betvivler, at truslen fra Irak er overhængende, og de peger på, at den påståede ret til forebyggende krig kan misbruges, fordi beviserne for, at man handler i selvforsvar, bygger på egen tolkning af en mulig fare, ikke en konkret handling.

Teorien åbner for brug af magt i et forsvar af værgeløse. Ud fra en kristen synsvinkel kan man endog hævde, at det tjener en højere sag, hvis man med våben i hånd beskytter andre, end hvis man blot beskytter sit eget liv. Det gælder klart i forbindelse med folkemord, men nogle vil hævde, at krig mod et regime, som groft undertrykker menneskerettigheder, også udgør en retfærdig sag.

Godkendelsen

Højeste myndighed. Hvem har ret til brug af væbnet magt mod andre? Teorien pegede i århundreder på, at det er fyrsten, der har fået sin magt af Gud, som kan beslutte krig. Senere blev det en udbredt tanke, at statens leder har sin magt i kraft af folkets samtykke. Dermed fik man også åbnet for den opfattelse, at folket har ret til væbnet oprør mod en tyran.

I folkeretten er det nu FN, som udgør den øverste myndighed. Sikkerhedsrådet kan godkende eller fordømme krige. Krigen mod Irak fra 1990-91 var således bemyndiget af FN.

Hvis man antager, at vi lever i et verdenssamfund, hvor FN udgør den øverste myndighed, så er Sikkerhedsrådets godkendelse også nødvendig ud fra moralske overvejelser. Sikkerhedsrådet er imidlertid ikke et organ, som repræsenterer alle verdens borgere, og det kan være lammet af uenighed mellem store magter, som heller ikke handler på vegne af deres egne befolkninger.

Den højeste myndighed kan derfor godt ligge hos en koalition af demokratier, der har opnået samtykke fra deres parlamenter. Jo større koalitionen er, desto stærkere står argumenterne for, at krigen er retfærdig.

Hensigterne

Rigtige hensigter. Forklaringerne skal være de faktiske årsager. Målet med krigen skal være en sikker og retfærdig fred. Motivet må ikke være had eller ønske om strålende ry men uselvisk stræben efter retfærdighed.

Teorien opfordrer på dette punkt til undersøgelse af den mulige kløft mellem statslederes retorik og deres faktiske målsætning, som kan fremgå af deres konkrete handlinger.

Hovedargumentet for krig mod Irak er, at landet skal afvæbnes, så masseødelæggelsesvåben ikke længere kan udgøre en trussel. Mange såkaldt skjulte motiver fremhæves af nogle kritikere. Nogle hævder, at USA vil erobre landets oliefelter. Andre hævder, at Bush junior søger hævn eller strålende ry, fordi hans far ikke fik løst det irakiske problem i Golf-krigen. Præsident Bush har tidligere sagt, at krigens målsætning er, at Saddam regime skal styrtes, men efter protest fra allierede er det motiv nu mere skjult.

Nært knyttet til kravet om rigtige hensigter er endnu et krav: Krig skal være en sidste udvej. Enhver rimelig mulighed for at afværge en krig skal undersøges.

De centrale spørgsmål er: Vil USA respektere den proces, som er fastlagt i FN for afvæbning af Irak? Eller søger man efter undskyldninger for krig, uanset hvordan inspektionerne forløber?

Succes

Rimelig udsigt til succes. Der skal både være udsigt til, at krigens mål er opnåelige, og at det gode, som man stræber efter, ikke overgås af de forudsigelige omkostninger.

Teorien lægger altså op til grundig vurdering af krigens sandsynlige forløb inden den indledes. Det er en svær opgave, fordi krig ofte er en uforudsigelig aktivitet. Så kravet er især rettet imod det overmod, som de gamle grækere kaldte hybris. Man skal altså åbent erkende risici. Kravet indeholder også en opfordring til, at man planlægger, hvad der skal ske efter krigen.

Den grundlæggende moralske regel er i denne forbindelse, at når en krig kan undgås, så er store tab lig med massemord.

Langt de fleste kritikere hævder, at en krig mod Irak er forbundet med store risici. Kampe i byområder kan koste store civile tab. Det er muligt, at Saddam Hussein, fordi han er truet på livet, vil anvende masseødelæggelsesvåben både i og uden for Irak. Det er også muligt, at krigen vil give ekstra medvind til ekstremister i den muslimske verden.

Omvendt hævder flere af de folk, som opfordrer til krig, at den vil blive en ren skovtur, at irakerne vil hylde deres befriere, og at muslimske ekstremister vil blive svækket, fordi Irak ikke længere kan støtte deres sag. Disse folk hævder også, at befrielse af Irak er nøglen til fred i Mellemøsten.

Som sagt: Teorien om retfærdig krig udgør ikke et spørgeskema, som kan levere entydige svar. Ifølge kirkens lære skal alle krav opfyldes, inden en krig kan kaldes retfærdig. I praksis udgør teorien kun en ramme for systematisk analyse og debat.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.