Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 7, december 2002

USA’s værktøjskasse

Alliancen er på topmødet blevet ændret fundamentalt, hævder amerikanske eksperter

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Efter festen kommer tømmermændene.

Topmødet i NATO ligner en stor succes. Den amerikanske præsident George W. Bush slog fast, at man vedtog "de vigtigste reformer" i alliancen siden starten i 1949. Værten, Tjekkiets præsident Vaclav Havel, så i udvidelsen med syv østeuropæiske lande beviset for, at NATO "ikke blot er en klub af veteraner fra den kolde krig".

Op til mødet var der sat store spørgsmålstegn ved alliancens fortsatte livskraft. Er NATOs fremtid, at man kun vil bestyre freden i et stadigt mere fredeligt Europa? Eller vil man tage udfordringen op fra vor tids store trusler?

Svaret fra topmødet var, at man både vil styrke freden i Europa og organisere sig til kamp mod udfordringer, som har deres arnested fjernt fra medlemmernes territorium. Man holdt døren åben for endnu flere nye medlemmer og tog initiativer, der skal udvikle samarbejdet med Rusland og centralasiatiske stater.

Mødet lagde op til vidtgående ændring af kommandostrukturen, som man har arvet fra den kolde krig, og det besluttede oprettelse af et lille ekspeditionskorps, som skal udrustes til kamp på USA’s højteknologiske niveau, sammen med amerikanske styrker.

Selv det tredje store spørgsmål, som dystert har hængt over NATOs fremtidsudsigter, fik et positivt svar: Er USA stadig interesseret i NATO? Præsident Bush svarede: "Den Atlantiske Alliance er Amerikas vigtigste globale forbindelse".

Oprydning

Efter et år med meget knas i det transatlantiske samarbejde var det disse svar, som alle parter havde brug for, hvis indtrykket af krise ikke skulle blive katastrofalt selvforstærkende.

Når man kunne nå frem til svar, som vækker gensidig glæde, så viser det, at der stadig er livskraft i alliancen, fordi den er ønsket i både Europa og USA. Men i en tid, hvor spin-doktorer huserer, må man også erindre, at fordi alle stærkt ønskede disse positive signaler fra topmødet, så er der også grund til skepsis.

Mange af topmødets resultater har mest karakter af oprydning i kassen med historisk overleveret gods. Der er gået mere end et årti siden Sovjetunionens og Warszawa-pagtens opløsning. Optagelsen af de nye demokratier har, især set med deres egne øjne, været en meget langsommelig affære. Vejen til det forenede og fredelige Europa, som blev hyldet i Prag, virker stadig lang, hvis man ser på Hviderusland, Rusland, Ukraine, Albanien, Makedonien, Montenegro, Bosnien, Kroatien, Serbien, Georgien og Armenien.

Flere af det nye medlemmer er kun sluppet ind, fordi NATO har slækket sine krav til nye medlemmer. En rapport fra den republikanske del af staben i det amerikanske senats udenrigsudvalg slog i august fast, at "de fleste" nye medlemmer har "alvorlige problemer med omfattende korruption". Rapporten påpegede også, at de kandidater, som kan tilbyde noget af militær betydning, fortsat har store mangler ved deres demokratiske institutioner. Landene, som er længst fremme i den demokratiske udvikling, kan samtidig "ikke bidrage væsentligt" til NATO’s militær styrke. Flere andre rapporter er kommet med lignende budskab.

Sandsynligvis vil NATO fortsat presse på for reformer i de nye medlemslande, men det er en meget krævende opgave, som ikke nødvendigvis bliver nemmere efter deres medlemskab godkendes. Det har i forbindelse med Polen, Ungarn og Tjekkiet vist sig, at når optagelsen først var sikret, så blev energien bag reformer mindre.

Forældet struktur

Oprydning var også tiltrængt i både NATOs kommandostruktur og de enkelte medlemmers forsvar.

Fra den kolde krig arvede alliancen en kommandostruktur, som byggede på en geografisk ansvarsfordeling. Denne struktur er siden starten af 90erne blevet kaldt forældet, og der er sket nedskæringer. Men trods ihærdige bestræbelser fra centralt hold i NATO har resultaterne ikke stået mål med indsatsen (og ønskerne).

En rapport fra den militære læreanstalt US Army War College, dateret 15. maj 1998, påpeger, at under den ofte ophidsede debat i alliancen har militære fornuftsargumenter kæmpet mod hensyn, som er bestemte af medlemmers nationale prestige og historiske modsætninger.

Som illustration analyseres tre eksempler. Det ene er Danmarks indsats for opretholdelse af BALTAP i Karup, og indsatsen modtager ikke ros. Det kan således ikke undre, at hovedkvarteret, ifølge forsvarsminister Jensby, nu står for fald.

Generelt hænger de væbnede styrker i alliancens europæiske del fast i en struktur, som lægger hovedvægt på nationalt forsvar. Det er en af årsagerne til, at de ikke har haft råd til fælles projekter og tidssvarende modernisering af udvalgte enheder.

Danmark har brystet sig af sin internationale brigade, men det har ikke hindret, at eksperter i NATOs centrale hovedkvarterer i årevis har hilst besøgende med kritik af værnepligten, den kampvognstunge Danske Division og så videre. I forbindelse med topmødet har forsvarsministeren, tilskyndet af kritik udefra, lagt op til nytænkning, som kan blive meget mærkbar. Evnen til engagement langt fra danske agre skal fremover være den altafgørende prøvesten.

Dyb uenighed

Lave forsvarsbudgetter i Europa har fået skylden for, at USA og Europa er gledet fra hinanden. NATOs generalsekretær, Lord Robertson, kunne efter topmødet oplyse, at adskillige lande nu planlægger vækst. Hvorvidt alle løfter følges af handling er dog tvivlsomt, og det mest sandsynlige er, at den militære kløft mellem USA og Europa fortsat vil vokse.

Trods alle ordene i Prag er der nemlig en kløft, som er vigtigere end forskellen mellem de væbnede styrkers højteknologiske slagkraft. Der er en "strategisk kløft", siger den amerikanske forsker Ivo Daalder fra Brookings Institution. Han er en meget anerkendt ekspert - også af danske politikere. Udenrigspolitisk Nævn inviterede ham til en høring på Christiansborg, og det har siden opsøgt ham i Washington. Daalder var Europa-ekspert i præsident Clintons nationale sikkerhedsråd.

Daalder peger for det første på, at Europa og USA ser forskelligt på verden. Europæiske regeringer vil, mener han, i de kommende ti år bruge næsten al deres energi på udvidelsen af EU. USA vil bruge sin energi på trusler, udfordringer og muligheder i resten af verden.

For det andet har europæere og amerikanere forskellige opfattelser af den rolle, som militær slagkraft skal spille. For Europa er magtanvendelse en sidste udvej, som kan overvejes, når diplomati har spillet fallit, og der er bred opbakning. Bush-administrationen har vedtaget en national sikkerhedsstrategi, som gør magtanvendelse til en første udvej i forebyggende krige. Kløften er altså dyb, når det gælder hvornår militær magt skal anvendes.

Man ser også forskelligt på, hvordan magtanvendelse skal ske, påpeger Daalder for det tredje. USA foretrækker bombardement fra luften, mens europæerne mener, at man skal sætte landstyrker ind, som kan gå på jagt efter fjenden. Europæerne mener også, at krige skal udkæmpes med et klart øje for, hvordan man skaber fred bagefter. USA tænker mest på, at fjenden skal knuses.

Derfor, siger Ivo Daalder, er der ikke udsigt til, at man kan genoprette traditionen for fælles indsats og planlægning.

Udfordringen

Denne beskrivelse af fundamental uenighed slører naturligvis, at "Europa" langt fra er enig med sig selv, men den europæisk-amerikanske strid er en central nøgle, hvis man vil forstå udviklingen i NATO op til topmødet.

Striden blev indledt med et brag den 18. januar i Bruxelles under et seminar, hvortil USA havde inviteret alle NATO-ambassadører samt en række uafhængige eksperter.

Den amerikanske senator Richard Lugar chokerede europæerne med en tale om, at NATO skal gennemføre en "fundamental omvurdering" af sin rolle. Den vigtigste opgave fremover skal, forklarede han, være afvæbning af stater med masseødelæggelsesvåben, som ikke er underkastet international kontrol.

Hvis noget land modsætter sig kravet eller accepterer tilstedeværelse af terrorister, som vil anskaffe masseødelæggelsesvåben, så bør, sagde Lugar, NATO sammen med USA være beredt til "brug af magt samt de diplomatiske og økonomiske redskaber, som står til deres rådighed".

Uddybende tilføjede han: "Jeg nævner ikke militær magtanvendelse blot i forbifarten eller uden tyngde bag ordene. Brug af militær magt kan medføre krig mod nationalstater fjernt fra Europa eller Nordamerika. Det er den frygtindgydende mulighed, som nu må påpeges med største klarhed".

Hård strid

Flere deltagere oplyser, at debatten bagefter var usædvanligt hård og udiplomatisk. Ifølge et referat, udarbejdet af den amerikanske NATO-ambassade, var det amerikanske budskab klart: "Hvis NATO ikke ændres fundamentalt, så nye trusler og udfordringer kan imødegås, så kan den (alliancen - red.) blive irrelevant og miste amerikanske støtte". Europæerne svarede, at de ikke er overbevist om, at "hvis vi betaler mere, yder mere, så vil vi også få større indflydelse".

Tilsyneladende erkendte alle, at det gode gamle NATO, hvor alliancen var et solidarisk fællesskab under fælles ledelse, nu er en saga blot. Ifølge referatet konkluderede deltagerne, at NATO fremover mere vil blive et tag-selv-bord - "en Lego-kasse, hvorfra man kan vælge de aktiver, som er nødvendige med henblik på aktuelle opgaver".

Værktøjskassen

Efter mødet stod det hurtigt klart, at amerikanerne mente truslen alvorligt. Bush-regeringen ville anse NATO for "irrelevant", hvis europæerne ikke fulgte USAs anvisninger for alliancens fremtid. Samme trussel blev genbrugt mod FN, da præsident Bush 12. september opfordrede denne organisation til handling imod Irak.

Og truslen mod NATO er langt fra lagt på hylden. Under en tale i Prag den 20. november gjorde Bush klart, at europæerne står foran et afgørende valg: "Enten påtager de sig globalt ansvar, eller også vælger de at leve i isolation fra vor tids udfordringer".

Siden januar er kassen med Lego-klodser blevet til "en værktøjskasse", men meningen er den samme. NATO skal fremover især være en pulje med militære redskaber, som kan plukkes frem til brug alt efter behov. Oprettelsen af et lille ekspeditionskorps på USA’s højteknologiske niveau skal sikre, at de mest moderne redskaber er til rådighed.

Den amerikanske sikkerhedsekspert James Steinberg ryster ikke på hånden i sin analyse. Han var i Clinton-regeringen vice-chef i Det Nationale Sikkerhedsråd og i vidt omfang hjernen bag de års amerikansk NATO-politik. Han siger, at ekspeditionskorpset ikke skal styrke institutionen NATO. Det skal sikre, at NATO er en bedre værktøjskasse, og han beskriver den således:

"Værktøjskassen er en række redskaber, som kan frigøres fra de politiske institutioner omkring NATO og tages hen til kamp andre steder. Set fra USA er fordelen, at vi får mulighed for at trække på flere redskaber, men vi skal ikke samtidigt plages af problemet med at konsultere andre. Det er os, som står for aktionen. Det er os, som beslutter, hvad der skal gøres".

USAs kasse

Han peger også på kommende problemer. Europæerne er gået med til oprettelsen af korpset og indkøb af nyt materiel, fordi man gerne vil have mere indflydelse på Washingtons adfærd. Men det ønskes deles absolut ikke af Bush-regeringen, siger Ivo Daalder:

"USA har traditionelt tænkt, at brug af militær magt skulle ske inden for en alliance-struktur. Nu har vi en situation, hvor hele målsætningen er, at det absolut aldrig skal ske igen. Hele formålet med NATO er ikke længere, at man i fællesskab skal gennemføre militære operationer, og det var jo ellers årsagen til oprettelsen (af NATO). Formålet er nu at stille militære redskaber til rådighed, så USA kan vrage og vælge mellem dem. Tjekkerne har gode C- og B-våben redskaber, briterne har gode specialstyrker – lad os snuppe dem så en aktion kan gennemføres på den måde, som USA ønsker".

Daalder kalder denne ændring af NATO "fundamental" i forhold til, hvordan USA i de seneste 50 år har ført udenrigs- og sikkerhedspolitik.

EU er taberen

Den nye amerikanske opfattelse af NATO er også svaret på, hvorfor de syv nye medlemmer kan optages trods alle mangler. De skal ikke længere indpasses i et stort fælles maskineri, hvor selv lidt grus kan skabe store problemer. Hvis de blot kan levere en smule til værktøjskassen, så gør det mindre, at denne kasse får flere rum. Og de kan levere noget, hvis de fokuserer deres forsvarsbudgetter på nogle få redskaber.

Set med amerikanske øjne er der endnu en fordel ved ekspeditionskorpset. Det vil svække en mulig storpolitisk konkurrent, EU. Som led i en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik har EU arbejdet med oprettelsen af et større ekspeditionskorps. Det skulle være et skridt hen imod uafhængighed i forhold til USA.

Men den nye NATO-styrke vil "ikke kun binde alliancens fremtid nærmere til USAs udenrigspolitiske mål, men det vil også svække europæiske bestræbelser for at handle uafhængigt af Washington", konstaterer det amerikanske sikkerhedspolitiske institut Stratfor, som i sine analyser ofte ligger tæt på Bush-regeringens.

Hvis styrken kan redde NATO, så er det en pris, som en del europæiske lande gerne vil betale. Men fremtiden for det transatlantiske forhold vil formentlig blive afgjort længe før, at NATO-styrken kan stå klar i 2004-06. En krig mod Irak vil blive afgørende.

Bush fik på topmødet kun en vag og uforpligtende støtte-erklæring, og selv hvis europæerne går med i en krig, vil det være USA’s styrker, som skal klare hovedparten, og det vil være USA, som bestemmer. Bagefter får USA brug for omkring 100.000 soldater til sikring af det befriede Irak. De vil i vidt omfang blive søgt hentet fra europæernes "gammeldavs" styrker, thi det er i sidste ende dem, som er bedst egnet.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.