Trykt i Information 4. januar 2003

Nordkorea bagvaskes

Hvorfor kan Bush ikke håndtere Nordkorea, når Clinton kunne?

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Vi bringer en efterlysning:

Hvem vil forsvare et stalinistisk diktatur, som udvikler masseødelæggelsesvåben, bryder aftaler og truer sine naboer? Aflønning vil ske efter gældende regler – altså mistro, foragt og tilsvining.

Næh, det er nok muligt, at ingen vil melde sig. Og det er et alvorligt sikkerhedspolitisk problem.

Fordi ingen vil forsvare diktaturet i Pyongyang, udvikler krisen sig med risiko for en krig, som kan koste over en million mennesker livet.

Selvfølgelig er det ikke en nem opgave. Men så burde journalister i det mindste forklare Nordkoreas optræden, så den ikke kun ligner galskab, og derfor udelukker en fredelig løsning. Det er mindre svært, og alligevel sker det stort set ikke. Årsagen er vel lige dele uvidenhed, frygt og dovenskab.

Resultatet er, at vi har fået en beskrivelse af krisen, som er usædvanligt skandaløs, ensidig og farlig.

Clinton-resultater tabt

Nogle få spørgsmål burde vække til eftertanke. I slutningen af 2000 var forholdet mellem USA og Nordkorea så godt, at præsident Clinton var beredt til topmøde med den nordkoreanske leder. Kim Jong Il. Men den amerikanske præsident turde ikke rejse midt i den indenrigspolitiske krise efter valget.

Hvorfor blev Clinton-regeringens resultater ikke fulgt op? Ansvaret ligger entydigt på hans efterfølgers skuldre. Først ville præsident Bush slet ikke tale med nordkoreanerne. Efter nogle måneder åbnede han for en dialog, men det skete med en stribe nye krav, som tilmed skulle opfyldes uden nye, amerikanske modydelser.

USA’s nye politik var i god overensstemmelse med den kurs, som såkaldt konservative ideologer havde anbefalet i årevis. Men den var i strid med ti års erfaringer.

Nordkoreas daværende leder, Kim Il Sung, besluttede i slutningen af 80’erne, at fjendskabet med USA, Sydkorea og Japan skulle ophøre. Han valgte tilsyneladende en noget-for-noget strategi. Som journalisten Leon Sigal har påvist i sin fremragende bog, Disarming Strangers, har Pyongyang siden samarbejdet, når Washington ville samarbejde, og optrådt truende, når amerikanerne var genstridige.

Det kan kun kaldes for afpresning, hvis man ignorerer, at nordkoreanerne rent faktisk har været imødekommende, og samtidig ignorerer, at USA også har brudt løfter og optrådt truende.

Det er sandt, at Nordkorea ikke er et eksemplarisk medlem af kredsen, som har underskrevet ikke-spredningstraktaten fra 1968 og samarbejder med det internationale atomenergiagentur IAEA. Det havde måske været bedre for landet, hvis det aldrig havde underskrevet, og så blot var med i klubben af atommagter, som aldrig har underskrevet, og derfor ikke selv bryder løfter: Israel, Pakistan og Indien.

Man underskrev efter sovjetisk pres til gengæld for løfter, som blev brudt, og man meldte sig ikke ud i begyndelsen af 90’erne – det tillader traktatens artikel 10 – til gengæld for nye løfter, som også er blevet brudt.

Amerikanske trusler

Det er også sandt, at nordkoreanerne, i strid med den oprindelige underskrift og senere aftaler, har holdt en mulighed for udvikling af atomvåben i baghånden, mens man forhandlede med blandt andet USA.

Også det er forståeligt. Landet har ikke andre stærke kort, og det er siden 50’erne og indtil i dag gentagne gange blevet truet med atomvåben af USA. I strid med amerikanske løfter, som er knyttet til ikke-sprednings traktaten, har USA i 1998 gennemført øvelser, hvor brug af atomvåben indgik.

Bush-regeringen har gentagne gange truet med atomvåben. Det skete indirekte, da præsidenten i januar sidste år gjorde Nordkorea til en del af »ondskabens akse«. Det skete i forårets revision af atomstrategien, som beordrer ny planlægning af atomkrig mod Nordkorea. Og det skete i forbindelse med præsentationen af strategien om forebyggende krig.

En mere detaljeret gennemgang af de seneste to år, end det her er muligt, vil vise, at USA gentagne gange har forsøgt afpresning – gjort både mad og olie til våben – og at Nordkorea, vanen tro, har lagt modpres med initiativer, som også indeholder trusler. Men nordkoreanerne har, også vanen tro, signaleret, at alle ens egne våben og atomprogrammer kan indgå i forhandlinger.

Den amerikanske udenrigsminister har netop bedyret, at man ikke vil angribe Nordkorea. Det er et fornuftigt løfte. Men til gengæld vil man, som en anonym amerikansk embedsmand sagde, lade Nordkorea »rådne op«.

Er det mon sandsynligt, at Nordkorea blot vil bryde sammen i ro og fred? Og hvordan vil omverdenen håndtere det nordkoreanske sammenbrud? Er der konkrete planer, som kan klare millioner af sultne flygtninge og afværge brug af landets frygtindgydende våben under kaotiske forhold? Spørge kan man da, hvis man ikke vil forsvare eller forklare.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.