Trykt i Information 11. januar 2003

Ulven er kommet

Nordkorea skubber til en allerede meget syg traktat.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Når »overordnede interesser« er truet, kan lande forlade internationale traktater.

Traktaten fra 1968 mod spredning af atomvåben giver deltagerne denne ret i artikel 10. Og ABM-traktaten fra 1972, som forbød USA og Sovjetunionen oprettelse af et nationalt missilskjold, indeholder den samme ret i artikel 15.

Mange lande, deriblandt USA og Danmark, har i årenes løb kaldt ABM-traktaten for hjørnestenen i den rustningskontrol, som skal sikre strategisk stabilitet. Alligevel opsagde Bush-regeringen i december 2001 ensidigt traktaten. Det blev beklaget og fordømt, men verden står endnu, og især USA’s allierede, men delvist også Rusland, har tilpasset sig den nye situation.

Ikke-spredningstraktaten er ikke en mindre vigtig traktat, så det vil bredt blive beklaget og fordømt, at Nordkorea nu vil forlade denne aftale. Faktisk trak Pyongyang sig ud helt tilbage i marts 1993, men i juni samme år indførte man et »moratorium«, som har været i kraft indtil fredagens erklæring.

I denne situation kan man så spørge: Står verden for fald? Eller vil man tilpasse sig den nye situation? Svarene kan gå i to retninger.

Initiativerne i 1993 blev indledningen til mange år med forhandlinger, som gjorde nordkoreansk nedrustning samt mere stabil fred til en realistisk mulighed. Der er i den aktuelle blanding af negative og positive signaler mange lighedstræk med situationen i 1993. Så det er absolut muligt, at USA og Nordkorea igen finder sammen.

Men mere dystre svar kan ikke afvises. Det er muligt, at Nordkorea har udløst en kædereaktion, som fælder den ’verden’, der bygger på ikke-spredningstraktaten. Årsagen er, at den er blevet undergravet og er yderst skrøbelig.

En byttehandel

Til grund for den verdensorden, som er opbygget i forbindelse med traktaten, ligger en byttehandel. De fem atom-magter, som eksisterede i 1968, lovede, at de ville afskaffe deres atom-arsenaler, og til gengæld lovede resten af underskriverne, at de ikke ville anskaffe atomvåben.

Løftet, som blev traktatfæstet i artikel seks, imødegik anklager fra blandt andet Indien, som anså traktaten for diskriminerende. Indernes centrale spørgsmål lød: Hvis atomvåben gavner USA’s, Sovjetunionens, Kinas, Storbritanniens og Frankrigs sikkerhed, hvorfor gavner de så ikke også andre landes sikkerhed?

Inderne troede ikke på løftet, og siden har de selv, sammen med Israel og Pakistan, anskaffet sig den nukleare sikkerhedsgaranti. Og spørgsmålet er mere aktuelt end nogensinde. Hvis atomvåben er så gavnlige, hvorfor har f.eks. Irak, Iran, Japan, Brasilien, Taiwan og Nordkorea ikke ret til den samme sikkerhed?

Den store forskel på 1993 og 2003 er, at atomvåben for 10 år siden var på vej i historiens skraldespand. USA’s daværende stabschef, Colin Powell, kaldte dem en »spildt investering«. Talrige eksperter udarbejdede forslag, som skulle bane vej for total atom-afrustning. Da Nordkorea i 1994 indgik en aftale, som skulle sikre landet atomkraftværker til gengæld for, at atomvåbenprogrammer blev skrottet, var det helt i tidens ånd.

Der var dog stadig utilfredshed med, at de store atommagter ikke overholdt deres nedrustningsløfte. Så da ikke-spredningstraktaten i 1995 blev gjort permanent, var forudsætningen, at der skulle fart i nedrustningen, og atommagterne gentog højtideligt, at de ikke ville bruge deres arsenal mod ikke-atommagter.

Hård valuta

Siden er det gået den anden vej. Atomvåbnene er kravlet op af historiens skraldespand, og de er igen blevet den hårde valuta i storpolitikken.

Mange eksperter har siden 1996 udsendt kraftige advarsler. Et internationalt panel, nedsat af den japanske statsminister, erklærede i juli 1999, at »atomfarerne vokser med foruroligende hast«. Tidligt i år 2000 skrev USA’s tidligere præsident Jimmy Carter, at »verden står foran en atomkrise«.

Carter rettede en meget stor del af sin konkrete kritik imod USA og NATO. Der er flere skyldige. Men det er verdens stærkeste magt, som har hovedsansvaret for, at mange af de initiativer, som skulle styrke ikke-spredningsregimet, er kørt fast. Respekt for ABM-traktaten er kun et af mange krav, som skulle styrke regimet, og som er blevet sjoflet. Når USA ikke kan undvære atomvåben, ja endog fremhæver deres betydning, hvorfor skal andre lande så undvære dem?

En anden hovedansvarlig er den såkaldt offentlige mening og nyhedsmedierne, som stort set ikke har beskæftiget sig med den voksende fare. Det er tilsyneladende blevet accepteret, at nogle lande har mere ret til atomvåben end andre. Advarende røster blev tiet ihjel med henvisning til, at kritikere så tit havde råbt: »Ulven kommer«.

Men moralen i Peter og ulven er, at ulven kom til sidst.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.