Trykt i Information 25. januar 2003

Derfor vil USA i krig

Mellemøsten er blevet et strategisk mareridt, som avler mangeartede trusler mod USA. Derfor står det irakiske regime for fald.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Hvad er den ’egentlige’ grund til krig mod Irak? Nogle peger på olien, men det er næppe forklaring nok.

Spørgsmålet trænger sig på, fordi Bush tilsyneladende ikke vil vente på grønt lys fra Sikkerhedsrådet, som har ansvaret for, at eventuelle irakiske masseødelæggelsesvåben udslettes. Med sine trusler om enegang, trods modstand fra nære allierede, viser USA, at man har mere tungtvejende grunde end at afvæbne Irak.

Den amerikanske forsker Ron Asmus gav et bud på en forklaring, da han i denne uge besøgte Institut for Internationale Studier (det nye center, som har afløst DUPI). Asmus sad på en toppost i udenrigsministeriet under præsident Clinton, hvor han især havde ansvaret for udvidelsen af NATO. I dag er han, ret så åbenbart, tæt på den nye præsidents rådgivere.

»Amerikanerne føler sig sårbare, truede – mere end under Cuba-krisen,« sagde Asmus, som er så ung, at han næppe har stærke personlige minder fra raket-konflikten i 1962. Men pointen er god nok. Nye terror-angreb anses i USA for uundgåelige, og årsagerne finder man i Mellemøsten.

Mareridt

»Området er blevet et strategisk mareridt, som fremstiller folk, der vil dræbe os,« sagde Asmus. »Man kan kun forstå Irak-debatten på den baggrund.«

Set med hans øjne er magthaverne i Mellemøsten de hovedansvarlige for USA’s mareridt. De leder regimer, som ikke kan løse problemer, og derfor vil de falde. USA lægges for had, fordi folk ser en alliance mellem disse magthavere og Washington. Derfor bør USA gå ind for, at regimerne ændres. Man skal alliere sig med »fremskridtets og udviklingens kræfter«.

Ændring af regimet i Bagdad er nøglen i denne strategiske vision. Irak er det land, hvor mulighederne for social udvikling og demokrati er størst. Derefter kommer turen til resten af området – Asmus var ikke særligt konkret, når det gælder detaljerne i denne proces. Men det vigtige er da også, at kun demokrati i Mellemøsten kan stoppe terrorismen og dæmme op for spredningen af masseødelæggelsesvåben.

Demokrati er også det eneste, som kan ændre situationen i området så radikalt, at Israel vil gå med til en stabil ordning med palæstinenserne. Der skal skabes en ny situation, hvor israelerne føler, at de kan »løbe en risiko«.

Fiasko vil ramme Europa

Nu er der jo folk med indgående kendskab til både Irak og resten af området, som vil anse visionen for urealistisk. Asmus indrømmede villigt, at en krig, som skal vælte Saddam Hussein, indleder »et af de største eksperimenter nogensinde i social omstilling«. Men, som han slog fast, »hvis det mislykkes, så er I ude i lige så store vanskeligheder, som vi vil være«.

Med andre ord: USA kan starte krigen uden europæisk ja og deltagelse, men bagefter må I bistå, for ellers rammes Europa også af terrorisme, flygtninge osv.

Så vidt Asmus. Han var altså helt enig i den vision, som ’demokratiske imperialister’ i Bush-regeringen har, for eksempel viceforsvarsminister Wolfowitz. Men det bør bemærkes, at den liberale og meget fremtrædende kommentator Thomas Friedman fra New York Times i onsdags præsenterede lignende synspunkter. De arabiske lande har brug for frihed, moderne uddannelse og kvindemagt, erklærede Friedman, som også fremhævede, at først må områdets regimer ændres.

Det kan kaldes smukke tanker. Problemet er, at vejen til målet virker risikabel, og at nogle af os har hørt ordene før under Vietnam-krigen. Men advarsler overbeviser ikke, fordi status quo også er risikabel.

Hemmeligheden

Dagen efter det lille møde i IIS ankom en e-mail fra George Friedman, som er leder af Stratfor analyse-instituttet i Texas. Det er berømt for sine benhårde, køligt magtpolitisk analyserende, rapporter. Denne Friedman slår fast, at der hersker forvirring i forbindelse med USA’s hensigter, fordi den strategiske målsætning for krigen skjules med »en livvagt af løgne«.

Årsagen til krigen er, at USA har brug for baser, som kan anvendes til kamp mod al Qaeda-terrorister, hvor de så end måtte befinde sig i Mellemøsten. Fordi mange lokale regimer støtter eller ignorerer terrorister på deres område, skal USA’s militære slagkraft også kunne vendes mod dem. Og det kan man gøre fra baser i Irak. Men det er også en målsætning, som, hvis den blev erklæret åbent, ville true den skrøbelige koalition mod Irak. Derfor er, konkluderer George Friedman, bedrag nødvendigt.

Man kan jo så kalde visionen, som Ron Asmus præsenterede, for en del af bedraget. Men man kan også parre hans indlæg med analysen fra Stratfor: USA har erkendt, at fundamentale ændringer i Mellemøsten er nødvendige, og det er en proces, som gør hyppig amerikansk militær indsats nødvendig. Man ser gerne demokrati, men forudsætningen er baser.

Vi har altså udsigt til kaos og langvarig krig. Og det er der egentlig ikke meget nyt i. Det er blot blevet mere iøjnefaldende.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.