Trykt i Information 1. februar 2003

Grønt lys for a-våben

USA planlægger forebyggende brug af atomvåben mod Irak.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Vil atomvåben blive brugt i en krig mod Irak?

Spørgsmålet fik i går ny aktualitet, da avisen Washington Times bragte uddrag af det hemmelige direktiv NSPD 17, som præsident Bush underskrev sidste år. Det fastslår, at atomvåben kan indgå i svaret på en fjendes brug af kemiske og biologiske våben.

Umiddelbart ligner det ikke den store nyhed, som avisen foregiver. I begyndelsen af 90’erne deltog danske embedsmænd i en NATO-øvelse, hvor Libyen blev angrebet med atomvåben, fordi landet havde anvendt kemiske våben. Gengældelse med atomvåben, hvis en modpart anvender masseødelæggelsesvåben, har siden været en del af både USA’s og NATO’s faktiske politik.

Den erklærede politik har været mere tvetydig, fordi USA sammen med andre

atommagter har lovet, at man ikke vil bruge atomvåben mod lande, som ikke selv har dem. Modsigelsen er blevet retfærdiggjort med yderst spidsfindige forklaringer, som, når de forklares privat af atomkultens ypperstepræster, kan være en ganske spændende skolastisk øvelse.

Hvis man går ind i dette ordkløveri, så er det klart, at NSPD 17 udgør et skred, hvor planlægning af brug har fået større vægt. Anvendelse af atomvåben er tilmed ikke forbeholdt et behov for gengældelse. Udtalelser fra Det Hvide Hus og andre hemmelige dokumenter viser, at atomvåben også spiller en rolle i USA’s strategi med »forebyggende« angreb.

Netop tilfældet Irak er gentagne gange blevet anvendt, når strategerne skulle illustrere, hvorfor brug af atomvåben kan være nyttig. De kan anvendes i ørkenområder, hvor mobile raketter er skjult. De kan også udslette kommandocentre i underjordiske anlæg, så en fjendes soldater aldrig får ordre til brug af masseødelæggelsesvåben.

Afsløringen i Washington Times følger op på en artikel i Los Angeles Times, hvor den uafhængige forsvarsekspert William Arkin beretter, at Bush-regeringen meget konkret forbereder et atomangreb på Irak. Den afsløring blev i mandags fulgt op af senator Edward Kennedy, som mener, at »alarm-klokkerne« nu må ringe, fordi en krig mod Irak hurtigt kan udvikle sig hinsides det kontrollable.

Bush-regeringen har, mener han, "foragt", når det gælder traditionelle normer for international adfærd.

Men hvor meget kan denne foragt bære?

Det er langt fra åbenbart, at brug af atomvåben vil give USA fordele. Under den første Golf-krig gav daværende forsvarsminister Cheney ordre til undersøgelse af mulighederne, men resultatet var, at ledende officerer forkastede brug.

Der skal meget til, før en amerikansk præsident vil bryde det tabu mod brug, som nu har varet i næsten 60 år. Kennedy påpeger, at følgerne vil være "katastrofale".

Falsk tryghed

Man kan da også berolige sig med, at alle ovennævnte forlydender kun er en advarsel til Irak. I militær strategi spiller begrebet "afskrækkelse" en vigtig rolle. Når USA åbner for brug af atomvåben, så signalerer man til Saddam Hussein, at han skal afstå fra brug af masseødelæggelsesvåben, fordi reaktionen vil være frygtelig. Under den første Golf-krig advarede USA på lignende, om end langt mere indirekte vis, også Irak, men vi ved nu, at den daværende præsident ikke ville anvende atomvåben, selv om Saddam Hussein anvendte sine masseødelæggelsesvåben.

Men det er en søgt beroligelse. Bush-regeringen har et syn på atomvåben, som adskiller sig markant fra tidligere regeringers, og det er ikke sandsynligt, at eksempelvis Bill Arkin har fået sine oplysninger på et sølvfad, så han kunne bidrage til afskrækkelsen.

Arkin peger da også, sammen med Kennedy, på de følger, som den offentlige omtale kan få. Man fortæller andre atom-magter, at brug kan være OK i situationer, som før ikke udgjorde tilstrækkelig begrundelse. Man fortæller desuden alle lande, som ikke har atomvåben, at de igen er blevet den hårde valuta i storpolitikken, og at man bør anskaffe sig lignende slagkraft, hvis man vil tages alvorligt.

Det er signaler, der forstærker budskabet, som affæren med Nordkorea har leveret. Når dette land kan undgå den skæbne, som er tiltænkt Irak, så viser det, at atomvåben kan afskrække USA effektivt.

Bush-regeringen har fra første færd rejst en reklamesøjle for atomvåben. Den har klistret plakater på, som beretter, at rustningskontrol intet er værd. Den har proklameret, at USA ser en strålende fremtid for sit atomarsenal, trods internationale forpligtelser. Nordkoreanerne har sat deres egen plakat op.

Det farlige er, at ingen ansvarsbevidste regeringer siger: Atomvåben er et forældet våben uden militær værdi og med katastrofale politiske følger.

Hvis denne tavshed varer ved, vil atomvåben blive rehabiliteret, blive anset for blot et af mange våben og, sandsynligvis, en dag også blive brugt.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.