Trykt i Berlingske Tidendes kronik 11. februar 2003

Missilskjoldet – mere end et fugleskræmsel

Kølig realpolitik kan tale for dansk ja – prisen for et nej er nemlig for kostbart. Men hvorfor vil nogle bilde os ind, at det også vil gavne både os selv og verdensfreden?

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Et ja til USA's brug af Thule-basen i et missilskjold kan være klog dansk politik. Fordi et nej vil blive for kostbart. USA er en nær allieret, og Bush-regeringen vil næppe se med milde øjne på et nej.

Et ja ligner tilmed en billig udvej, fordi Bush-regeringens aktuelle planer både militært og storpolitisk kan anses for ligegyldige. Det yderst begrænsede anti-raket forsvar, som kan oprettes i indeværende årti, er stort set kun et fugleskræmsel.

Kølig realpolitik taler altså for et ja. Men hvad er så årsagen til, at nogle vil bilde befolkningen ind, at projektet også vil gavne os og verdensfreden?

Tjah, demokrati er en vanskelig faktor, når realpolitik skal gennemføres. Så skal man også argumentere, at en beslutning er den ”rigtige” – solidt forankret i saglige forhold, moralsk korrekt, til fælles bedste. Regeringen har meget demokratisk besluttet, at sagen skal til offentlig debat. Det er en modig holdning. Hvis man tager stilling til projektet ud fra andre forhold end de rent magtpolitiske, er debattens udfald langt fra givet.

Glemsom Ellemann

Måske er det årsagen til, at nogle tilhængere af et dansk ja har overforsikret sig med argumenter, som er mere salgbare end sandfærdige. Mest underholdende er den politiske offensiv, som med henvisning til 80’ernes ”fodnote-politik” skal skamme socialdemokraterne til et ja. Men eksempelvis tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ”glemmer” i sin kronik den 22. december, at han selv stemte for den eneste dagsorden, som stadig er aktuel. Med bredt flertal vedtog Folketinget den 5. marts 1987 et forbud mod brug af Thule i et anti-raket system.

Indrømmet – jeg hører selv til blandt skeptikerne. Det har jeg været længe. Forsvar mod raketter har haft min interesse i 25 år, siden jeg blev indført i atom-balancens mysterier af  meget erfarne amerikanske eksperter. Mellem mine første spørgsmål var: Kan man ikke undslippe den gensidige ødelæggelses vanvid gennem et forsvar mod raketbomber?

Svaret var nej. Grundlæggende mente de, at et forsvar ville føre til ekstra våbenkapløb og gøre ondt værre. Fortidens visdom er ikke nødvendigvis nutidens sandhed. Men jeg har i årenes løb set deres argumenter bekræftet, når tilhængeres ønsketænkning ramlede ind i den virkelige verdens realiteter. Lige så ofte har jeg oplevet, at tilhængere og deres væbnere har strakt sandheden længere end godt er.

Misinformation

Alligevel blev jeg overrumplet, da et notat fra udenrigsministeriet til udenrigspolitisk nævn, dateret 13. november 2002, fandt vej til min postkasse. Man hævder, at forsvaret af Europa også kan nyde godt af varslingsdata fra Thule.

Danmark har, må man forstå, en direkte egeninteresse i de nye opgaver for Thule-radaren. Det eneste problem med argumentet er, at jorden ikke er flad. Radar-strålen fra Thule bevæger sig lineært, og det betyder, at den passerer Danmark langt højere, end nogen raket-bombe når. Der er slet ikke varslingsdata fra Thule, som kan anvendes i et europæisk forsvar mod den angivne trussel.

Ministeriet anvendte endnu et interessant argument, som også dukker op i tidligere forsvarsminister Hans Hækkerups kronik den 11. januar. Han spørger retorisk: Vil Kina svare på missilskjoldet med atomoprustning? Og han svarer selv, at ”Kina er allerede i gang med en omfattende opdatering af sit raketarsenal uafhængigt af spørgsmålet om missilforsvar eller ej”. Ministeriet skriver i sit notat, at kinesisk oprustning ikke er ”relateret” til USA’s planer.

Kinas reaktion er vigtig af mange årsager – ikke mindst, fordi daværende udenrigsminister Mogens Lykketoft i 2001 tillagde dette problem ”overordentlig vægt”. Til grund lå en vurdering fra de amerikanske efterretningstjenester. De varslede, at et amerikansk forsvar kunne fremprovokere en ti-dobling af Kinas langtrækkende atomarsenal, og de pegede på risikoen for også et regionalt våbenkapløb.

Kinas modtræk

Men, OK, det var i præsident Clintons tid. Værre for både Hækkerup og udenrigsministeriet er, at den nye præsidents Pentagon ikke deler deres vurdering. Forsvarsministeriet oplyste i juni sidste år, at ”Kina vil sandsynligvis tage skridt til forbedring af sin evne til at besejre forsvarssystemet, så den strategiske afskrækkelse bevares”. Man forudser, at Kina vil forbedre bombers evne til at gennemtrænge forsvar, øge antallet af raketter samt udvikle rakethoveder med flere bomber i hver.

Denne vurdering er udbredt. Grundige analyser er fremlagt i nylige værker fra f.eks. US Army War College og civile Asien-eksperter.

Forskeren Joanne Tompkins har eksempelvis talt med mere end 60 kinesiske eksperter. Størstedelen mener, at missilforsvar vil udgøre en ”betydelig trussel” mod Kinas evne til besvarelse af et amerikansk angreb. Der er ”bred enighed” om, at USA’s planer ”bestemt vil påvirke omfanget af det kinesiske atom-arsenal”. En ”moderat” vurdering er, at arsenalet vil blive op til ti-doblet. Tompkins er, må det nok tilføjes, ikke en due, som skræmmes nemt. Hun er senior-forsker i atom-høgenes højborg, National Institute for Public Policy.

Hvad skal diskuteres?

Statsministeren har kaldt missilskjoldet ”et fredens projekt”. Hvis det kun var et forsvar mod aggressive slyngelstater, er det en passende betegnelse. Men så enkelt er det ikke. Lykketoft var nærmere sandheden, da han sagde, at projektet ”kan efter min opfattelse i princippet lande hvor som helst mellem et uoverskueligt rustningskapløb og den mest omfattende nedrustning hidtil”.

Meget er sket siden de ord faldt, men vi er reelt ikke kommet en afklaring nærmere. Vi skal tage stilling til et projekt, som kun foreligger i skitse, og derfor er dets følger uoverskuelige. Debatten står derfor med en betydelig intellektuel udfordring: Hvad skal vi diskutere?

Vi kan tage stilling til brug af Thule i et system, som nogle år frem kun består af ganske få landbaserede raketter. Men det er kendt, at Bush-regeringen vil gå langt videre. Vi kan altså også tage stilling til en proces, som udvikler det mest omfattende våbensystem menneskeheden har set. Foruden mange hundrede anti-raketter på landbaserede baser og skibe, lægger USA op til militær udnyttelse af rummet med laser-kanoner på satellitter.

Det er også kendt, at  NATO overvejer en amerikansk invitation: Europa kan deltage. Alliancen besluttede sidste år, at denne mulighed skal undersøges. Underligt nok skal vi tage stilling til brug af dansk territorium, inden denne undersøgelse er gennemført, og altså før NATO har udviklet en fælles politik.

Clintons spørgsmål

Vi kan starte debatten ud fra de fire grundlæggende spørgsmål, som Clinton-regeringen anvendte i sin håndtering af missilskjoldet: Er truslen fra slyngelstaters raketter reel? Kan et forsvar oprettes inden for rimelige økonomiske rammer? Har moderne teknologi gjort et tilstrækkeligt effektivt forsvar muligt? Vil det styrke vores sikkerhed?

Den 1. september 2000 besluttede præsident Clinton, at han ikke ville give grønt lys for oprettelse af et missilskjold. De fire spørgsmål kunne nemlig ikke alle besvares med et klart ja. Det kan de stadig ikke. Bush-regeringens projekt drives af ideologisk overbevisning, ikke afgørende nyt.

Ingen slyngelstater har raketter, som kan nå USA og Europa. Det er meget diskutabelt, hvorvidt de kan klare den meget betydelige teknologiske udfordring.

Bud på prisen svinger vildt. Fem fremtrædende amerikanske økonomer har netop vurderet, at et missilskjold vil koste 1,2 trillioner dollar, hvad der svarer til Danmarks forsvarsbudget i 530 år. Andre skøn ligger langt under, men det er stadig formidable beløb, som vil få store følger for hårdt trængte budgetter i USA – og Europa.

Det er nemlig ikke korrekt, når Uffe Ellemann Jensen skriver, at det er amerikanernes problem, hvorvidt en masse penge vil blive brugt på et ineffektivt system ”for det er dem, der skal betale for det”. Generalløjtnant Ronald Kadish, som leder projektet, har klart sagt, at hvis europæerne skal med, så skal de betale, og andet ville da også være underligt. Ledende britiske officerer har offentligt luftet frygt for, at missilskjoldet vil sluge penge, som resten af forsvaret har desperat brug for.

Uløste problemer

USA har ikke klaret de teknologiske problemer endnu. Man har brug for, hvad der svarer til en racerbil, men man afprøver et løbehjul. Hvis europæisk område skal forsvares, så opstår nye teknologiske problemer. I overskuelig fremtid kan man måske forsvare geografisk stærkt afgrænsede områder, men hvordan skal politikeren, som er valgt i Ringsted, forklare, at kun København og et par militære anlæg beskyttes?

Vil et missilskjold gavne Europas sikkerhed? Igen er så mange spørgsmål uafklarede, at ingen kan give rimeligt underbyggede svar. Hovedproblemet er, at internationale aftaler i dag ikke regulerer dette felt. Derfor kan kineserne frygte det værste, og selv i Rusland, som af nogle kaldes en mulig partner, rumler utilfredshed. Derfor ser amerikanske politikere og eksperter risiko for det uoverskuelige rustningskapløb, som Lykketoft advarede imod..

Vi kan allerede nu sige, at USA med missilskjoldet vil sikre sig offensiv handlefrihed også mod stater, som kan svare igen. Oprettelsen kan derfor ikke løsrives fra en vurdering af USA’s sikkerhedspolitik.

Vi kan også sige, at hvis Europa kommer med i et missilskjold, som i alt væsentligt bygger på det amerikanske militær, så bliver EU’s handlefrihed begrænset storpolitisk.

Måske vil alle indvendinger vise sig ubegrundede. Men, please,  lad os i det mindste ikke diskutere ved hjælp af falske påstande. 

(Artiklen blev i Berlingske Tidende bragt med overskriften: ”Missilskjoldets mange problemer”)

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.