Trykt i Information 13. februar 2003

Retfærdig krig med skyklapper

Prisen for krigsplanerne mod Irak er atomvåben i Nordkorea.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Intet argument for krig mod Irak er stærkere: Fordi dette land kan fremstille atomvåben, bør regimet udskiftes, så mere ansvarlige og påvirkelige ledere kommer til magten i Bagdad.

Det er ikke nok, at FN’s inspektører giver Irak en sundhedsattest, som erklærer landet fri for grimme projekter. Selv hvis attesten afspejler virkeligheden, kan Irak genoptage fremstilling af atomvåben senere, når kontrollen er lempet. Den eneste garanti mod nye, farlige, atomprojekter er et demokratisk styre, som sikrer et åbent samfund og bandlyser aggressive planer.

Lad os, bare et øjeblik, som et tankeeksperiment acceptere, at dette er USA’s reelle målsætning – og at den er opnåelig for en acceptabel pris.

USA har længe været drivkraften bag det internationale samfunds indsats mod spredning af atomvåben. I 1990’erne har USA uden væsentlig europæisk støtte sørget for, at Sovjetunionens sammenbrud ikke slap atomvåben løs på terroristers og slyngelstaters verdensmarked. Med en investering på over syv milliarder dollar fik amerikanerne hugget bomber op, sikret atomanlæg og givet ellers sultne ingeniører fredeligt arbejde.

Efter en lidt vaklende start har Bush-regeringen videreført og udvidet denne indsats. I forslaget til finanslov for 2004 er bevillingen til programmer, som skal blokere spredning, blevet øget med en tredjedel til 1,3 milliarder dollar, og er dermed den største i USA’s historie.

Nødvendig pisk

Spredning af atomvåben udgør en så alvorlig trussel mod menneskeheden, at det militære redskab er en nødvendig pisk, som kan supplere gulerødderne i hjælpeprogrammerne.

I januar sidste år foreslog den amerikanske senator Richard Lugar, at NATO skulle gøre pisken klar til brug mod stater, som ikke frivilligt vil lade deres masseødelæggelsesvåben underkaste international kontrol. Det var Lugar, som oprindelig tog initiativ til den bistand, som Rusland har fået.

I forlængelse af vores tankeeksperiment kan krigen mod Irak kaldes ’retfærdig’. Udryddelse af masseødelæggelsesvåben er en god sag. Det er også muligt, at nogle stater bagefter med større lyst vil acceptere international kontrol samt afvæbning.

Desværre er tankeeksperimentet lidt for enkelt. Der kan rejses en del indvendinger. Krigens pris kan eksempelvis blive højere end acceptabelt er. Mange af de mulige omkostninger er forbundet med stor uvished, så både pessimister og optimister kan spekulere frit.

Men noget af prisen kan vi se allerede nu. En regning skrives i disse dage. Alene den er så høj, at de mulige fordele, som Iraks afvæbning bringer, bliver forsvindende små.

Mens amerikanske ledere har fokuseret på Irak, er truslen fra Nordkorea vokset og vokset. Den nordkoreanske produktion af plutonium er genoptaget, og gamle brændselselementer er muligvis sendt til forarbejdning, så nordkoreanerne i løbet af meget få måneder kan stå med plutonium nok til mindst fem-seks bomber. Og det er kun starten. I løbet af to-tre år kan produktionen komme op på plutonium nok til 30 bomber årligt.

Prisen

Og hvad betyder det så? Under en høring i Senatet har Ashton Carter, viceforsvarsminister under Clinton, beskrevet truslen:

»Nordkorea sælger sine våben. Faktisk har landet desperat brug for penge. Der er terrorister og lande nok, som med glæde vil betale for plutonium.«

Hvis det nordkoreanske regime bryder sammen, vil der være ’løse atomvåben’, som kan blive overtaget af lokale krigsfyrster eller hvad der nu end opstår af godtfolk under kaotiske forhold.

Selv hvis bomberne forbliver i en nordkoreansk regerings besiddelse, kan de afstive regimet i Pyongyang og styrke ’høgenes’ linje overfor Sydkoreas regering og allierede. Dermed kan truslen om en atomkrig rykke nærmere.

Hvis Nordkorea skaffer sig atomvåben, kan det fremkalde en ’dominoeffekt’, hvor andre lande i Østasien må overveje, om det fortsat er klogt af dem selv at afstå fra at væbne sig med atombomber. Japan er et oplagt eksempel. Hvis et af verdens fattigste og mest isolerede lande ustraffet kan anskaffe atomvåben, vil ’pisken’ i bestræbelserne mod spredning miste sin afskrækkende værdi.

Clinton-regeringen forhindrede, at truslen blev virkelig. Under Bush er den vokset med stadigt større hast. Der er mange årsager til, at truslen ikke blev imødegået i Bush-regeringens første leveår, men i de seneste måneder overskygger en forklaring alle andre: Irak.

Det er en forklaring, som også undergraver vort indledende tanke-eksperiment. USA’s indsats mod Irak styres ikke af en overordnet strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben. Andre faktorer spiller en større rolle, og derfor har man overset truslen fra Nordkorea.

Bush ville ikke videreføre Clinton-regeringens strategi. Derfor tog Bush-folkene afstand fra internationale aftaler, som i årtier har stået centralt i indsatsen mod spredning. Men dermed fik man også undergravet de normer, som er grundlæggende for en international indsats. Blandt disse normer er ’gensidig afhængighed’. USA forbeholder sig ret til prøvesprængning af atomvåben, så hvorfor skal andre gennemføre et traktatfæstet forbud? USA vil ud i al overskuelig fremtid bevare et slagkraftigt arsenal, så hvorfor skal andre så nedruste – eller afstå fra anskaffelse?

Næste regninger

Med sin nye kurs mistede USA også grundlaget for at lægge pres på atom-magterne Indien og Pakistan. Sanktionerne mod dem er blevet udskiftet med samarbejde – med Indien er USA gået så vidt, at der nu planlægges fælles militære øvelser.

Læren er, at pisken kun vil blive brugt selektivt, og at nogle får gulerødder – uanset hvad de gør med masseødelæggelsesvåben. Ekstra grotesk er det, fordi verdens mest sandsynlige atomkrig kan komme mellem de to lande, og Pakistan udgør den mest oplagte fare for, at kaotiske tilstande kan give terrorister kampklare atomvåben. Det er en fare, som Bush-regeringen også har ignoreret, fordi Irak har taget hele dens opmærksomhed.

Der udskrives formentlig også en regning lige nu, som vi først ser på længere sigt. En fremtrædende amerikansk forsker, Kurt Campbell, har netop i det sikkerhedspolitiske fagblad Washington Quarterly analyseret ti årsager til, at ikke-atommagter måske vil tage deres politik op til revision. Den mest afgørende faktor er uvished i forbindelse med USA’s politik. Bush-regeringens storpolitiske enegang kombineret med frygt for USA’s magt kan motivere flere lande til at anskaffe atomvåben, konkluderer han.

Derfor er krigen mod Irak ikke i overensstemmelse med et vigtigt krav til ’retfærdige’ krige: Det, som man angiveligt vil opnå, står ikke i rimeligt forhold til de sandsynlige omkostninger.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.