Trykt i Information 6. marts 2003

Gensyn med Orwell

Udenrigsministeriets missilrapport er på højde med Sandhedsministeriets virke.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

"Propaganda", lød dommen fra det grønlandske folketingsmedlem Lars Emil Johansen, da han havde læst redegørelsen om missilforsvar. Og hans vurdering gav genlyd i hele pressen, hvor nogle også fik noteret, at Mogens Lykketoft mere indirekte sagde det samme.

Men Lars Emil Johansen har uret. Propaganda er en kunst. I et moderne demokrati er kravene til effektiv propaganda høje, fordi borgerne ikke vil voldtages mentalt. Budskabet skal listes ned i dem. Redegørelsen er ikke et kunstværk.

Faktisk er den udformet så klodset, at udenrigsministeren selv, med nærmest fransk elegance, lagde afstand til produktet. Man ville, forklarede Per Stig Møller, gøre et kompliceret stof let tilgængeligt, men "måske er det blevet for let tilgængeligt".

Et diktat

Dilemmaet, som han henviser til, har før givet groteske resultater. Stalinismen repræsenterer et særligt ondartet eksempel. Man skulle henvende sig til en befolkning uden videre uddannelse, så budskaberne blev enkle. I det stadigt mere aktuelle værk "1984" af George Orwell belyses emnet via Sandhedsministeriets virke. Det afgørende brud med den totalitære arv kom i Sovjetunionen, da Gorbatjov ikke ville fastholde, at partiets visdom repræsenterede sandheden.

Man kan undre sig over, hvorfor velinformerede embedsmænd i et oplyst demokrati falder tilbage i en form, som, siden Kreml ændrede kurs, kun sjældent er blevet anvendt. Der er måske bedre forklaringer end den, som kan tilbydes her. Men redegørelsen er et diktat – og ordet skal forstås i den betydning, som diktater fra Kreml til borgerne havde.

Alvoren i denne anklage kan belyses ved sammenligning med et debatoplæg, som det britiske forsvarsministerium udsendte sidste år. Dette dokument er ikke meget mindre ensidigt end det danske, men flere formuleringer mere end antyder, at briterne ikke gør krav på besiddelse af sandheden. Allerede i introduktionens afsnit tre meddeles, at når det gælder missilforsvar, så er der "få absolutte sandheder". Så har læseren fået en advarsel. Man kan læse resten med lidt skepsis i baghovedet.

Det danske dokument oplyser, at "det er vigtigt, at alle aspekter af missilforsvar bliver grundigt overvejet, før Danmark svarer på den amerikanske anmodning". Det er selve formålet. Vi får altså oplyst, at ministeriet vil fortæller os noget nær sandheden.

Intet overbevisende

Denne påstand gentages ofte. Som eksempel skal her fremdragen en konklusion på side 28: "Der er ikke overbevisende argumenter for, at missilforsvar skulle føre til våbenkapløb i Asien".

Se, hvis det var en redegørelse, der "belyser mange af de spørgsmål, som med rette kan rejses mht. missilforsvar" - endnu en hensigtserklæring - , så burde man inden konklusionen have fundet en sober beskrivelse af argumenterne, der så brutalt jordes i konklusionen. Men det sker ikke.

Argumenterne, som peger på våbenkapløb, er ikke letfærdige. Der er talrige, tykke amerikanske samt europæiske rapporter, som peger på denne risiko. Præsident Clinton var så bekymret over udsigterne, at han af især af den grund udsatte sit missilforsvar. Den seneste rapport er netop udgivet af Henry L. Stimson Center efter to års arbejde i en fornem kommission. Dette værk kan læses på www.stimson.org/pubs.cfm?ID=73.

Nervepiller anbefales

Interesserede læsere kan selv sammenligne den danske rapports behandling af emnet (1 side) med amerikanernes. Nervepiller anbefales.

Her skal blot fremhæves et enkelt uddrag ( side 27) fra den danske rapport, som er egnet til analyse: "Da Kina ikke er interesseret i at indgå i et våbenkapløb med USA forventes moderniseringen og udbygningen af atomslagstyrken ikke at blive mere omfattende, end hvad der er nødvendigt for at sikre en tilstrækkelig afskrækkelse".

Ordene indeholder det centrale kinesiske problem, men læserne får ikke informationerne, som kan give denne indsigt. Faktisk er sætningens budskab beroligende, mens virkeligheden er foruroligende. Ja, Kina vil gerne undgå et våbenkapløb, men hvad er "nødvendigt for at sikre en tilstrækkelig afskrækkelse"?

Svaret er: Et meget større og mere avanceret atomarsenal end det, som kineserne har og tidligere planlagde. Kineserne skal sikre sig imod to amerikanske trusler. For det første skal arsenalet efter et forebyggende amerikansk angreb stadig have nok til, at man kan gengælde. For det andet skal arsenalet nu være så stort og moderne, at dets rester stadig kan gennemtrænge et amerikansk missilforsvar.

Beregningerne i den forbindelse er indviklede og diskutable. Men i den kinesiske debat peges på op til 1.000 interkontinentale raketter – i dag har man 20. Mange ubekendte faktorer indgår. Ingen kender jo missilforsvarets effektivitet ti år fra nu, men kinesiske planlæggere kan med rimelighed antage det værst tænkelige, og de skal forberede sig nu, fordi udvikling af nye våben tager tid.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.