Trykt i Kontakt nr. 2 april 2003

Frygtens Imperium

Som revolutionær supermagt ønsker USA absolut sikkerhed, og derfor lever alle andre i absolut usikkerhed-

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Frygten var aldrig fjern for kolonisterne, som fra Europa var rejst ud i den store verden. Ude i mørket lurede truslerne. Også fra tobenede rovdyr bevæbnet med spyd, pile og økser. Det værste var, hvis de fik fat på den hvide mands "ildstokke". Thi så stod man pludselig mere lige. Derfor blev forbudet mod salg af skydevåben til de indfødte håndhævet strengt.

Siden er meget sket. Og dog. Den gamle frygt er dukket op igen. I 90’erne oplevede USA velstand uden sidestykke i landets historie, og den gamle fjende i Kreml, som truede amerikanerne med udslettelse, var væk. Men sikkerhedspolitiske eksperter, som politisk havde ståsted nær højrefløjen i det republikanske parti, slog alarm.

Nok var USA nu blevet verdens eneste supermagt med vigtige interesser på spil i selv verdens fjerneste afkroge. Men når disse eksperter så ud i verden, fik de øje på utallige trusler, som slet ikke blev håndteret tilstrækkeligt håndfast af Clinton-regeringen.

Kollektivt had

Der er opstået en ny krigerkaste, lød det fra Ralph Peters, som havde fået sit kendskab til verden gennem en officerskarriere i US Army. Det er utilregnelige og primitive mænd – tabere uden uddannelse, uden indtægt, uden fremtid, uden den professionelle soldats etik: "Med geværet i hånd og den nationalistiske ideologis fråde dryppende fra munden, myrder vor tids kriger dem, som engang har ringeagtet ham, griber kvinder, som har afvist ham, og røver det, som han ellers ikke kunne få".

Ude i den tredje verden raser et "kollektivt had", der er rettet mod USA i særdeleshed og den rige verden generelt, oplyste Peters sine landsmænd i en stribe romaner og sikkerhedspolitiske artikler. I kolonitiden anede de fattige masser knapt, at en bedre tilværelse var mulig. Men nu har man i slumkvartererne øje for den levevis, som de rige og berømte dyrker. Samtidig svinder deres egne udsigter til velstand.

"Krigens fremtid ligger i de gader, kloaker, højhuse, industrikvarter og store områder med huse, skure og hytter, som udgør vor verdens forliste byer", varslede Peters, og så ingen kunne være i tvivl, fik han i en opremsning af byer, som allerede har været kampplads, nævnt Los Angeles på linje med Mogadishu.

Denne vision blev ofte gentaget af andre. Forfatteren Robert Kaplan, som har gennemrejst verden og af nogle kaldes vor tids største sikkerhedspolitiske tænker, beskrev også en ny krigerkaste, som er mere grusom og bedre bevæbnet end nogensinde: "Vor tids krigere udspringer ofte fra de hundreder af millioner arbejdsløse unge mænd i udviklingslandene, som er vrede over de indtægtsforskelle, der følger med globaliseringen". Og nogle så langt større trusler. Der var nærmest en kappestrid mellem institutter og kommissioner om, hvem der kunne præstere det mest faretruende verdensbillede: Terrorister vil med sikkerhed angribe en storby med biologiske våben, atomkrig med Rusland og Kina er mulig, slyngelstater vil anskaffe atomvåben, osv.

Frygten bekræftet

Det er dog tvivlsomt, at mange amerikanere hørte efter i 90’erne. Det store flertals holdning er ganske præcist blevet beskrevet med ordene "apatisk internationalisme". Man var skam for, at USA spiller en ledende rolle, men ellers var man jævnt hen ligeglad med verdens gang. De folkevalgte politikere så intet behov for bevillinger, som kunne styrke den internationale indsats, og nyhedsmedierne skar ned på dækning af det fjerne udland.

Under præsidentvalget i 2000 interesserede man sig hverken i USA eller i allierede lande meget for, hvad Peters, Kaplan og andre i den republikanske kandidats bagland måtte have af planer. Efter valget udsendte Bush-regeringen en del signaler, som vakte uro i den traditionelle udenrigspolitiske elite i USA og europæiske hovedstæder, men der var jo også en opposition og varige amerikanske interesser, så med tiden vil, lød det beroligende fra opinionsledere, de nye brushoveder vel blive tæmmet.

Hvorvidt den analyse kun var ønsketænkning, får vi aldrig opklaret. Terror-angrebet 11. september bragte den verden, som Peters og Kaplan havde beskrevet, ind på nærmeste hold. Høgene i Bush-regeringen blæste sammen med højrefløjens ideologer til kamp – mod terrorismen, mod Afghanistan, mod Irak. Som præsident Bush sagde i en tale den 7. oktober 2002: "Efter den 11. september 2001 føler Amerika sin sårbarhed - selv i forhold til trusler, som vokser frem på jordens anden side". Og han fortsatte med et direkte svar til kritikere, som ikke kunne se behov for krig mod Irak: "Nogle borgere undrer sig: Hvorfor skal vi konfrontere dette problem nu, når vi har levet med det i 11 år? Der er en grund. Vi har oplevet rædslen den 11. september. Vi har set, at de, der hader Amerika, er villige til at smadre fly ind i bygninger fyldt med uskyldige mennesker. Vore fjender vil ikke være mindre villige til – faktisk vil de være ivrige efter – at bruge et biologisk eller et kemisk eller et nukleart våben".

USA’s magt

Men hvorfor dette had? Hvorfor denne frygt? Efter 11. september er svar blevet hentet gennem henvisning til en perverteret udgave af Islam, og så bliver frygten en reaktion på religiøs fanatisme. Trusselsbilledet, som blev tegnet i 90’erne, gjorde imidlertid ikke "fundamentalister" til det onde dyr i den nye åbenbaring.

Sædvanligvis blev alle de kommende ulykker forklaret med henvisning til USA’s magtposition: Fordi ingen stat længere kan overvinde USA i regulær kamp, må fjender kæmpe asymmetrisk, dvs. undgå sammenstød med amerikanske styrker og i stedet slå til mod deres civile bagland. Fordi amerikanerne forbruger en uforholdsmæssigt stor del af verdens ressourcer, vil andre slås for en større del af kagen. Fordi USA’s indflydelse er overalt, vil amerikanerne blive syndebukke for al uretfærdighed og nød.

Det er forklaringer, som straks bringer kolonitiden i erindring. Hvis man vil forklare terrorisme, er undersøgelse af Koranen da også temmelig frugtesløs gerning. Men hvis luppen rettes mod værker, som analyserer forholdet mellem kolonister og koloniserede, mellem hvide herrefolk og deres "farvede" undersåtter, mellem undertrykkere og undertrykte – ja så hober forklaringerne sig op.

Vold er befrielse

Tag f.eks. Franz Fanon. Det er en, i Vesten, nu sjældent nævnt psykiater, som blev født på den franske koloniø Martinique, oplevede racismen i Frankrig og praktiserede i Algier under kolonikrigen. I sit hovedværk fra 1961, Fordømte her på jorden, trænger han dybt ned i den koloniserede mands psyke.

"Det blik, hvormed den indfødte ser på kolonistens by, er fyldt af begær og misundelse. Han drømmer om besiddelse. Alle slags former for besiddelse: at sidde ved kolonistens bord, at sove i kolonistens seng, om muligt med hans kone. Den indfødte er en misundelig mand. Kolonisten ved det udmærket godt, bitter og altid på vagt skotter han til den indfødte: ’De vil tage vores plads’. Det er rigtigt, der er ingen indfødt, som ikke mindst én gang om dagen drømmer om at sætte sig på kolonistens plads".

Kolonisten umenneskeliggør den indfødte. Gør ham ofte til et dyr. Den indfødte bliver erklæret uimodtagelig for etik. Han er værdiernes fjende. Han er, skriver Fanon, "det absolutte onde".

Men en dag opdager de undertrykte egen menneskeværd, og så vender de alle undertrykkelsens redskaber mod kolonisten. Teorien om den absolut onde indfødte modsvares af teorien om den absolut onde kolonist. Koloniernes samfundsorden er skabt og opretholdt med vold, men nu vil den samme vold blive overtaget og brugt af den indfødte "præcis på den dag, hvor han beslutter at skabe historie, og trænger ind i de forbudte kvarterer". Ud fra sine praktiske erfaringer slår Fanon fast, at selve anvendelsen af vold giver frihed:

"På individuelt plan har den voldelige befrielseskamp en rensende kraft. Den skiller den indfødte af med hans mindreværdskompleks, med hans passive og håbløse indstilling. Den gør ham frygtløs, den rehabiliterer ham i hans egne øjne".

Kritikere hævder, at Fanon prædiker et voldsevangelium, og de fremhæver, at volden i Algier nok fik smidt franskmændene ud, men at volden også fortsatte med gruelige følger for den befriede stat. Fanon kan dog også læses for sin indsigt i nogle kræfter, som udløses af undertrykkelse, og der er flere lignende værker, hvor den grundlæggende viden er hentet i andre kulturer. Palæstinensiske psykiatere anerkender, at Fanon har værdi i deres arbejde, og sorte amerikanske psykologer genkender hans erfaringer.

Amerikanske imperialister

Hvis Fanon har ret, og hvis hans indsigt, som Ralph Peters indirekte hævder, kan overføres til nutiden, så er vi på vej ud i en sønderrivende voldsspiral. Godt nok er kolonitidens direkte styre af andre nationer og folk fortid. Men det er tænkeligt, at lignende kræfter kan slippes løs i et globalt samfund, som kaldes integreret, men hvor nogle har meget mere magt end andre, hvor koloniernes frihed ikke blev vejen til selvstændighed og velfærd, hvor "de indfødte" er kommet ind i "kolonisternes hjem". Det er endog en verden, hvor imperialisme ikke længere er et skældsord, som socialister fyrer af mod USA. Det er blevet en faktuel konstatering og en mission, som ideologer bag Bush-regeringen selv hylder.

Den amerikanske præsident anvender ikke selv de gamle fyord. I juni 2002 sagde Bush, at "Amerika har ikke et imperium, som skal udvides, eller en utopi, som skal gennemføres", og i november tilføjede han, at "vi stræber ikke efter et imperium". Alligevel fyldes bogreolerne nu med værker, som sammenligner USA’s globale magtposition med de gamle imperier, og intellektuelle diskuterer ivrigt i utallige artikler, hvad forskellene er på f.eks. romernes rige og pax americana. Da en af mændene bag Bush-regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitik, Bill Kristol, blev spurgt om, hvad hans meningsfæller helst vil kaldes, svarede han: "Jeg foretrækker neo-reaganister, neo-konservative, høge, amerikanske imperialister".

Frihedens vogter

Set fra amerikanske debattørers synsvinkel er USA’s imperium anderledes end tidligere imperier.

Den konservative professor i international politik Andrew Bacevich fastslår i sit værk, American Empire, at USA siden Anden Verdenskrig har fulgt en strategi, hvor målsætningen er at bevare og udvide et amerikansk imperium. Det skal være en "åben og integreret international orden, som bygger på den demokratiske kapitalismes principper, og USA er garanten for orden og håndhævelse af normer". Den liberale skribent Michael Ignatieff fremhæver, at imperiet er et helt nyt fænomen for politisk videnskab – nemlig "et globalt overherredømme, hvis pryd er frie markeder, menneskerettigheder og demokrati…". Bag den nye imperialisme står et folk, som "husker, at deres land sikrede sin selvstændighed gennem oprør mod et imperium, og som gerne vil anse sig selv for venner af frihed overalt". Men han fastslår også, at i et imperium gælder kun imperiets lov, fordi USA ikke vil acceptere regler, som begrænser dets magt.

Efter mange rejser i verdens fallitboer konstaterer forfatteren Robert Kaplan, at vi efter et århundrede med "katastrofale utopiske forhåbninger" er tilbage i imperialismen, fordi det er den eneste udvej, hvis etniske mindretal og andre, som udsættes for voldelige overfald, skal beskyttes. "Trods vores anti-imperialistiske traditioner og trods den kendsgerning, at imperialisme i offentlig debat er bragt i miskredit, så er et imperiums behov allerede styrende i vor udenrigspolitik", lyder det fra Kaplan. Ralph Peters stiller sine læsere foran et valg: "Skal vi herske over kloden for menneskehedens bedste? Eller vil vi risikere, at vort land og vor civilisation bliver slavebundet?".

Imperialismens nye ansigt

Det er ikke en mission, som er helt uden appel. I flere tiår efter Anden Verdenskrig blev amerikansk overherredømme kaldt et gode, fordi det gav beskyttelse mod et alternativt overherredømme, den onde fjende i Kreml.

I 90’erne undrede eksperter i international politik sig over, at deres teorier ikke kunne beskrive staternes faktiske adfærd. Fra deres studier vidste de, at når en enkelt stat opnår overherredømme, så opstår der modpoler, fordi svagere stater rotter sig sammen. Nogle forklarede fraværet af modstand med, at USA havde givet verden et "godartet overherredømme", og præsident Clinton gav unægtelig USA’s magt et menneskeligt ansigt. Den brilliante amerikanske strateg Zbigniew Brzezinski beskrev i sit værk fra 1977, The Grand Chessboard, rimeligt usminket USA’s globale strategi. "Den brutale kendsgerning er", skrev han eksempelvis ganske frimodigt, "at Vesteuropa, og stadigt mere også Centraleuropa, stort set er et amerikansk protektorat, hvor de allierede stater ligner gamle tiders vasaller og tribut-skyldige". Men pointen hos Brzezinski var, at USA skulle gøre andre stater til sine partnere, så man i fællesskab kunne udvikle en verden med mindre direkte styre fra Washington.

Bush-regeringen brød med denne strategi. Den amerikanske imperialisme fik et nyt ansigt, som ikke kan kaldes godartet, og selv allierede stater så sig låst fast i vasallernes rolle.

Rumsfelds projekt

De nye tider blev utvetydigt varslet, da Donald Rumsfeld i januar 2001 inden sin udnævnelse til forsvarsminister blev udspurgt i Senatets forsvarsudvalg. Han så med dyb skepsis på netværket af internationale aftaler, der skal begrænse spredningen af masseødelæggelsesvåben. "Jeg mener ikke, at det er muligt at stoppe spredningen af ting, som vi ikke ønsker spredt", sagde han. Logisk nok er militær slagkraft så det eneste, som kan beskytte USA. Rumsfeld fremlagde en forsvarspolitisk målsætning, som umiddelbart kan lyde fornuftig, men den har vidtrækkende følger. "Vi vil ikke hindre krige, vi vil forhindre dem", sagde han. "Vi vil være så stærke og fremsynede, at det er klart for andre, at de ikke skal skade deres naboer, hvis det påvirker vores interesser, og at de ikke bør gøre ting, som udgør trusler eller farer for os".

Rumsfeld lagde altså ikke op til en traditionel magtbalance med meget konkrete mål. Det er ikke nok, at USA har så stor militær slagkraft, at man selv ved, at sejr er sikker i enhver krig. Næh, målsætningen var intet mindre end påvirkning af enhver mulig modstanders tankegang. USA’s forsvarsbudget var i 2001 allerede 22 gange større end de samlede forsvarsudgifter i syv lande, som Pentagon anså for sine sandsynlige fjender – Cuba, Iran, Irak, Libyen, Nordkorea, Sudan og Syrien. Selv når Rusland og Kina tilføjes, nåede denne flok af mulige modstandere stadig op på kun 35 procent af det amerikanske forsvarsbudget.

Umiddelbart virker det indlysende, at denne svimlende kløft vil påvirke mulige fjendelande, så de på forhånd opgiver udfordring af USA. Men hvis Rumsfeld selv har en anden vurdering, så er det afgørende. Den faktiske målsætning er nemlig, at amerikanerne selv skal tro, at alle mulige fjender vil opgive på forhånd. Man vil føle sig totalt sikker. Den egentlige modstander er derfor egen tvivl.. Manglende selvtillid og forundring over, at verden ikke makker ret, er drivkraften bag den oprustning uden historisk sidestykke, som Bush-regeringen indledte, og som har givet USA et militant jernfjæs. Så længe "nogen" ude i den store verden antyder, at de har tanker, som kan føre dem ud i konflikt med USA, er det bevis nok for, at amerikansk slagkraft ikke er tilstrækkelig endnu. Forebyggende krig er i den forbindelse et ganske logisk skridt, som Bush-regeringen da også foretog i en ny sikkerhedsstrategi, der blev præsenteret i 2002.

Og det er måske den største svaghed i Bush-regeringens strategi, som skal skabe en pax americana. Hvis det imperialistiske freds- og demokratiprojekt skal gennemføres, så er en afgørende forudsætning, at USA nyder udbredt tillid. Men USA’s magt skaber frygt, og derfor har mange i det mindste tanker, som afviger fra Bush-regeringens. Det er så igen tanker og handlinger, som giver næring til frygt i USA. Vi har fået en frygt-spiral.

Gensidig frygt

Det imperialistiske projekt har igen gjort USA til en revolutionær magt. Men Bush-regeringen støder imod en læresætning, som tidligere udenrigsminister Henry Kissinger formulerede i sin første bog, da han stadig kun var en lærd akademiker. I værket A World Restored drog han fra sit studie af det 19. århundrede den lære, at "det karakteristiske for en revolutionær magt er ikke, at den føler sig truet – sådanne følelser er naturlige i forbindelse med suveræne staters internationale relationer – men at intet kan berolige den. Kun absolut sikkerhed – neutralisering af modstanderen – anses for tilstrækkelig garanti, og derfor bliver den ene stats ønske om absolut sikkerhed til absolut usikkerhed for alle andre".

Visdommen i disse ord er nøglen, som åbner til forståelse af drivkræfterne bag det "kollektive had", som Ralph Peters har øje for, og dets mange konkrete følger: terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, oprør mod USA’s ledende rolle.

Når muslimer ser imperiets fremmarch og lytter til dets ideologer, må mange føle sig truet. Hos en Max Boot, som i flere år redigerede debatstoffet på finansdagbladet Wall Street Journal, kan de erfare, at "Afghanistan og andre plagede lande har i dag stærkt brug for den type oplyst udenlandsk styre, der engang blev leveret af selvsikre englændere i ridebukser og hvide hjelme". Fra Richard Cooper, nu tidligere rådgiver for den britiske premierminister Tony Blair, kan de erfare, at nok har europæerne indbyrdes skabt en retsorden, men når det gælder udfordringerne i u-landene, så bør USA og Europa handle i overensstemmelse med "jungleloven". Selv moderate muslimer er bekymrede. USA ser, skriver den pakistanske fysik-professor Pervez Hoodbhoy, ikke længere behov for at vinde "hjerte og sind hos dem, som man vil beherske". Og de fanatiske horder er sikre på, at en moderne Richard Løvehjerte vil udslette deres religion i et nyt korstog.

Atom-spredning

Spredningen af atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben udgør en stor trussel, fordi disse arsenaler skaber frygt i nabolande, øger modsætninger og hvis de anvendes, kan følgerne blive katastrofale.

Årsagerne til spredning er mange, men forskere peger især på to. For det første et behov for våben, som kan afskrække naboer fra angreb. For det andet, at især atomvåben giver status i storpolitikken.

Det er et gennemgående argument fra stater, som er under mistanke for at ville anskaffe atomvåben, at de "har ret til det". Iran peger på, at Israel har atomvåben. Nordkorea fremhæver, at USA flere gange har truet med sine atomvåben. Indien har begrundet sine prøveeksplosioner i 1998 med, at de gamle atommagter ikke vil afskaffe deres, og derfor er det kun naturligt, at verdens mest folkerige stat vil med i klubben af særligt magtfulde stater. Pakistan undskylder sit atom-program med, at man ellers er militært underlegen i forhold til Indien. Denne "ret" kan de gøre krav på, fordi USA stadig mener, at atomvåben er nødvendige trods den kendsgerning, at supermagten kan sejre over ethvert land med sine konventionelle våben. De vender sig imod "forskelsbehandling", og er næppe heller blinde for, at masseødelæggelsesvåben måske kan afskrække amerikanske angreb.

Når USA åbenlyst gør krav på verdensherredømme, føler sig hævet over den internationale retsorden og har en meget ensidig opfattelse af begrebet "samarbejde", kan det ikke undre, at andre selvbevidste stater søger sammen i et fælles oprør. Derfor kunne Frankrig, Tyskland, Rusland og Kina gøre fælles front mod USA, da Bush-regeringen ville gå enegang i forbindelse med Irak, og det bliver næppe sidste gang.

Set med kinesiske øjne er USA en ekspansiv magt, som siden sin grundlæggelse har gennemgået fire faser: Først blev en stor del af det nordamerikanske kontinent erobret, så fulgte oversøiske fremstød og derefter en konflikt med Sovjetunionen om globalt herredømme. Nu er USA gået ind i den fjerde fase, som gælder kontrol med hele verden, konstaterede den officielle avis Folkets Dagblad den 11. marts 2003. Artiklen konkluderede, at "kun når De Forenede Stater ikke længere stræber efter et globalt imperium, kan amerikanerne undgå terroristers bomber og andre angreb på sit eget område".

Det tragiske er, at jo mere USA føler sig truet, desto mere vil amerikanerne stræbe efter absolut sikkerhed og den amerikanske imperialisme vil, trods de erklærede motiver, fremstå med et jernfjæs, som skaber frygt.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.