Trykt i Kontakt nr. 2, april 2003

Asien på vej ind i ny atomalder

Det amerikanske missilskjold fremprovokerer yderligere kinesisk oprustning og kan starte en nuklear kædereaktion i hele Asien.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Amerikanske trusler med atomvåben mod Kina i 1950’erne er blevet en storpolitisk boomerang, som i dag motiverer kinesisk frygt for USA’s planlagte missilskjold.

Og denne frygt er det vigtigste argument for danske modstandere af et ja til brug af Thule-basen i det amerikanske forsvar mod langtrækkende raketter.

Inden juni vil regeringen tage stilling til, hvorvidt radaranlæg på Thule-basen kan indgå i et anti-raket system. I første omgang skal en radar, som blev bygget i midten af 80’erne, kun moderniseres med nye programmer i computere, men regeringen har klart varslet, at den kommende danske beslutning er af meget vidtrækkende betydning. Man har lagt op til offentlig diskussion, høringer med ekspertvidner og en debat i folketinget.

Missilskjoldet kan blive det mest omfattende og dyreste våbensystem, som menneskeheden nogensinde har bygget. Nogle økonomer i USA anslår, at prisen for amerikanske skatteydere bliver på 1,2 billioner dollar. For den samme sum kunne USA i de næste 30 år tredoble sin u-landsbistand. Men dertil kommer udgifterne i andre lande, når de reagerer på missilskjoldet.

Ny atomalder

Modstanderne hævder, at missilskjoldet kan starte et nyt våbenkapløb, fordi Kina vil reagere med oprustning. Der er, fortsætter modstanderne også fare for, at det kinesiske svar starter en farlig kædereaktion i Asien. Indiens atomvåben er vendt imod både Kina og Pakistan, så hvis det kinesiske arsenal udvides, er det muligt, at inderne vil søge en balance opretholdt gennem oprustning, og det kan betyde, at Pakistan føler sig mere truet og svarer med egen oprustning. Dette kapløb kan påvirke holdningen til atomvåben i lande, som selv ikke har anskaffet dem – f.eks. Iran, Sydkorea, Japan og Taiwan. Atomvåben kommer i centrum for områdets sikkerhedspolitik.

Det er rædselsvækkende udsigter – hvis de er realistiske. Et regionalt våbenkapløb kan sluge enorme ressourcer, som ellers kunne investeres i social udvikling, og det vil betyde større risiko for konflikt i nogle af landene. Pakistan er allerede på sammenbruddets rand.

Endnu værre er en meget betydelig risiko for krig med atomvåben. Det indisk-pakistanske forhold har i flere år vaklet på randen af krig. Men problemet er langt større. Asien er på vej ind i en ny atomalder, som vil være langt mere ustabil end den kolde krigs Øst-Vest konfrontation, hævder en amerikansk ekspert, Paul Bracken. Der er udsigt til, at 12 nationer i Asien i løbet af indeværende årti vil være udrustet med raketter, som har kemiske og biologiske bomber i spidsen. Alle disse aktører vil påvirke hinanden i et mønster, som er mere uoverskueligt og uforudsigeligt end den gode gamle konfrontation mellem kun to aktører.

Nul trussel

Men, der er ingen grund til panik, hævder det danske udenrigsministerium. I et fortroligt notat til Udenrigspolitisk Nævn, dateret 13. november 2002, er det vurderingen, at USA’s planer "ikke vil udgøre en trussel mod Kinas nukleare afskrækkelsesevne på kort sigt".

Notatet, som anvender versalerne "MD" for missilskjoldet, fortsætter: "Kina har officielt udtalt, at man vil tage skridt til at opretholde en effektiv nuklear slagstyrke i lyset af de amerikanske MD-planer. Moderniseringen af Kinas strategiske missilprogram var dog planlagt, før MD kom på tale, og vil efter alt at dømme blive gennemført, uanset om MD iværksættes eller ej. Kinesisk oprustning er derfor ikke relateret til USA’s MD-planer. Det har været fremført, at en strategisk kinesisk oprustning vil starte et våbenkapløb i Asien. Den regionale afskrækkelse i Asien er imidlertid baseret på kort- og mellemdistancemissiler. Det kan derfor ikke umiddelbart antages, at en forøgelse af Kinas langtrækkende strategiske arsenal skulle føre til oprustning i lande som Indien og Pakistan".

Notatet har sat spor i debatten. Den tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup har i en kronik, som Berlingske Tidende bragte 11. januar, afvist, at Kina vil svare med atomoprustning: "Kina er allerede i gang med en omfattende opdatering af sit raketarsenal uafhængigt af spørgsmålet om missilforsvar eller ej". Emnet kom også op i Folketingets spørgetid den 13. november under en usædvanligt heftig diskussion. Statsminister Anders Fogh Rasmussen fandt, at venstrefløjen er gået "åndeligt og mentalt i stå". Missilskjoldet er et "fredens projekt", sagde han, og når venstrefløjen henviser til Kina’s reaktioner, så ligger det i forlængelse af den tidligere, uberettigede, bekymring over russiske reaktioner. Man har blot fundet "nye ting", som man "kan være bekymrede over".

Lykketoft og CIA

Men det var en dansk udenrigsminister, som året før gjorde Kinas reaktion til det vigtigste problem. Han hed Mogens Lykketoft. I en folketingsdebat den 3. maj 2001 antog Lykketoft, at Rusland nok ville acceptere Bush-regeringens planer, men samtidig tillagde han Kinas reaktion "overordentlig vægt". Det er sandsynligt, at verden får to supermagter, USA og Kina. Forholdet mellem dem vil præge fremtiden, og USA’s projekt kan "efter min opfattelse lande hvor som helst mellem et uoverskueligt rustningskapløb og den mest omfattende nedrustning hidtil", sagde Lykketoft. Han så også risiko for en kædereaktion i Asien.

Vurdering af Kinas reaktion på missilskjoldet har derfor betydning for Socialdemokratiets holdning til brug af Thule-basen – og for Grønlands. Det grønlandske landsstyre har i en erklæring fra 18. november 1999 fastslået, at "en eventuel opgradering af Thule-radaren ikke på nogen måde må bidrage negativt til den eksisterende verdensfred".

Hverken Lykketoft eller venstrefløjen har opfundet en ny fare. Det er faktisk de amerikanske efterretningstjenester, som med et såkaldt National Intelligence Estimate i efteråret 2000 varslede, at et amerikansk missilforsvar kunne fremprovokere en ti-dobling af Kinas langtrækkende atomarsenal, og de pegede også på risikoen for et regionalt våbenkapløb. Den amerikanske præsident Bill Clinton var så foruroliget, at han af især den årsag i september samme år udsatte sine anti-raket planer. Han har til journalisten Bradley Graham forklaret, at "det virkelig store spørgsmål" var: Hvad vil Kina gøre? Så længe det ikke var afklaret, og når der tilmed var udsigt til en kædereaktion i Asien, ville han ikke gå videre.

Sikkerhed skades

Vurderingerne fra dengang holder stadig. Der er en endog meget stor bunke bøger, rapporter og artikler fra fremtrædende amerikanske eksperter, som fremhæver, at USA’s og verdens sikkerhed kan blive skadet alvorligt, hvis man ikke når frem til kinesisk accept.

Den holdning, som notatet fra udenrigsministeriet afspejler, kan end ikke finde fodfæste i officielle amerikanske rapporter, som påpeger, at missilskjoldet og kinesisk oprustning i høj grad er "relateret". Det amerikanske forsvarsministerium skal hvert år analysere Kinas militære magt i en rapport til Kongressen, og i den seneste, fra juni sidste år, oplyses, at "Kina vil sandsynligvis tage skridt til forbedring af sin evne til at besejre forsvarssystemet så den strategiske afskrækkelse bevares". Man forudser, at Kina vil forbedre bombers evne til at gennemtrænge forsvar, øge antallet af raketter samt måske udvikle rakethoveder med flere bomber i hver.

Hvis man vil forstå årsagerne er et dyk ned i gamle arkiver nødvendigt.

Amerikanske trusler

Da Kina var uden atomvåben i 1950’erne, spillede kernevåben en central rolle i amerikanske krigsplaner mod det kommunistiske land. Tophemmelige dokumenter fra dengang viser, at blot en lille konflikt kunne have udløst et "begrænset" amerikansk angreb med millioner af dræbte civile.

USA’s militære chefer planlagde omfattende brug af atomvåben mod Kina – både hvis Nordkorea igen invaderede Sydkorea, som det var sket i 1950, og hvis Kina forsøgte generobring af Taiwan, hvortil det slagne kinesiske styre var flygtet efter kommunisternes sejr i 1949. Det er måske forståeligt, men USA ville også gennemføre omfattende atombombardementer, hvis Kina forsøgte generobring af to små øer nær det kinesiske fastland, Quemoy og Matsu.

Især planerne i forbindelse med de to øer med få tusinde indbyggere chokerede den daværende chef for politisk planlægning i USA’s udenrigsministerium, Gerard Smith. Han fik i 1958 indsigt i krigsplanerne. Som led i forsvaret skulle kernevåben anvendes mod mål på det kinesiske fastland op til 800 kilometer fra kamppladsen. Nogle mål var i nærheden af storbyerne Shanghai og Guandzhou. Smith vurderede i et memorandum dateret 13. august 1958, at "inden fjendtlighederne er ovre, vil der være millioner af civile tab".

Regeringen i Peking levede ikke i lykkelig uvidenhed om denne trussel. Eisenhower-regeringen truede flere gange i 50’erne Kina med atomvåben, og i dag mener mange forskere, at truslerne var en årsag til Kinas udvikling af atomvåben.

Afpresning

Den 16. oktober 1964 eksploderede Kina sin første atombombe. Offentligt blev bomben begrundet med, at man nu kunne modsætte sig "USA’s imperialistiske politik med atomafpresning og trusler (…) Kina udvikler atomvåben med henblik på forsvar og beskyttelse af det kinesiske folk imod USA’s trusler om at starte en atomkrig".

Det er længe siden. Men set med kinesiske øjne ikke helt så fjern fortid. Mentaliteten bag 50’ernes amerikanske planlægning er dukket op igen. Bush-regeringen vedtog i foråret 2002 en ny strategi, som skal gøre atomvåben mere brugbare. Skellet mellem konventionelle og nukleare våben sløres. I analysen bag strategien, Nuclear Posture Review, nævnes behovet for atomvåben i en konflikt med Kina om Taiwan, og der lægges op til udarbejdelse af nye krigsplaner med atomvåben mod Kina.

Kina protesterer mod missilskjoldet, fordi man igen frygter amerikansk afpresning med kernevåben. I en analyse af den kinesiske holdning skriver Michael McDevitt, pensioneret admiral, at argumentet anvendes så tit, at "det ikke bare kan afvises". Fordi det militære forhold mellem USA og Kina er blevet forværret i de seneste år, mener McDevitt, at "set fra Kinas synsvinkel er udsigterne til et amerikansk overraskelsesangreb ikke så usandsynlige, som de var for ti år siden".

Gengældelse truet

Kinas atomstrategi har siden 1964 lagt vægt på en evne til gengældelse af et atomangreb. Den kinesiske regering erklærede dengang "højtideligt", at "Kina vil aldrig under nogen omstændigheder være det første land, som anvender atomvåben". Man har ikke udviklet et stort arsenal, som blot ligner USA’s eller Sovjetunionens.

Formentlig har Kina omkring 20 raketter, som kan nå USA med atomvåben, og et noget større antal mellemdistanceraketter kan nå amerikanske baser i Asien. Den kinesiske afskrækkelse af USA bygger helt på en modstanders uvished – så længe USA ikke kan være sikker på, at Kina kan besvare et angreb med udslettelse af en amerikansk by, vil USA’s ledere undlade angreb. USA og Sovjetunionen udviklede en mere krævende afskrækkelsesdoktrin, som lagde op til regulær kamp med atomvåben i et mere langvarigt slag, og derfor havde de brug for mange atomvåben.

Når kinesiske eksperter beskriver truslen fra USA, lyder deres argumentation således: USA vil overraskende angribe Kinas raketbaser og hovedkvarterer. Kun en håndfuld kinesiske raketter vil overleve. Hvis de affyres i et gengældelsesangreb, kan missilskjoldet fange dem. Det betyder, at hvis Kina ikke ændrer sit atomarsenal, så kan Kina ikke længere afskrække et amerikansk angreb. Man bliver dermed sårbar for amerikansk afpresning, som får opbakning af trusler med atomvåben. Dermed er selve den kinesiske stats uafhængighed truet.

Kinas svar

Spørgsmålet er så: Hvad kan Kina gøre? Det afhænger meget af, hvordan USA indretter sit missilskjold.

Allerede fra næste år vil Bush-regeringen udstationere 20 landbaserede anti-raketter. Det er sandsynligt, at de vil være så upålidelige, at USA ikke vil sætte sin lid til, at de kan opfange kinesiske raketter, selv efter et overraskelsesangreb. Men det er USA’s plan, at dette begrænsede forsvar skal udvides i de følgende år, så man får et såkaldt lagdelt forsvar. En modstanders raketter skal angribes i alle faser af deres bane mod mål – under affyringen, ude i rummet og når bomberne til sidst trænger ned gennem atmosfæren. Så kan man håndtere mange angribende raketter og være mere sikker på, at de bliver ramt.

Den endelige "arkitektur", som det hedder, kendes ikke. Det danske udenrigsministerium tror tilsyneladende ikke, at missilskjoldet "på kort sigt" bliver en trussel mod Kinas evne til afskrækkelse. Uafhængige eksperter anslår, at den længe planlagte modernisering af Kinas arsenal kan holde trit med missilskjoldets begrænsede evner i ti år. Men for kineserne er der allerede udsigt til et kapløb, fordi de skal sikre sig, at selv efter et overraskende angreb, skal de have så mange "overlevende" raketter, at gengældelse er mulig. Planlægningen af et arsenal, som kan overleve, når missilskjoldet bliver mere omfattende, skal ske allerede nu, fordi udvikling af raketter og atomvåben tager tid.

Fremtiden for det kinesiske arsenal diskuteres ivrigt i Kina, og adskillige vestlige forskere har videregivet overvejelserne. Den amerikanske forsker Joanna Tompkins har således sidste sommer talt med mere end 60 kinesiske eksperter. Størstedelen mener, at missilforsvar vil udgøre en "betydelig trussel" mod Kinas evne til besvarelse af et amerikansk angreb. Der er, beretter hun, "bred enighed" om, at USA’s planer "bestemt vil påvirke omfanget" af arsenalet. En moderat vurdering er, at det vil blive fem- til tidoblet. Den amerikanske Asiens-ekspert Michael Swaine har i en tyk akademisk rapport fra juni sidste år også givet et bud. Han forventer i første omgang en fem- til syvdobling af de langtrækkende bombers antal, men en stærkere reaktion, op til 500 nye bomber, er også mulig.

Farlig korsvej

Det amerikansk-kinesiske forhold kan være på vej til en korsvej, konstaterer en kommission, som i februar 2003 aflagde rapport til det amerikanske forskningsinstitut, Henry L. Stimson Center. Hvis kineserne mener, at missilskjoldet er rettet mod dem, så vil forholdet bevæge sig ned ad "en fundamentalt fjendtlig vej", lyder en konklusion i China and Missile Defense.

Rapporten, som er en af de hidtil mest omfattende analyser af problemerne, fremhæver, at nok siger Bush-regeringen, at skjoldet ikke er rettet mod Kina, men disse forsikringer har "ikke været effektive". Kineserne ved, at et lagdelt anti-raket system vil have betydelig evne til neutralisering af Kinas arsenal. Der opstår på kort sigt derfor risiko for, at Kina vil søge generobring af Taiwan inden det amerikanske forsvar er klar.

Det danske udenrigsministerium mener, at våbenkapløbet i Asien sker med kort- og mellemdistanceraketter, og derfor vil det ikke blive påvirket af missilskjoldet. Men det er en ganske "enestående" forklaring. Intet sted i den omfattende amerikanske litteratur på feltet kan man finde lignende påstande. Årsagen er enkel nok. Kinas mest langtrækkende raketter kan også true mål, som ligger nærmere, og derfor kan landets naboer føle sig truede. Desuden vil missilskjoldet påvirke behovet for kort- og mellemdistanceraketter, fordi nogle våben i anti-raket systemet også kan fange dem.

I sin analyse, "Ballistic Missiles and Missile Defense in Asia", konstaterer Michael Swaine da også, at missilskjoldet kan få afstabiliserende følger i hele Asien, fordi det "i betydeligt omfang" vil ændre den strategiske balance i området, og kan bidrage til større modsætninger i tre store potentielle brændpunkter: Taiwan-strædet, Nordøstasien (…) og i Sydasien".

Henry L. Stimson kommissionens medlemmer har været uenige i vurderingen af, hvor stor kædereaktionen i Asien bliver, med de fleste var enige om, at kinesisk oprustning vil få følger for andre landes planlægning. I et bidrag til rapporten fremhæver forskeren Michael Krepon, som i mange år har beskæftiget sig med oprustningen i Sydasien, især, at den kinesisk-indisk-pakistanske trekant er meget ustabil. Hvis Indien udvider sit arsenal, vil Pakistans frygt for et angreb vokse, og i en krise er der så risiko for, at Pakistans militære ledere sætte deres arsenal i alarmberedskab. Alternativet er, at deres relativt svage og sårbare våben kan udslettes af et overraskende angreb. I den situation kommer atomkrig nær.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.