Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 3 april 2003

FN’s afløser?

Stærke kræfter i USA arbejder for en verdensorden, hvor USA – ikke FN – står i magtens centrum

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Krigen mod Irak var kun få dage gammel, da nogle af dens mest fremtrædende intellektuelle bagmænd stillede op til en paneldebat, som hurtigt lignede en sejrsdans.

Forsvarsminister Rumsfelds gode ven og rådgiver, Richard Perle, fremhævede, at ”vi” længe har sagt, at meget få vil slås for Saddam Hussein og endnu færre vil dø for ham. Og han så en god portion ironi i det forhold, at der er flere, som i San Francisco demonstrerer mod krigen, ”end der er folk, som vil slås for Saddam i Irak”.

Ifølge det ordrette referat fra mødet, som blev holdt den 21. marts, vurderede Perle, at invasionens ”høje moralske målsætning” nu vil blive alment anerkendt. Der er, konstaterede han, ikke udsigt til en langvarig besættelse af Irak.

Mellem sejrens frugter, som nu kunne plukkes, var et opgør med alle dem, som har advaret mod en krig. Perle så også frem til, at flere regimer end Saddams vil falde: ”Jeg ser temmelig optimistisk på, at vi vil få ændret regimet i Iran uden, at USA skal bruge militære magt”.

FN’s død

Perle tilhører et sikkerhedspolitisk miljø, som siden nederlaget i Vietnam, har agiteret for, at USA skal udnytte sin militære magt mere håndfast. Som viceforsvarsminister i Reagan-regeringen lå han i konstant strid med udenrigsministeriet, der lagde vægt på forhandlinger med Sovjetunionen og hele tiden skelede til, hvad USA’s allierede ville godkende. Siden den kolde krigs afslutning har han talt for en ny verdensorden, hvor USA udgør det magtfulde centrum – uden begrænsninger skabt af FN.

Også den vision så han retfærdiggjort efter et par dages krig. I en artikel, som blev bragt i flere dagblade, slog Perle fast, at Saddam vil tage FN med sig i døden. Dog ikke hele FN. Bureaukratiet vil bestå, og den ”tårnhøje snakkemaskine” i New York vil fortsat ”bræge”. Det, som vil dø i Irak, er ”fantasien om, at FN skal udgøre grundlaget for en ny verdensorden”, konstaterede Perle.

Og hvad vil så bestå? Jo, konkluderede han, det vil ”koalitioner af villige”. Fanatiske terrorister kan kun stoppes gennem krige mod lande, som støtter dem og har masseødelæggelsesvåben. Så derfor udgør USA’s ledelse af lande, som vil deltage i sådanne krige, det ”sande alternativ” til FN.

Koalitioner

Det er ikke nyt, at FN bliver lagt for had i amerikansk politik. Men efter den kolde krig fik FN en chance, da præsident Bush, den nuværende præsident far, beskrev en ny verdensorden, hvor organisationen skulle spille en central rolle. USA krævede modernisering af FN og lagde sin magt bag kravet, bl.a. gennem nej til betaling af udgifterne i forbindelse med fredsbevarende missioner. Mange af kravene blev opfyldt, og med udnævnelsen af Kofi Annan til generalsekretær fra 1997 fik FN et ansigt, som vakte tillid i Washington.

Ironisk nok var det også i ”Bush Den Ældres” tid, at konservative ideologer spillede ud med deres eget bud på en verdensorden, som ikke gav FN en central rolle. Forsvarsministeriet beskrev i et vigtigt dokument, som slap ud til pressen, en sikkerhedspolitik, der skulle forhindre, at noget andet land kan udfordre USA’s magt. Fælles indsats via FN end ikke nævnes, men man ser store muligheder i ”ad hoc” koalitioner, som under USA’s ledelse skal håndtere kriser, når de opstår. Når koalitioner ikke kan dannes, skal USA handle på egen hånd. Man forudså også, at en ny militær indsats mod Irak kunne blive nødvendig med henblik på at sikre ”adgang til vigtige råvarer, især olien ved Den persiske Golf”.

Forsvarsministeren hed dengang Richard Cheney; han er nu vicepræsident. Embedsmændenes chef var Paul Wolfowitz: han er nu viceforsvarsminister. Da dokumentet slap ud i 1992 vakte det så meget røre, at det blev nedtonet i den endelige udgave. Men i USA’s nye sikkerhedsstrategi, som sidste efterår blev offentliggjort, kan man gense mange af de oprindelige forslag, bl.a. fremhævelse af forebyggende krig.

Imperiet

Wolfowitz og Perle var i Clinton-årene meget aktive kritikere af USA’s sikkerhedspolitik. Deres hovedanklage var, at præsident Clinton ikke udnyttede USA’s enestående magtposition. I kredsen omkring dem dukkede et ord op, som før kun var blevet brugt af venstreorienterede: Imperium. Da Bill Kristol, redaktør af bladet Weekly Standard, blev spurgt om, hvad hans meningsfæller helst vil kaldes, svarede han: ”Jeg foretrækker neo-reaganister, neo-konservative, høge, amerikanske imperialister”.

Set fra deres synsvinkel er USA’s imperium anderledes end tidligere imperier. Det består ikke af kolonier, og det er ikke skabt gennem erobring af fremmede lande.

Forfatteren Robert Kaplan, som har rejst en del i verdens fallitboer, konstaterer, at vi efter et århundrede med ”katastrofale utopiske forhåbninger” er tilbage i imperialismen, fordi det er eneste udvej, hvis mindretal skal beskyttes. ”Trods vore anti-imperialistiske traditioner og trods den kendsgerning, at imperialisme i offentlig debat er bragt i miskredit, så er et imperiums behov allerede styrende i vor udenrigspolitik”, lyder det fra Kaplan.

En strateg med militære baggrund, Ralph Peters, stiller amerikanerne foran et valg: ”Skal vi herske over kloden for menneskehedens bedste? Eller vil vi risikere, at vort land og vor civilisation bliver slavebundet?”.

Første stop

Forskeren Joseph Cirincione fra Carnegie-instituttet i Washington fremhæver, at disse ideologers aktivitet er et ”klassisk eksempel på, hvordan en lille organiseret gruppe kan bestemme en stor nations politik, selv når flertallet af embedsmænd og eksperter oprindelig afviste deres synspunkter”. Terrorangrebet den 11. september gav dem mulighed for bred folkelig og politisk opbakning. De foreslog straks krig mod Irak, men de tilkendegav også, at det kun var første stop på vejen mod en ny verdensorden, som skubber den gamle verdens institutioner – bl.a. FN og NATO samt dele af den internationale retsorden – til side.

Vicepræsident Cheney blev deres talerør tæt på præsident Bush. De blev modarbejdet af mange, bl.a. udenrigsminister Powell. Magtkampen bølgede frem og tilbage. Cheney afviste totalt i en tale sidste efterår, at FN kunne spille en rolle i forbindelse med Irak, men Powell fik overtalt Bush til, at man skulle afprøve mulighederne i FN.

Til sidst gik 11 af de 15 medlemmer i FN’s sikkerhedsråd imod en krig. Til gengæld hævdede præsident Bush, at man havde opbakning fra en international koalition – den 27. marts opgjorde Det hvide Hus antallet af medlemmer til 49.

Koalitionen

Ifølge denne opgørelse er der 1,23 milliarder indbyggere i denne koalitions lande. Det er dog kun under 20 procent af befolkningstallet, som er repræsenteret i FN. Opinionstal fra mange af koalitionslandene viser desuden, at det store flertal er imod krigen.

Det er heller ikke en koalition, som leverer et markant militært bidrag. Mange af landene er lovligt undskyldt – hverken ø-staten Palau, Mikronesien, Marshall øerne, Tonga, Solomon Islands og Island har et militær. Men det er kun Storbritannien, Australien og Danmark, som har leveret kampstyrker. Nogle få lande mere har givet små bidrag, som ikke skal i kamp.

Tyrkiet er med på listen, men landet har blokeret for en amerikansk indsats via dets territorium. I flere lande – blandt andet Tjekkiet og Bulgarien – har statsministeren støttet krigen, men præsidenten er gået imod. Det mest iøjnefaldende er, at 16 lande på listen engang havde kommunistiske regimer, og i dag er dybt afhængige af USA. Kun 6 EU-lande er med.

Da ”Bush den Ældre” førte krig mod Irak i 1990-91 leverede 28 lande et militært bidrag.

Der er således langt igen før den vision med ”koalitioner af villige”, som Perle håber på, kan gennemføres. Resten af hans sejrsvision har det, i skrivende stund, heller ikke for godt. Magtkampen raser i Washington, hvor, siger den erfarne demokratiske senator Joseph Biden, forsvarsminister Rumsfeld og vicepræsident Cheney ”både vil af med Saddam Hussein og bryde FN’s greb”. Men hvis krigen ikke lever op til, hvad de på forhånd varslede, er det muligt, at FN kan få endnu en chance, fordi USA ikke på længere sigt kan klare sig uden.

Høgenes vej til magten er dokumenteret på www.ceip.org/files/Iraq/index.htm og på www.pbs.org/wgbh/pages/frontline/shows/iraq/

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.