Trykt i Information 25. april 2003 [i]Rumkrig via Thule
Basen spillede en vigtig rolle under Irak-krigen – og får voksende betydning i takt med militariseringen af rummet.
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Presseofficeren på Thule-basen var helt ny i jobbet, da han den 20. marts i år fik besøg af en lille gruppe danske journalister.
Måske var det ukendskab til de politiske forhold i Rigsfællesskabet, som inspirerede ham. Måske var det starten på Irak-krigen samme dag. Måske var det bare professionel stolthed.
Hvad årsagen end er, kunne Reuters korrespondent bagefter citere ham for, at "Thule spiller en vigtig rolle i krigen".
Og han fortsatte: "Den gør det muligt for officerer i felten at sende kommandoer og vitale oplysninger til de operationscentre, der styrer krigen".
Det var nok lidt for åbenhjertige ord.
Minister uinformeret
Dagen før havde udenrigsminister Per Stig Møller i Folketinget sagt, at bortset fra en gammel overflyvningstilladelse, så havde han "ikke oplysninger om, at der skulle være nogen som helst anden forbindelse mellem Iraks situation og Grønland".
Og netop den 20. marts udtalte et enigt Landsting, at "det grønlandske folk er et fredselskende folk", og at man er "skuffet over, at den danske regering, trods manglende FN-mandat, agter at deltage i Irak-krigen".
Referatet af Eggers’ udtalelser satte en journalist på Grønlands Radioavis, Torsten Raagaard, i sving.
Først udsendte Landsstyrets formand, Hans Enoksen, en erklæring, som nedtonede affæren, men han oplyste dog, at Thule-basen har en "satellitkontrolenhed", som "løser kommunikationsopgaver i forbindelse med den igangværende militære operation i Irak".
Så trak Eggers lidt i land, men efter nogle dage, hvor Raagaard kulegravede sagen, stod han alligevel ved sine udtalelser. I Folketinget spurgte det grønlandske medlem Lars Emil Johansen om, hvorvidt udenrigsministeren "bevidst har fortiet sandheden". Og ministeren svarede, at han ikke havde været "bekendt" med andre opgaver.
Det var et svar, som blev mødt med hævede øjenbryn i Grønlands Hjemmestyre. Ministeren havde nemlig sammen med Hans Enoksen den 10. marts besøgt Thule-basen, og da havde de modtaget en briefing, som også beskrev arbejdet i satellitkontrolenheden, der ofte overskygges af radaren.
Enheden kendes også under betegnelsen ’Detachment 3’. Den er underlagt den 50. Air Wing på Schriever luftbasen i Colorado, og den er en del af et globalt netværk for kontrol med satellitter. Ifølge den briefing, som de besøgende fik, er enheden på Thule-basen "den mest travle" af netværkets 8 enheder.
Det enestående ved Thule-basen er en geografisk placering, som gør kommunikation med militære satellitter meget god.
Fra Thule hentes billeder ned fra satellitter, som bl.a. fotograferer militære mål, så man kan angribe præcist. Fra satellitter, som ser på vejrforhold, hentes andre oplysninger, der har afgørende betydning. Vil jordbunden være så fugtig, at kampvogne kører fast? Er der sandstorme på vej? Vil bombardementer blive forstyrret af skydække? Og så er der altså kommunikationssatellitter, som sikrer, at styrkerne ude på kamppladsen altid er i nærkontakt med kommandocentre.
Rygraden
"Satellitter er rygraden i den arkitektur for kommunikation, kommando og kontrol, som militæret har oprettet", siger to uafhængige amerikanske forskere, Michael Krepon og Christopher Clary.
De har netop udgivet en rapport, som ser på den militære udnyttelse af rummet. Under krigen i Irak har brugen af satellitstyrede bomber, overvågning af slagmarken samt kommando og kontrol "aldrig før været mere præcis, fleksibel og allestedsnærværende", siger de. "Takket være brugen af rumbaseret udrustning kan USA’s styrker anvende dødbringende magt med stor præcision".
Det er naturligvis en rolle, som amerikanske soldater, der gør tjeneste i netværket, er meget stolte af. Eggers var formentlig meget direkte inspireret af en række taler og briefinger, som hans overordnede holdt op til krigen. De nærmest pralede og gjorde klart, at udnyttelsen af rummet, som man nu skulle se, kun udgør en spæd start.
"Hvorvidt det er Irak eller nogen anden fjende af Amerika og vore allierede, så vil jeg sige, at vi er så dominerende i rummet, at jeg ynker ethvert land, som går imod os", sagde generalmajor Blaisdell, der er luftvåbnets direktør for rum-operationer, den 12. marts.
"Samspillet mellem luft-, land- samt havstyrker og så vor evne til at kontrollere slagmarken og erobre de højest placerede stillinger er knusende".
Offensiv krig
Denne knusende overlegenhed vil, hvis det står til Bush-regeringen, blive styrket i de kommende år.
For to år siden konkluderede en kommission, som havde den senere udnævnte forsvarsminister Donald Rumsfeld i formandsstolen, at krig i rummet med "sikkerhed" vil finde sted. Det er nemlig, argumenterede kommissionen, en lære af historien, at fordi krige er blevet udkæmpet til lands, i luften og på havet, så vil menneskets erobring af rummet også blive fulgt af krige der. Altså bør USA udvikle en "overlegen" evne til "magtudøvelse i, fra og via rummet".
Det er en vision, som Bush-regeringen nu fører ud i praksis. Fordi amerikanske styrker har brug for rummet, så skal amerikanske satellitter beskyttes, og man skal være klar til angreb på en modparts satellitter.
"Vi bør udvikle en forsvarsevne samt også overveje offensiv slagkraft", sagde luftvåbnets viceforsvarsminister Peter Teets den 19. marts.
"Tiden vil måske komme, hvor vi må skride til handling, så vi kan hindre en modstanders brug af de højeste stillinger i rummet".
Missilskjoldet
Antiraketsystemerne, som opstilles fra 2004, skal angiveligt bruges mod fjendtlige bomber, men de kan endnu nemmere ramme en modparts satellitter. I planerne for missilskjoldet indgår endvidere våben, der skal stationeres i rummet. Man overvejer 1500 små dræbersatellitter – kaldet Brilliant Pebles – med evne til angreb på både bomber og satellitter. Eksperimenter ligger højst fem-seks år fremme.
På længere sigt indgår laserkanoner, som kan udvikles til angreb på mål i rummet, i luften og på jordoverfladen.
Både Detachment 3 og Thule-radaranlægget vil spille en vigtig rolle i fremtidens rumkrige. Radaren ser mindst 4.500 km ud i rummet, og kan derfor holde øje med alle de vigtigste satellitter, f.eks. hjælpe våbensystemer frem til angreb. Og i modsætning til radaren, som formentlig kun vil blive brugt meget sjældent, så hjælper Detachment 3 allerede USA’s militære styrker 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, 365 dage om året.
[i] Artiklen indgik i et 16 sider indstik til Information: "Fredens missiler? – et debatoplæg om sikkerhedspolitik i det amerikanske århundrede"
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|