Intellektuel terror bag Foghs kup - (DEN KOLDE KRIG)

1) Hvor mange fodnoter satte Danmark i NATO fra 1982 til 1988?
2) Hvor mange gange vedtog et flertal i Folketinget, trods regeringens modstand, i samme periode sikkerhedspolitiske dagsordener?
3) Nævn ti krav fra disse dagsordener.

Nå, er svaret ved ikke? ’Fodnoterne’ er da ellers et yderst aktuelt emne, som hyppigt omtales i nyhedsmedier og af politikere.

Men et ’ved ikke’ svar vil være undskyldeligt. Det er vel 15 år siden, at medier og politikere har beskæftiget sig konkret med de såkaldte ’fodnoters’ indhold og baggrund. Henvisning til ’fodnoterne’ er i dag blevet et våben for intellektuel terrorisme. Det har med en slagkraft, som vil gøre mange bomber misundelige, banet vej for statsministerens sikkerhedspolitik, fordi mulige kritikere straks går i dækning.

Uden opgøret, som især Venstre med 15-20 års forsinkelse har gennemført mod det alternative flertals sikkerhedspolitik i 80’erne, ville dansk deltagelse i krigen mod Irak, og nu besættelsen, være utænkelig. Det er et våben, som sikrer, at kun få tør protestere, og endnu færre kan vinde gehør, når Fogh bryder med rodfæstede traditioner i dansk udenrigspolitik.

Gennem årtier har dansk udenrigspolitik bygget på fire hjørnestene: Norden, FN, NATO og EF (EU). Statsministeren har nu udskiftet dem med en satellit-position i det nye amerikanske imperium.

Og Foghs personlige engagement i den direkte kontakt med Bush-regeringen er uforståeligt, hvis man ikke erindrer den ’bitterhed’, som han efter eget udsagn oplevede i 80’erne, da nogle »begik et intellektuelt og moralsk forræderi«.

Det er et af den aktuelle situations mest ironiske elementer, at udenrigsministeren, som selv nu er et offer i Foghs ideologiske korstog, ihærdigt bidrog til den intellektuelle terror. Per Stig Møller har eksempelvis i en tale sagt, at Socialdemokratiet i 80’erne »blev yderst tjenstvilligt i forhold til USSR«, og at det med sine fodnoter skabte en »sprække« i NATO. Nu mangler samme Per Stig Møller og hans udenrigsministerium et socialdemokratisk parti, som tør imødegå det historiske kursskifte i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Fodnote-bomben er i den politiske debat blevet et så effektivt våben, at den kan anvendes totalt løsrevet fra historisk sammenhæng og andre fakta. Vi er ikke længere truet af Sovjetunionen, og Fogh kører sit løb uden baggrund i et behov for solidaritet med resten af NATO – for nu slet ikke at nævne EU.

I Berlingske Tidende kunne Uffe Ellemann-Jensen anvende fodnoteperioden til et forebyggende slag mod Socialdemokratiet, da han argumenterede for ja til missilskjoldet. Han overså bekvemt den eneste dagsorden fra 80’erne, som stadig har relevans. Den er fra 5. marts 1987 og kræver, at Thule-radaren ikke må anvendes i forbindelse med antiraket systemer. Ellemann stemte for den dagsorden.

Fordi socialdemokraterne ikke har forsvaret indsatsen i 80’erne, fik modstanderne, da tidens tand havde slettet den kollektive hukommelse, skabt en stribe myter. Der blev kun sat to fodnoter i NATO – den ene mod opstilling af mellemdistanceraketter, den anden mod Reagans stjernekrigsprojekt[i]. I begge tilfælde var Socialdemokratiet under hårdt pres af andre europæiske socialdemokratier.

Men socialdemokraterne var især inspireret og informeret af oppositionen mod Reagan. Den amerikanske påvirkning var så stærk, at dagsordnerne må kaldes en udløber af magtkamp i den amerikanske elite. Socialdemokraterne solidariserede sig blot med kræfter, som havde tabt til yderligtgående høge. Man modsatte sig eksempelvis Reagan-regeringens oprustning med kemiske våben efter opfordring fra en republikansk senator, Mark Hatfield. Osv.

Der blev i 80’erne vedtaget 28 dagsordensforslag. Regeringspartierne stemte for seks af dem. I 14 tilfælde var modstanden ikke stærkere, end at man hverken stemte for eller imod. Og først i 1988 fandt man sagen så vigtig, at der blev udskrevet valg. Årsagen var, at Socialdemokratiet ville håndhæve et forbud mod besøg af atombevæbnede krigsskibe. Som Tøger Seidenfaden har skrevet i sin mere konservative ungdom, så var der »altovervejende sandsynlighed« for, at allierede krigsskibe brød forbudet, men hykleriet måtte der ikke pilles ved.

[i] De to fodnoter blev dog gentaget flere gange, fordi sluterklæringer fra NATO gentog afsnit, som oprindelig begrundede, at Danmark måtte sætte en fodnote