Trykt i Berlingske Tidens kronik 17. juni 2003

Andre scener fra Den Kolde Krig

Svar på kronik af kulturminister Brian Mikkelsen, som beskrev en række indtryk fra Den Kolde Krigs tid. Dragsdahl gengiver nogle alternative scener fra sin egen oplevelse af perioden f.eks. mødet med sine læremestre, som var veteraner fra CIA.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Undskyld Brian – det var slet ikke meningen. Og endnu mere undskyld til dem, som beklager, at netop Brian Mikkelsen er blevet kulturminister.

Thi af kronikken 11. juni erfarer jeg et stort medansvar for hans politiske udvikling. Den blev tilsyneladende startet af en traumatisk oplevelse i 1984 på Ballerup Gymnasium. Jeg fik nemlig, skriver han, ”lov til at nedrakke USA uimodsagt over to fællestimer uden så meget som at nævne Sovjetunionens menneskelige og økonomiske barbari med et eneste ord”. Det var, fortsætter han, ”kold krig i dansk aftapning, blindt, forblændet, ubalanceret”.

Hvordan kan jeg gøre det godt igen? Trangen til et polemisk modangreb er næsten uimodståelig. Det er sikkert, at en dobbelttime bestod af en times foredrag og en times spørgsmål. Så der har været rigelig tid til modsigelse, hvis foredraget var så slemt. Holdt lærerne dig for munden, Brian?

Meget i resten af kronikken må også vække forundring. Især fordi dens budskab er, at vi skal huske historien. Besad kommunismen virkelig en ”kolossal ideologisk tiltrækningskraft”? Intet i valg eller opinionsundersøgelser tyder på det. Tværtimod. Og er det virkelig muligt, at NATOs svar på Sovjets mellemdistancemissiler ”drænede den sovjetiske økonomi” og dermed banede vej for sammenbruddet? Hvad er det helt konkret, som Sovjet på grund af ekstra 572 amerikanske bomber fik udgifter til?

Men, faktuel diskussion er næppe midlet, hvis Brian Mikkelsens traume skal behandles. Han anviser selv en mulig metode, idet kronikken fremlægger ”ti scener”, som beskriver det personlige møde med Den Kolde Krigs udfordringer. Så måske kan nogle af mine personlige oplevelser hjælpe? De kan vel i det mindste illustrere, at Den Kolde Krig blev oplevet på vidt forskellig vis, og at ministerens overordnede forklaring trænger til nogle nuancer.

1.

For det første virker min antydede sympati i 1984 for Sovjet lidt mystisk. Ser du, Brian, jeg var året før blevet gift i Moskva med en jødisk pige. Hendes far sad fængslet, og jeg kunne ikke få hende ud af landet. Oplevelsen gav mig en del indsigt i menneskeforagten, som det sovjetiske system var berygtet for. Kampen blev hård, og den varede i næsten to år. Det er usandsynligt, at nogen sympati for Sovjet er strømmet fra mit hjerte under dobbelttimen i Ballerup og uforståeligt, hvis kritik af Sovjet, som jeg fremførte skriftligt i samme periode, slet ikke er blevet luftet.

2.

Min interesse for sikkerhedspolitik opstod i 1976, hvor jeg var korrespondent i Washington. Emnet havde ikke interesseret mig, fordi debatten derom i Danmark var låst fast. Enhver information blev slugt eller forkastet alt efter, hvor man befandt sig i skyttegravskrigen, og et miljø af den art er ikke spændende for en journalist.

Men det ændrede Pete Scoville, forhenværende vicedirektør i CIA. Mit første møde med ham var næsten et chok. Han skelnede mellem ”gode” og ”dårlige” våben – ud fra en militær og politisk vurdering af følgerne for stabilitet i terrorbalancen med Sovjet. Min fra Danmark venstreorienterede grundholdning var, at alle våben er noget skidt, men han argumenterede overbevisende. Selvklart var CIA-veteranen en vidunderlig kilde til kritiske citater, fordi ingen kunne betvivle hans patriotisme og ekspertise. Men han blev også en nær ven, som indførte mig i våbenkapløbets historie og begrebet ”rustningskontrol”. Scoville var  leder af The Arms Control Association, en sammenslutning af erfarne forhandlere og eksperter, så kontakten  åbnede en del døre.

Det var også en skræmmende oplevelse. Alle disse hovedsagelig ældre herrer havde bestyret USA’s nationale sikkerhed siden 40’erne, opfundet og udviklet atomvåben, men det var en gennemgående holdning, at både USA’s og Sovjets ledere nu havde mistet kontrollen med oprustningen. Man var endt i en situation, hvor atomkrig kom stadigt nærmere - delvist fordi våbenlobbyen og en ny tids strateger var uden effektivt politisk modspil.

3.

Året efter mødte jeg Arthur Macy Cox. Hvor Scoville var videnskabsmanden, var Cox den storpolitisk læremester. Under anden verdenskrig blev han af efterretningstjenesten OSS sendt til partisanerne i Jugoslavien, og han var med i CIA fra starten, hvor han havde ledende poster i den operative afdeling. Uden hans indsats var en del Sovjet- og Østeuropa-eksperter aldrig blevet fremtrædende.

Cox forlod i begyndelsen af 60’erne CIA – delvist af utilfredshed over, at tjenesten blev for optaget af de beskidte trick, som senere ved afsløringen i 70’erne vakte skandale. Hans nye livsværk var støtte til afspændingsbestræbelserne: gennem kritisk dialog med sovjetiske ledere og politisk pres for en mere effektiv vestlig påvirkning af Øst-blokken. Han nærmest adopterede mig, så jeg normalt, når jeg var i byen, helt op til hans død i 1996 blev inviteret til ugentlige middage i hjemmet med diplomater, officerer, embedsmænd og politikere. Det var et kreativt miljø, hvor folk mødtes på tværs af store forskelle, i fælles respekt.

4.

Reagan-regeringen var for en del af USA’s elite en fundamental udfordring. Den optrådte i strid med deres erfaringer og ønsker. Så reaktionen var skarp, og der blev skrevet utallige kritiske rapporter samt artikler.

Herhjemme har nogle, især i 90’erne, tumlet med nedsabling af den såkaldte ”fodnotepolitik” og knyttet betegnelsen anti-amerikansk, ja endog pro-sovjetisk, til enhver, som angreb Reagan. Men næsten ingen politiske initiativer stod uden amerikanske ophavsmænd, og der er næppe sagt hadske ord, som ikke forinden var sagt i USA.

Det absurde i ”moderne” beskrivelse af 80’ernes anti-atom kampagne kan nok bedst illustreres med henvisning til William Colby, tidligere direktør for CIA. Jeg mødte ham første gang i 1983. I vores interview (Information 3. maj 1983) forklarede han sin støtte til bevægelsen mod atomvåben med sine erfaringer fra Vietnam: ”Hvis vi overdriver det militære, så ser vi ikke, hvad kampen virkelig er, og så kan vi tabe”. Hans anti-kommunistiske engagement var selve begrundelsen for at kræve stop for oprustningen.

5.

Sympati for kommunismen eller Sovjet kunne vanskeligt overleve besøg i Moskva. Jeg var der flere gange. Det var altid spændende, sjældent rart. Interview med sovjetiske ”eksperter” var en frustrerende oplevelser. Det var så tydeligt, at de kun gentog partiets direktiver, ofte mod bedre vidende. Ydmygelsen af mennesker i dagligdagen kunne heller ikke skjules for en besøgende, når man blot var en del af masserne – primitive stinkende toiletter, horribel betjening på restauranter,  offentlig transport skete efter principper hentes fra kvægtransport, indkøb af mad på egen hånd næsten umuligt i de tomme butikker.

Værst var ukontrollerede møder med private, fordi rædselshistorier flød, når tilliden var vundet. Der var i 1984 f.eks. den unge læge, Masha. Hun arbejdede på en klinik for kønssygdomme. En dag kom KGB med en ung uafhængig fredsaktivist, som absolut skulle indlægges. Hun undersøgte ham. Han fejlede intet. Men han blev indlagt, fordi han skulle gøres bange. Risikoen for, at han ville blive smittet på klinikken, var nemlig høj.

6

Var jeg alligevel, med min kritik af Reagan-regeringens politik, en ”medløber”? Det mere end antyder Brian Mikkelsen

Men når jeg genlæser gamle ledere fra Information, så kan jeg ikke se, at kritikken er berettiget. Der er talrige, endog meget grove, udfald mod danske kommunister. De kaldes en ”forbandelse”, som tynger indsatsen mod oprustning (2-6-80), og de mødes med rette af ”udbredt foragt” (21-12-81). I forbindelse med undertrykkelsen i Polen påpeges, at ”de polske ledere og deres sovjetiske bagmænd i denne sag – som i så mange andre – fører en politik, som bringer verden nærmere til en atomkrig” (15-10-82)

Der var i de år en bitter konflikt mellem ”fredsaktivister” om forholdet til Øst-blokken., og den blev dækket intensivt  af mig. Under en stor konference i Perugia i 1984 ønskede de officielle repræsentanter fra Øst, at man skulle skubbe uenighed til side og fokusere på det, som man var enige om. De fik dette svar fra den ledende britiske aktivist Mary Kaldor: ”Margaret Thatcher har altid sagt, at hun er imod atomkrig. Jeg kan se mange flere ting, som jeg har til fælles med min egen regering end med de østeuropæiske, som er repræsenteret her (…) Hvis enighed er hovedmålet, hvem er da vore mest naturlige samarbejdspartnere”

7.

Ja, ovenstående forvrænger historien, fordi jeg kun medtager alt det, som Brian Mikkelsen udelader. Men det er en del af vores historie, og hvis det glemmes, så tegnes et langt mere dystert billede af fortiden, end godt er. Man glemmer den mangfoldighed, som netop er demokratiets styrke, og dermed svækkes respekten for demokratiet. Og når man overser, at der var et frugtbart samarbejde på tværs af Atlanterhavet mellem ligesindede, så forsimples vort forhold til amerikanerne, og der opstår en grobund for anti-amerikanisme.  

Og det mest ulykkelige ved en sådan bandbulle fra en minister er, at den kan skræmme journalister og andre, som igen har lyst til kritik, men ikke vil risikere, at også de kan blive svinet til fra højeste sted. Er det nu blevet god borgerlig politik, at man vil sprede frygt? Og hvorfor nævner ministeren mon, at jeg i dag arbejder lidt for DR’s Orientering?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.