Trykt i Information 11. juli 2003

Spioner forsvarer demokratiet

Anklagerne mod Bush for bedrageri op til Irak-krigen kommer fra efterretningsfolk.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Kan begrundelserne for krigen mod Irak klare et eftersyn? Spørgsmålet bliver håndteret meget forskelligt i de lande, som gennemførte angrebet.

Herhjemme er det afgørende for svaret, hvorvidt man var for eller imod krigen. Debatten afspejler den traditionelle højre-venstredeling. Det er kun blevet et politisk spørgsmål, som derfor også kan besvares ud fra politiske holdninger.

Men i den amerikanske debat erkender mange, at der er meget mere på spil end spørgsmålet om, hvorvidt Saddam Hussein var så grim en karl, at det retfærdiggjorde krig.

Faktisk er det folk i efterretningstjenesterne, som først påpegede, at politiske ledere bevidst overdrev truslen, og de leverer fortsat informationer, som undergraver disse lederes troværdighed.

Allerede sidste efterår optrådte kritiske efterretningsfolk i massemedierne. Et par dage før udenrigsminister Powell i februar skulle præsentere USA’s beviser for FN, kunne New York Times citere kilder i både CIA og FBI, som fremhævede, at beviserne for samarbejde mellem Irak og al-Qaeda var meget spinkle.

Senest har det liberale ugeblad The New Republic, som var for krigen, dokumenteret, at præsident Bush begik bedrageri. Han og andre topfolk anvendte kun informationer, som støttede deres sag, og ignorerede alt, som ikke gjorde det. Artiklen bygger i vidt omfang på kilder i efterretningstjenesterne. Nok er disse kilder anonyme, men de risikerer alligevel deres stillinger, og det er ret sikkert, at de ikke udtaler sig af sympati for Saddam Hussein.

Professionens etik

Så mange har udtalt sig, at der nok er flere motiver i spil. Men spionernes centrale anklage kan lede os på sporet af den vigtigste. De hævder nemlig, at Bush af politiske årsager har fået forvansket informationer fra efterretningstjenesterne. Det er en dybt alvorlig anklage mod præsidenten og hans topfolk.

Åbenhed er et bærende princip i politik, fordi indsigt er forudsætningen, hvis vælgerne skal kontrollere de folkevalgte. Men i sikkerhedspolitik kan hemmeligholdelse være nødvendig, og denne undtagelse gælder især for de hemmelige tjenesters virke.

Fordi uafhængig kontrol er svær, bliver det altafgørende for efterretningstjenesters troværdighed, at politisk indblanding i deres virke ikke kan ske. Spioner skal i så henseende nyde godt af den immunitet i forhold til pres udefra, som domstolene har fået.

Det er et behov, som er vokset, fordi Bush-regeringen i sin nye strategi har lagt op til forebyggende krige. Det stiller meget store krav til efterretningstjenesterne, fordi krige nu kan blive indledt ud fra, hvad fremmede ledere måske tænker eller har skjult i lommerne.

Hvis regeringer ikke gengiver spionernes vurderinger loyalt, så mister demokratiet sin mulighed for informeret stillingtagen til det vigtigste valg, som nationer kan stå foran: Skal man, eller skal man ikke gå i krig?

Hvis regeringers tolkning af oplysninger fra efterretningstjenesterne bliver utroværdig, så er det muligt, at advarsler vil blive afvist, og at måske nødvendige krige vil blive modarbejdet.

Folkets tjenere

Efterretningsfolk, som er gået til pressen med advarsler, har sat loyalitet i forhold til demokratiet over loyalitet i forhold til præsidenten. Det er faktisk amerikanske tjenestemænds pligt ifølge en kodeks, som blev vedtaget af Kongressen i 1958. De skal ’tjene’ befolkningen, ikke regeringen.

De har vist, at deres professionelle stolthed er blevet krænket. Mange efterretningsfolk forstår, at demokratiet er truet, hvis deres professionelle etik voldtages – efterretningsarbejde må ikke påvirkes af politik. Det er muligt, at nogle også har handlet af politiske årsager. De er bekymrede over den nationale sikkerhed, fordi man kan rode sig ud i et morads, hvis ideologi skal styre sikkerhedspolitikken.

Nogle har vel også været uenige med toplederne, fordi krigen mod Irak kunne svække krigen mod terrorisme.

Endelig kan man ikke afvise, at nogle frygter, at deres tjenester vil blive beskyldt for misinformation, hvis ’deres’ oprindelige advarsler nu ikke kan bevises. Derfor giver de, i et forebyggende angreb, topledere skylden.

Det har stor betydning for sikkerhedsapparatets effektivitet, at tjenesternes faktiske trusselsanalyser bliver efterprøvet, og det er ikke mindre vigtigt, at oprørske spioners motiver klarlægges. Derfor vil opklaringen fortsætte i USA.

Den danske regering henviser til, at den kun har lagt åbne kilder til grund for sin deltagelse i krigen. Det er smart, fordi man så ikke kan anklages for grov manipulation. Men det kunne være interessant, hvis regeringen oplyste, hvilke åbne kilder man anvendte, og hvorfor man ignorerede kritiske spioners indvendinger.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.