Trykt i Information 9. august 2003

Neo-konservative kan blive syndebukke

Kliken, som førte USA ud i det irakiske hængedynd, er truet af valgkampens behov.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Så er tiden inde til skadefryd – en af de stærkeste drivkræfter i politik. Nu truer den de neo-konservative topfolk i Bush-regeringen.

Med rette er deres indflydelse siden terror-angrebet den 11. september 2001 blevet kaldt et skoleeksempel på, hvordan en lille, engageret klike kan opnå politisk magt. Fra ledende poster i forsvarsministeriet og præsidentens nationale sikkerhedsråd fik de kastet USA ud i en krig mod Irak – flot akkompagneret af medievante meningsfæller i såkaldte tænke tanke.

Det er en succes, som har gjort dem sårbare. De står med hovedansvaret for, at USA er havnet i et militært og storpolitisk hængedynd. Selvfølgelig kan man mene, at præsidenten selv har et vist medansvar, og at han derfor må forsvare dem. Men så undervurderer man nok Karl Rove.

Denne ganske snedige politiske strateg var hjernen bag kampagnen, som gjorde George W. Bush til præsident, og som nu skal sikre ham genvalg. I de næste 18 måneder er Rove den vigtigste beslutningstager i Bush-regeringen, og han har næse for lig i lasten.

For et par måneder siden forudsagde den konservative kommentator Pat Buchanan, at neo-konservative kunne blive syndebukke, hvis det gik galt i Irak.

Buchanan er naturligvis ikke en lidenskabsløs iagttager. Den ofte ganske iltre herre har flere gange stillet op til præsidentvalg, og han er en svoren fjende af det neo-konservative imperie-projekt. Men han har også analytiske evner, så det kan ikke overraske, at udviklingen siden bringer spådommen i erindring.

Skydeskive

Det er især vice-forsvarsminister Paul Wolfowitz, hovedmanden bag krigen, som er blevet skydeskive. Under en nylig høring i Senatet blev han verbalt mishandlet af demokrater, som gerne ville vide, hvad prisen for besættelse af Irak bliver. Mere interessant var det, at flere republikanere også skød med skarpt, fordi Wolfowitz ikke kunne svare.

Det er ret sikkert, at han og andre neo-konservative gerne vil investere, hvad der end er nødvendigt, så Irak kan blive et strålende forbillede i den arabiske verden. ’Normale’ konservative ser med noget nær fjendskab på offentlige udgifter, men det er en holdning, som neo-konservative ikke deler. Neo’ernes problem er, at vælgerne har mere sympati for traditionelle konservative holdninger.

Derfor undveg neo-konservative også før krigen spørgsmål, som borede i de kommende udgifter. De argumenterede for krig ud fra antagelser, som har vist sig lidet holdbare. USA skulle bare befri Irak, sagde de, og så ville irakerne klare resten. Man havde ikke brug for FN, fordi byrderne ville være overkommelige.

Ideologisk engagerede folk er ofte ganske blinde for realiteter, hvis de strider mod deres inderste overbevisning. Så de neo-konservative afviste under planlægning af tiden efter sejren råd fra efterretningstjenester, diplomater og uafhængige eksperter. I januar gav præsident Bush Pentagon, og dermed neo’erne, hovedansvaret for håndteringen af genopbygning, så de står nu med hele skylden for noget, der stadigt mere ligner en tragedie.

I en knivskarp analyse af USA’s indsats siden erobringen af Bagdad har Anthony Cordesman fra Center for Strategic and International Studies i Washington netop påpeget, at staben, som planlagde indsatsen, »havde stærke ideologiske holdninger, men begrænset praktisk erfaring og seriøst område-kendskab«. Han tilføjer, at deres fejl har bidraget til, at amerikanske og britiske soldater, ja også civile irakere, dør.

Parasitter

Cordesman er en begavet høg, og han er blot en af mange fra miljøet, som ofte vil foretrække en republikansk præsident, der nu hævder, at krigen mod Saddam har gjort USA mindre sikker.

Buchanan kalder de neo-konservative »parasitter«, der altid har knyttet sig til mere magtfulde herrer, så de kunne opnå indflydelse. De har bekæmpet alle andre, som ville påvirke deres værter, og det har givet dem fjender i massevis. Det er ikke kun venstre-liberale demokrater og USA’s allierede i Det gamle Europa, som med indre begejstring vil se til, mens USA og Bush lider under deres fejl.

Rent fysisk kan parasitterne næppe fjernes fra regeringen, fordi operationen kan skade deres værter. Men det er et godt gæt, at USA’s sikkerhedspolitik i de kommende måneder vil være uden deres dristige påfund. Det ses allerede i følere til FN, så USA kan blive aflastet, og i forbindelse med den nordkoreanske udfordring.

Det store spørgsmål for Rove må være: Hvor meget skal til, før skadefryden hos alle dem, som man har skubbet til side, kan blive overvundet? Kampagne mod homoseksuelle ægteskaber vil næppe være nok i USA, og en FN-resolution med kosmetiske indrømmelser vil næppe være nok for resten af verden.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.