Trykt i Information 15. august 2003

Irak-krigens oversete skandale

Planlægning og udførelse af USA’s indsats for genopbygning er katastrofal.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Hvorfor går ’genopbygningen’ af Irak så elendigt?

Politikeres bedrageri er naturligvis en væsentlig sag. Så det er rimeligt, at nyhedsmedierne kulegraver affæren med de tilsyneladende bortkomne våben, der angiveligt helt akut truede verden. Men det er sket på bekostning af en affære, som kan blive en meget alvorlig trussel.

Iraks fremtid vil påvirke den storpolitiske udvikling bredt. Hvis landet bliver et strålende forbillede med demokrati og velfærd, kan den onde udvikling i Mellemøsten blive vendt. Hvis den såkaldte genopbygning slår fejl, står vi med en tragedie for ikke blot Mellemøsten.

Desværre er der udsigt til, at det vil gå galt, og skylden kan lægges solidt på Bush-regeringens skuldre. Det viser en hastigt voksende stak udskrifter fra høringer i Kongressen, reportager, rapporter og bøger.

Mod denne konklusion kan man indvende, at guerillaen i Irak også har et ansvar. Men Bush-administrationen vidste, at væbnet modstand ville blive et af vilkårene, og alligevel planlagde man ikke en tilstrækkelig modoffensiv.

Under anklage

Bush-regeringen står under anklage, fordi den, trods reelle hensigter, har både planlagt og gennemført indsatsen efter erobringen katastrofalt. Anthony Cordesman fra forskningscentret CSIS i Washington skriver eksempelvis i sin rapport Iraq and Conflict Termination: »Problemet er, at efter en stor militær sejr, har USA og de allierede gjort alt for lidt for at vinde freden. Hvis forholdene ikke ændres snart og det radikalt, så kan USA ende med at udkæmpe en tredje Golfkrig mod det irakiske folk.« Og det er en krig, skriver han, som USA måske ikke kan vinde.

Et ekko af denne advarsel kom onsdag i New York Times, hvor bladets førende sikkerhedspolitiske kommentator, Thomas Friedman, skriver, at Pentagon hverken har forberedt sig selv eller den amerikanske befolkning på opgavens omfang. Han er bekymret over, at USA hverken har tid, penge eller soldater nok til, at »jobbet« vil blive udført godt.

Umiddelbart bør disse vurderinger vække forundring. USA har ofte i sin historie stået for en indsats, som efter væbnede konflikter skulle genopbygge knuste lande. Det er faktisk, når man tager Irak med, sket seks gange i de seneste 12 år.

Men en tyk bog fra RAND-instituttet, som delvist finansieres af Pentagon, konkluderer, at de indhøstede erfaringer ikke har sat sig spor. En af årsagerne er den debat, som engagementerne har rejst i USA. Clinton-regeringens bestræbelser blev især udsat for kritik af neo-konservative, som nu har hovedparten af ansvaret for genopbygning. Kritikken var vendt imod brug af amerikanske ressourcer til fremmede nationers bedste. Det USA, som engang hjalp Tyskland og resten af Vesteuropa med en Marshall-plan, eksisterer ikke længere.

Eksemplet Kosovo

Hvis Irak skal hjælpes, er der brug for langt større ressourcer, end USA hidtil har afsat. RAND-rapporten sammenligner med indsatsen i Kosovo. Hvis Irak skal have lignende bistand, skal der sendes 526.000 soldater i flere år, indsættes over 52.000 udenlandske politifolk og bruges 20 mia. dollar årligt. Som bekendt er USA’s og de allieredes indsats langt mindre.

Planlægningen har også bygget på forkerte antagelser. Mellem dem er, at Iraks olie kunne finansierer genopbygning. Det afviser RAND, og den demokratiske senator Joseph Biden har i en tale 31. juli sagt, at olie-indtægterne de næste tre-fem år ikke vil komme blot i nærheden af behovet.

Det er en enslydende konklusion i mange rapporter, at opgaven kun kan løses, hvis FN går med i genopbygningen. Bush-regeringen vil gerne have hjælp, men den vil styre og kontrollere indsatsen. De kritiske analyser får indirekte sat spørgsmålstegn ved, om USA magter den funktion. Man mangler det nødvendige ideologiske sindelag – og offervilje.

Inden USA’s allierede går massivt ind i Irak, vil de sikkert overveje, hvorvidt vores sikkerhed er tjent med, at de blot bliver bidragydere uden afgørende indflydelse. Desuden har NATO påtaget sig ansvaret for en anden amerikansk fadæse: Afghanistan. Kan man klare begge opgaver (samtidigt med Balkan)?

Danmark var med fra starten, så endnu et spørgsmål kan stilles til regeringen Fogh: Hvad vidste man om USA’s konkrete planer mht. genopbygning, da vi gik med?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.