Trykt i Hjemmeværnsbladet august 2003

Hængedynd

Planlægning af freden i Irak var præget af ideologisk forblændelse, og soldater samt irakiske civile betaler nu med deres liv, hævder amerikanske rapporter

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Militær planlægning af krigen mod Irak blev i USA indledt mere end et år før angrebet. Man havde et skarpt øje for detaljer – selv placeringen af vinduer på bygninger, som skulle være mål. 

Men planlægning af indsatsen efter erobringen var ganske anderledes. Pentagon ignorerede mere end detaljer. Alment anerkendte erfaringer blev ikke anvendt. Råd fra eksperter og advarsler fra efterretningstjenester blev skubbet væk. Planlægningen byggede på ønsketænkning i en ideologisk drevet klike.

Offentlig debat har siden krigens første dage fokuseret på fraværet af de masseødelæggelsesvåben, som udgjorde den offentlige begrundelse for krigen. Politiske topledere er blevet anklaget for bedrageri og efterretningstjenesters uenighed er blevet udstillet.

Men den største skandale kan meget vel være, at krigens bagmænd lod spørgsmål i forbindelse med tiden efter krigen stå ubesvarede. De blev ellers rejst under høringer i Kongressen, i rapporter fra efterretningstjenesten CIA og af nyhedsmedierne. Helt tilbage i november 2002 pegede journalisten James Fallows i en alenlang artikel på vigtige ubesvarede spørgsmål, og han forklarede også tavsheden fra officielt hold: Krigstilhængerne overvejer ikke  kommende problemer, fordi en nærmere undersøgelse vil svække agitationen for krig.

Guerilla-krig

Den anklage er nu vendt tilbage. Rapporter fra uafhængige eksperter, som ofte selv anså krig mod Irak for nødvendig, fremhæver, at politisk udnævnte topfolk i forsvarsministeriet og præsidentens nationale sikkerhedsråd lagde en stribe forkerte antagelser til grund for planlægningen.

Anthony Cordesman fra Center for Strategic and International Studies (CSIS) har i en analyse beskrevet fejl, som er begået efter erobringen af Irak. ”I væsentligt omfang”, konkluderer han, ”bidrog de til død og kvæstelse for hver eneste amerikanske soldat, britiske soldat og irakiske civilperson, som er blevet et offer i månederne efter krigens såkaldte afslutning”.

General John Abizaid, som er den nye kommandant for styrkerne i Irak, sagde 16. juli, at der føres ”en klassisk guerilla-agtig kampagne mod os”. Han peger på, at truslen kommer fra mellemniveauet i Saddam Husseins Baath-parti.

Men Cordesman hævder, at mange flere grupperinger i Irak kan være på vej ud i kampen mod besættelsesstyrkerne. ”Problemet er, at efter en stor militær sejr har USA og de allierede gjort alt for lidt, nær det gælder at vinde freden. Hvis denne situation ikke ændres snart og radikalt, så kan USA ende i en tredje Golf-krig mod det irakiske folk”. Det er langt fra klart, at USA kan vinde en sådan krig, tilføjer han.

Advarslen står ikke alene. Efter anmodning fra forsvarsminister Rumsfeld besøgte et eksperthold fra CSIS i juni og juli Irak. I deres rapport anerkendes, at der er sket fremskridt, og at forholdene er forskellige fra region til region i det store og etnisk brogede land. Men de konkluderer også, at ”potentialet for kaos bliver stadigt mere nærværende for hver eneste dag”, og at de først kommende måneder vil være særligt afgørende.

Nogle danske militære kilder, som har kendskab til situationen, siger, at danske soldater har fået et roligt hjørne, som i flere henseender adskiller sig fra det område, hvor amerikanske soldater har problemer. Men få tør udelukke, at mere omfattende guerilla-krig og generelt kaos også vil påvirke den danske indsats.

Magtkamp

Skylden lægges i flere redegørelser uvetydigt i Pentagon. Udenrigsministeriet indledte ellers i april 2002 en planlægning af Iraks fremtid. Man inddrog eksil-irakere, embedsmænd og uafhængige eksperter. Der blev, oplyser velinformerede kilder, planlagt helt ned i detaljen for alt lige fra det kommende politiske system til retsvæsenet og udnyttelse af landets enorme olie-ressourcer.

Men en konflikt med forsvarsministeriet blev åbenbar, da tvær-ministeriel planlægning indledtes i august samme år. Forsvarsminister Rumsfeld har omgivet sig med topfolk rekrutteret fra det såkaldt neo-konservative miljø. Af ideologiske årsager har de synspunkter, som ofte afviger stærkt fra, hvad man mener i resten af den politiske elite. Mange af de neo-konservative har i årevis arbejdet for en militær indsats, som skulle vælte Saddam Hussein. Nu afviste de analyser af kommende udfordringer, som blev udarbejdet af blandt andet CIA og diplomaterne.

Den 20. januar i år fik Pentagon af præsident Bush hovedansvaret for genopbygningen af Irak. I den videre planlægning blev, hævder flere kilder, udenrigsministeriet og dets planlægning på det nærmeste ”ignoreret”. Gruppen i Pentagon, som fik opgaven, ”havde stærke ideologiske holdninger men begrænset praktisk erfaring og seriøst område-kendskab”, skriver Cordesman.

Ideologerne kom også i konflikt med militære topfolk. Under en høring i Kongressen pegede general Eric Shinseki, hærens stabschef, på et behov for adskillige hundrede tusinde soldater i flere år til en besættelse af Irak. Men han blev afvist af den fremtrædende neo-konservative viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, som kaldte generalens vurdering ”helt vild”. Jeg er, sagde Wolfowitz, ”rimeligt sikker på, at de (irakerne) vil hilse os som befriere, og at det vil hjælpe os til at holde behovene nede”.

Ønsketænkning

Det var formentlig den mest forkerte af de antagelser, som planlæggerne lagde til grund. Den kom især fra langvarig nærkontakt med eksil-irakere, som ønskede amerikansk støtte til en frihedskrig. Man troede, at når først Saddam Husseins elite-enheder var knust, så ville indmarchen ske under jubel fra henrykte irakere. Så kunne magten hurtigt overdrages til en befrielsesregering, der bestod af eksil-irakere, og når først statsapparatets top var udskiftet, ville embedsmændene fungere videre. Hurtig nedskæring og tilbagetrækning af amerikanske styrker kunne derefter gennemføres.

Virkeligheden har vist sig en del anderledes. Selv modstandere af Saddams diktatur gav næsten fra krigens første dag udtryk for, at nok så de ham gerne hængt, men de ønskede ikke i stedet amerikansk overherredømme. Nogle tusinde års erfaring fra krige beretter, at kaos og plyndringer ofte opstår, når et regime falder, og Irak blev ikke en undtagelse. Nok havde irakerne i årevis lidt afsavn, men amerikanerne opfyldte ikke deres forventninger, når det gælder selv basale behov såsom vand og elektricitet, og vreden rettede de nu mod besættelsesmagten, der da også, ifølge international lov, har det fulde ansvar.

Amerikanerne var slet ikke forberedt til overtagelse af ansvaret for 23 millioner irakeres liv, men desuden begik man utallige fejl, der opremses i rapporterne. Typisk er, at den amerikanske statholder, general Gardner, og hans stab slog sig ned i et palads med fyldt swimmingpool – i et land, hvor befolkningen led i sommervarmen uden tilstrækkeligt vand. De nye administratorer levede isoleret, uden tilstrækkeligt mange sprogkyndige og uden gode kanaler for kommunikation med deres undersåtter. Al erfaring fra lignende indgreb beretter, at politi-opgaver bliver et stort problem, men det var også et felt, hvor amerikanerne var uforberedte.

Efterkritik

I den massive efterkritik rettes skytset imidlertid ikke kun mod de neo-konservative.

Flere iagttagere peger på, at Bush-regeringen, Kongressen og den amerikanske opinion slet ikke er beredt til de byrder, som følger med et ”imperium”. Opgaven med genopbygning af Irak er ofte blevet sammenlignet med den vellykkede amerikanske indsats i Tyskland og Japan efter anden verdenskrig. Men bortset fra, at Irak indeholder nogle andre udfordringer, så har USA også forandret sig siden 40’erne. I 60’erne kunne en Lyndon Johnson stadig ”kaste penge på problemerne” i Vietnam samtidigt med, at han ønskede en velfærdsstat hjemme. I dag er velfærdsstaten aflyst, og penge bruges nødigt udenlands. Det mærker Afghanistan, som kun får ringe bistand, og det skal Irak tilsyneladende også mærke.

Når de reelle behov for soldater og økonomisk bistand skal forudsiges, er der få relevante erfaringer. Men hvis indsatsen i Kosovo gøres til forbillede, skal der stationeres 526.000 udenlandske soldater indtil 2005 – USA har kun indsat 147.000. Bush-regeringen vil ikke fremlægge skøn for økonomisk bistand til genopbygning. Det nærmeste er en vurdering fra USA’s chef-administrator Paul Bremer, som har sagt ”nok et stykke over 50 milliarder dollar, 60 milliarder, måske 100 milliarder”. Sandsynligt er det, at USA vil indsætte langt færre resourcer.

Alternativet er, at det internationale samfund med FN i spidsen rykker ind, så blå hjelme kan afløse amerikanske soldater og bistandsmidler kan hentes fra f.eks. Verdensbanken og nationale u-landsmidler. Rapporten fra CSIS, som Pentagon bestilte, opfordrer til, at man henter hjælp fra FN. Men krigen blev ført mod FN’s ønske, og de neo-konservative har set frem til, at FN bliver irrelevant. Hvis FN skal spille den centrale rolle, må Bush-regeringen først sluge nogle indrømmelser, og det er hverken Pentagon eller præsidenten tilsyneladende beredt til.

Endelig rejses der kritik af USA’s militære kultur, der, som Cordesman skriver, ikke har set videre end til regulære krigshandlinger, når man skulle bestemme militærets rolle og ansvar. De væbnede styrker bør acceptere, at konflikters afslutning, genoprettelse af fred og genopbygning er en del af deres opgave – helt på niveau med selve krigshandlingen. Det er en lære, som stadig ikke er trængt ind trods konflikterne i Balkan og Afghanistan. Militæret klynger sig til højteknologi og slagkraft, men det er kvaliteter, som ikke hjælper, snarere blokerer, for genopbyging og en lav-intensiv militær samt politimæssig indsats. Især i en tid, hvor terrorisme og ustabile lande anses for den største trussel, har det afgørende betydning, at militæret også kan vinde freden.

Selv ud fra en optimistisk vurdering, kan Irak blive et hængedynd, som man ikke kan undslippe i overskuelig fremtid.

Rapporten af Anthony Cordesman, ”Iraq and Conflict termination”, kan findes på internettet www.csis.org/press/pr03_45.htm

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.