Trykt i CS-bladet oktober 2003

Først ind, først ud

Danske soldater skal hugge hoveder af et uhyre, men vokser de ud igen?

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Spørgsmålet er igen: Hvad skal danske soldater nytte?

Internationalt har udfordringerne ændret sig noget, siden Viggo Hørup stillede det klassiske spørgsmål, som ofte er blevet misforstået. ”Hvad skal det nytte?” - beskriver ikke en opgivende holdning, men fokuserer skarpt på selve formålet med et militært forsvar: Hvad er det, som brugen af soldater skal tjene? Spørgsmålet er nu blevet højaktuelt, fordi regeringen har lagt op til den mest dramatiske omlægning af forsvaret, siden neutralitetspolitikken blev opgivet.

Svaret har fra officielt hold længe været, at forsvaret er et redskab i dansk sikkerhedspolitik, som skal hævde vores suverænitet samt imødegå trusler mod dansk territorium og danske borgere. Der indgår i nyere tid også en væsentlig international rolle, idet sikkerhedspolitikken, ifølge en dugfrisk embedsmandsrapport,  skal ”fremme international fred og sikkerhed, bl.a. gennem forebyggelse af konflikter og krig, fredsbevarelse og fredsskabende aktiviteter samt stabilitetsfremmende foranstaltninger”.

Det er ikke formuleringer, som kan vække debat. Især i 90’erne er forsvarets begrundelse blevet solidt forankret i et næsten idealistisk fundament: Vi skal fremme fred. Soldaten er blevet en slags moderne ridder, som forsvarer værgeløse, gerne langt fra danske kyster, gerne under blåt flag.

Magtanvendelse

Mere provokerende er, hvis man besvarer det gamle ”hvad” spørgsmål  med to underspørgsmål, som skitserer et valg: Skal forsvaret hovedsagelig stille styrker til fredsbevarende og fredsskabende operationer? Eller skal forsvaret satse på styrker, som bl.a. teknologisk kan deltage i offensive krigsoperationer – fortrinsvis sammen med amerikanske styrker?

Disse spørgsmål spillede en central rolle, da forskningscentret IIS i foråret afholdt et seminar med fokus på forsvarets fremtid. I et referat konstaterede centret, at ”de forskellige syn på militærmagt (stiller) Danmark over for en grundlæggende diskussion af, hvordan og hvorfor vi mener, at militær magt skal anvendes i det 21. århundrede”.

Spørgsmålene er nu blevet besvaret af et embedsmandsudvalg, som i august leverede en redegørelse på 45 sider om de sikkerhedspolitiske vilkår for dansk forsvarspolitik. Svaret er rimeligt klart: Terrorismen er vor tids store uhyre – og militæret skal hugge hovederne af, hvor de end dukker op.

Debat på afveje

Desværre har debatten siden været på afveje. Forsvarskommandoens samtidige udspil fik sat fokus på værnepligten og Hjemmeværnet. Bredt blev det hilst velkommen, at forsvaret nu satser på det internationale engagement. Men få har gravet i hvilken slags internationalt engagement, der lægges op til.

Underligt nok, for redegørelsen flytter forsvarets internationale fokus fra det fredsbevarende til det  krigsførende. Kernen i rapporten ligger i følgende lange citat:

”I en situation hvor begrænsede ressourcer skal møde kravene fra både en accelereret teknologisk udvikling og nye opgavemæssige udfordringer, er det vigtigt at fokusere indsatsen på de områder, hvor den bliver mest effektiv. Danmarks kapacitet til at deltage med store og langvarige styrkebidrag til internationale operationer er begrænset. Derfor må kendetegnet for det danske forsvars engagement i internationale opgaver fremover være kapacitet til hurtig udsendelse af kortvarige og fokuserede bidrag, snarere end langvarig tilstedeværelse i områder med lav konfliktintensitet. Herved åbnes mulighed for, at Danmark kan deltage i anvendelse af militære midler tidligere i et konfliktforløb og dermed bidrage til at begrænse konflikter og de deraf afledte følgevirkninger. Tidligere ageren kan endvidere medføre større udenrigspolitisk synlighed. Danmark bør tillige besidde en vis kapacitet til stabilisering og genopbygning”.

Afsnittet kan bruges til undervisning i, hvordan udvalg, som repræsenterer forskellige synspunkter, når frem til et fælles produkt – samtidigt med, at et synspunkt alligevel står centralt. Det er indlysende fornuftigt, at indsatsen skal være mest effektiv, og at vores kapacitet er begrænset. Hvem vil hævde det modsatte – at den skal være ineffektiv og at kapaciteten er ubegrænset? Efter denne opvarmning kommer hovedkonklusionen: Ja til deltagelse i konflikter fra første fase, nej til fredsbevarende og stabiliserende indsats. Og så tilføjes til sidst en symbolsk indrømmelse til dem, som mener, at det gamle fokus på bistand til genopbygning bør bevares. Men den er kun symbolsk, fordi rapporten på intet tidspunkt uddyber udfordringerne i forbindelse med denne opgave.

Rød tråd

Redegørelsen kommer ind på mange emner, men temmelig spredt indeholder den også afsnit, der tilsammen danner en logisk søjle, som konklusionen hviler på.

1. Man beskriver en militærteknologisk udvikling, som betyder, at USA ”i stigende grad vurderer sine allierede på, hvorvidt de i kraft af investeringer i de nye teknologier vedbliver med at være relevante koalitionspartnere (…)”. Hvis væbnede styrker ikke følger med i denne udvikling, så bliver de ”forældede”.

2. For alle stater er det et ”centralt spørgsmål”, hvordan man placerer sig i forhold til USA. NATO vil udvikle en hurtig reaktionsstyrke, som kan fungere på USA’s militære niveau. Adgangsbilletten til deltagelse i fremtidige operationer vil være, at de enkelte medlemmer kan stiller styrker på dette niveau.

3. Derfor skal det danske forsvar specialisere sig i at levere indsatsklare militær kapaciteter af høj kvalitet.

4. Redegørelsen hævder, at Danmark dermed også bevarer evnen til at udføre lavintensive operationer, som f.eks. fredsbevarelse. Soldater, som er trænet til det højintensive niveau, kan jo nedtrappes. Men man påpeger også, at det ikke vil være ”økonomisk rationelt med længerevarende anvendelse af højteknologiske kapaciteter i traditionelle lavintensive operationer”.

Hvad skal det så nytte? Hvad får Danmark ud af denne indsats? Jo, vi får større ”udenrigspolitisk synlighed”, når vi gå i kamp straks. Som anført er det vigtigt, fordi denne form for ”synlighed” indgår i USA’s vurdering af sine allierede. Der er dog også en risiko forbundet dermed. Redegørelsen vil nemlig ikke afvise, at ”dansk militær deltagelse i og politisk udtryk støtte til den vestlige antiterrorkampagne vil øge terrortruslen mod dansk territorium, danske interesser og danske i udlandet”.

Denne indrømmelse er interessant set i lyset af ”Hvad skal det nytte?” spørgsmålet. Der er opstået et modsætningsforhold mellem forsvarets traditionelle opgave og det nye internationale engagement.

Forældet lære

Der er meget andet, som kan rokke ved den logiske søjle i argumentationen. Den hviler eksempelvis på et højst diskutabelt og måske forældet grundlag.

Det hævdes således, at ”for USA har læren af interventionerne i Afghanistan og Irak været, at den nye militærteknologi muliggør hurtige og effektive operationer med forholdsvis begrænsede amerikanske tab”.

Det er rigtigt, at nogle folk i og uden for USA har draget denne lære, men den udsættes for kritik og kan kaldes forældet i lyset af den seneste udvikling i både Irak og Afghanistan.

General Wesley Clark, tidligere SACEUR og nu præsidentkandidat, fremhæver i en ny bog, at ødelæggelse af fjendtlige styrker på en slagmark udgør en nødvendig men ikke tilstrækkelig betingelse for sejr. Ændringer af USA’s væbnede styrker har rod i værnschefernes ”Joint Vision 2020” plan fra 1996. For den danske redegørelse udgør planen et forbillede, men Clark kalder den ”ufuldstændig”, fordi den kun fokuserer på højintensiv kamp. Læren, som han ser, fra 90’ernes konflikter er, at den langstrakte, lavintensive fase bagefter ikke er mindre vigtig.

Hjerneprut

Højintensiv kamp har overskygget andre opgaver, og årsagen er delvist det militær-industrielle kompleks og den amerikanske hærs kamp for overlevelse, skriver Clark. Store våbenprojekter kunne sikre hæren opbakning fra industrien.

En anden berømt general, Anthony Zinni, er ikke mindre bidsk i sin kritik. Strategien, som USA har fulgt i Irak, er en ”hjerneprut”. USA kan, siger han, besejre en fjende på slagmarken, men kan ikke vinde freden bagefter. I en tale den 4. september fremhævede han, at i vor tids væbnede konflikter kan man ikke foretage en opdeling mellem højintensiv krig og en fredsbevarende, genopbyggende fase. Begge dele er opgaver for militæret. Problemet er, at USA ikke har trænet og udrustet sine styrker, så de kan stabilisere samfund, som man overtager ansvaret for.

”Jeg har”, siger generalen, ”ikke brug for nogen, som kun er gode til at dræbe og knuse. Jeg har brug for nogen, som har tilstrækkelig uddannelsesmæssig og intellektuel bredde til at påtage sig resten af opgaverne, som han eller hun står med, når skyderierne stopper eller når de falder ned på et andet niveau”.

Dansk afmagt

Kapaciteterne, som Clark og Zinni efterlyser, svarer nøje til det, som danske soldater er gode til og med succes har gjort i 90’erne.

Denne indsats kan utvivlsomt forbedres, så soldaterne yder sikkerhed, mens andre enheder står for politiarbejde, genopbygning, udvikling af et statsapparat med effektive servicefunktioner osv. Men på det punkt er redegørelsen fra de danske embedsmænd uden forslag. Til gengæld har oberstløjtnant Poul Dahl fra Prinsens livregiment foreslået, at vi får en ”Humanitær Indsatsbrigade”, som kan levere de efterlyste kapaciteter. Men det forslag er stort set blevet ignoreret i debatten.

I lyset af den faktiske lære fra Irak og Afghanistan – samt Balkan, Somalia, Haiti osv. – kunne en mere effektiv fredsbevarende indsats ellers nok sikre os ”synlighed”. Uden en tilsvarende risiko for at gøre Danmark til terrormål.

Der er, som general Hillingsøe har fremhævet, risiko for, at vi får et Rambo-militær. De ældre og erfarne, som har særlig værdi i fredsbevarende opgaver, bliver overflødige. Der er også risiko for, at den brede opbakning til forsvaret vil smuldre. Redegørelsens oplæg er i strid med grundlæggende danske værdier og forsvarets traditioner. Inden styrkerne hurtigt kastes ud i krige, bliver der ringe tid til offentlig debat, men den vil utvivlsomt komme bagefter.

Det triste er, at alternativet er lige så synligt, mindre kontroversielt og gør nytte i en indsats mod kilderne til den terrorisme og ustabilitet, som utvivlsomt vil præge verden i de kommende årtier.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.