Trykt i Hjemmeværnsbladet december 2003

Krigen mod Pressen

Soldater og journalister er blevet allierede under konflikten i Irak

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Hvor er de gode nyheder? Spørgsmålet blev rejst i oktober af Bush-regeringen og dens allierede med en anklagende finger rettet mod nyhedsmedierne, som angiveligt ikke rapporterer fremskridt, der er opnået i Irak. Samtidig startede man en kampagne, som skulle rette op på omverdenens skæve indtryk.

Det amerikanske ugeblad Newsweek erklærede, at Bush havde indledt en ”nyhedskrig”. Det Hvide Hus er, berettede bladet, grundigt træt af den ”dystre undergangsstemning”, som nyhedsmedierne spreder, og derfor har man nu ”rettet sigtekornet” mod pressen.

Lignende kampagner startede i andre lande. Indsatsen blev koordineret på et møde, som det britiske forsvarsministerium var vært for 16. september. Mellem deltagerne var Danmark, Norge, Holland, Litauen m.fl. Ifølge dokumenter fra mødet, som det britiske dagblad The Guardian har omtalt, ville to temaer blive gennemgående. For det første skulle man fremhæve, at Irak er blevet et mere sikkert sted. For det andet skulle budskabet være, at irakerne nu kan nyde godt af serviceydelser fra det offentlige, som er på højde med, hvis ikke bedre end, tilstandene før krigen.

Herhjemme erklærede statsministeren i sin tale ved Folketingets åbning, at ”vi hører mange dårlige og negative nyheder fra Irak”, men ”gradvis vil situationen blive bedre”. Grundlaget for påstanden var især en Gallup-analyse fra Bagdad. Fogh fremhævede positive tal – og ignorerede negative.

Selvforsvar

Først kunne kampagnens strateger notere en stribe sejre. Journalister gengav statistik fra amerikanske myndigheder, som viser, at mange nye skoler er startet, hospitaler åbnet, osv. Men knapt var kampagnen startet, før den blev skudt i sænk af raketter, som blev affyret mod et hotel i Bagdad, hvor viceforsvarsminister Wolfowitz opholdt sig. Angrebet illustrerede, at nok kan myndighederne pege på lyspunkter i mørket, men reelt vokser modstandskampen. Og november blev den blodigste måned siden præsident Bush i starten af maj fejrede sejren over Saddam.

Pressen reagerede med en undertone af  ”hvad sagde vi”. Nok er, hed det i kommentarer, størstedelen af landet rimeligt fredeligt og nok er der sket fremskridt på nogle punkter, men afgørende for Iraks fremtid er den grad af sikkerhed, som besættelsesmagten kan tilbyde befolkningen og udenlandske bistandsarbejdere. Når journalister fokuserer på dårlige nyheder, så er forklaringen blot, at de beskriver det virkeligt væsentlige. FN, Røde Kors og andre hjælpeorganisationer med stor ekspertise i genopbygning forlader ikke Irak, fordi pressedækningen er negativ, men fordi man oplever en voksende trussel, påpegede lederskribenter.

Læren er, at hvis man kritiserer pressen, så kan man også forvente en modreaktion, når lejlighed byder sig. Journalister er et selvretfærdigt folkefærd. Men pressen er også en institution, som er sårbar for pres, og når kritik først er imødekommet, vil en mulighed for selvforsvar ikke blive overset. Derfor pegede pressen i november ivrigt fingre mod myndigheder, som havde givet den en for rosenrød version af konfliktens gang.

Officerer er kilden

Pressen var ikke uden allierede. Nemlig amerikanske officerer i selve Irak. Deres daglige oplevelser i den irakiske virkelighed svarede ikke til de politiske lederes påstande, og det fortalte de pressekorpset. Kampagnen, som skulle sætte fokus på fremskridt, blev således i nyhedsformidlingen undergravet af både bombeattentater og udtalelser fra amerikanske soldater.

Deres utilfredshed fremgår klart af en neutral kilde, den amerikanske forsker Anthony Cordesman fra Center for Strategic and International Studies i Washington. I to rapporter fra et besøg i Irak giver han en nuanceret beskrivelse, som konkluderer, at nok er der ”imponerende fremskridt”, men opreklamering af det er ”frygteligt abstrakt” for enhver, som er på nærmeste hold af begivenhederne. Cordesman, som især har talt med soldater, kan oplyse, at de er godt trætte af ledere, som udtaler sig uden grundfæste i faktiske efterretninger. Hvis lederne med spin-doktorers hjælp vil trylle de ubehagelige kendsgerninger væk, så øger man blot den troværdighedskløft, der er opstået, fordi farerne af de samme ledere igen og igen er blevet underdrevet, advarer Cordesman, som er mellem de mest erfarne militæreksperter i USA – og i øvrigt politisk ikke hører hjemme i krigsmodstandernes flok.

Denne reaktion fra soldater er set før. Under Vietnam-krigen var de klemt mellem lederes fremhævelse af, at der var lys for enden af tunnellen, og deres egen oplevelse af voksende udsigt til undergang. Journalisterne, som dækkede krigen, var længe meget for USA’s indsats, og politiske samt militær ledere fik uimodsagt adgang til medierne, når de beskrev fremskridt. Men denne holdning hos journalisterne blev nedbrudt gennem kontakt med amerikanske soldater i felten. Officerer, menige og CIA-agenter følte ikke, at lederne var opmærksomme på de faktiske problemer, som dagligt kostede dem tab, og derfor klagede de i selvforsvar deres nød til pressens udsendte.

Vietnam-krigen

Faktisk er krigen i Vietnam nøglen til den frygt for pressen, som huserer på topniveau i USA og flere allierede lande. Krigen skabte en myte, som stadig optræder i to versioner. For det første mener nogle, at krigen blev tabt på grund af pressens dækning. USA’s daværende præsident Richard Nixon erklærede, at fjernsynet havde vist ”frygtelige menneskelige lidelser”, og ”resultatet var en alvorlig demoralisering af hjemmefronten, som rejser spørgsmålet om, hvorvidt Amerika nogensinde igen kan bekæmpe en fjende udenlands med enhed og målbevidst styrke hjemme”. For det andet så en del pressefolk og krigsmodstandere i disse ord en, utilsigtet, ros. Journalistisk selvkritik har senere beskæftiget sig med, hvorvidt pressen tilstrækkeligt tidligt og konsekvent modsatte sig en katastrofal krig.

Men det er altså en myte. Selv historikere, som arbejder for USA’s hær, har påpeget, at pressedækningen ikke var særligt kritisk og amerikanerne vendte sig mod krigen, fordi tabstallene voksede. Myten har alligevel  præget senere tiders officielle holdning til pressen under krige. Myndigheder har forsøgt sig med censur, manipulation og andre kneb for at styre nyhedsdækningen.

Frygten, som driver disse bestræbelser, drager næring fra en udvikling i nyhedsformidlingen, hvor især tv-mediet har fået global rækkevidde og kan rapportere ”live” fra enhver afkrog. Der er, hævder nogle, opstået en CNN-faktor, som kan tvinge nationer i krig – og derefter, hvis det går galt, kan tvinge soldaterne ud igen. Adskillige forskere har peget på, at pressen slet ikke har en sådan magt. Nyhedsformidlingen har kun gennemslagskraft i opinionen, når en række forhold, som pressen ikke har indflydelse på, optræder samtidigt med dårlige nyheder. Men denne forskning har ikke hindret, at både politiske og militære ledere frygter pressens påståede magt.

Pressens slagmark

Under den første Golf-krig (1990-91) blev en amerikansk officer citeret for disse bevingede ord: ”Nogle folk siger, at nyhedsmedierne er fjenden, men rent faktisk er de en slagmark, og man skal vinde på den”. Efter Kosovo-krigen sagde NATO’s pressetalsmand, Jamie Shea, at ”sejr i medie-kampagnen er lige så vigtig som sejr i den militære kampagne – de to er uadskillelige”. Håndtering af nyhedsmedierne indgår nu i uddannelsen af officerer, og såkaldte informations-operationer spiller en voksende rolle under planlægning af krige. Som en amerikansk ekspert på feltet, oberst Jack Ivy fra US Air Force, udtrykker det, så udgør ”informationer til offentligheden en slagmark, der skal kæmpes på og kontrolleres akkurat som enhver anden” slagmark.

Men denne opfattelse af pressen støder også på modstand fra militær side. Oberst Ivy’s synspunkt har ”forfærdelige følger”, mener oberst P.J. Crowley, som i Clinton-regeringen havde en ledende post i forsvarsministeriet. Hvis man gør nyhedsformidlingen til en slagmark, så gør man sin egen presse til en modstander og fjendens nyhedsmedier til militære mål, siger Crowley.

Andre har påpeget, at pressen kun er en af mange faktorer, som påvirker kriges forløb. Den prøjsiske krigsteoretiker, Karl von Clausewitz, påpegede for mere end 150 år siden, at krig skal forstås i sammenhæng med politiske forhold. Han troede godt nok, at politik hovedsagelig spillede en rolle på det strategiske niveau, thi placering af vagtposter og patruljers færden bestemmes ikke af politiske overvejelser, skrev han. Men den amerikanske general Wesley Clark, som var NATO’s øverstkommanderende i Kosovo-konflikten, påpeger, at politik i dag har stor betydning helt ned på det taktiske niveau. I en moderne krig må, fremhæver Clark, soldaten acceptere, at alle hans handlinger er under konstant politisk overvågning og styring.

For soldaterne i felten betyder det, at deres handlefrihed begrænses. Men, som den seneste udvikling i Irak viser, så gør det også journalister og soldater til potentielle allierede, når statsledere vil føre krig med utilstrækkelige ressourcer.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.