Trykt i Information 11. februar 2004

Danske soldater skal ikke i violette uniformer

Traditionel militær kultur og Fogh’s USA-politik blokerer forsvarsdebat.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Farven på canadiske soldaters uniformer er violet! Det er en vittighed hentet fra Pentagons gemakker, men måske er den for indforstået, så her er en forklaring: Canadas væbnede styrker fokuserer på fredsbevarende opgaver, og violet er farven, som symboliserer bøsser, altså homoseksuelle mænd.

Vittigheden illustrerer den ringeagt, som trives i militære kulturer i forbindelse med opgaver, hvor kamp-handlinger ikke udgør fokus. Det er således forståeligt, når kommandørkaptajn Torben Ørting Jørgensen på en konference i sidste uge nærmest fnysende kunne erklære, at Forsvaret ikke skal være en »væbnet humanitær organisation«. For professionelle soldater er respekt et nøgleord – og respekt ønsker man fra både fjender og allierede.

Alligevel er danske soldater i 90’erne blevet respekteret for effektivitet i fredsbevarende operationer. Det kunne derfor være logisk, at man op til et nyt forsvarsforlig analyserede erfaringerne fra 90’erne, så vores indsats kunne blive styrket på et felt, hvor vi har gode forudsætninger. Men sådan er det ikke gået.

Tættere på USA

Hovedansvaret ligger hos regeringen Fogh. Den vil knytte dansk forsvars- og sikkerhedspolitik nærmere til USA. Derfor er kamp-handlinger på niveau med USA’s væbnede styrker gjort til målsætningen for det danske militær. Hvis man havde set fremtiden mere i EU-sammenhænge, så havde forbedring af et dansk bidrag til EU-forsvaret stået øverst på den forsvarspolitiske dagorden, og så havde vi alle nu diskuteret, hvordan moderne stabilitets- og genopbygningsstyrker skal udrustes, trænes og organiseres.

Den såkaldte Bruun-rapport, som leverede det sikkerhedspolitiske oplæg, ignorerede totalt erfaringer fra 90’erne og deres relevans i forbindelse med fremtidens udfordringer. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke har ekspertise på feltet. Den er udbredt i officers-korpset, fordi mange har oplevet, at nok var vi gode, men indsatsen var alligevel utilstrækkelig. Soldaterne måtte løse opgaver, som egentlig er civile, men der var ikke civile til opgaverne. Vi har også forskere, som har set på erfaringerne. Mellem dem er Peter Viggo Jakobsen, der nu er forskningsleder på Instituttet for Internationale Studier (DIIS), men han fik ikke sæde i Bruun-udvalget.

Den planlagte omstilling af Forsvaret tager højde for anerkendelsen, som Forsvaret har fået for sin fredsbevarende indsats, med henvisning til, at hvis man blot træner soldater til krigsførende opgaver, så kan de også klare fredsbevarende.

Men det er en påstand, som en del eksperter tager afstand fra. Herhjemme har militærsociologen Henning Sørensen netop, i en kronik bragt af Politiken, kaldt påstanden »helt forkert«, og han hævder, at det må Forsvarschefen, general Helsøe, vide.

Han kan hente opbakning i en rapport, som National Defense University i USA har udarbejdet.

Påstanden blev også diskuteret på DIIS-konferencen i sidste uge. En europæisk ekspert fra det amerikanske forskningsinstitut RAND, Stephen de Spiegeleire, konstaterede, at kamptrænede soldater ikke længere kan løse fredsbevarende opgaver, fordi begge opgaver kræver høj specialisering. Han blev modsagt af brigadegeneral Michael Clemmesen, som fremhævede, at britiske soldater kan klare begge opgavetyper. Men han tilføjede også, at danske soldaters træning ligger langt under den britiske.

Det ville unægtelig have virket afklarende i forsvarsdebatten, hvis emnet var belyst mere grundigt af Bruun-udvalget, inden vi bygger Forsvarets fremtid på en diskutabel påstand.

Det er en stor misforståelse, hvis man tror, at denne debat står mellem skabspacifister og krigere. Noget af misforståelsen opstår, når man anvender ordet »fredsbevarende«. Man kan også anvende »besættelsesopgaver« eller »stabilitets- og genopbygningsopgaver«. Det er styrker, som bør have et kamptrænet element, fordi de indsættes i en gråzone mellem krig og fred. De skal ofte tage parti i konflikter, mens den traditionelle fredsbevarende opgave i FN-sammenhæng nærmest var neutral.

Goodwill i Washington

Den største forskel ligger i målsætningen. Formålet med en omstilling af Forsvaret, så det kan kæmpe på niveau med amerikanerne, er primært politisk:

Vi skal være synlige og høste good-will i Washington.

Set med Forsvars-kommandoens professionelle øjne er det en ekstra gevinst, at vi kan følge med i en militær udvikling, hvor USA udgør fortroppen.

Tilhængerne af fokus på stabilitet- og genopbygning er mere direkte interesseret i en indsats mod årsagerne til kaos og terror. Indsatsen skal være bredt anlagt, så man f.eks. med politi-enheder genopretter lov og orden, med ingeniør-tropper sikrer befolkningen tålelige levevilkår og med andre enheder tager fat på udvikling af demokrati.

Nok skal uniformerne ikke være violette, men forslaget er et brud med traditionel militær kultur.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.